Kommuner har deres grænser

Af Kirsten Nissen, forbundsformand for Socialpædagogernes Landsforbund

FAGLIGT TALT Debatten om Danmarks nye struktur har på det sociale område vist, at visse kommunalpolitikere befinder sig fjernt fra virkeligheden. For alvorlige sociale problemer kræver en højt specialiseret indsats. Den opgave kan kommuner ikke bare lige overtage.

Strukturkommissionen slap katten ud af sækken i Vingsted Centret, og alt peger på, at der vil ske store ændringer i den offentlige struktur, og at politikerne ønsker, at ændringerne gennemføres hurtigt.

Debatten om en ny struktur er en oplagt mulighed for at sikre udvikling af den offentlige sektor.

Medarbejderne er sektorens råstof og værktøj. Derfor er det afgørende, at de går aktivt ind i debatten og formulerer de krav, der kan sikre, at den offentlige sektor bliver endnu bedre, end den er i dag.

De kommende ændringer må tage udgangspunkt i, at den offentlige sektor grundlæggende fungerer godt, og at borgernes tilfredshed med sektoren og medarbejderne er høj – og en strukturændring må ikke medføre, at den specialviden og erfaring, der er samlet på forskellige områder i sektoren, bliver spredt for alle vinde.

Borgernes behov for støtte er en central faktor i den kommende debat. Det er for eksempel uhensigtsmæssigt, at beskæftigelsespolitikken er fordelt på to myndigheder – én for a-kassemedlemmer og én for ikke-forsikrede ledige. Den fornuftige løsning er at samle arbejdssøgende og arbejdsparate i et og samme system under statslig styring. På den måde kan kommunerne koncentrere sig om at yde støtte til de borgere, der har brug for en social indsats for at blive klar til arbejdsmarkedet. Det er en opgave, som kræver større indsats end den, der ydes i dag.

På det sociale område har debatten blandt visse kommunalpolitikere vist, at de pågældende er tæt på skrivebordet, men fjernt fra virkeligheden. Realiteten er jo, at vi har medmennesker, som har brug for massiv støtte, hvis de skal kunne leve et anstændigt liv. En støtte, som forudsætter en højt specialiseret indsats fra medarbejdere, der har stor viden og kompetence.

Fra kommunal side har man luftet det synspunkt, at disse opgaver kan kommunerne overtage – sådan bare uden videre. Men det kan kommunerne ikke – heller ikke, hvis de har 30.000 indbyggere i en kommune.

Løsning af de opgaver, vi her taler om – i forhold til børn, unge og voksne med betydeligt og varigt nedsatte funktionsevner og mennesker med meget alvorlige sociale problemer – kræver langt større befolkningsunderlag, hvis tilbuddet skal hænge sammen fagligt og økonomisk.

Der skal med andre ord være nogle regioner over kommunerne, der kan påtage sig løsningen af disse opgaver.

I forbindelse med den diskussion, der kommer nu, har medarbejderne et særligt ansvar for at være med til at stille de krav, der kan gøre den offentlige sektor og velfærden bedre, end den er i dag. Det er en enestående chance, som skal udnyttes – ikke alene af medarbejderne, men også af hele fagbevægelsen.