Kommuner fordeler tosprogede skoleelever

Spredning af indvandrerbørn er langt mere udbredt end hidtil antaget. Farum, Frederiksberg, Slagelse og mange kommuner på Københavns Vestegn har ordninger, som modvirker koncentration af tosprogede elever på enkelte skoler. I Århus går man en anden vej: »Magnetskolekonceptet« vil tiltrække ressourcestærke elever ved at investere mange millioner i de socialt svage skoler.

Oprindeligt kom initiativet fra Farums tyrkiske forældreforening. Børnene bliver bedre integrerede, hvis de går i skole med mange danske børn, mente de tyrkiske forældre. 13 procent af børnene i Farum er tosprogede, men de bor koncentreret i enkelte bebyggelser. Derfor indførte kommunen en taxa-ordning, som fordeler børn af anden etnisk herkomst på alle kommunens skoler:

»Vi har central indskrivning af børn til skoler i kommunen og søger derved at fordele dem, så der er nogenlunde lige mange med forskellig baggrund på hver skole. Blandede klasser er godt for integrationen,« siger Helene Lund, SF’er og formand for Skoleudvalget i Farum Kommune.

Taxa-ordningen i Farum er en af de »spredningsmodeller«, som kommunerne benytter sig af, og ordningerne er langt mere udbredt end hidtil antaget. Det viser Ugebrevet A4’s rundspørge til 15 af de kommuner, der har flest tosprogede elever i folkeskolen. Syv af kommunerne fordeler i dag børnene på forskellige skoler og børnehaver, og yderligere to gør klar til det.

Strategien med at sprede eleverne er imidlertid også dybt kontroversiel. Flere af de store byer siger klart nej:

»Kvoter er for fisk, ikke for børn,« lyder det kort og kontant fra Enhedslistens Per Bregen-gaard, der er skoleborgmester i København.

Ophedet debat

Fordeling af tosprogede børn var senest et hedt emne i debatten, da tidligere indenrigsminister Karen Jespersen (S) foreslog landsdækkende kvoter for antallet af indvandrere i skoler og boligområder.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) tog afstand fra forslaget, men i sidste uges A4 blev det støttet af Bente Sorgenfrey, tidligere formand for pædagogerne og nyvalgt førstedame i FTF.

A4’s rundspørge viser, at spredning står højt på den kommunale dagsorden, men også at kommunerne har fundet vidt forskellige løsninger – afhængigt af de lokale forhold og holdninger.

Albertslund har – sammen med Farum – den mest vidtgående ordning. Siden 1982 er alle tosprogede børn blevet testet før skolestart. Er der mangler i det danske, får eleven særlig støtteundervisning, der er fordelt på alle kommunens skoler. Dermed kombineres støtten med en skolegang i overvejende danske klasser.

citationstegnDe tosprogede børn, der har et funktionelt dansk, kan gå i distriktets skole, mens de, der ikke har det, flyttes til skoler, hvor tosprogede lærere kan give den nødvendige undervisning. Det har vi aldrig fået klager over. Finn Aaberg, Borgmester i Albertslund

85 procent af de tosprogede børn behersker ifølge testen ikke et såkaldt »alderssvarende dansk« og deltager dermed i fordelingen. Men Albertslunds borgmester, Finn Aaberg, kalder kritikken fra Københavns skoleborgmester »noget forvrøvlet sludder«. Han påpeger, at fordelingen først sker, når det enkelte barn ikke består sprogtesten:

»Vi sætter ikke kvoter, men underviser de børn, vi modtager. De tosprogede børn, der har et funktionelt dansk, kan gå i distriktets skole, mens de, der ikke har det, flyttes til skoler, hvor tosprogede lærere kan give den nødvendige undervisning. Det har vi aldrig fået klager over.

Tværtimod får vi henvendelser fra indvandrere, der gerne vil have deres børn til at gå i skole med danske elever,« siger Finn Aaberg.

Kommunernes dilemma udspringer af, at de etniske mindretal tit bor koncentreret i få almene boligområder.

Dermed sætter de – alt andet lige – stærkt præg på de nærliggende skoler. Samtidig præges skolerne af en voksende social opdeling, sådan som A4 for nylig dokumenterede i en stor undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Indvandrere og danskere fra socialt svage hjem klumpes sammen på de samme skoler, mens der er få elever med anden etnisk baggrund på skoler med mange ressourcestærke »gammeldanskere«.

Samtidig oplever mange kommuner, at både danske familier og ressourcestærke indvandrere sender børnene i privatskole. Problemet vokser dramatisk, hvis andelen af tosprogede elever på den lokale skole overstiger 30-50 procent, lyder det fra flere kommuner.

Derfor er strategien med at sprede eleverne på vej frem, men ofte med andre modeller end i Farum og Albertslund. På Frederiksberg er undervisning på for eksempel somalisk omhyggeligt placeret på en skole, hvor der ikke i forvejen var ret mange tosprogede elever. Dermed blev eleverne med somalisk baggrund presset til at vælge denne skole.

»Til forskel fra København har vi en strategi for fordeling af tosprogede elever, og dermed har vi undgået en meget stor koncentration på enkelte skoler,« siger skolerådmand Jan E. Jørgensen (V).

I Hvidovre anvises nytilflyttede indvandrerfamilier ikke skole i det lokale skoledistrikt, men andre steder i kommunen. Og i både Hvidovre og Slagelse forsøger kommunen at overtale indvandrerfamilierne til at vælge skoler med mange etnisk danske elever for dermed at sikre bedre integration.

I Slagelse møder kommunens pædagogiske konsulent personligt op hos hver eneste familie forud for skolestart, og »godt og vel en tredjedel« siger ja tak til tilbuddet om skole uden for distriktet – med transport betalt af kommunen, oplyser formand for Børne- og Ungeudvalget Hanne Hansen (SF).

I Ålborg og Ishøj sker spredningen derimod i børnehaverne.

»Tosprogede børn tilbydes børnehave og børnehaveklasse uden for deres umiddelbare nærområde, og siden vælger de ofte at gå i skole i dette område,« siger Jørn Hjøllund (S), der er formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Ishøj.

Kommuner under pres

Yderligere to kommuner er ved at ændre skolepolitikken for at sikre bedre fordeling af de tosprogede børn. Det gælder Karlebo og Høje-Tåstrup, hvor Selsmoseskolen ved det store almene boligområde Tåstrupgård har 98 procent tosprogede elever.

Det høje tal har sat en veritabel flugt fra skolen i gang – både blandt familier med dansk og anden etnisk baggrund. Kun 42 procent af områdets børn vælger i dag den lokale skole, resten er søgt til andre folkeskoler eller på privatskole. Et udvalg kommer til april med et forslag til ny skolestruktur, men formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Høje-Tåstrup, Vibeke Winther (S), er optaget af et forslag fra Selsmoseskolen – nemlig at skolen omdannes til egentlig indskolingsskole for børn med anden etnisk baggrund. De skal her have særlig støtteundervisning i dansk, før de i de større klasser spredes på alle skoler i kommunen.

»Gymnasier og tekniske skoler klager ofte over det faglige niveau hos vore tosprogede elever.

De kan godt tale dansk, men har store mangler i deres begrebsverden, fordi de ikke taler dansk derhjemme og ofte heller ikke taler dansk med deres kammerater. De bliver kun ligeværdige borgere i det danske samfund, hvis vi får dem ud blandt danske unge og bryder den sociale arv.

Men modellen beslutter vi først, når udvalget er kommet med sit udspil,« siger Vibeke Winther.

Magnetskoler skal vise vej

Seks af de store indvandrerkommuner har ikke en systematisk spredningspolitik – og har heller ikke planer om en. I nogle kommuner af lokale praktiske grunde, mens man i København, Århus og Odense er politisk uenige i strategien:

»Jeg har ikke noget mod koncentration af indvandrere i en ghetto-light udgave. Når der er en koncentration, opbygger man også en ekspertise lokalt på skolerne. Konsekvent spredning vil ikke være lykkeligt for indvandrere. Det er svært at trække en grænse og sige, at så mange tosprogede må der være,« siger Københavns skoleborgmester, Per Bregengaard.

citationstegnKonsekvent spredning vil ikke være lykkeligt for indvandrere. Det er svært at trække en grænse og sige, at så mange tosprogede må der være. Per Bregengaard (enhl.), skoleborgmester i København

Men han anser det for et problem, at især ressourcesvage danskere er »rollemodeller« i integrationen. Derfor søger kommunen at justere skoledistrikterne for at sikre bredest mulig elevsammensætning og støtter samtidig forældrenetværk, som prøver at dæmme op for søgningen mod privatskolerne. Men en egentlig spredningspolitik kommer ikke på tale.

Det samme er linjen i Århus, hvor nydanske elever i stigende grad er samlet på bestemte skoler, fordi både danskere og ressourcestærke indvandrerfamilier sender deres børn på privatskole. Således er 99,8 procent af eleverne på Nordgårdskolen i Gjellerup tosprogede.
Skolerådmand Torben Brandi (S) understreger, at børnene skal gå i skole der, hvor de bor – og så må skolerne indrettes derefter:

»Skoler med mange tosprogede bliver nu indrettet, så de kan tiltrække de stærke elever gennem attraktive tilbud,« siger han.

Den ambitiøse plan kaldes Magnetskolekonceptet og skal kvalitetsudvikle i alt otte skoler i Århus. Knap 100 millioner kroner skal over de næste fem år gøre skolerne til magneter i deres lokalområder. Flere ressourcer, efteruddannelse af personalet i blandt andet dansk som andetsprog, styrket samarbejde mellem skole og hjem, lektielæsning og en fleksibel holdinddeling, der tager højde for elevernes forskellige forudsætninger, er blandt tiltagene.

De otte magnetskoler har i dag mellem 37 og 99,8 procent tosprogede elever og ligger i distrikter, hvor mange familier er ressourcesvage og har mere arbejdsløshed, mindre uddannelse og lavere indkomst end gennemsnittet i kommunen. I magnetskoleprojektet vil man da også i højere grad end tidligere fokusere på de sociale forhold frem for antallet af tosprogede, fortæller Pauli Johansen, leder af integrationsafdelingen i Århus skoleforvaltning. Han er tidligere inspektør på en af magnetskolerne, Tovshøjskolen i Gjellerup. I hans tid voksede andelen af tosprogede elever fra 30 til 70 procent, mens de ressourcestærke børn flygtede. Han tror, at magnetskolekonceptet kan vende strømmen.

»Min egen skole havde været i en anden situation, hvis vi havde sat ind for seks år siden. Det er på høje tid, vi gør noget,« siger han.