Kommuner får svært ved at nå FN’s handicapmål

Af

Staten, regioner og kommuner skal løfte en enorm opgave for at leve op til FN’s nye Handicapkonvention, mener flere handicaporganisationer. Nye boliger og tilgængelighed til uddannelse og arbejdspladser er bare nogle af opgaverne. Forskere mener, at de handicappede sætter forvent­ningerne for højt, og at konventionen bliver udvandet på grund af dårlig økonomi i kommunerne.

STORE FORVENTNINGER Samtidig med at mange kommunalpolitikere er tvunget til at vende hver en mønt for at få budgetterne til at gå op, står kommunerne over for en ny, stor udfordring.

Hvis Danmark skal leve op til FN’s Handicapkonvention, som blev ratificeret tidligere i år, er staten, regionerne og ikke mindst kommunerne tvunget til på sigt at skabe en række forbedringer på området, mener flere handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede.

Opgaverne er mange og kan indebære alt lige fra forbedrede boliger til bedre kommunikation fra det offentlige til eksempelvis blinde og svagtseende.

Ingen kan eller har lyst til at gætte på, hvad det koster at efterleve FN’s Handicapkonvention, men alle er enige om, at det er en meget stor opgave og udfordring. Handicapkonventionen fastslår, at borgere med handicap har en række rettigheder, som for eksempel retten til selv at bestemme, hvor de vil bo, og hvem de vil bo sammen med, retten til uddannelse og til at arbejde på lige fod med andre samt retten til i det hele taget at deltage i alle dele af samfundslivet.

En uafhængig instans skal overvåge, at Danmark gennemfører og lever op til konventionen. Danmark skal aflægge rapport til FN om, hvad der bliver gjort for at sikre de handicappedes rettigheder. Med andre ord bliver de handicappedes rettigheder mere synlige, og politikerne skal i højere grad stå til ansvar over for området, end de har gjort tidligere.

Holger Kallehauge, der er tidligere landsdommer og var en af Danmarks repræsentanter, da Handicapkonventionen blev forhandlet og vedtaget i FN, mener, at konventionen får stor betydning for at forbedre handicappedes vilkår.

»Konventionen står over den danske lovgivning. Der er to hovedbudskaber i konventionen: Lige rettigheder for handicappede, og diskrimination af handicappede er forbudt. I virkeligheden bliver det slået fast, at menneskerettighederne også gælder for handicappede. Nu er det blevet synligt, og det er helt afgørende,« siger Holger Kallehauge, der ligeledes er bestyrelsesformand i PTU - Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede og selv har siddet i kørestol det meste af livet.

Han understreger dog, at mens konventionens politiske og civile rettigheder skal opfyldes med det samme, så skal de enkelte lande opfylde de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder hen ad vejen. Det må dog ikke være en sovepude, da konventionen slår fast, at landet skal opfylde konventionen »progressivt og til det yderste af landets til rådighed værende ressourcer«.

Holger Kallehauge mener, at det kun kan betyde, at Danmark, som et rigt land, har et stort arbejde foran sig for at leve op til konventionen.

»Nu er regeringen nødt til at lægge landsdækkende, regionale og kommunale handlingsplaner for handicapområdet. Det har man aldrig gjort før - i stedet er tiltag for handicappede blevet strøet ud over landet som fra en stor saltbøsse,« siger Holger Kallehauge og nævner tilgængeligheden til uddannelsesinstitutioner fra folkeskoler til universiteter som et område, hvor Danmark, efter hans mening, endnu ikke lever til konventionen.

»Andre vælger skoler på grund af undervisningen, om skolen ligger godt, kammeraterne og så videre - vi vælger efter, hvor vi kan komme ind. Der findes ikke mange gymnasier med fuld tilgængelighed for personer i kørestol. Og tilgængeligheden til universiteterne er elendig,« siger Holger Kallehauge, der kalder det en meget, meget stor opgave, Danmark har fået.

5.000 ønsker ny bolig

Konventionens budskab om at borgerne skal have mulighed for selv at vælge deres bopæl og bestemme med hvem, de vil bo, bliver ikke opfyldt lige med det samme. Det erkender Stig Langvad, som er formand for Danske Handicaporganisationer, en paraplyorganisation for 32 landsdækkende handicaporganisationer.

Han anslår, at mindst 5.000 voksne handicappede ønsker en anden bolig, og at mange af dem bor hjemme hos deres forældre. Samtidig er der ventetider til botilbud til personer med et betydeligt handicap.

»Det kan for eksempel være en spastiker, der har boet hjemme hos sine forældre hele livet og nu er blevet 27 år, og som andre unge har lyst til at slippe for mor og far. Han har ret til at udvikle sig og prøve at bo sammen med andre unge mennesker,« siger Stig Langvad.

En undersøgelse fra Socialpædagogerne viser, at over en tredjedel af landets 17.000 botilbud til handicappede er på under 20 kvadratmeter. Undersøgelsen viser også, at næsten 6.000 af boligerne ikke har eget bad.

»Mange handicappede bor i utidssvarende boliger, hvor det ikke er muligt at leve et værdigt liv med en ’normal grad’ af selvbestemmelse og få familie og venner på besøg,« siger Stig Langvad.

Han mener, at Danmark har et efterslæb, som der skal rettes op på, fordi mange kommuner, ifølge formanden, stadig tilbyder nogle af de svageste handicappede botilbud, som i dagligdagen minder om institutioner i stedet for et hjem, hvor den enkelte har frihed til selv at tilrettelægge sin dag. I 1998 blev institutionsbegrebet ophævet, og det er slået fast i Serviceloven, at handicappede har ret til deres eget hjem med individuel støtte i dagligdagen.

»Serviceloven gjorde op med institutionsbegrebet, men mange amter og kommuner fortsatte næsten, som om intet var hændt, og siden er kommunernes økonomi blevet ringere,« siger Stig Langvad, som nævner en række andre problemer: Utilgængelig offentlig transport, ikke optimal undervisning af børn med et betydeligt handicap, eksempelvis børn med autisme eller udviklingshæmning samt besparelser på hjælpemidler og hjemmehjælp til personer med handicap.

Langt fra målet

Ester Larsen er tidligere sundhedsminister for Venstre og nuværende formand for Det Centrale Handicapråd, der har til opgave at rådgive regeringen og Folketinget. Hun er enig i, at Danmark står over for en stor opgave.

»På næsten alle områder har personer med handicap ikke lige muligheder, som konventionen foreskriver. Vi er meget langt fra at nå målet,« fastslår hun.

Hun nævner som et eksempel, at det kan være svært at skaffe et kollegieværelse til personer med et bevægelseshandicap, fordi der er brug for et ekstra værelse til en hjælper. Ifølge Ester Larsen bliver handicappede tilbudt kollegieværelser, de ikke kan bruge, og når de afslår tilbuddet, kommer de bagerst i køen.

»Det er klart, det koster penge at gøre alle bygninger handicapvenlige, men det gælder om at sætte nogle visioner op – det er ikke dyrere at bygge handicapvenligt, når der skal bygges nyt,« siger Ester Larsen.

På langt sigt vil en sammenhængende handicappolitik ifølge formanden ligefrem være en god investering. Hun ved, at kommuner bruger rigtig mange penge på at transportere handicappede til for eksempel speciallæger i en anden kommune, fordi den lokale læge ikke kan modtage en patient i kørestol.

Konstitueret centerleder for det uafhængige Center for Ligebehandling af Handicappede, Ane Esbensen, mener, at konventionen betyder, at samfundet som helhed skal blive mere opmærksomt på området.

»Personer med handicap skal kunne deltage i offentlige arrangementer, også når de bliver afholdt af private, og blinde og svagtseende skal kunne bruge offentlige hjemmesider. På en helt række områder er der brug for en øget opmærksomhed,« siger hun.

Hun nævner dog, at Danmark på nogle områder klarer sig forholdsvis godt. På beskæftigelsesområdet er der blevet arbejdet målrettet for at inkludere mennesker med handicap, og der er flere muligheder for kompensation for personer med et handicap på arbejdsmarkedet. For eksempel betaler staten for hjælpemidler til den handicappede på arbejdspladsen, der er fleksjob-ordninger, og der er den såkaldte isbryderordning, hvor en nyuddannet med et handicap får løntilskud i sit første job.

»Ordningerne kan sagtens blive mere fleksible, og de kunne også bruges mere, men det er ikke på beskæftigelsesområdet, vi er længst bagude,« siger Ane Esbensen.

Afskåret fra samfundet

Seniorforsker på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Steen Bengtsson har i de sidste ti år forsket i handicapområdet. Han peger på det paradoks, at der er blevet brugt mange penge på området, men at der stadig er behov for forbedringer.

»De sociale ydelser til invaliditet og revalidering og herunder handicappede er dét sociale område, der har haft de største udgiftsstigninger siden 1980’erne. Alligevel viser min forskning, at der for personer med handicap på næsten alle områder er større eller mindre barrierer for at deltage i samfundslivet,« siger han.

Steen Bengtsson mener, at handicaporganisationernes forventninger til konventionen kun vil blive opfyldt, hvis der tilføres flere penge til området.

»Økonomien i mange kommuner er udhulet, og derfor er jeg bange for, at konventionen vil blive udvandet,« siger han.

Ester Larsen fra Det Centrale Handicapråd slår fast, at kommunerne har ansvar for at overholde konventionen på trods af økonomi.

»Det er kommunernes ansvar at prioritere, og det skal ikke gå ud over de handicappede, hvis regnestykket ikke går op,« siger hun.