Kommunal smalhals rammer de svageste

Af

Handicaporganisationer, socialpædagogerne og forstandere på botilbud til voksne handicappede frygter, at kommunal nulvækst betyder besparelser, der vil ramme serviceniveauet og omsorgen til de svageste borgere. Kommunernes Landsforening mener, at det er tid til at få styr på udgifterne på handicapområdet.

NULVÆKST Der bliver mindre tid og færre penge til at sørge for de handicappede borgere. For eksempel kan dem, der bor på en kommunal institution med døgnbemanding, se frem til lidt mindre afveksling i hverdagen. Ture til byen eller sommerkolonier til strand og skov bliver nemlig noget af det, som kommunale bosteder måske må spare på, når økonomien skal hænge sammen i de kommende års budgetter.

Det fortæller Jens Otte Ravnholt, forstander for Bo og Udviklingscenter Vestkysthusene i Esbjerg, der er et botilbud for 82 udviklingshæmmede voksne, der har brug for massiv hjælp døgnet rundt. Allerede i budgettet for 2010 har Jens Otto Ravnholt sparet 1,1 millioner kroner ud af en budget­ramme for institutionen på samlet 60 millioner kroner.

»Når man taler om nulvækst, så er det eneste, vi kan skære på personalet. Og det vil betyde serviceforringelser. Præcis hvilke forringelser er ikke til at sige endnu, men det bliver for eksempel svært at opretholde serviceydelser ud af huset,« siger han.

De dystre forudsigelser er ikke grebet ud af den blå luft. Regeringen har bebudet nulvækst i de kommunale budgetter, og det budskab siver som isnende kulde gennem systemet.

Blandt andet til formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Kirsten Nissen, der ikke ser positivt på fremtiden.

»Nulvækst betyder, at alt stilles på standby. Problemet er bare, at det kan man ikke på det her område. Man ved jo ikke, hvornår der pludselig fødes tre børn med meget stærke handicap ind i en kommune. Og de skal have den hjælp, de har brug for. Det medfører naturligvis en tilvækst i udgifterne, men man kan jo ikke tale om, det er et overforbrug,« siger hun.

Kommunernes søgelys

Flere af de kilder, Ugebrevet A4 har talt med, frygter, at handicapområdet vil blive særlig hårdt ramt af en sparerunde i kommunerne. Det skyldes, at området længe har været i søgelyset hos både Finansministeriet og Kommunernes Landsforening (KL). Udgifterne til de handicappede er nemlig steget gennem årevis.

Mens det såkaldte normalområde, der bl.a. omfatter skoler, hjemmeplejen og børnehaverne, har haft en udgiftsvækst på omkring en halv procent om året, er udgifterne på handicapområdet og de øvrige specialiserede områder vokset med helt op til syv procent om året, forklarer formand for KL, Erik Fabrin (V).

Det har fået KL til at udsende et anbefalingspapir til kommunerne, der i 12 punkter præciserer, at kommunerne skal tænke sig rigtig godt om i forholdt til økonomien, når man vurderer hvilken hjælp blandt andre handicappede og psykisk syge skal have.

»Med de 12 principper siger vi, at kommunerne skal selvfølgelig overholde serviceloven, men inden for den ramme er der plads til mange løsninger, og det er langt fra sikkert, det er den dyreste løsning, der er den rigtige,« forklarer KL’s formand Erik Fabrin.

Så langt er ingen for alvor uenige. Men der, hvor kæden hopper af, for de interesseorganisationer og fagforeninger Ugebrevet A4 har talt med, er, når prisen på løsningen bliver vigtigere end vurderingen af det behov, den handicappede borger måtte stå med.

For én ting er at tænke sig om inden man vælger tilbud til en borger med et handicap. Noget helt andet er, hvis økonomien styrer, hvilken løsning der passer bedst til borgerens behov, siger blandt andre Stig Langvad, der er formand for paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer.

»Der fødes 60.000 børn om året og heraf har cirka 1.000 børn stærke handicap. De skal have massiv støtte i skolen. Antallet af mennesker, der har specialiserede behov er ikke kæmpe stort, men udgiften og indsatsen er kompliceret og dyr,« siger Stig Langvad.

Han tilføjer, at det ikke er alle borgere med svære handicap og komplicerede behov, der skal eller kan dækkes af ’det specialiserede område’ i kommunerne. For 80-90 procent af området, drejer det sig om borgere, der falder inden for ”handicap-normalområdet”, hvor der for eksempel er tale om borgere, der mangler en hånd, eller gamle mennesker, der har brug for en rollator, eller borgere, der kører i kørestol, men er kognitivt velfungerende. På den korte bane er det måske særligt behandlingen af disse borgere, der lider under den økonomiske kalkule, som hele området er blevet underlagt, mener Stig Langvad.

»Man mærker det som en snigende kulde, og hvis man sidder længe nok ude i kulden, ender man med at blive gennemkold. Vi mærker kulden på både den smalle og den brede velfærd. Det er en skændsel,« siger Stig Langvad og tilføjer:

»Hvis ikke politikerne er deres ansvar voksent, og får fat i det, der er kerneværdierne i samfundet – nemlig at tage sig af dem, der ikke kan tage sig af sig selv – så kan jeg kun se meget sorte skyer i horisonten.«

Økonomien er, ifølge flere af de kilder Ugebrevet A4 har talt med, nu så højt på dagsordenen, at de frygter hensynet til at sikre den rette omsorg for og tilbud til de handicappede borgere, bliver underprioriteret. Som formand for Socialpædagogernes Landsforbund Kirsten Nissen siger:

»Vi taler konstant om styring og økonomi i stedet for at tale om, hvordan vi giver de her udsatte børn og handicappede de bedste tilbud. Det er ikke til at holde ud. Det går mig virkelig på med den kynisme, der er i systemet. Det er, som om man glemmer, at det er levende mennesker, vi taler om – ikke en bankforretning,« siger Kirsten Nissen.

De botilbud, der tager sig af nogle af de handicappede borgere, mener at den økonomiske kassetænkning er øget. Jakob Volther, forstander på botilbuddet Kellersvej 10, der huser 60 voksne handicappede borgere i Gladsaxe, forklarer:

»Der er en tendens til, at alle skal have en diagnose, for at man trække penge ud af en bestemt kasse. Vi skal være fremme i skoene, for at kunne hive i den rigtige kasse. Det betyder, at man hele tiden skal tænke på penge, og det kan konflikte med at tænke på at gøre det rette for borgeren,« siger Jakob Volther, der også er formand for Socialt Leder Forum, der er en landsdækkende forening for bo-, samværs-, og aktivitetstilbud for udviklingshæmmede.

Kommunernes ønskebarn ...

Konstituerets ekretariatschef i Det Centrale Handicapråd og centerleder for Ligebehandling af Handicappede, Ane Esbersen, mener også, at økonomien overtager dagsordenen.

»I nyere tid sætter økonomien helt klart dagsordenen, og man kan være bekymret for, at det bliver en vigtigere dagsorden for kommunerne, end hensynet til at give de bedste faglige tilbud til personer med handicap,« siger Ane Esbersen og tilføjer:

»Det er enormt vigtigt, at vi fastholder det perspektiv, at vi skal tage os af borgere, der har brug for støtte, så man ikke oplever sig behandlet som en udgift. Og det er kommunernes ansvar at holde tungen lige i munden.«

Men det ansvar er forholdsvis nyt. Frem til januar 2007, hvor strukturreformen trådte i kraft, betalte kommunerne amterne for at drive botilbud, udbyde specialundervisning og andre tilbud på det specialiserede sociale område. I forbindelse med strukturreformen, hvor amterne blev til fem regioner og kommunerne reduceret til 98, fik kommunerne tilbudt at overtage det specialiserede sociale område. Det valgte langt de fleste kommuner at takke ja til, og i dag er cirka 90 procent af tilbuddene kommunernes ansvar og udgift.

Hos Anvendt KommunalForskning (AKF) har Nichlas Permin Berger forsket i konsekvenserne af strukturreformen for netop borgere med behov for specialiserede tilbud. Forskningen viser, at meget har været under forandring, mens kommunerne skulle tilpasse sig de nye opgaver. Men i dag er der, ifølge forskningsprojektet, faldet mere ro på området.

»På den kommunale front har det været en stor mundfuld og en stor forandring. For den enkelte bruger, har vi ikke set markante tegn på, at det har haft konsekvens for den ydelse den enkelte borger har fået,« siger Nichlas Permin Berger.

Men ifølge formand for Danske Handicaporganisationer er konsekvensen af denne nye struktur ikke positiv for borgerne.

»Kommunerne har ikke forstand på det, de overtog. Der sker mange forandringer og forringelser over en bred kam, og det er ikke sådan, at man kan sige, at botilbud for eksempel er forsvundet fra jordens overflade. Det foregår med salamimetoden,« siger Stig Langvad.

... eller gøgeunge

Hos Socialpædagogernes Landsforbund (SL) undrer man sig over, at kommunerne var så interesserede i at overtage det specialiserede sociale område, når oplevelsen hos SL er, at området behandles som et uønsket stedbarn af kommunerne.

»Hvorfor var det så vigtigt for kommunerne at få det her område, når det er så stor en gene for dem? Vi er blevet kaldt gøgeunger. Økonomi og styring, det er det eneste, man forbinder vores område med,« siger Kirsten Nissen, formand for SL og tilføjer:

»Da KL i sin tid argumenterede for, at de ville overtage området, sagde de, at det var for at udvikle det. Vi vil meget gerne være med til at udvikle det, men vi venter stadig på det sker.«

Formanden for KL, Erik Fabrin (V), mener derimod, at kommunerne netop overtog området for at få styr på væksten i udgifterne. En opgave som amterne ikke havde formået. Men også under kommunal styring, har der været stor vækst i udgifterne på området, og derfor skal der nu strammes op. Ellers bliver det områder som for eksempel folkeskolerne, hjemmeplejen og børnehaverne, der skal dække de ekstra udgifter ind i 2011.

»Når staten så klart melder ud, at nu går vi ind i et nulvækstscenarie – og vi sidste år lavede en aftale med regeringen om, at også dette område er styrbart – så er konsekvensen, hvis ikke vi magter den opgave, at vi skal finansiere en øget vækst på det her område ud af vores normalområde. Og det synes vi ikke er nogen god idé,« siger Erik Fabrin (V).

Han understreger dog samtidig, at der med nulvækst ikke er lagt op til besparelser.

»Nulvækst for kommunerne under et, det betyder uændrede vilkår i forhold til, hvad det er i dag. Nulvæksten er defineret ved, at der er fuld løn- og prisfremskrivning, så nulvækst er lig med uændret serviceniveau fra 2010 til 2011,« siger Erik Fabrin.

Ane Esbersen, sekretariatschef i Det Centrale Handicapråd og konstitue-ret centerleder for Ligebehandling af Handicappede, har svært ved at tro på, at handicapområdet ikke kommer til at opleve besparelser, når kommunerne skal lægge budgetter for 2011.

»Vi kunne allerede før sommerferien se tegn på stramninger. Vi ved, det er et problem, men har ikke et klart billede af hvor stort det er, eller hvor det slår ned,« siger hun.

Hvordan nulvæksten bliver forvaltet er i sidste ende helt op til de 98 kommuner at afgøre. Men det bliver lidt af en øvelse, vedkender formanden for KL.

»Livet er naturligvis vanskeligt og besværligt. Nu befinder vi os i en verden, hvor der er begrænsning i ressourcerne, og derfor bliver vi nødt til at prioritere. Og det skal vi naturligvis gøre med omhu og respekt for serviceloven. Og med respekt for at handicappede har store behov,« siger Erik Fabrin og tilføjer:

»Det er klart, at det var sjovere at have et scenarie med ti procent vækst end et scenarie med nulvækst. Men selv i et nulvækstscenarie kan vi løse den her opgave.«