Kommunal omvæltning på vej

Af

Det kommunale Danmark har kastet sig ud i en omfattende fusionsbølge. Men borgmestrene er stadigvæk glade for små enheder. Det kan presse indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at smide fløjlshandskerne.

I lyst og nød Danmarks mest dynamiske ægteskabsmarked skal i disse måneder ikke findes på hjemmesider for unge, smarte singler. Nej, det skal findes i en eksklusiv kreds af et par hundrede borgmestre med en massiv overvægt af mænd og en gennemsnitsalder over 50 år. Og de er ikke alene interesserede i gængse samlivsformer mellem to parter, men flirter intenst med ægteskaber med op til fire og fem forskellige partnere.

Det viser en unik undersøgelse, som Gallup har gennemført for Ugebrevet A4, af borgmestrenes syn på, hvor attraktive omkringliggende kommuner er i forhold til sammenlægninger. 240 ud af landets 271 borgmestre har medvirket  – en svarprocent på hele 89. Resultaterne er behandlet af analysebureauet Epinion.

I begyndelsen af januar fremlagde Strukturkommissionen sine anbefalinger for fremtidens kommunale struktur. En af hovedkonklusionerne var, at en bæredygtig kommune fremover skal have mindst 20.000 indbyggere. En anden afgørende konklusion var, at kommunerne skal have over 30.000 indbyggere, hvis de vil gøre sig håb om at få nye opgaver. Og siden har de fleste borgmestre haft travlt med at gøre sig til.

Analysen viser blandt andet:

  • At dynamikken er særlig stor i Jylland, på Fyn og den vestlige del af Sjælland.
  • At Storkøbenhavn står i stampe
  • At der i borgmestrenes ønskeverden stadigvæk findes mange kommuner med færre end 30.000 indbyggere.

»Undersøgelsen fanger den dynamik, der findes i det kommunale landskab i disse måneder.

Alvoren er gået op for borgmestrene. I de mindre kommuner ved man, at de af dem, der ikke i tide finder samarbejdspartnere, er i risikozonen for at blive tvangssammenlagt,« siger Jørgen Søndergaard, direktør for Socialforskningsinstituttet og medlem af Strukturkommissionen.

Borgmestrene har på en skala fra 1 til 10 vurderet, hvor attraktive nabokommunerne ville være at blive lagt sammen med. Det skaber et unikt overblik over, hvad det store flertal af landets borgmestre tænker om deres nærmeste naboer. I Epinions analyse befinder borgmestre, der gensidigt vurderer hinanden over 5 i attraktivitet, sig i et »kærlighedsforhold«.

Jysk kædedans

Kærligheden blomstrer tilsyneladende især i Jylland. Her vil mindst 91 af de nuværende 141 borgmestre indgå nye ægteskaber. Ifølge undersøgelsen er der udsigt til, at 34 nye kommuner bliver dannet.

»De fleste af Danmarks små kommuner ligger i Jylland. Det er her, behovet for ændringer er størst,« siger kommunalforsker Roger Buch fra Syddansk Universitet.

I Nordjylland tegner der sig et billede af en række pænt store kommuner med et større Aalborg som omdrejningspunkt. Relationerne mellem Aalborg og Nibe er så gode, at der er grundlag for en fusion og dermed skabelsen af en kommune med over 170.000 indbyggere. Knasterne i det nordjyske er Sæby og Læsø. Læsøs borgmester finder ikke et frieri fra Frederikshavn særligt attraktivt, og relationerne mellem Kattegat-øen og Dronninglund og Sæby kommuner er heller ikke specielt varme. Sæby kan meget vel blive en af taberne i det nordjyske. Kommunen har fine relationer til Dronninglund, Frederikshavn og Brønderslev. Men disse kommuner er allerede afsat til anden side.

I den sydlige del af Jylland er der også en stor gensidig aktivitet mellem kommunerne. Mest komplekst er billedet i Midt- og Vestjylland. Dels er flere kommuner upopulære blandt naboerne.

Dels har et antal større kommuner indtil videre valgt at lurepasse. Herning, Ikast og Holstebros borgmestre har valgt slet ikke at deltage i undersøgelsen.

Herning og Ikast har barslet med ideen om at etablere en storkommune med over 100.000 indbyggere. Sker det, vil det ændre ægteskabsmarkedet i Midtjylland dramatisk.

»Flere af de mellemstore midtjyske kommuner går længere, end strukturkommissionen anbefaler. Det handler ikke længere om at lave bæredygtige enheder i forhold til den offentlige service, men om at skabe konkurrerende økonomiske centre til Århus, Aalborg og den jyske østkyst,« siger Roger Buch.

Stilhed i hovedstaden

I københavnsområdet går de få friere på listefødder. Ganske få borgmestre finder her omgivelserne særligt attraktive med henblik på en sammenlægning. Det er en ny situation.

»For et par år siden talte borgmestre og kommunaldirektører i københavnsområdet varmt for at skabe kommuner på over 100.000 indbyggere. Den drift er tilsyneladende forsvundet helt i takt med, at sammenlægningerne nærmer sig sandhedens time,« siger Roger Buch.

Alvoren er gået op for borgmestrene. I de mindre kommuner ved man, at de af dem, der ikke i tide finder samarbejdspartnere, er i risikozonen for at blive tvangssammenlagt. Jørgen Søndergaard, direktør for Socialforskningsinstituttet og medlem af Strukturkommissionen.

Finn Åberg, borgmester i den velkonsoliderede vestegnskommune Albertslund, forklarer den lille aktivitet med, at kommunerne i området dybest set er bæredygtige – også i fremtiden.

»Der er kun få, som ser på naboerne med bejlerens øjne,« siger han.

Men tre kommuner tiltrækker sig områdets borgmestres opmærksomhed: Vallensbæk, Tårnby og Dragør. Tårnby og Dragør er geografisk isoleret på sydspidsen af Amager og kan reelt kun sammenlægges med hinanden. Men Tårnby har slået hånden af den dybt forgældede Dragør Kommune. Den lille borgerlige forstadskommune Vallensbæk har ligeledes slået hånden af Albertslund, Brøndby, Ishøj og Greve, der alle har gjort sig til.

På resten af Sjælland er der mere gang i selskabslegene mellem borgmestrene. Ifølge Jørgen Søndergaard skyldes det, at særligt Vest- og Sydsjælland er økonomiske udkantsområder, og at den bevidsthed præger borgmestrene.

Fynsk forsigtighed

På Fyn er der optræk til en række lykkelige ægteskaber mellem kommunerne. Undtagelsen er Langeland, hvor Sydlangelands borgmester opfatter den kommende sammenlægning af øens tre kommuner som et tvangsægteskab – og i bedste fald en glædesløs praktisk konstruktion.

Generelt har de fynske borgmestre ingen ambitioner om, at de nye kommuner skal være specielt store. Odenses borgmester og næstformand i Kommunernes Landsforening (KL) Anker Boye (S) har været en af det kommunale baglands mest aggressive fortalere for større kommuner. Men ingen af hans fynske borgmesterkolleger mener, at Odense er særligt attraktiv.

citationstegnEn del borgmestre virker ikke særligt overbevist om fordelene ved større kommuner. Og det er meget uheldigt for regeringen, hvis man ønsker en ægte ændring. Roger Buch, kommunalforsker ved Syddansk Universitet

Af de 10 fremtidige kommuner, der tegner sig, vil fem af dem have under 20.000 indbyggere, hvilket er under Strukturkommissionens minimumsanbefalinger.

Store nok?

Og netop situation på Fyn får Jørgen Søndergaard til at minde kommunerne om, at de bør orientere sig mod lidt større sammenlægninger.

»Det er klart, at der findes lokale geografiske forhold, som kan gøre det nødvendigt at fastholde relativt små kommuner. Det gælder eksempelvis for ø-samfundene. Men det virker ikke helt gennemtænkt, hvis mange meget små kommuner slår sig sammen for at blive en lille kommune,« Jørgen Søndergaard.

Ud af de 65 nye kommuner, som – hvis det stod til borgmestrene i undersøgelsen – ville blive resultatet af sammenlægninger af 175 nuværende kommuner, vil 15 have under 20.000 indbyggere og andre 15 mellem 20.000 og 30.000 indbyggere.

Nogle af de små størrelser kan forklares med de geografiske forhold. Eksempelvis har Ærøskøbing og Marstal reelt ikke andre muligheder end et fornuftsægteskab mellem øens 7.058 indbyggere.

De mange små kommuner på Fyn tyder ifølge Jørgen Søndergaard på, at mange af kommunerne har svært ved at bruge de lidt større byer som udgangspunkt for deres nye samliv. Mammutterne Århus og København er helt ude af ægteskabsmarkedet, men også en by som Hillerød har svært ved at tiltrække de lidt mindre naboer.

»Undersøgelsen påviser, at de større provinsbyer ikke bliver opfattet som særligt attraktive af de omkringliggende kommuner,« siger Jørgen Søndergaard.

Det gælder eksempelvis for den lille Fanø kommune med 3.180 indbyggere. Den mest naturlige samarbejdspartner ville være Esbjerg, men borgmesteren har kastet sig ud i et frieri med Blåvandshuk. Tilsammen giver det en kommune på godt 7.500 indbyggere uden landfast eller vandfast forbindelse mellem hinanden.

»De små kommuner er ganske enkelt bange for at blive opslugt. Hvis Fanø blev en del af Esbjerg, kunne øboerne måske få et mandat i det nye byråd, hvis de alle sammen stemte på den samme kandidat! Men der er mere end taburetter på spil. Der er store forskelle mellem kommunernes serviceniveau. Eksempelvis giver Fanø flest undervisningstimer i hele landet, og hvad sker der med dem efter en sammenlægning,« spørger Roger Buch.

Løkke på vej mod kraftig hovedpine

Ifølge både Roger Buch og Jørgen Søndergaard tegner undersøgelsen et billede af en meget dynamisk situation i det kommunale Danmark. Alle er klar over, at det er alvor, og de handler derefter. Det er et stemningsskift i forhold til for bare et år siden. Et skift, som ikke mindst skal tilskrives indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) rolle som indpisker i processen. Men indenrigsministeren har endnu lang vej, før han er i mål.

For det første er det en streg i regningen, at så mange kommuner stadig samler sig i små enheder. Hvis borgmestrene ikke selv lægger op til større kommuner, bliver det svært for Lars Løkke Rasmussen og regeringen at insistere på, at flere nye opgaver skal flyttes ud i kommunerne – hvilket er en af indenrigsministerens erklærede målsætninger for hele strukturreformen. Han er indædt modstander af en reform, der kun ændrer størrelsen af kommunerne, men ikke rokker ved opgavefordelingen.

Borgmestrene er også blevet spurgt, om de mener, behovet for vidtgående ændringer i amts- og kommunestrukturen er overdrevet. 58 procent siger, at der er behov for radikale ændringer. 38 mener, at diskussionen er overdreven. Undersøgelsen tegner således af et billede af et borgmesterkorps, der ved, at der skal ændringer til, men hvor et stort mindretal ikke helt har hjertet med.

»Bagtanken med strukturreformen var at give kommunerne en størrelse, som sikrer en homogen service i alle dele af landet. En del borgmestre virker ikke særligt overbevist om fordelene ved større kommuner. Og det er meget uheldigt for regeringen, hvis man ønsker en ægte ændring,« siger Roger Buch.

For det andet afdækker kortet en række borgmestre, der har det svært med kærligheden og får brug for hjælp. Løkkes hjælp. Det bliver indenrigsministerens opgave at finde den formel, som placerer de uønskede i de nye fællesskaber, og han bliver uden tvivl nødt til at gøre det gennem lovgivning – læs tvang.

Problemer er der nok af. Eksempelvis kan Korsør blive en af de kommuner, der giver Lars Løkke Rasmussen hovedpine i den kommende tid. Både Hashøj og Skælskør mener, at Korsør er en lidet attraktiv partner i den fælleskommune, de to kunne tænke sig – og som Korsør gerne vil være en del af.

Derudover er der borgmestre, som ikke helt har indstillet sig på de moderne samlivsformer. Tag eksempelvis Rudbjerg på Lolland. Kommunen har afvist frierier fra fire forskellige kommuner.

Overraskende tyder det på, at Lars Løkke Rasmussen slipper for lige præcis det ægteskabsdrama, som det kommunale Danmark har imødeset med en blanding af spænding og skadefryd. Farum, Danmarks suverænt mest skandaliserede kommune i nyere tid, har ikke mistet evnen til at gøre sig attraktiv. Både Allerød og Birkerød vurderer, at Farum er værd at blive lagt sammen med. De tre kommuner i en fusion skaber en ny nordsjællandsk superkommune med flere end 60.000 indbyggere.