Kom til Horsens – her lærer dine børn at læse!

Af Kirsten Weiss

Børn skal lære at læse, mener statsministeren, der i sin nytårstale gav danske børn et ’læseløfte’. I Horsens Kommune har skolefolk, politikere og forældre for længst givet hinanden håndslag på det og sat læsning på dagordenen. I dag læser den gamle arbejderbys børn bedre end lands­gennemsnittet.

INTERVIEW På Langmarksskolen i Horsens kan eleverne i en af skolens klasser næsten kalde sig forfattere. I hvert fald har de gennem jævnlige møder og i perioder daglig mailkontakt med forfatteren Ole Dalgaard og hans skrivende hund, Oscar K, sammen udviklet bøgerne i Mikkel-serien – om ensomme Mikkel, der oplever mystiske hændelser i en til tider trist hverdag.

Historien om Mikkel, og hvordan bøgerne om ham blev til, er en af de gode historier fra en kommune, der de seneste snart syv år har arbejdet på at gøre sine børn til gode læsere. Den gamle arbejderbys børn kunne i efteråret, da resultaterne af årets læsetest i 2. klasse blev offentliggjort, klappe hinanden på skuldrene og se sig placeret over landsgennemsnittet. Og det vel at mærke fra et udgangspunkt, der tidligere var dårligere end deres jævnaldrendes.

»Skal man klare sig i det moderne samfund, er man nødt til at kunne læse. Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, er det tydeligt at se, at kravene om bedre sprogfærdigheder og begrebsforståelse er store. I dag får du vanskeligheder, også i de andre fag, for eksempel hvis du ikke kan læse teksten til matematikopgaven. Læsning er blevet en forudsætning for, at du kan klare dig i skolen og i samfundet i øvrigt,« siger Anna Marie Illum, chef for undervisningsområdet i Horsens Kommune og en af initiativtagerne til det læseløft, kommunen nu kan se de første resultater af.

I 2000 afslørede den første danske Pisa-undersøgelse, at danske børns faglige formåen på visse områder ikke overgik det, børn i visse ulande kunne præstere. Undersøgelsen skabte politisk panik og førte til både hektiske debatter om faglighed og mudderkastning med ofte unuancerede beskyldninger om både slaphed i lærerkorpset og politisk og økonomisk udsultning af folkeskolen.

I Horsens Kommune valgte de at gå en mere stilfærdig vej. Nemlig samarbejdets. Her kunne politikere og skolefolk sådan set godt enes om, at danske folkeskoleelever tilsyneladende ikke var på omgangshøjde med det, man kan forvente af verdens dyreste folkeskole. Men i stedet for at kaste beskyldninger i hovedet på hinanden, tog man fat dér, hvor det virkelig gør ondt, nemlig i tvivlen: Ruster det danske uddannelsessystem i dag børn og unge til at klare sig i en verden med skærpede krav til læsning og sprogforståelse? Og hvordan ser det ud hos os, her i Horsens? Leverer vi elever, der er i stand til at begå sig både ude i verden og i en dansk provinsby, der i lighed med andre byer af samme støbning må se de traditionelle manuelle jobs i produktionen fordufte?

»Vi er en arbejderby. Hverken uddannelses- eller indkomstniveauet i Horsens har været højt. Byen har huset en række produktionsvirksomheder, og traditionen for at gå ud og tage en længerevarende uddannelse har ikke været voldstomt stor. I mange år har holdningen været ’det går jo nok’, men efterhånden er det jo blevet tydeligt, at vi skal en anden vej. Mange af de unge i byen, der ikke har fået sig en uddannelse, står i dag med håret i postkassen. Og det er ikke kun på grund af den økonomiske krise. Vi kan se, at den traditionelle produktion forsvinder,« siger Anna Marie Illum.

Hver gang byens politikere, borgere, erhvervsliv og skolefolk satte sig ned og analyserede situationen, kom de frem til nogenlunde samme konklusion: Vi er nødt til at starte med vores børn, hvis industribyen skal blive en vigtig brik i vidensamfundet.

»Vi spurgte os selv: Hvad kan gøre den største forskel, hvis vi skal flytte os? Og nåede frem til, at gode læsefærdigheder er nøglen. Læsning er indgangen til stort set alt andet. I det øjeblik et barn lærer at læse, åbner der sig nye universer af muligheder,« siger Anna Maria Illum.

Tid til læsning

En af forklaringerne på, at det er lykkedes at rykke eleverne fra jævnt dårlige læsere til elever, der læser over landsgennemsnittet, er ifølge hende, at man ret hurtigt i kommunen fik skabt en fælles forståelse for, hvad læsning er, og hvordan man vil arbejde med at fremme den.

Kommunens skoleinspektører har diskuteret behov og metoder og er i dag – trods store forskelle i børneklientel og forælderressourcer – enige om mål og metoder. Kommunen har allerede fra 2003 udbudt omfattende kurser til lærere og læsevejledere, kommunen har to læsekonsulenter – én for specialområdet og én for almenområdet, hvis viden alle kan trække på. Og alle kommunens skoler har i dag mindst én læsevejleder, der efter et kursusforløb på to år, holder sig opdateret på ny viden og kan sætte initiativer i gang. For eksempel har mange skoler i kommunen indført ’læsebånd’, hvor man hver dag afsætter et tidsrum til frilæsning. Her sidder hver elev med sin bog – som regel valgt af lyst. Helt overordnet er det nemlig læseglæden og læselysten, der står i centrum. I 2008 kom så den kommunale handlingsplan, der sætter tydelige og overordnede mål for børnenes læsefærdigheder, forpligter den enkelte skoleleder til at lave skolens egen handlingsplan, og gør det tydeligt, hvem der har ansvar for hvilke tiltag.

Der har hele vejen igennem været bred kommunalpolitisk opbakning til læseinitiativerne. Og den er ikke uvæsentlig. Det koster nemlig penge at lære børn at læse, eller som chefen for undervisningsområdet formulerer det: »Tid, tid, tid – og dermed penge og politisk opbakning.« Derfor er det, mener Anna Maria Illum, helt basalt vigtigt, at læsning ikke bare ligger lærernes hjerter nær. Men også at byens øvrige borgere, politikere og erhvervsliv forstås som del af den plan, der skal ændre Horsens image og give mennesker andre billeder på nethinden end det af det nok så berygtede statsfængsel.

Forandringen er allerede på vej. I dag er Horsens en by, man flytter til – ikke fra – og Danmarks Statistik regner sig frem til, at Horsens snart bliver Danmarks hurtigst voksende kommune med et indbyggertal, der vil vokse med mere end 20 procent frem mod år 2030. Selv borgmester Jan Trøjborg (S) har argumenteret for byen med ordene »Flyt til Horsens, der lærer dit barn i hvert fald at læse!« Og sammen har byrødderne valgt at betale for mere uddannelse til lærerne, it-støttet undervisning og ekstra timer til eleverne i indskolingen.

Ud over det politiske, det skolefaglige og de børn og lærere, der lægger skoledag til læsesatsningen, pointerer Anna Marie Illum, at den del af ligningen, der hedder ’forældre til skolebørn’ er vigtig at tage med. Ellers går regnestykket næppe op. Arv og miljø spiller stadig en væsentlig rolle, når det handler om sprog- og begrebsforståelse, og er man vant til, at der står bøger på reolen, en mor der læser avis og en far, der fortæller godnathistorie, har man sandsynligvis lettere ved at få de mystiske tegn til at give mening. Har man ikke det, er slaget om læsningen bestemt ikke tabt. Måske skal der blot arbejdes lidt hårdere på at skabe det, Anna Marie Illum formulerer som »samklang mellem det, der sker i skolen, og det, man kender hjemmefra.« Så det bliver lettere at bakke sine børn op.

Også for forældre

»En af vores skoler har for eksempel etableret et læserum på nettet, hvor det ene rum er forbeholdt forældre. Her kan de gå ind og skrive om deres erfaringer, eller måske anbefale den bog sønnen lige har læst med begejstring, til andre forældre med børn, der måske ellers ikke er så glade for at læse. Vi er meget opmærksomme på, at det er fint nok at opfordre forældre til at læse højt for deres børn derhjemme. Det er bare ikke lige let for alle,« siger Anna Marie Illum, der mener, at »man jo sagtens kan sige til folk, hvad man synes, de skal gøre, men at mennesker helst skal kunne se sig selv i et projekt, hvis det skal lykkes.«

»Voksne ved for eksempel sjældent, hvordan det egentlig gik til dengang, de selv lærte at læse – men vi har alligevel ofte mange forestillinger om det, som vi giver videre til børnene,« siger Anna Marie Illum, der undertiden har lavet en øvelse med de forældre, hun holder foredrag for.

Øvelsen går ud på at præsentere forældrene for et volapykalfabet, de får lov at kigge på et stykke tid. Bagefter får de en tekst, skrevet på volapyksprog samt et billede. Opgaven er at afkode teksten, og det lykkes som regel.

»Når man så spørger forældrene, hvordan de stykkede det sammen, refererer de til, at de først fik lov at se alfabetet, altså fik skabt en forforståelse af, hvad bogstaverne står for. Derefter siger de, at de kædede billede og tekst sammen, fordi de ganske rigtigt gik ud fra, at de to ting hang sammen – og endelig gættede de sig til resten. Tak! Det er sådan jeres børn lærer at læse. Og det er derfor, man ikke skal sige til dem ’nu gætter du, lad være med det!’«

Fælles sprog – fælles forståelse

Dialogen med forældrene er for Anna Marie Illum endnu et eksempel på, at løfter kun kan indfries i netop en dialog. I Horsens er den i dag vokset ud over skolens og omfatter også både det erhvervsliv og de uddannelsesinstitutioner, der skal åbne dørene, den dag eleverne lukker folkeskolens bag sig.

»Hvis kommunens satsning ’Alle unge i gang’ skal lykkes, er det tætte samspil nødvendigt. Jeg synes, vi er blevet gode til at løfte vores viden om læsningens betydning over i det næste niveau og udvikle nye modeller. For eksempel har vi valgt en toleddet vej i forhold til uddannelse af vores unge – enten skal man gå direkte ind på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, eller man skal i gang med et arbejde med uddannelsesperspektiv. Vi eksperimenterer med nye samarbejdsformer med erhvervslivet, så alle får mulighed for at uddanne sig, og flere af vores virksomheder tilbyder i dag læseundervisning til ansatte, der har behov for det,« siger Anna Marie Illum.

Horsens har kæmpet hårdt for at trække sine videregående uddannelsesinstitutioner til sig, og i dag har byen 15 af slagsen – her kan man for eksempel læse til pædagog, agrarøkonom eller til Global Business Engineer. Desuden har byen mere end 30 erhvervsrettede ungdomsuddannelser, et handelsgymnasium, et teknisk gymnasium og to almene gymnasier.

»Samspillet mellem alle niveauer har været den væsentligste årsag til, at det er lykkedes os at hæve niveauet for læsning og dermed skabe bedre forudsætninger for et generelt løft af uddannelsesniveauet. Hvis jeg skal give ét råd til andre, vil det være at satse på netop dialogen. Fælles sprog og fælles mål betyder, at vi løser opgaven i fællesskab, mudderkastningen har vi undgået.«