Kom nu ud af busken, mænd!

Af Jane Korczak, næstformand i KAD

Vi har glemt at være solidariske med én gruppe. Nemlig de kvinder, som er så nødlidende, at de kun ser én udvej ud af fattigdommen: Prostitution.

23Solidaritet Jeg er stolt af at tilhøre en bevægelse, der til enhver tid stiller op for de svage og nødlidende. Uanset om det gælder bananplukkere i Guatemala eller underbetalte østeuropæiske bygningsarbejdere. Overgreb og social nød skal bekæmpes med alle midler. Og vores kamp for retfærdighed og medmenneskelighed kan sammenfattes i et ord: Solidaritet. Desværre er der en gruppe, vi har glemt. Nemlig de kvinder, som er så nødlidende, at de kun ser én udvej ud af fattigdommen: At sælge deres krop med eller imod deres egen vilje. Det er en kendsgerning, at der er mellem 3.000 og 3.500 udenlandske prostituerede i Danmark. Det er mere end en tidobling på ganske få år, og i dag er det særligt østeuropæiske og thailandske kvinder, der benytter prostitution som middel til at få mad på bordet.

I efteråret mindede jeg stilfærdigt LO's kongres om, at vi i LO-forbundene her har et fælles problem, og at vi bør arbejde på at afklare vores holdning til prostitution. Skal vi bakke op om Dansk Folkepartis holdning og lade markedskræfterne styre udbud og efterspørgsel? Skal vi give de prostituerede ordnede forhold i statskontrollerede bordeller og mulighed for at blive optaget i vores a-kasser og dermed sikre dem samme rettigheder som andre arbejdssøgende? Eller skal vi gå helhjertet ind i en politisk kamp imod prostitution for at sikre disse kvinder en værdig og livsbekræftende tilværelse på det »almindelige« arbejdsmarked?

På LO-kongressen påpegede jeg blandt andet, at mens vi sætter enorme ressourcer og forargelse ind på at bekæmpe illegalt arbejde på de danske byggepladser, så lader vi, som om illegalt arbejde udført af prostituerede slet ikke eksisterer. Jeg savner stadig at høre, hvad mændene mener om problemet. Hvor er I henne i den debat? Hvordan mener I, vi kan bidrage til at give disse »illegale« kvinder en bedre tilværelse? Eller er I bare fuldstændig ligeglade?

Det ville klæde os som de moderne og værdibaserede organisationer, vi gerne vil være, at vi også offentligt tør vise vores solidaritet med de prostituerede. Vi kunne for eksempel begynde med at tilføre Procentret, som er det eneste, der professionelt beskæftiger sig med området, flere midler til blandt andet at få belyst, hvilke mænd der køber sex, og hvorfor de gør det? Til at få startet og gennemført reel vidensindsamling og forskning på området.

Vi kunne også gøre som svenskerne, som har valgt fortsat at yde støtte til de nye EU-lande. Ud fra den betragtning, at den eneste effektive og langtidsholdbare måde at hjælpe kvinderne på er at give dem mulighed for at tjene penge på lovlig vis i deres hjemland. Flere eksperter frygter, at lukningen af det danske øststøttesekretariat vil føre til endnu mere prostitution og endnu mere kvindehandel. Når pengene ikke kommer til Østeuropa, vokser fattigdomsproblemerne og dermed antallet af prostituerede. Et oplagt sted for fagbevægelsen at starte en ny fælles indsats.

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag, så hvorfor ikke bruge dagen på at demonstrere en smule solidaritet med de kvinder (som kunne være vores søstre, døtre og mødre). Det er fint, at LO-huset har indført en etisk kodeks mod køb af seksuelle ydelser. Men jeg savner stadig at høre mændenes holdning. God 8. marts!