Kolleger tør ikke vidne for hinanden

Af Illustration: Benedicte Maria Pedersen

Der er en stigende tendens til, at medarbejdere ikke tør eller vil vidne i arbejdsskadesager, selv om de har set og hørt noget, som kan hjælpe deres kollega. Det siger flere store fagforbund og advokater, som fører sagerne. Nogle siger direkte, at de er bange for at blive fyret, og det vejer tungere end at hjælpe en tidligere kollega med en arbejdsskade.

KOLLEGIALT Uden at sammenligne har advokater, som fører arbejdsskadesager, nogle gange de samme problemer, som anklagemyndigheden har i rockersager – vidnerne vil eller kan ikke huske, hvad de så.

Når mennesker kommer til skade på deres arbejdsplads eller bliver syge på grund af deres arbejde, kan de ikke være sikre på, at deres kolleger vil stille op og vidne i retten i en erstatningssag mod arbejdsgiveren. Der er en stigende tendens til, at kolleger ikke tør eller vil vidne i en sag, hvis deres vidneudsagn ikke er til gavn for arbejdsgiveren i sagen. Det fortæller arbejdsskadekonsulenter fra fire store fagforbund og to advokater med speciale i arbejdsskader. Nogle medarbejdere frygter for konsekvenserne, hvis de vidner i en sag, som går mod arbejdsgiveren – og den nuværende økonomiske og jobmæssige krise gør bestemt ikke problemet mindre.

»Der er en tendens til, at det er sværere at få vidner til at stille op i sager om arbejdsskader. For ti år siden var det sjældent, at en kollega ikke ville stille op og vidne i en sag, hvis de havde oplysninger, som kunne hjælpe en kollega. Det blev opfattet som en pligt, noget man bør gøre – i dag sker det jævnligt, at vidner ikke vil stille op. Problemet var der før krisen, men er blevet forstærket nu,« siger advokat og partner i advokatvirksomheden Lind Cadovius, Asger Tue Pedersen, som siden 1995 har ført en »betydelig mængde« ansvarssager om arbejdsskader. I næsten alle sager er der brug for vidner.

I de fleste tilfælde opstår problemet med tavse vidner eller vidner med ’dårlig hukommelse’ i erstatningssager, som bliver ført som civile retssager, hvis en arbejdsgiver har brudt arbejdsmiljøloven.

Men problemet med vidner, som ikke ønsker at fortælle, hvad de har set eller hørt, findes også i de rent administrative sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen for eksempel skal afgøre om en dårlig ryg er en arbejdsskade eller ej. For arbejdsgiveren, som har en lovpligtig arbejdsskadeforsikring, betyder sådan en afgørelse i kroner og ører ingenting – men for en person, som må stoppe med at arbejde eller er tvunget til omskoling til en anden branche kan afgørelsen have stor økonomisk betydning.

I erstatningssager som føres i retten kan forskellen på en god vidneforklaring og det modsatte betyde en forskel på mange hundrede tusinde kroner. for den skadelidte. De fleste virksomheder har også en erhvervsansvarsforsikring, som dækker erstatningen, hvis virksomheden dømmes i en erstatningssag.

Urimelige domme

Et eksempel fra virkeligheden er manden, der kravler rundt på nogle rør tre meter over gulvet. Da han skal ned, går det galt, og han slår sig så alvorligt, at han må opgive sit arbejde og i dag er på revalidering. Erstatningssagen mod mandens virksomhed kører i to retsinstanser – og manden taber to gange. Det springende punkt er, om det var normal procedure i virksomheden, at medarbejderne kravlede rundt på rørene? Virksomheden siger nej, mens flere medarbejdere har sagt noget andet. Men de samme medarbejdere vil ikke vidne i retten. De er bange for nedskæringer, lyder begrundelsen. Manden går glip af en stor erstatning.

»Det betyder, at sagen ikke får det rigtige resultat. Medarbejderne bliver bedt om at sige sandheden og ikke andet, så det er en misforstået hensynstagen til arbejdsgiveren, som i de fleste sager er dækket af en forsikring. Samtidig virker en dom også præventivt, fordi arbejdsgiveren bliver opmærksom på et arbejdsmiljø- eller sikkerhedsproblem, så hvis man siger sandheden, gør man også noget godt for sig selv,« siger Asger Tue Pedersen om sagen, der blev ført af Lind Cadovius.

Anne Marie Bryde er socialrådgiver i arbejdsskadeafdelingen i HK Danmark og sidder desuden som LO-repræsentant i Erhvervssygdomsudvalget i Arbejdsskadestyrelsen. Hun oplever jævnligt, at det er svært at få tidligere kolleger til at vidne i sager, hvor et medlem har været udsat for en arbejdsulykke eller har fået en erhvervssygdom.

»Det er et stigende problem, at kolleger ikke tør vidne til fordel for deres kolleger i sager om arbejdsskader. Vi hører kolleger sige, at de er bange for deres egen stilling. I 25 til 30 procent af arbejdsskadesagerne oplever vi, at kolleger ikke vil vidne, og i sager om det psykiske arbejdsmiljø er tallet højere,« siger Anne Marie Bryde.

I HK Danmark ligger der konstant omkring 200 arbejdsskadesager til behandling, og derudover ligger der endnu flere i de lokale HK-forbund. Det er dog langt fra i alle arbejdsskadesager, som meldes til Arbejdsskadestyrelsen, at det er nødvendigt med et vidne. Men i de sager hvor medlemmet har én forklaring, mens arbejdsgiveren siger noget andet, kan et vidne være det afgørende bevis i sagen.

»I sager om det psykiske arbejdsmiljø der for eksempel kan handle om mobning eller om et medlem, som er gået ned med stress efter alt for meget arbejde, står medlemmet alene med sine oplevelser, mens arbejdsgiveren siger noget andet. Derfor er det ofte nødvendigt at skaffe vidner, som for eksempel kan bevidne, at chefen ofte dyngede medlemmet til med arbejdsopgaver, lige inden hun skulle hjem,« siger Anne Marie Bryde, som har arbejdet med arbejdsskadesager siden 1983.

Hun nævner dog også, at kolleger afviser at vidne om meget banale ting. Det kan for eksempel være, at de blot skal sige, om deres kolleger stod i et bestemt rum eller ved en bestemt maskine.

Konsekvensen kan være, at en person, som er blevet ramt af en arbejdsulykke eller har fået en erhvervssygdom, ikke får sin arbejdsskade anerkendt og dermed ikke får en erstatning.

»For mange mennesker er pengene dog ikke det vigtigste. Det er anerkendelsen, som især betyder noget. Hvis de får anerkendt deres arbejdsskade, ved de, at de ikke selv er skyld i sygdommen. Derfor føler mange sig svigtede og bliver kede af det, når de opdager, at tidligere kolleger ikke vil vidne i deres sag,« siger hun.

’Erindringsforskydelse’

Anne Marie Bryde mener, at tavse vidner har været et stigende problem i flere år. Ifølge hende kan forklaringen være, at der er blevet større afstand mellem fagforeninger og medarbejdere – blandt andet fordi flere medarbejdere ikke er medlem af en fagforening. Den udvikling betyder noget, når for eksempel HK henvender sig til en tidligere kollega for at få vedkommende til at vidne.

»’I gamle dage’ var der en tættere kontakt mellem fagforeningen og medlemmerne, og der var en anden holdning til at hjælpe sine kolleger,« siger Anne Marie Bryde.

I Dansk Metal oplever faglig sekretær med ansvar for arbejdsskadeområdet, Peter Poulsen, at det kan være svært at få vidner til at stille op.

»Det er ikke et kæmpe problem, men det er noget vi jævnligt støder på. Det kan godt være op ad bakke, at få en decideret vidneerklæring. Nogle siger, at de ikke vil blande sig, nogle tør ikke at sige noget, og andre kan ikke huske noget,« siger Peter Poulsen.

Han mener, at problemet er størst i erstatningssager, hvor Dansk Metal på medlemmets vegne anlægger et civilt søgsmål mod en arbejdsgiver, der har overtrådt regler og bestemmelser, og det har ført til en ulykke.

»Vi oplever, at vidnet siger én ting før en retssag, og derefter siger noget andet i retssagen – for eksempel ’det kan jeg ikke lige huske’,« siger Peter Poulsen.

Helle Thunø, arbejdsskadekonsulent i FOA, siger, at det er meget afgørende for en erstatningssag, at tidligere kolleger vil vidne til fordel for en kollega, som har fået en arbejdsskade – men det er langt fra nemt i alle sager.

»Jeg ville heller ikke bryde mig om at vidne mod min chef, som jeg skal arbejde for næste dag – det falder de fleste svært. Vi må af og til opgive erstatningssager, fordi vi ikke kan få vidner til at stille op,« siger Helle Thunø.

Hun har oplevet, at kollegerne i begyndelsen af en sag er hjælpsomme med at komme med oplysninger og informationer, men når de så bliver spurgt, om de vil aflægge vidneforklaring, trækker de følehornene til sig. Helle Thunø mener, at nogle kolleger er bange for at involvere sig, fordi de tror, det vil skade deres arbejdsplads eller i nogle tilfælde dem selv.

Det kan for eksempel være fordi, at kollegaen tror, hun har gjort noget forkert, som har ført til ulykken.

»Der er uvidenhed på området, og nogle tror, de skal betale erstatning af egen lomme,« siger Helle Thunø.

FOA ser desværre også sager, hvor tidligere kolleger har set sig sure på den skaderamte, og derfor ikke vil hjælpe med et vidneudsagn. Det kan især være svært i sager om det psykiske arbejdsmiljø, hvor kollegerne måske har været involveret i en form for mobning eller lignende.

»I nogle sager er der så dårligt et psykisk arbejdsmiljø og så store samarbejdsproblemer, at det kan være helt uigennemskueligt at finde ud af, hvad der er sket,« siger Helle Thunø.

Advokat Søren Kjær Jensen fra advokatvirksomheden Elmer & Partnere fører mange sager om arbejdsskader, og han genkender også problemet med vidner, der ikke vil vidne eller, som han kalder det, har ’erindringsforskydelse’.

»Jeg sidder for eksempel lige nu med en sag, hvor klienten skriver, at den ene kollega ikke ønsker at vidne, fordi hun stadig er ansat i virksomheden, og den anden vil ikke vidne, fordi hun ikke længere er ansat. Jeg sidder også med en anden sag, hvor et vidne har trukket sig, mens et andet vidne står fast. Det er mit indtryk, at der er en generel ulyst til at involvere sig i sager man vil helst ikke blandes ind i noget,« siger Søren Kjær Jensen.

Han mener derfor, at det er en vigtig opgave at forklare vidner, at det ikke handler om at være for eller imod arbejdsgiveren eller kollegaen. Mange mennesker har ikke prøvet at vidne før og ved ikke, hvad det vil sige. Ofte skal kollegerne blot fortælle noget rent faktuelt om arbejdsforholdene. For eksempel hvis en medarbejder har fået ondt i ryggen efter nogle tunge løft, så skal kollegaen bevidne, om der var en lift til at udføre arbejdsopgaven.

Arbejdskulturen spiller

Kulturen og organisationen på en arbejdsplads kan have en betydning for, om en kollega vil vidne i en sag, hvor en kollega er kommet til skade eller er blevet syg.

Ida Bang er socialrådgiver i juridisk sekretariat i 3F, og hun mener, at på de arbejdspladser, hvor der er en ’stærk’ sikkerhedsorganisation og en god politik om at reagere hurtigt og grundigt ved arbejdsulykker, bliver det sjældent et problem at skaffe vidner.

»Ved alvorlige ulykker oplever vi ofte stor solidaritet fra kolleger, som gerne vil vidne. Men det er vigtigt at få nogle til at sige noget hurtigt efter ulykken og at få det skrevet ned,« siger Ida Bang.

Hun oplever dog også, at vidner mister lysten til at snakke, når 3F vælger at anlægge en erstatningssag på medlemmets vegne, fordi arbejdsgiveren har overtrådt arbejdsmiljøloven.

»Nogle siger, at de er bekymrede, og nogle tænker på, om de kommer i farezonen for at blive fyret. Hvis du arbejder på en lille arbejdsplads, og du skal vidne foran din arbejdsgiver, så skal du være hammerstærk,« siger Ida Bang.

Også i 3F er sager om det psykiske arbejdsmiljø svære at rejse.

»I nogle sager føler kollegerne selv, at de har været part i sagen – de har for eksempel stiltiende accepteret, at en kollega er blevet dårligt behandlet, og det har man måske lidt svært ved at vidne om,« siger Ida Bang.

Thomas Philbert Nielsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har ikke før hørt om, at medarbejdere ikke vil eller tør vidne i sager om arbejdsulykker eller erhvervssygdomme.

»Hvis det er tilfældet, er det forkert og beklageligt. Alle skal selvfølgelig stå vagt om det danske retssystem. Jeg håber naturligvis, at ingen sætter sig imod eller indirekte signalerer, at medarbejdere ikke skal vidne. Jeg er dog overbevist om, at det er fuldstændigt ubegrundet, hvis nogle frygter at vidne,« siger han.

Han peger på, at virksomhederne har en arbejdsskadeforsikring, som dækker en eventuel erstatning.