Køb jord – de laver ikke mere af den

Af Aske Munck

Landbrugsjord er blevet den hotteste investering på det globale marked. Både fordi finans­krisen har gjort de finansielle markeder skrøbelige og mere usikre, og ikke mindst fordi mange af verdens rige lande vil være uafhængige af svingende landbrugspriser og fødevareforsyninger. Tendensen risikerer dog at skabe kolossale problemer, advarer eksperter.

NYKOLONIALISME Da landmanden Mumud Alhassan Adam for nylig gik på arbejde på sit lille jordbrug i det nordlige Ghana, var der pludselig nogen, der havde overtaget hans mark.

Hans jordlod på lidt over tre hektar var blevet købt af et internationalt firma, som skulle producere biobrændsel. Den 50-årige far til fem fik blot at vide, at han ikke skulle komme tilbage, og siden har han ikke haft mulighed for at dyrke sin jord.

Mumud Alhassan Adams historie stammer fra IRIN, en hjemmeside under FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender, OCHA, og hans bitre skæbne er langtfra enestående. Eller isoleret til Ghana for den sags skyld. For i hele Afrika og i dele af Asien og Sydamerika står tusindvis af internationale virksomheder i kø for at sikre sig adgang til billig landbrugsjord.

Tendensen er ikke til at tage fejl af. Ifølge FN-organisationen UNCTAD er de direkte udenlandske investeringer i landbruget steget voldsomt inden for de seneste år. Organisationens seneste tal, offentliggjort i september i år, viser, at investeringerne er steget fra 600 millioner dollar om året i 1990’erne til over 3 milliarder dollar om året i perioden 2005-2007.

»Der er ingen tvivl. Landbrugsjord i Afrika syd for Sahara er den nye hotte handelsvare,« siger Paul Christie fra det britiske investeringsrådgivningsfirma Emergent Asset Management Ltd. Hans vurdering lyder som et præcist ekko af den devise, som den amerikanske humorist og forfatter Mark Twain ironisk lancerede for over 100 år siden: »Køb jord – de laver ikke mere af den«.

Og ser man på købet af opdyrkelige arealer, bliver tendensen endnu tydeligere. Den uafhængige tænketank Institute for Food Policy Research (IFPRI) i Washington anslår således, at der siden 2006 er blevet opkøbt et sted mellem 15 og 20 millioner hektarer på verdensplan – et areal, der nogenlunde svarer til det kvarte af Tyskland.

Endnu mere interessant bliver det dog, når tallene fra 2008 bliver gjort op, for eksperter taler allerede om en eksplosion i opkøb af landbrugsjord kloden over. Således ventes de udenlandske investeringer i for eksempel det sudanesiske landbrug ifølge The Economist at stige fra 700 millioner dollar i 2007 til det tidobbelte i 2010.

Tvivlsom gevinst for de fattige

Opkøberne er typisk rige stater og internationale investeringsfonde, og der er to hovedårsager til den pludselige interesse for de fattige landes jord:

For det første gav fødevarepriskrisen i 2008 en lang række stater, der ikke selv råder over landbrugsarealer store nok til at brødføde befolkningen, et heftigt incitament til at rette blikket mod udlandet i forsøget på at sikre stabiliteten i fremtidige forsyninger. Olierige stater som for eksempel Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, men også asiatiske kæmper som Sydkorea og Kina har således ikke råd til igen at blive fanget i en situation, hvor de fattige lande må indføre begrænsninger i eksporten til udlandet for at brødføde deres egne befolkninger. Og derfor er jagten gået ind på at opkøbe marker og enge i især lande som Congo, Mali, Ghana, Zambia, Kenya, Tanzania – men også lande som Sudan og Etiopien, der ellers hyppigt rammes af hungersnød, og som begge modtager kæmpebeløb i fødevarehjælp fra FN. De rige lande køber eller leaser således landbrugsjord i udlandet, dyrker afgrøderne og skiber dem efterfølgende hjem til deres egne forbrugere.

Den anden årsag skal findes i den globale finanskrise, der har ført til usikkerhed og ringe rentabilitet på finansmarkederne. Det har fået en række store internationale investeringsfonde til at søge nye, mere givtige og langsigtede aktiver, når de store summer skal anbringes. Udviklingen forstærkes af forventningen til det fremtidige behov for billigt biobrændstof til hybridbiler.

Tilhængerne af det frie marked for landbrugsjord understreger, at det er en win-win-situation: De internationale investorer udvikler den lokale infrastruktur, øger produktiviteten og bibringer samtidig de lokale producenter vigtig ekspertise.

»Afrika vil gerne skabe økonomisk vækst, men mange af de afrikanske stater har ikke selv midlerne til at foretage de fornødne investeringer. Derfor er det ekstremt positivt for dem, at der pludselig er kommet så intens interesse i at investere i kontinentets landbrug. Man skal jo ikke glemme, at direkte udenlandske investeringer traditionelt set har været et effektivt middel til at skabe økonomisk vækst,« siger Paul Christie fra Emergent Asset Management Ltd.

Den udlægning af situationen afviser Henk Hobbelink, leder af den uafhængige internationale tænketank GRAIN, som næsten naivt optimistisk. Hans organisation registrerer og oplyser om opkøbene, og han afviser blankt de positive aspekter som ren propaganda og kalder ligefrem udviklingen »fuldstændig uholdbar«.

»Når det er profitten, der afgør hvad der skal produceres, vil beslutningen aldrig være i de lokales favør. Enten produceres der fødevarer, som bliver sendt ud af landet, eller også produceres der afgrøder – som f.eks. biobrændsel – som de lokale ingen nytte får af,« konstaterer han.

Som den ghanesiske bondes eksempel viser, er det værste imidlertid, at de små lokale landbrug bliver presset væk eller helt nedlægges, forklarer Henk Hobbelink. På grund af stordriftsfordelene skal de internationale brug nemlig være af en vis størrelse for at være lukrative, så der er ikke plads til at køre udenom mindre marginalfarmere.

Alvorlige miljøfølger

Opkøbene risikerer også at få katastrofale følger for miljøet. Det vurderer Marc Dufumier fra den franske tænketank AgroParisTech:

»Den traditionelle måde at drive landbrug på er den der bedst står imod det hårde og uforudsigelige afrikanske klima. Det nytter ikke at banke monokultursystemer op med gensplejsede afgrøder og plantegifte. Når man reducerer et økosystem, gør man det samtidig også mere skrøbeligt,« fastslår han.

FN er for længst blevet klar over problemerne omkring det, der populært kaldes ’land grabbing’ (jordopsnapning), og i begyndelsen af september advarede generaldirektøren for FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, Jacques Diouf, ligefrem om »faren ved at etablere en nykolonialistisk pagt«.

For når klodens befolkning ventes at stige fra seks til ni milliarder indbyggere omkring 2050, vil der blive kamp om såvel vand som landbrugsjord, formanede Jacques Diouf i en række interviews.

Så langt frem i tiden behøver man imidlertid slet ikke se. For som Henk Hobbelink påpeger, medfører retten til at udnytte jord også retten til at grave brønde og bruge vandet. Og vand er i forvejen en kilde til konflikt i mange af de berørte lande. Dertil kommer, at den åndelige forbindelse til jorden er meget stærk i de fleste fattige lande, og jorden ikke ses blot som en vare, der kan købes og sælges. Og det kan føre til voldsomme konflikter.

Det måtte det sydkoreanske firma Daewoo Logistics og Madagaskars præsident Marc Ravalomanana sande i slutningen af 2008. En rasende folkemængde, bakket op af militæret, stormede præsidentpaladset og tvang den ellers folkekære Ravalomanana i eksil og senere fra præsidentposten.

En af kuppets væsentligste udløsere var, at det kort forinden var kommet frem, at præsidenten havde lovet Daewoo brugsretten i 99 år til 1,3 millioner hektarer – ca. halvdelen af den kolossale østats brugbare landbrugsjord. Daewoo skulle intet betale, men forpligtede sig blot til at udvikle det fattige lands stort set ikke-eksisterende infrastruktur.

Kodeks som løsning

For at undgå misbrug og fremtidige konflikter, foreslår tænketanken IFPRI, at man i internationalt regi udarbejder et kodeks for internationalt jordopkøb, der blandt andet skal sikre transparens og respekt for lokalsamfund. En opgave som FAO har taget på sig, og som også var oppe at vende på det seneste G8-møde.

Problemet er imidlertid – indvender blandt andet Henk Hobbelink – at sådanne kodekser sjældent er særlig nyttige og under ingen omstændigheder juridisk bindende.

»De økonomiske interesser er for store, og sælgerlandenes bureaukratier korrumperede. Så det vil være let at omgå reglerne med stråmænd og facadefirmaer,« lyder hans pessimistiske vurdering.

Tendenser i den retning kan man faktisk allerede se nu. Den negative fokus på fænomenet har nemlig ført til, at især flere af staterne fra Den Persiske Bugt vælger slet ikke at offentliggøre hverken forhandlinger eller endelige handler.

»Medierne har givet jordkøbene så meget negativ spin, at flere golfstater er meget mindre åbne omkring dem,« forklarer Huma Fakhar fra konsulentfirmaet Market Access Promotion. »Flere af dem vælger ligefrem at gøre det i dølgsmål«, siger hun til dagbladet Gulf News.

Og da mange af de især afrikanske stater, der handles med, heller ikke har tradition for åbenhed, bliver det endnu vanskeligere end hidtil at holde øje med fænomenets omfang, udvikling og konsekvenser.

Igen kommer de mere optimistiske toner fra Paul Christie fra Emergent Asset Management Ltd. Han mener, at det ganske enkelt er i opkøbernes interesse at opføre sig etisk forsvarligt. Og han nævner netop Madagaskar som et sigende eksempel på, hvad der kan ske, hvis ikke opkøbene sker på en etisk forsvarlig måde.

»Det var en rigtig skidt aftale for madagaskerne, men de følger, den fik, viser jo med al ønskelig tydelighed, at der hurtigt kan komme en boomerang-effekt, hvis ikke opkøberne opfører sig respektfuldt over for lokalbefolkningen,« siger han.

Derfor vurderer han, at der vil være et helt naturligt incitament til at sørge for, at boomet i opkøb af landbrugsjord ikke sker på bekostning af de lokale stammer og befolkningen. Den optimisme deles ikke af Henk Hobbelink: »Det har altid været iskolde økonomiske kalkuler, der vejer tungest i internationale investeringer, så jeg er overbevist om, at interessen i at sørge for lokalbefolkningens ve og vel er begrænset,« siger han.

Og derfor er der i hans øjne fortsat brug for international regulering af fænomenet. Hvis ikke vil det gå hårdt ud over Afrika.