(Kli)mareridtet

Af Jan Birkemose, redaktør

Hvis det lykkes at nå frem til en ambitiøs klimaaftale i København, har statslederne skaffet sig selv et problem af de helt store: Målet kan kun gennemføres ved at genere vælgerne.

LEDER Der vil blive stående bifald og klapsalver, hvis alverdens statsledere i løbet af ugen får strikket en ambitiøs klimaaftale sammen i Bella Center i København. Men når Rasmussen, Obama, Merkel, Brown og de andre statsledere kommer tilbage til deres kontorer, fanger bordet.

For hvad er en klimaaftale værd, hvis ikke den bliver opfyldt og gennemført til punkt og prikke? Svaret er lige så nedslående, som meningsmålingerne for en statsleder, der præsenterer vælgerne for de nødvendige og omfattende indgreb, der følger som en logisk konsekvens af et ønske om at nedbringe CO2-udledningen.

Ganske vist er der kloge og velmenende mennesker, der argumenterer for, at en grøn revolution er en positiv begivenhed, og at den grønne kamp derfor skal lanceres i et positivt lys. Budskabet udtrykkes bedst af den britiske sociolog Anthony Giddens, der spørger, hvor langt Martin Luther King var nået i sin kamp, hvis han havde messet: ’I have a nightmare’.

Giddens og andre meningsfæller har en klar pointe, og statslederne vil utvivlsomt huske rådet om at tale positivt, når de skal stå ansigt til ansigt med vælgerne og forklare, hvorfor klimamålet ikke kan nås uden, at det rammer vores alles dagligdag. For uanset hvor megen livsglæde og personlig tilfredshed, den enkelte kan få ud af at nedbringe sit personlige CO2-svineri, kan det ikke fjerne det faktum, at det store flertal af danskere, amerikanere, tyskere og alle andre folkeslag i generationer har levet et stræbsomt liv efter mere og mere velstand, materiel overflod og rejselyst – alt sammen aktiviteter og gerninger, der har det med at udlede tonsvis af CO2.

Det faktum er statslederne i Bella Centret bevidste om, og derfor har regeringerne, som for eksempel den danske, hidtil kørt en linje, der er alt andet end grøn – velsagtens for at tækkes vælgernes behov. Skattelettelser er blevet givet for at skabe øget forbrug, offentlige renoveringspenge er blevet givet til samtalekøkkener og større badekar, og infrastruktur betyder flere motorveje frem for flere tog og busser. Hvis politikerne vil leve op til det mål, som de forhåbentligt bliver enige om i slutningen af denne uge, skal skeen derfor tages i den helt anden hånd. Lovgivning og skattestruktur skal indrettes, så grøn livsstil belønnes, og energitung livsstil straffes. Det er ubestridt det eneste sande svar på en seriøs grøn omlægning af samfundet.

Spørgsmålet er så, hvordan Lars Løkke og andre statsledere vil præsentere den plan for vælgerne. Andet spørgsmål er, om der overhovedet findes den statsleder, med drømme om genvalg, der tør præsentere en konkret plan for en CO2-reduktion. Når man indtænker, hvilken grundangst politikere generelt har for at genere vælgerne med nødvendige reformer, er det svært at tro, at statslederne i Bella Centret vil rejse hjem til deres vælgere og sige; så er det nu!

Hvis løsningen af de demografiske problemer ødelægger politikernes nattesøvn, vil opfyldelsen af det klimamål, som forhåbentlig bliver resultatet af topmødet, give politikerne mareridtstilstande dag og nat.

Når klapsalverne runger af i Bella Centret, bør første spørgsmål til Lars Løkke være: Hvordan skal det gennemføres?