Klimapolitik ramt af politisk uvejr

Af Foto: Erik Luntang
Jens Thomsen

EU’s klimakommisær er ikke sikker på, at FN-forhandlingerne om en global klimaaftale står til at redde, fordi verdens to største forurenere USA og Kina blokerer. Connie Hedegaard ser klimapolitikken som en nødvendig vitaminsprøjtning til Europas økonomiske velfærd.

INTERVIEW Sidste efterår knoklede den konservative Connie Hedegaard for at få en global klimaaftale forhandlet på plads ved FN’s klimatopmøde i København. Topmødet i København skuffede. Nul aftale om klimaet. Lige siden har Connie Hedegaard som EU’s klimakommissær slidt for at bryde dødvandet i de internationale klimaforhandlinger.

Forud for næste måneds klimatopmøde i Cancun i Mexico er FN-forhandlingerne gået i hårdknude, men den stædige danske politiker, der lige nu er med til at svinge taktstokken for EU’s fremtidige udvikling, vil have en forpligtende klimaaftale i hus. Også selv om hun kan se kæmperne på verdensscenen modsætte sig globale forpligtende aftaler.

Uden en ny bindende aftale til at afløse Kyotoaftalen, der udløber i 2012, frygter Connie Hedegaard, at ophedningen af jordkloden vil gå rasende stærk.

På forhånd er der ikke mange, der regner med, at Cancun bringer de træge forhandlinger meget videre, og det gør det ikke nemt at være EU’s klimakommissær.

Dels har Europa knyttet sin egen klimapolitik til FN-forhandlingerne ved at love at reducere sin CO2-udledning med 30 procent, hvis der kommer en klimaaftale i FN. Ellers vil EU kun nedbringe CO2-udledningen med 20 procent inden 2020.

Dels har den økonomiske krise fortrængt klimaet fra den politiske dagsorden, der domineres af arbejdsløshed og Euro-krise. Det gør det svært at holde klimadebatten i gang, beklager Connie Hedegaard.

»Det er ikke et fortænkt scenarie, at der ikke kommer en FN-aftale. Det kan ske, men det vil få konsekvenser. Man kan godt stikke en kæp i hjulet i denne proces, men det er ikke ret nemt at se, om man så kan få noget andet, man bedre kan bruge, og jeg tror at disse sammenhænge er ved at gå op for mange,« advarer Connie Hedegaard.

Det er verdens to største forurenere, Kina og USA, der blokerer FN-forhandlingerne, men det er ulandene, der bliver ramt hårdest, hvis det ikke lykkes at få en international aftale om at dæmme op for klimaforandringerne.

»Det er stadig vigtigt at understrege, at der knokles for, at der skal komme noget ud af den internationale proces, også i Cancun, med et sæt af meget konkrete beslutninger, som skal gøre det mere sandsynligt, at vi til næste år kommer videre med den juridiske form,« siger Connie Hede­gaard.

Uoverensstemmelserne i FN-forhandlingerne var imidlertid tydelige på et møde i Kina i begyndelsen af oktober. Her tørnede USA og Kina sammen. Kina kritiserede skarpt USA for, at landet endnu ikke har forpligtet sig til at begrænse CO2-udledningerne, mens USA angreb Kina for at forsøge at underminere det spinkle dokument, der kom ud af sidste års Københavner-topmøde.

Mangler amerikansk rygstød

Miljøsynderen Kina kræver, at klimaindsatsen skal ske i to hastigheder. De industrialiserede lande, som efter kinesernes opfattelse har et historisk ansvar for forureningen af atmosfæren, skal gå forrest i kampen og betale den største del af regningen. Udviklingslandene, inklusive Kina, skal først sætte ind senere, så de kan nå at indhente de industrialiserede lande økonomisk.

For EU, der kun står for en mindre del af verdens CO2-udledning, er det vanskeligt at bringe processen videre uden amerikansk opbakning.

»Det store problem er, at USA’s kongres ikke kan vedtage lovgivning. Hvis vi kunne komme til Cancun med et stykke amerikansk lovgivning i rygsækken, ville det være et psykologisk rygstød til forhandlingerne. Når man nu ikke har det, er det stadig lidt for let for andre at gemme sig bag USA’s ryg,« siger Connie Hedegaard.

»Der er jo ikke nogen, der for alvor presser Kina, så længe vi ikke har USA med,« siger hun.

Klimaforhandlingerne er blevet sammenlignet med forhandlingerne om øget global frihandel i den internationale samhandelsorganisation WTO. Her har verdens lande i årevis forhandlet om at åbne deres markeder for større samhandel, og Connie Hedegaards danske forgænger i EU-Kommissionen, landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V) deltog i fem år i resultatløse forhandlinger.

Ingen ønsker i WTO at forpligte sig til en aftale, som de ikke synes er ideel, men på den anden side vil ingen tage det politiske ansvar for at stoppe processen. Derfor får den lov til at køre videre uden damp på kedlerne, og det samme kan ifølge Connie Hedegaard ske for klimaforhandlingerne.

»Det er en risiko, hvis der ikke kommer fremskridt på mødet i Cancun. Det er heller ikke gratis, det tager mange kræfter og meget tid, så hvis man oplever, at der ikke er fremdrift, så tror jeg, det vil køre videre, men dynamikken vil forsvinde,« siger Connie Hedegaard og understreger, at klimaaftalen skal i hus i hendes tid som EU-kommissær – det vil sige inden for fire år.

»Hvis jeg ikke når at få en klimaaftale, er det fordi, der ikke kommer én.«

Vi skal ikke stå stille

Om alt går vel, ender FN’s klimaforhandlinger lykkeligt i Sydafrika til næste år med en aftale, der afløser Kyotoaftalen, men EU-Kommissionen har for længst tænkt den tanke, at FN-forhandlingerne kan løbe ud i sandet. Derfor argumenterer Connie Hedegaard for, at klimaindsatsen bør ses som et led i den langsigtede økonomiske sikring og udvikling af Europa.

»Det er i Europas egen interesse at satse på klima- og energieffektive løsninger,« konstaterer hun og henviser til en meddelelse fra EU-Kommissionen i maj, der argumenterer for en stærk europæisk satsning på grøn teknologi.

»Det betyder ikke, at vi ikke fortsat skal tænke os godt om i forhold til at spille vores kort godt i det internationale spil, men meddelelsen var meget bevidst fra min side for at sige: Lad os nu lave det tankeeksperiment, at de internationale forhandlinger bliver ved at køre år efter år, uden at der kommer den bindende aftale ud af det, som vi har ønsket meget, meget stærkt fra EU’s side. Skal vi så stå stille, og hvor længe skal vi stå stille?« siger Connie Hedegaard og har selv svar parat.

»Vi skal være opmærksomme på, at Europa stadig har en førerposition inden for energieffektive produkter, og vi er i front inden for vedvarende energi. Det er nogle områder, som selv i krisetider har vist sig at være forholdsvis resistente,« fastslår kommissæren.

»Danmark er måske det allerbedste eksempel på, at det ikke bare er en påstand, at klima kan gå hånd i hånd med mere energisikkerhed og større forsyningssikkerhed, hvis man gør det klogt - og der kan også komme innovation ud af det.«

EU’s målsætning om at beskære CO2-udledningen med 20 procent inden 2020 og udbrede vedvarende energi og energibesparelser skal ikke bare komme klima og miljø til gode, men også være med til at skubbe til udviklingen af ny, grøn teknologi i Europa.

»Vi må erkende, at vores erfaring i Europa har været, at det går bedre med innovationen, hvis vi sætter nogle bindende mål. Markedet skal nok finde ud af innovation, men jeg tror, det går bedre, hvis vi sætter mål i stedet for at gøre tingene på 27 forskellige måder,« siger Connie Hedegaard.

Indhentet af Kina

Bag EU-Kommissionens ønske om at drive den økonomiske og teknologiske udvikling frem ligger en dyb bekymring for, at Europa bliver sejlet agterud af mere konkurrencedygtige regioner i verden. I 1990’erne og indtil for få år siden blev USA set som Europas alvorligste konkurrent, men nu er det først og fremmest Kina, der ses som en trussel i Bruxelles.

Derfor skal Europa gribe klimapolitikken som et middel til nødvendig teknologisk og økonomisk udvikling, opfordrer Kommissionen.

»Det er dejligt, at det ser ud til, at der er lys for enden af tunnelen i den øjeblikkelige økonomiske krise, men jeg tror, at europæerne virkelig skal forstå, at vi ikke vender tilbage til ’business as usual’, når vi er færdige med den øjeblikkelige krise. Det vil gå op for stadig flere, hvor meget den forstærkede konkurrence fra lande som Kina, Brasilien og Korea betyder,« siger Connie Hedegaard.

Vindmølleindustrien er ifølge klimakommissæren et eksempel på, hvor hurtigt ny teknologi kan udvikles - og indhentes.

Det tog 30 års dansk indsats på vindmølleområdet at få skabt en globalt førende virksomhed som Vestas, men det har kun taget kineserne 10 år at etablere vindmølleproducenter, som i dag sidder på halvdelen af verdensmarkedet.

»På 10 år er Kina kommet fra stort set ingenting til foreløbig 50 procent af vindmarkedet. Så hurtigt udfordres vi på noget, hvor vi for få år siden ville have sagt, at vi helt sikkert var de bedste,« siger Connie Hedegaard.

»Vi skal passe på, at vi ikke bliver for magelige.«

Når Kina lancerer sin næste femårsplan, forventer Connie Hedegaard, at Kina vil overraske på netop energiområdet. For selv om kineserne tilsyneladende ikke ønsker at rykke i FN’s klimaforhandlinger, har de travlt med selv at udvikle og udbrede grøn teknologi inden for Kinas grænser.

»Hvis der er nogen, der rykker på deres hjemmebane, er det Kina,« siger hun.

Kineserne har god grund til at bekæmpe forureningen, for den truer millioner af kinesere direkte på deres sundhed og kan også true landets økonomiske vækst på lidt længere sigt. Ifølge Connie Hedegaard ser kineserne også grøn teknologi som vejen til en international førerposition på et lukrativt marked.

»Med en økonomi som deres, der vokser som deres, skal man altså ikke tage fejl af, at hvis de bestemmer sig for at gøre noget, så sker der også noget,« siger Connie Hedegaard.

Udviklingen i Kina går så hurtigt, at det kniber gevaldigt for Europa at følge med.

»Vi er nødt til at sige, at i det verdensbillede, der tegner sig, skal Europa være i stand til hurtigere at træffe beslutninger, som er til fælles bedste, og vi skal være bedre til at tale med en stemme.«

EU kan hjælpe med at sætte fart på udviklingen, mener Connie Hedegaard. Dels gennem fælles, bindende mål, der tvinger medlemslandene og europæiske virksomheder til at udvikle ny teknologi og viden, sådan som det er sket i Danmark som et resultat af årtiers miljølovgivning. Dels med penge, der kan støtte kostbare udviklingsprojekter, som ellers kun kan gennemføres af meget store private virksomheder med store pengetanke.

»EU kan hjælpe os til noget fornyelse, vi ellers ville have svært ved at gennemføre selv,« siger hun og udpeger EU som drivkraften i den globale klimadebat.

»Der er ingen region i verden, der har sat så ambitiøse klimamål som EU. Vi er det gode eksempel - og også det gode eksempel på, at det er muligt at gøre det her uden, at det går ud over væksten.«