Klassesamfundet lever

Af

Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og mange andre har forsøgt at aflive klassesamfundet, så lever det i bedste velgående. Arbejderbørn taber stadig kampen om de gode job og den høje løn til akademikerbørnene, siger forsker Trond Beldo Klausen. Han forsvarer på fredag sin ph.d. afhandling, der påviser de voldsomme konsekvenser, det familiære ophav har for danskernes liv.

GAB Klassekampen er død, har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ved flere lejligheder erklæret. Forestillingen om, at samfundet er opdelt i erhvervs- uddannelses- og socialgrupper er udtryk for gammel tænkning, der intet har at gøre med nutidens samfund, hvor vi ikke er fastlåst af vores klasse eller stand, mener han.

Det lyder smukt. Ingen tvivl om det. Problemet er bare, at statsministerens forestillinger ikke har det fjerneste at gøre med det danske samfund anno 2007. De barske realiteter er nemlig, at klassesamfundet trives i bedste velgående. Det er stadig ikke bistandsklienten eller dennes søn eller datter, der drøner op af karrierestigen og sikrer sig millionhyren. Det siger ph.d. forsker Trond Beldo Klausen, der på fredag forsvarer sin afhandling »Et spørgsmål om klasse?« ved Aalborg Universitet.

»Klassesamfundet lever. Og har det godt. Goder og byrder overføres stadig på tværs af gene-rationer. Og derfor har bankdirektørens børn stadig langt bedre muligheder end bistandsklientens søn eller datter for at få et godt job og en fed hyre,« fastslår Trond Beldo Klausen.

Skulle nogle gøre sig forhåbninger om, at vi i det mindste er på vej i retning af et samfund, hvor klasse betyder mindre, må Trond Beldo Klausen tilmed skuffe dem fælt.

»Intet tyder på, at klasse er på vej til at få markant mindre betydning for, hvordan man klarer sig økonomisk i sit arbejdsliv,« siger han.

Trond Beldo Klausen mener derfor også, at det er på tide, at politikerne og andre indser, at lighed ikke bare skabes ved at give alle en uddannelse:

»Helt tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig er uddannelse blevet fremstillet som den store lighedsskabende maskine. Politikerne har troet, at hvis blot man satte folk i stand til at tage en uddannelse, så ville ligheden komme af sig selv. Det har fejlet af to grunde. For det første er rekrutteringen til det danske uddannelsessystem stadig meget skæv. For det andet slår klasse stadig stærkt igennem på folks indkomst, selv om de har taget præcis den samme uddannelse.«

Akademikerbørn scorer kassen

Endnu har Trond Beldo Klausen ingen prægtige titler at læne sig op ad. Til gengæld har han et usædvanligt stort datamateriale om den danske befolkning, der kortlægger ikke færre end 1,4 millioner danskeres sociale oprindelse og deres indkomster.

Datamaterialet har dannet baggrund for en finmasket analyse af sammenhængen mellem danskernes klasse og løn. Og konklusionen er noget af et opråb til de danskere, der måtte have lullet sig selv i søvn med tanken om, at kun ens kvalifikationer og hårde arbejde bestemmer, hvor godt man klarer sig i det danske samfund. Trond Beldo Klausens analyse viser nemlig, at det – set over et helt liv – har meget stor betydning for ens indkomst, om man kommer fra et akademikerhjem eller fra et arbejderhjem.

»Helt overordnet kan det konstateres, at børn fra akademikerhjem i løbet af et helt liv kommer til at tjene 30 til 35 procent mere end børn fra et arbejderhjem. Det er altså virkelig markante forskelle og en understregning af, at ens klasse stadig har afgørende betydning for, hvordan man klarer sig,« siger Trond Beldo Klausen.

Men er det ikke bare, fordi akademikerbørnene tager en lang uddannelse, mens børn fra arbejderhjem af og til ikke når meget længere end 9. klasse?

»Nej. Selv når der tages højde for uddannelse, er der meget store forskelle på, hvad højt- og lavtuddannedes børn kommer til at tjene igennem et liv. Tag eksempelvis to civilingeniører. Den ene har oprindelse i den ufaglærte arbejderklasse, den anden kommer fra et hjem, hvor faren er erhvervsleder. Set over et helt livsforløb vil en civilingeniør fra arbejderklassen kunne komme til at tjene cirka 2,5 millioner kroner mindre end sin studiekammerat. Og blandt jurister kan forskellen blive endnu større. Der er en klasseeffekt på stort set alle studieretninger, som jeg har undersøgt – på nær blandt læger,« fortæller Trond Beldo Klausen.

Men glemmer du ikke, at der også ofte er meget væsentlige forskelle på, hvordan højt- og lavtuddannedes børn klarer sig i uddannelsessystemet? Akademikerbørn får jo tit væsentligt højere karakter end andre?

»Karakterer betyder forbavsende lidt. Selv hvis arbejderklassens børn tager den samme uddannelse og opnår de samme karakter som akademikerbørnene, så halter de stadig bagefter i lønkapløbet.«

Er det, fordi det bedre borgerskab giver deres egne børn det gode job med den høje løn?

»Måske i et begrænset omfang. Men det drejer sig nok mere om, hvor meget information man har adgang til. Børn af erhvervsledere og akademikere ved måske mere om, hvor det er godt at søge arbejde, end den ufaglærtes datter eller søn. Der findes også teorier om, at arbejdsgiverne gerne vil rekruttere folk, der ligner dem selv. Og her kommer den ufaglærtes børn må-ske til kort.«

Skjulte talenter

Klassesamfundets fortsatte eksistens har ikke kun store konsekvenser for arbejderklassens børn. Også for samfundet kan det være en bekostelig affære.

Trond Beldo Klausen hæfter sig blandt andet ved, at arbejdsgiverne kan gå glip af gode og kompetente medarbejder, hvis netværk og de mere uformelle kompetencer har for stor betydning for, hvem man ansætter. På et mere overordnet plan vil det også kunne svække Danmarks internationale konkurrenceevne.

Det største spild af talent foregår dog i uddannelsessystemet, mener Trond Beldo Klausen. I sin afhandling har han også undersøgt sammenhængen mellem klasse, karakter i gymnasiet og videre uddannelse. Analysen viser, at selv om arbejderbørn får endog særdeles gode karakterer i gymnasiet, så går de langt, langt sjældnere end de unge fra mere veluddannede familier videre til de højeste uddannelser.

»Det tyder på, at der er en skjult talentreserve blandt danske arbejderbørn, som slet ikke udnyttes i tilstrækkelig grad i dag. Skal Danmark klare sig i den globale konkurrence, er det afgørende, at vi bliver bedre til at udnytte denne talentreserve,« siger Trond Beldo Klausen.

Hvad skyldes de talentfulde arbejderbørns manglende videre uddannelse?

»Jeg tror blandt andet, at ambitionsniveauet spiller en afgørende rolle. Man kan forestille sig, at arbejderbørnene siger: »Nu har jeg gennemført gymnasiet og fået gode karakter. Det er langt mere, end hvad mine forældre og bedsteforældre kan prale med. Så jeg behøver da ikke også at gå på universitetet.« Desuden kan universitet sikkert også virke ret fremmed for mange arbejderbørn. Selv i det danske uddannelsessystem er universitet noget elitært, som kan virke lidt virkelighedsfjernt for dem, der ikke har familie eller bekendte, der har haft deres daglige gang på universitetet,« siger Trond Beldo Klausen og tilføjer:

»Men alle unge skal selvfølgelig heller ikke gå på universitetet. Også i fremtiden vil der være god brug for dygtige håndværkere, folkeskolelærere og pædagoger.«

Klaver i vuggestuen

Det afgørende for Trond Beldo Klausen er da heller ikke, at præcis lige mange arbejder- og akademikerbørn tager en lang videregående uddannelse. Det centrale er, at arbejderklassens børn skal have de samme muligheder for at gøre karriere og få en høj løn som børn af akademikere og erhvervsledere.

Men hvordan sikres dette? Er det muligt at give arbejderbørn det samme netværk og de samme kulturelle og sociale kompetencer, som børn af »det bedre borgerskab« har?

Trond Beldo Klausen tvivler:

»Jeg har hørt folk foreslå, at børnene i børnehaven i højere grad skulle lytte til klassisk musik, så alle uanset baggrund lærte at holde af det. Nu kan klassisk musik være meget godt, men jeg tror ikke, at det vil udligne forskellene i de sociale og kulturelle kompetencer. I det hele taget tror jeg, at det bliver meget svært at finde de værktøjer, der skaber lige muligheder på tværs af klasserne,« siger Trond Beldo Klausen.

Det lyder meget pessimistisk. Skal vi bare til tid og evighed affinde os med den eksisterende ulighed på tværs af klasserne?

»Nej, selvfølgelig ikke. Det gælder naturligvis om at sætte ind, hvor man kan. Eksempelvis kunne jeg godt forestille mig, at mere praktik i uddannelsessystemet kunne hjælpe til at udligne forskellene i netværk på tværs af klasserne,« siger Trond Beldo Klausen og tilføjer:

»Endelig skal man også huske på, at samfundet ikke er fast cementeret. Der er folk, der formår at skabe sig en glimrende karriere og en høj løn, selv om de ikke kommer fra et hjem med klaver og store bogreoler.«