Klassekampen lever

Af | @GitteRedder

I næste uge går Max Bæhring af som formand for Metal. Han mener, at fagbevægelsen hører hjemme på de politiske barrikader og for alt i verden ikke skal omdannes til en forsikringsorganisation. Han ser i fremtiden LO bestå af fire store fagforbund, og så er han overbevist om, at det tætte samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen vil blive genoptaget. Alt andet er ulogisk.

For nylig samlede Metals formand Max Bæhring en række fremtrædende fagforeningsfolk til debatmøde med medlemmerne. Pludselig provokerede en af tilhørerne med et – skulle man tro – meget enkelt spørgsmål: »Hvorfor skal jeg egentlig være i fagforening?«

Der blev en lang pause. 

»Der sad alle de dygtige fagforeningsfolk og var ved at kløjes i det,« fortæller Max Bæhring.
»Jamen, vi kan da tilbyde arbejdsløshedsforsikring, gruppeliv, pension og sådan nogle ting, begyndte de at remse op. Ikke én af dem kom i tanke om at sige: Vi skal sgu flytte nogle milepæle. For det er jo det, der er hele vores basis. Fagbevægelsen skal altså passe på ikke at falde i søvn, og vi skal passe på ikke kun at udvikle os til en forsikrings- og serviceorganisation, for så er det ikke sikkert, at ideerne kan holde.«

Selv har Metal-formand Max Bæhring aldrig været i tvivl om fagbevægelsens politiske mission. Der er masser at kæmpe for. Og selv om nogen forsøger at bilde én det ind, skal man ikke gå rundt og tro, at klassekampen er død, siger han.

»Engang var der nogen, der sagde: Hvad fanden skal I forhandle om. I har det jo skide godt, og den tidligere LO-formand Thomas Nielsen har jo sagt, at I har sejret af helvede til. Kan I ikke lige så godt lukke butikken? Men sådan er det jo ikke. Der vil blive ved med at komme nye mål. Hver gang vi går til overenskomstforhandlinger, ligger der en stor stak krav fra medlemmerne. Der er ønsker nok til de næste 30 år. Det skal man ikke være bange for,« siger Max Bæhring.

Den sidste dinosaur

Når Metal på lørdag åbner sin kongres, er det med den farverige formand i spidsen for sidste gang. Den 63-årige Max Bæhring går på pension og overlader roret i til den nuværende næstformand Thorkild E. Jensen.

Siden 1991 har Max Bæhring tegnet Dansk Metal. Den københavnske maskinarbejder begyndte karrieren som tillidsmand, da han var midt i tyverne, og har i mere end tre årtier haft faglige topposter. Bæhring har altid sagt sin mening og gerne så højt, at ingen er i tvivl om, at han mener, hvad han siger.

citationstegnDer vil blive ved med at komme nye mål. Hver gang vi går til overenskomstforhandlinger, ligger der en stor stak krav fra medlemmerne. Der er ønsker nok til de næste 30 år. Det skal man ikke være bange for.

Når Max Bæhring slutter som formand, bliver der samtidig sat punktum for en epoke i dansk fagbevægelse. Metal-Max er den forbundsformand, der har siddet længst, og selv om nogle drillende og en smule ukærligt kalder ham den sidste dinosaur i dansk fagbevægelse, er der nu ikke meget fortidsuhyre over ham. Han er hverken pessimist eller metaltræt.

Max Bæhring stod i spidsen for den helt afgørende omlægning af overenskomsterne fra at foregå mellem LO og DA til at foregå mellem  CO-Industri og Dansk Industri som de vigtigste modparter. En udvikling, som krævede mange sværdslag, og som først og fremmest betød, at de to hovedorganisationer LO og DA midt i 90’erne mistede en del af deres indflydelse.

»Vi var nødt til at gå ind og matche Dansk Industri, men det førte til en del diskussioner og surmuleri, og i LO kunne vi spore en vis konservatisme. Man havde svært ved at forstå, at den klassiske forhandlingsform var slut. Dansk Arbejdsgiverforening var blevet en helt anden, efter at Dansk Industri tegnede halvdelen af medlemsmassen. Den nye struktur var en meget vigtig begivenhed i min tid,« siger Max Bæhring.

De nye magtforhold i fagbevægelsen betød, at LO’s rolle for alvor blev sat til diskussion.
»Nogle har mistænkt os for at ville presse LO ned. Det har aldrig været meningen. Tværtimod har vi sagt, at LO skal være stærkere. Grundsynspunktet er, at LO ikke skal beskæftige sig med, hvad der sker på arbejdspladsniveau. Det er jo det, alle forbundene kan. Der, hvor LO skal være stærke, er på det svære, det tunge, det dybe.«

Naturlige storfamilier

For et halvt år siden fusionerede Dansk Metal med Telekommunikationsforbundet, og tidligere har Metal forgæves forsøgt at smede sig sammen med Dansk El-Forbund. Max Bæhring håber, at elektrikerne i løbet af få år igen vil forsøge at komme med i Metal. I det hele taget er han overbevist om, at vi kun er ved begyndelsen til et helt nyt fagligt danmarkskort.   

»Der er nogle naturlige storfamilier i LO. En offentlig familie omkring FOA. En familie omkring Specialarbejderforbundet, som har samlet mange mindre forbund op, og flere vil givetvis komme til. Så har vi en familie omkring HK og en familie omkring Metal. Jeg tror, at blikkenslagerne og på sigt også Teknisk Landsforbund vil slutte sig til Metal,« siger Max Bæhring.

Altså fire store fagforbund i fremtiden og en klar arbejdsfordeling mellem forbund og LO, hvis det står til Metal-formanden.

»Der er klart behov for at samle ressourcerne og anvende dem på en anden måde. Strukturen bliver vi aldrig færdige med. Og det kunne måske godt gå lidt hurtigere i lyset af de kolossale udfordringer, som arbejderne står overfor,« fastslår han.

Klassekamp er ikke gratis

Traditionelt har Metal-formanden været en vigtig faktor i Socialdemokratiets politiske virke. Og Max Bæhring er ikke nogen undtagelse. Både hvad angår valg af S-formand og politisk strategi har Max Bæhring været dybt involveret. For ham er det politiske og faglige arbejde to sider af samme sag. Derfor er det også dybt ulogisk at skære båndene over til Socialdemokratiet. Det giver ikke nogen mening. Ifølge Max Bæhring skal fagbevægelsen ikke være gratister i den politiske kamp, for så er udfaldet givet på forhånd. Man taber.

»Jeg er heller ikke helt sikker på, at LO har droppet partistøtten. Jeg kan sagtens forestille mig, at både en hovedbestyrelse og en kongres kan finde på at sige, selvfølgelig skal vi slås for en mærkesag eller for at vælte Fogh. Og det vil også være uforsvarligt, hvis fagbevægelsen er ligeglad med næste folketingsvalg.«

Blot fordi nogle LO-medlemmer stemmer borgerligt, skal det ikke afholde fagbevægelsen fra at støtte socialdemokraterne, mener han.

»Det er ikke den fagbevægelse, jeg synes, der skal fremmes. Hvis LO er så blåøjet, at de melder sig ud af politik og ikke sørger for at bruge deres muskler til at påvirke politik i den rigtige retning, så er det ikke godt for den almindelige danske arbejder. Det er vi ikke glade for i Metal, og jeg er overbevist om, at mange andre forbund også vil være skeptiske.«

Uddannelse er en mærkesag

I de årtier, hvor Max Bæhring har været en del af Metal, har arbejdsmarkedet og erhvervsstrukturen ændret sig radikalt. Det er længe siden, de blå kedeldragter og barkede næver dominerede forbundet. I dag tvinger den teknologiske udvikling og globaliseringens rasende tempo medlemmerne til hurtig omstilling.

»Teknologisk går alt over landegrænser. Du kan sidde i Smørum og programmere en drejebænk i Beijing. Tryk på start og enter, og maskinen starter tusinder af kilometer væk i Kina. Det er en ny verden, der kræver internationale spilleregler, hvis vi ikke skal løbes over ende. Derfor skal fagbevægelsen stå ekstra vagt omkring faglige rettigheder, arbejdsmiljø og det ydre miljø.« 13

»Beskæftigelsen forandrer sig også fra år til år. En virksomhed kan producere en bestemt type varer i nogle år, og så flyttes produktionen eller bliver overflødig. Det kræver hurtig omstilling, fleksibilitet i arbejdsstyrken, uddannelse. Hvem skal holde fast i lønmodtagernes interesser i den fart? Det skal vi i fagbevægelsen. Vi skal hele tiden råbe op for at holde kursen,« siger Max Bæhring.

Netop uddannelse, innovation og forskning har været Metals store mærkesag de senere år. Det er det, Danmark skal leve af, når den traditionelle industri flytter til lande med lavere omkostninger. Men det har ikke altid været lige nemt at vinde gehør for synspunktet.

»Se bare på vores uddannelser. Vi skal ikke bilde os ind, at vi er de bedste. Der er slet ikke politisk forståelse for at investere i efteruddannelse og erhvervsuddannelser. Politikerne fokuserer på det populistiske, nemlig skattelettelser og ældrecheck. Men det vi skal leve af, og som skal finansiere vores velfærd på længere sigt, det rager dem en høstblomst. Vi bliver nødt til hele tiden at give arbejdskraften mulighed for at tilegne sig ny viden. Lige nu spares der så massivt på uddannelse og forskning, at vi sakker agterud,« siger Metal-formanden og tilføjer:
»Hvem skal råbe op om det, hvis ikke fagbevægelsen skal?«

På trods af nedskæringerne erklærer han sig som optimist, når det gælder fremtidens arbejdsmarked. Han fremhæver, at både tekstil- og skibsværftsindustrien har forandret sig radikalt den seneste snes år, og at dansk fagbevægelse og et velfungerende arbejdsmarked har omstillet de ledige hænder til nye typer job. Den globale udvikling er ifølge Bæhring ikke en trussel, men en mulighed for at udvikle og nytænke både det danske arbejdsmarked og dansk fagbevægelse.

citationstegnPolitikerne fokuserer på det populistiske, nemlig skattelettelser og ældrecheck. Men det vi skal leve af, og som skal finansiere vores
velfærd på længere sigt, det rager dem en høstblomst.

 

Der bliver nok at se til og masser af kampe, der skal kæmpes. Både for Metal og for resten af fagbevægelsen – men fra næste uge bliver det uden Max Bæhring i front.