Kineserne kommer

Af Foto: Miguel Angel Alvarez

Den kinesiske og den amerikanske økonomi er bundet tæt sammen i et usundt afhængighedsforhold, og det haster med at finde en ny formel for samarbejdet. Det siger tænketanksdirektør og ekspert i globalisering Sabina Dewan, der også ser store udfordringer for lønmodtageres vilkår både i klodens kommende supermagt og i den verden, der konkurrerer med Kina.

INTERVIEW Det er drøje tider for verdens lønmodtagere. Den globale, økonomiske krise har forværret forholdene for arbejdstagere i store dele af verden, både den rigere del, hvor lønninger og erhvervede goder er under pres, og i udviklingslandene, hvor mange arbejdere skal være glade for overhovedet at have et arbejde – og hvor arbejdsgiverne meget hurtigt kan udskifte staben med nye kræfter, hvis de eksisterende stiller krav om forbedringer.

Og når det gælder Kina – den nye elev i klassen af mulige supermagter – er der det politiske system at bakse med. For i det land, der om noget presser de vestlige landes økonomier på pengepungen, og dermed også de arbejdspladser, der enten er importkonkurrerende eller eksportafhængige, findes frie fagforeninger simpelt hen ikke. Regeringen tager sig af sagerne og uafhængige organisationer til fremme af lønmodtagerrettigheder er forbudt. Og selv om der i stigende grad findes et socialt og lokalt folkeligt pres i Kina eksempelvis gennem lokale medier, skal man ikke tage fejl af, hvor magten ligger: hos staten og kommunistpartiet. Et pres for andre tilstande skal man ikke forvente ligger lige om hjørnet.

Det er direktør i den amerikanske centrum-venstre tænketank Center for American Progress (CAP) i Washington DC, Sabina Dewan, der ridser den svære situation op. CAP er den tænketank i hovedstaden, der er tættest på den nye demokratiske regering, og dens øverste chef, John Podesta, stod i spidsen for Barack Obamas såkaldte overgangs-team, da magten skulle overdrages fra den tidligere Bush-administration til Obamas folk.

Sabina Dewan er både uddannet økonom og politolog med speciale i globaliseringens mange effekter, især når det gælder arbejdsmarkedsforhold og social regulering. Hun har tidligere arbejdet for ILO i Geneve, Bruxelles og Thailand, men for tiden studerer hun især det komplekse kinesisk-amerikanske økonomiske forhold, som hun ikke tøver med at kalde en »dybest set usund symbiose, der ikke gavner nogle af de to lande i det lange løb.«

Hun peger på en nødvendig spredning af den amerikanske handel til lande, der burde tiltrække sig mere interesse i USA:

»Hvis vi uddyber vores handelsrelationer med flere lande, vil det hjælpe betydeligt på det skæve forhold i samhandlen med Kina. I Washington må vi træde til og hjælpe andre udviklingslande, især vækstøkonomier som Indien, Syd Korea og Brasilien og i Latin Amerika. En højere levestandard i disse lande vil også skabe nye markeder for vores varer, tjenester og serviceydelser,« siger Sabina Dewan.

Bundet til hinanden

Forholdet mellem den gamle og den nye supermagt har allerede nu, og vil i fremtiden få, kolossale konsekvenser for alle Europas, og herunder Danmarks, økonomier. Og en aflevering af stafetten fra USA som klodens førende, og pt. eneste, supermagt vil ikke bare kunne mærkes økonomisk, men også militært. Dertil kommer, at mulige konsekvenser for landet som rollemodel og foregangsland udi både massekulturel og politisk innovation.

At amerikanerne er bekymrede, står klart. Præsident Barack Obama udtrykte det sådan i en tale på militærakademiet West Point i december 2009:

»USA’s velstand er grundlaget for vor magt i verden. Det er den, der finansierer vor militær og understøtter vort diplomati. Det er heri potentialet for vort folk bunder; og det er velstanden, som tillader nye investeringer i industrien.«

Men det er langt fra givet, hvordan konstellationen udvikler sig, mener Sabina Dewan:

»Kina og USA er nøglespillere i den globale økonomi, og de to lande er bundet til hinanden. Både gennem det enorme kinesiske opkøb af amerikanske statsobligationer (pt. er beholdningen på over 800 milliarder dollars, red.) og et stort amerikansk handelsunderskud over for Kina. Men dels skal den kinesiske investering i USA gerne fortsat være noget værd, dels har kineserne en særdeles håndfast interesse i fortsat at kunne afsætte tonsvis af varer til USA. Da den amerikanske julehandel stagnerede forrige år, førte det til store problemer i flere kinesiske provinser med stigende arbejdsløshed og dæmpet vækst i de berørte kinesiske regioner til følge,« siger hun.

»Så Kina har et særdeles stort behov også for at USA’s økonomi forbliver stærk. USA er Kinas største handelspartner og kinesernes eksport til USA af varer og tjenester udgør ikke mindre end 35 procent af Kinas BNP. Det amerikanske marked har været voksende for kinesiske eksportører hvert eneste år siden 1990.«

Sabina Dewan nævner som et konkret eksempel, at det bilaterale overskud mellem de to lande i Kinas favør lå på 83 milliarder dollars i år 2000. Ved begyndelsen af 2009 var det tal vokset til 268 milliarder dollars.

Hun vurderer, at den aktuelle økonomiske recession har stresset den amerikansk-kinesiske relation, der i forvejen er kompleks – for ud over handelskonkurrencen om, hvem der i fremtiden skal være klodens tungeste økonomiske spiller, er der modstridende interesser på spil inden for en række områder fra menneskerettigheder, energipolitik, Taiwan og Tibet samt forholdet til flere mellemøstlige lande pt. især til Iran. Her ønsker amerikanerne at isolere styret i Teheran grundet styrets sandsynlige planer om at udvikle og besidde atomvåben, hvilket Peking godt nok heller ikke bryder sig specielt om, men hvor man også har en stor kinesisk-iransk samhandel at tænke på.

Den nuværende kinesisk-amerikanske situation er »klart uholdbar,« mener Sabina Dewan. Nøglen til at forbedre balancen går først og fremmest gennem en reduktion af USA’s og Vestens handelsunderskud med Kina.

Yang en nøglekomponent

For at det kan blive muligt, skal både Kina og USA/Vesten flytte sig. Sabina Dewan nævner en mere realistisk værdisættelse af den kinesiske valuta, Yuan’en, som en nøglekomponent. Yuan’en er kunstigt lavt sat af det kommunistiske styre, og en mere realistisk kurs ville afhjælpe en strukturel skævhed i samhandlen med resten af verden. Det er et ønske, som EU og USA deler, og Dewan opfordrer de vestlige allierede til at blive langt bedre til at finde støtter i Asien og Latin Amerika, hvor mange lande også lider under den kunstigt lave Yvan.

Kineserne har indtil videre reageret køligt, når emnet kom op, men efter sidste uges tildeling af mere magt og flere stemmer i Den Internationale Valutafond (IMF) til kineserne, vurderer internationale økonomiske iagttagere, at Peking kan være blevet mere venligt stemt for sagen.

Derudover opfordrer tænketanksdirektøren de vestlige lande til at oppe sig, når det gælder den økonomiske konkurrenceevne. Hun peger både på opdyrkelsen af en mere innovativ økonomisk kultur og på behovet for en mere aggressiv strategi for investeringer i nye teknologier specielt grønne teknologier og genbrugs-sektoren for at revitalisere den amerikanske og vestlige manufakturindustri:

»Kineserne satser massivt grønt, ikke fordi de kerer sig specielt om miljøet, men fordi de har indset, at der ligger et kæmpe eksportmarked, og fordi deres nationale sikkerhedsinteresse nummer et fortsat er at stille deres egen befolkning tilfreds og sikre fortsat økonomisk vækst. Det er kun muligt gennem en mere bæredygtig økonomisk strategi, og derfor har vi set det grønne boom i de kinesiske statsstyrede investeringer, som i hvert fald har overrasket amerikanerne, og – gætter jeg på – måske også i Danmark?«

De nøgne tal viser, at USA har god brug for en forbedret højteknologisk konkurrenceevne. I 1990 havde USA et 35 milliarder dollars overskud i samhandlen med Kina i handlen med højteknologiske varer. I september 2009 var tallet vendt til et 49,4 milliarder dollars underskud.

Men en genopretning af balancen mellem Kina og Vesten kræver mere:

»Kineserne skal blive bedre til at forbruge og spare mindre op. I USA er det lige omvendt. Vi skal blive langt bedre til at spare og skrue ned for et alt for heftigt forbrug. Her har kineserne faktisk gjort noget. Den nye – og i Vesten meget lidt omtalte – kinesiske sundhedsreform, som blev vedtaget tidligere i år, vil føre til investeringer for 124 milliarder dollars og vil forbedre den enkelte kinesiske husholdningers økonomi betydeligt og være et incitament til et øget kinesisk forbrug.«

Den humane kapital

En sidste anbefaling fra Dewan er, at USA og de vestlige lande skal investere mere og bedre i »den humane kapital« men også i »den sociale beskyttelse, som er en vigtig del af vores konkurrenceevne«:

»Den nødvendige politik for genopretning bør ikke bare fokusere her og nu på at skabe ordentlige job, men også på at styrke de eksisterende institutioner, for arbejdstagerne og deres rettigheder nu og i fremtiden. Det er politikernes opgave at beskytte arbejdstagerne, at skabe ordentlige arbejdsforhold og sikre den sociale dialog.«

Og så er vi tilbage ved konsekvenserne for arbejdsforholdene for verdens millioner af lønmodtagere. I Danmark, USA, Kina og resten af verden. Sabina Dewan understreger igen, hvad der er på spil:

»Det kinesiske LO, AFCTU (The All-China Federation of Trade Unions) har en fin hjemmeside, en massiv organisation og på papiret en mængde aktiviteter, men er en fasttømret del af regeringsapparatet. Der er ikke tale om nogen form for uafhængighed, der findes ikke noget i Kina der svarer til den sociale dialog på arbejdsmarkedet, som vi kender i hele Vesten, det står ikke arbejderne frit for at organisere sig, tværtimod vil ethvert forsøg på noget sådant blive slået ned med det samme,« siger hun.

»Der er i Kina i dag en vis populistisk bevægelse og en multifacetteret økonomi, men frie fagforeninger er ulovlige og ses på med stor alvor som noget, der potentielt kunne underminere staten og partiets magt. Den eneste farbare vej i dialogen med Kina i dag går derfor ad de officielle kanaler. Det er regeringen, der skal erkende, at det er i dens og landets interesse med bedre standarder på miljø, arbejdsmiljø og lønninger. Det er den til en vis grad klar over, og derfor er der grund til en behersket optimisme, også selv om vi taler om en lang og stenet vej op ad bakke.«