Kina vil have styr på folkets arbejdsforhold

Af

Den kinesiske fagbevægelse er gået i storoffensiv for at få organiseret og forbedret vilkårene for millioner af arbejdere på internationale virksomheder i solens rige. Men kritiske røster tvivler på en nævneværdig effekt på arbejdsmiljøet. Først når partiledelsen i Beijing slipper grebet om fagbevægelsen, og de videnstunge arbejdspladser afløser de industrielle, vil der for alvor ske fremskridt.

NYE TIDER Det vilde vesten. Sådan er arbejdsforholdene for de kinesiske arbejdere på de mange internationale virksomheder i Kina ofte blevet beskrevet. Men nu skal der orden i sagerne. I en ny offensiv vil det statskontrollerede ­kinesiske fagforbund – All-China Federation of Trade Unions (ACFTU) – sætte hårdt ind for at få styr på forholdene på de tusindvis af internationalt ejede virksomheder, der har slået sig ned i Kina i jagten på billig arbejdskraft og mindre ­regulering.

I første omgang er initiativet rettet mod de 500 største globale virksomheder med aktiviteter i Kina. Målet er, at 80 procent af dem inden slutningen af denne måned skal have en lokal afdeling af ACFTU etableret på deres arbejdsplads, siger en ansat i den internationale afdeling af ACFTU til Ugebrevet A4. Hun ønsker ikke, at hendes navn bliver offentliggjort.

Arbejdet for mere ordnede forhold på de internationale arbejdspladser stopper dog ikke ved de 500 største globale virksomheder. Mindre virksomheder vil også blive mødt med et stadigt større pres for at tillade lokalafdelinger af ACFTU. På sigt kan danske virksomheder altså også blive tvunget til at lukke den statsejede fagforening inden døre.

Offensiven over for de udenlandske virksomheder har allerede haft effekt. Blandt de verdensberømte virksomheder, der har tilladt oprettelsen af lokale afdelinger af ACFTU på deres arbejdspladser, er McDonalds og Yum-Brands, der ejer fastfood-kæden Kentucky Fried Chicken.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er måske, at den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart, der i Kina beskæftiger 23.000 mennesker, i august har indvilget i, at der oprettes lokale afdelinger af ACFTU på alle deres arbejdspladser. Et tiltag, der står i grel modsætning til den politik, som Wal-Mart fører i USA, hvor kæden er kendt for at være indædt modstander af fagbevægelsen.

Leder af den internationale afdeling i Fagligt Fælles Forbund (3F) Sune Bøgh, der i de seneste 10 år har fulgt den kinesiske fagbevægelses udvikling tæt og har været på talrige besøg i Kina, ser det som en stor succes, at ACFTU nu har fået sparket døren ind hos Wal-Mart.

»Det har de kæmpet for meget, meget længe. Det nye tiltag og deres succes med Wal-Mart kan tyde på, at det nu er ved at lykkedes for dem at få en højere grad af organisering på det private arbejdsmarked, som ellers traditionelt har været nærmest lukket land for dem.«

Ansatte får bedre forhandlingsvilkår

Ifølge internationale eksperter kan det nye skridt for alvor ændre på vilkårene for internationale virksomheder med operationer i Kina. Det kan blandt andet betyde, at medarbejdere – fra høj til lav – får bedre mulighed for at forhandle løn og blande sig i virksomhedens udvikling. Det står i kontrast til tidligere, hvor virksomhedsledelsen har haft nærmest ubegrænset autoritet.

En anden og umiddelbar effekt er, at virksomhederne er tvunget til at indbetale to procent af lønsummen til ACFTU. Et betragteligt beløb særligt for virksomheder som Wal-Mart, der har titusindvis af ansatte.

For danske virksomheder vil det nye initiativ imidlertid få en begrænset betydning i hvert fald umiddelbart, mener konsulent og Kina-ekspert i Dansk Industri (DI) Nis Høyrup Christensen.

»Det vil ikke gøre nogen synderlig forskel. For nogle af de meget store amerikanske virksomheder er det måske et betændt spørgsmål. De bliver udsat for et pres for at organisere deres arbejde, men så vidt jeg ved, er der ikke nogen danske virksomheder, der indtil videre har været udsat for noget lignende,« siger han.

Men hvad med de kinesiske arbejdere? Vil deres arbejdsforhold og lønninger blive væsentligt forbedret, når og hvis den kinesiske fagbevægelse får held med at organisere stadigt større dele af arbejdsmarkedet?

Ikke hvis man skal tro Nis Høyrup Christensen. Det grundlæggende problem er i hans øjne, at fagbevægelsen i Kina er så tæt knyttet til kommunistpartiet i Beijing.

»Kinas primære konkurrenceparameter er fortsat lønningerne. Det ved kommunistpartiet alt om. Derfor er der grænser for, hvor langt de vil tillade fagforeningerne at gå,« siger han.

I sidste uge forlød det ellers i The International Herald Tribune, at den kinesiske fagbevægelse, der ifølge deres eget website har 170 millioner medlemmer, har fået stadig mere magt og respekt blandt lederne af kommunistpartiet, hvilket også kommer medlemmerne til gode.

Det harmonerer dog dårligt med det Kina, som Li Quiang, der er grundlægger af den uafhængige menneskerettighedsorganisation China Labor Watch, kender og holder øje med. For ham at se handler det nye tiltag først og fremmest om, at partiledelsen skal få bedre muligheder for at blande sig i virksomhedernes drift gennem fagforeningerne.

»Den umiddelbare konsekvens af det nye tiltag vil først og fremmest være, at regeringen får større magt over virksomhedernes beslutninger,« skriver han i en e-mail til Ugebrevet A4.

Slut med sweatshops

Det behøver dog ikke kun at være dårligt nyt. Vestlige forkæmpere for de kinesiske lønmodtagere har flere gange advaret om, at arbejdere er blevet misbrugt på det groveste, når de har arbejdet umenneskeligt mange timer i de såkaldte »sweatshops«, hvor arbejdsforhold og sikkerhedsstandarder er ukendte ord. Samtidig har naturen lidt skade under voldsom forurening. Vil regeringens indblanding betyde, at den slags forhold bliver historie, så er det til syvende og sidst en god ting.

International chef i 3F Sune Bøgh mener også, at der er ved at ske noget.

»Der er noget i gære. Og man må absolut ikke vende ryggen til netop nu,« siger han.

Sune Bøgh indrømmer dog, at ledelsen af fagbevægelsen i Beijing stadig er »beton«, der primært har partiets interesser og disciplinering af arbejderne på sinde. Men rundt omkring i lokalafdelingerne er man ved at få øjnene op for, at man bliver nødt til at spille en anden og mere positiv rolle for medlemmerne.

Nis Høyrup Christensen fra DI vil heller ikke tømme de nye initiativer helt for indhold, selv om det lidt har karakter af symbolpolitik.

»Man vil sikkert gerne have en eller anden form for styr på de virksomheder, der virkelig udnytter arbejdskraften,« siger han.

Økonomisk vækst er vejen frem

Men skal der virkelig ske kvantespring i de kinesiske arbejderes vilkår, så skal det skubbes frem af den økonomiske udvikling, mener Nis Høyrup Christensen.

»I øjeblikket er væksten i det kinesiske bruttonationalprodukt på cirka 10 procent om året. Så længe væksten er så høj, vil der ske en løbende industriel opgradering med stigende behov for faglært arbejdskraft og dertil hørende højere lønninger og bedre arbejdsvilkår.«

Det hænger også sammen med, at Kina i takt med den økonomiske udvikling, langsomt men sikkert vil bevæge sig væk fra den meget simple produktion til den mere vidensintensive. Groft sagt er det sundere at holde styr på excel-ark end på tungmetaller.

Man kan dog ikke komme helt uden om fagbevægelsens betydning for arbejdernes vilkår, mener Li Qiang, direktør i menneskerettighedsorganisationen China Labor Watch. Skal man virkelig rykke ved arbejdsforholdene, skal der åbnes for, at de kinesiske arbejdere kan organisere sig i frie fagforeninger, som så kan være alternativer til ACFTU og deres kamp for bedre arbejdsvilkår, siger han.

Det bliver dog næppe i morgen, at de frie fagforeninger får deres debut, som Sune Bøgh pointerer:

»Det bliver ikke det store spring fremad, som Mao talte om.«