INTERVIEW

Kim Simonsen lægger op til megafusion i fagbevægelsen

Af | @IHoumark

Fagbevægelsen skal ikke nøjes med at samle de to store paraply-organisationer LO og FTF. Man kan lige så godt sigte efter at få akademikerne fra AC med. For lønmodtagerne fortjener en bomstærk fælles stemme. Det mener formanden for HK, Kim Simonsen, der vil være boss for LO. Han er vild med fællesskaber både i fagbevægelsen og privat.

»Mens
andre ledere har det med kun at kigge to eller tre år frem, er Kim typen, der
ser fem eller ti år frem.« Sådan beskrives Kim Simonsens af en anden leder i
fagbevægelsen. 

»Mens andre ledere har det med kun at kigge to eller tre år frem, er Kim typen, der ser fem eller ti år frem.« Sådan beskrives Kim Simonsens af en anden leder i fagbevægelsen. 

Foto: Frederik Jimenez

Regeringen skal ikke kunne drible uden om lønmodtagerne, når der skal tages store beslutninger. Derfor skal fagbevægelsen have et stærkt, fælles talerør. Så når man nu taler om fusion i fagbevægelsen mellem de to store paraplyorganisationer LO og FTF, hvorfor så ikke på længere sigt tænke på at invitere den tredje hovedorganisation AC med?

Det spørgsmål stiller Kim Simonsen. Han går som formand for HK og kandidat til formand for LO-fagbevægelsen op i, at lønmodtagerne får maksimal indflydelse på den til enhver tid siddende regerings politik.

»En ting er, at vi i fagbevægelsen snakker om at lægge LO og FTF sammen. Men det undrer mig, at der ikke er nogen, som stopper op og spørger: ’Hvad med AC?’« siger Kim Simonsen.

Klik her for at læse Kim Simonsens blå bog

AC – Akademikernes Centralorganisation, som nu kalder sig Akademikerne – repræsenterer 325.000 medlemmer. De er for eksempel økonomer, jurister, ingeniører og magistre.

Hvis AC smeltes sammen med LO og FTF, vil en ny hovedorganisation repræsentere rundt regnet 1,8 million lønmodtagere. Det vil give et muskelbundt af en organisation, som vil være svær at afvise eller lade hånt om for Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen eller en hvilken som helst anden statsminister. Og arbejdsgiverne vil også tænke sig om en ekstra gang, før de går i clinch med sådan en organisation.

Men LO, FTF og AC har vidt forskellige grupper af medlemmer, som ikke har de samme interesser. Vil en sammensmeltning af de tre ikke blive en tandløs mastodont, fordi man internt i organisationen vil have svært ved at blive enige om ret meget andet end laveste fællesnævner?

»På rigtig mange strækninger har vi som lønmodtagere stærke fælles interesser blandt andet inden for uddannelse, arbejdsmiljø og globalisering. Der er mere, som samler os, end der skiller os,« siger Kim Simonsen og fortsætter:

»Jeg mener, at man skal tale mere med en lønmodtagerstemme end med en arbejderstemme, som LO gør, eller med en klassisk funktionærstemme som FTF og AC.«

Han gør opmærksom på, at LO, der repræsenterer mange ufaglærte og kortuddannede, faktisk ikke længere er en arbejderorganisation i klassisk forstand.

»Syv ud af ti af LO’s medlemmer er funktionærer eller ansat på vilkår, som svarer til funktionærers. Denne her opdeling, man før havde i produktionsvirksomheder med manden på gulvet og de ’fine’ funktionærer i glasburet, er jo en saga blot. Folk i kedeldragt tjener nogle steder mere end kontorassistenterne i skjorte. Der er helt naturligt sket en udjævning af forskellene.«

Måske banker AC på en dag

Selv om Kim Simonsen gerne ser et bunkebryllup med hovedorganisationerne, så tvivler han på, at det ligger lige for.

»Når der ikke tales om en fusion mellem de tre, skyldes det, at AC som organisation slet ikke er interesseret i en fusion. Men når man ser på nogle af de argumenter, som bliver fremført for fusionen mellem FTF og LO, så tænker jeg, at de argumenter må i hvert fald medlemmerne af AC-forbundene kunne se fornuften i. Vi har jo en masse fælles interesser på tværs af titlerne.«

Man kan da håbe på, at sammensmeltningen af LO og FTF bliver så succesrig, at det giver AC lyst til at banke på.

Når der tales om at fusionere LO og FTF, nævner Kim Simonsen i forbifarten, at ’det er ikke nogen ny tanke for mig at lægge LO og FTF sammen. Jeg har taget mig selv i, at jeg sagde noget om det til HK/Kommunals blad allerede i 1992’.

Tanker skal altså have tid til at modnes i fagbevægelsen, og noget af det samme kan Kim Simonsen forudse med AC.

»Man kan da håbe på, at sammensmeltningen af LO og FTF bliver så succesrig, at det giver AC lyst til at banke på.«

Tandløs LO og FTF

I første omgang håber Kim Simonsen på, at delegerede fra de tilsammen 87 medlemsorganisationer i LO og FTF på ekstraordinære kongresser i 2017 vil give grønt lys til, at der bliver dannet en ny hovedorganisation.

»Det vil give os to år til en fornuftig proces, hvor vi kan få afklaret muligheder og uenigheder. Men står det til mig, skal det munde ud i, at vi får skabt en ny hovedorganisation.«

Kim Simonsen er med i ikke mindre end 23 bestyrelser. Et af dem er Fonden LO-skolen (i Helsingør), hvor han er formand. Her taler han med fondens direktør, Marina Hoffman. Foto: Frederik Jimenez

Han har tre hovedargumenter for en ny hovedorganisation:

  • »Vi har brug for at vise, at vi i fagbevægelsen har en muskel, som skiftende regeringer er afhængig af. Lige for tiden er vi – altså LO – stort set ikke mere interessante, end at vi kun kommer med, når vi bliver inviteret. Vi var for eksempel hverken med i Carsten Koch-udvalget eller Produktivitetskommissionen.«
  • »Der er kun to arbejdsgiver-repræsentanter, som for alvor betyder noget i dag. Det er Dansk Industri og Finansministeriet. Hvis vi på lønmodtagerside skal kunne matche dem, skal vi have flere muskler end i dag.«
  • »Politikerne holder sig ikke tilbage med at botanisere på områder, hvor man tidligere med sikkerhed ville inddrage arbejdsmarkedets parter. Manglende inddragelse har vi for eksempel set med aftalerne om efterlønnen eller i hele sagen om barselsorlov til fædre.«

Vil sætte mere end fingeraftryk

Kim Simonsen er blevet spurgt af en del om, hvorfor han dog vil være formand for LO, når nu han i HK er leder af Danmarks næststørste fagforbund, der kan bryste sig af noget så sjældent i LO-klubben som medlems-fremgang.

»Jeg tror meget på betydningen af stærke organisationer som HK. Men jeg tror, det er endnu vigtigere med stærkere fællesskaber som LO,« siger han og uddyber:

»Der er ingen tvivl om, at vi som forbund kan fedte os til en lille aftale om uddannelse eller en forbedring af et hjørne af arbejdsmiljøreglerne. Men på de store samfundsforandrende aftaler – når det gælder pension, en ordentlig indsats i forhold til fysisk og psykisk arbejdsmiljø, social dumping – så skal der muskler bag. Så er det ikke nok at komme som enkeltforbund.«

Han lægger ikke skjul på, at han tænker meget politisk. Det har han sådan set gjort allerede helt tilbage til 1970’erne, da han som ung mand meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Og senere da han var socialdemokratisk medlem af byrådet i Grenå.

»Jeg overvejede i 1988 at blive kandidat til Folketinget, men så blev jeg valgt til næstformand i HK/Kommunal, og det afgjorde sagen. Det blev så i stedet Jan Petersen, der blev kandidat i Grenå-kredsen og sad mange år i Folketinget.«

L-a-n-g-t politikersvar

Kim Simonsens kender det politiske spil ud og ind, og han anslår gerne politiske tangenter. Som for eksempel på et møde i maj, hvor der blev talt om uddannelse.

På maleriet bag Kim Simonsen står forhutlede danskere i kø til et Folkekøkken, mens de velstillede forlyster sig i Tivoli med fyrværkeri. Social ulighed har Kim Simonsen selv smagt den sure ende af, og det præger hans holdninger. Foto: Frederik Jimenez

»Jeg var for nylig til et møde med Sofie Carsten Nielsen (radikal uddannelses- og forskningsminister, red.). Jeg gjorde hende opmærksom på, at flere analyser peger i retning af, at vi er ved at uddanne alt for mange akademikere og i 2030 kan stå med en stor pukkel af arbejdsløse akademikere. Samtidig viser prognoserne, at vi til den tid får stor mangel på faglærte.«

»Til det gav hun mig et l-a-n-g-t politikersvar. Hun vil tydeligvis ikke – og slet ikke i en valgkamp – skræmme vælgere bort,« sagde Kim Simonsen.

Har noget at byde på

Efter 25 år i toppen af HK mener Kim Simonsen, at han er godt klædt på til at overtage stafetten fra den nuværende LO-formand, Harald Børsting. Kim Simonsen har blandt masser af erfaring med at forene fagforenings-politikere.  Det gælder blandt andet i HK.

Man vil selvfølgelig aldrig kunne forhindre fagforeningsfolk i at ytre sig. Og der vil altid være alfahanner. Men det, der skaber samling, er oplevelsen af, at vi opnår nogle resultater sammen.

»Før i tiden kunne man jo høre folk ude i byen tale om, at i HK er der da ikke noget sammenhold mellem de fire sektorer: Kommunal, Stat, Handel og Privat. Det er jo sektorerne, som bestemmer det hele, og de løber jo i hver sin retning. Det synspunkt hører man vist ikke så meget mere,« siger Kim Simonsen og fortsætter:

»Så det at du har en topledelse, en hovedbestyrelse og ansatte, som siger, at ’nu går vi den vej.’ Det tror jeg, at man vil kunne lære noget af i LO. Man vil selvfølgelig aldrig kunne forhindre fagforeningsfolk i at ytre sig. Og der vil altid være alfahanner.  Men det, der skaber samling, er oplevelsen af, at vi opnår nogle resultater sammen.«

En fagforening der tager telefonen

En vigtig del af jobindholdet for en LO-formand er at tale fagbevægelsen op og skabe tro på fremtiden. Især i en situation hvor LO-forbundene i løbet af de seneste ti år har mistet omkring 300.000 medlemmer. Og hvor LO-forbundene samlet set stadig ser flere medlemmer forsvinde end komme.

HK har også i mange år hørt til blandt dem, der bløder medlemmer. Men nu tyder meget på, at tilbagegang er vendt til fremgang. I årets første tre måneder blev der netto i de fire HK-sektorer 635 medlemmer flere. Og ifølge Kim Simonsen er væksten fortsat ind i foråret.

Hvordan lykkes det HK at overbevise danskerne om, at de skal bruge flere hundrede kroner om måneden på at være med i HK?

»Vi har lavet det, vi kalder Den Organiserende Fagforening. Og her er en af overskrifterne: ’Giv fagforeningen tilbage til medlemmerne’. I stedet for at vi ved, hvad de vil have, så skal vi lytte os frem til, hvad de ønsker.«

»Det betyder for eksempel at ændre hjemmesiden, så den er modtagerorienteret. Eller når man ringer til sin fagforening, så tager den telefonen, og man bliver ikke stillet om 13 gange.«

»Når medlemmer ringer og siger, at de er blevet fyret, så har vi lavet en politik om, at vi skal vende tilbage til dem senest inden for 24 timer. Så sætter vi gang i en såkaldt kvikstart, hvor deres muligheder hurtigt afsøges, og de kommer i gang med blandt andet at skrive et CV. Kvikstart betyder, at ret mange slet ikke når at blive arbejdsløse, for de får job, inden deres opsigelsesperiode er forbi.«

Flere medlemmer udløser kage

En del af Den Organiserende Fagforening er, at udviklingen i antallet af medlemmer bliver fulgt tæt.

»Jeg går meget op i tal, så vi følger hele tiden med i medlemsudviklingen afdeling for afdeling. Og vi har sat konkrete mål for udviklingen via KPI - Key Performance Indicators. Hvis du ikke sætter mål, ved du jo aldrig, om du har scoret!«

»Helt lavpraktisk har de for eksempel i HK-Sydjylland det, de kalder ’prale-fredage’, hvor de fortæller hinanden om, hvor godt det er gået i den forløbne uge. Og i HK Hovedstaden – i sektoren HK/Handel – har de en stor klokke, som de slår på for hver ny indmeldelse. Og kommer der 25 nye, bliver der givet kage. Det handler om at skabe en vinderkultur.«

Hvad kan du bruge processen med Den Organiserende Fagforening til, hvis du kommer til at sidde for bordenden i LO?

»Jeg har lært meget om at vende en supertanker. I LO skal vi være bedre til at holde fokus på det, der samler os. Og så skal vi holde os målene for øje,« siger Kim Simonsen, der i forvejen sidder med i LO’s daglige ledelse.

Tre kandidater – samme grød?

Kim Simonsen dyster indtil videre med to andre kandidater om at blive LO-boss. Modkandidaterne er næstformand i LO Lizette Risgaard og formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther.

Som delegeret til LO’s kongres kan man gå ned ad den sti – som vi ofte er for pæne til – og spørge sig selv: Hvem af de tre kandidater tror jeg på? Hvem kan samle fællesskabet og levere resultaterne?

Der er flere iagttagere af jer tre kandidater, som siger, at det er meget svært at se forskel på, hvad I hver især vil med LO-fagbevægelsen. Hvor er det, du skiller dig ud i forhold til de to andre?

»Ja, nu har jeg jo med glæde noteret mig, at hvor Lizette og Flemming i starten af processen var tvivlere i forhold til fusion mellem LO og FTF, så er de nu kommet med på min vogn. Men lad mig svare dig sådan her,« siger Kim Simonsen:

»Hvis du tager en pelshandler på vej til Kina for at sælge pelse, vil han slå på, at pelsene er bløde, lækre og brune. Hvis du så tager en anden pelshandler, vil han også slå på, at pelsene er bløde, lækre og brune. Med andre ord: Vi er tre kandidater til formandsposten, som alle tre mener, at det er vigtigt at styrke fagbevægelsen, få bedre uddannelse til lønmodtagerne, større indsats for arbejdsmiljøet og så videre. Det er svært at have et synspunkt, hvor der ikke er mindst en af de to andre kandidater, som er enig.«

På den baggrund siger Kim Simonsen noget højt, som andre måske ville nøjes med at tænke:

»Som delegeret til LO’s kongres kan man gå ned ad den sti – som vi ofte er for pæne til – og spørge sig selv: Hvem af de tre kandidater tror jeg på? Hvem kan samle fællesskabet og levere resultaterne? Og så er det jo op til hver enkelt at afgøre, når de stemmer ved kongressen i Aalborg 27. oktober.«

Tre omdrejningspunkter

Kim Simonsen har lange arbejdsdage, og derfor har det undret en del i HK, at der med jævne mellemrum i formandens kalender står ’Bakken.’

Forklaringen er, at der med ’Bakken’ ikke menes forlystelsesparken, men et bofællesskab med samme navn i nordsjællandske Humlebæk. Her lever Kim Simonsen også ønsket om gensidighed ud.

For godt nok har han og konen, sygeplejerske Karen Sofie Krohn, deres eget hus med udsigt over en eng med får og heste. Men måltiderne indtages som regel i fælleshuset, hvor der også er fælles vaskeri, sauna, møderum og bordtennisbord.

Kim Simonsen holder af de smukke omgivelser i nærheden af sin bopæl Bakken. Her tæt på stationen i nordsjællandske Humlebæk. Foto: Frederik Jimenez

Når der i HK-formandens kalender står ’Bakken’ handler det om, at den dag har han en køkkentjans, så der kommer mad på bordet til alle bofællerne. Og det kan godt tage lang tid at lave mad eller andre gøremål i fællesskabet.

»Jeg kan godt bruge tre timer sådan en lørdag eftermiddag på at slå vores lille græsplæne. For der kommer lige den ene og den anden forbi, som skal sludre lidt eller låne et eller andet. Det er mægtigt rart, og nogle gange føles det som at have en stor, udvidet familie.«

Talegaver i rigt mål

Talegaver har Kim Simonsen fået. Eller som en kilde siger det: Når Kim tager ordet; tager ordet Kim.

Talegaverne er nok en af hovedårsagerne til, at han har nået toppen af dansk fagbevægelse. For det lå ikke i kortene fra barndommen i Grenå, at han skulle gøre karriere.

»Vi boede i en lejlighed i Grenå, og min mor var kontorassistent. Hun var alene med min broder og jeg, og jeg skal hilse at sige, at det at være alene og fraskilt i 1960’erne ikke var nogen dans på roser,« fortæller han.

»Da jeg som ung gerne ville i gymnasiet, var beskeden derhjemme: ’Du skal ud at tjene penge’, så i stedet for en studenterhue blev det til en uddannelse til kontorassistent på skatteforvaltningen i Grenå Kommune. Den højeste formelle uddannelse jeg nogensinde har opnået.«

Fokus på det, der samler

Siden 1995 har Kim Simonsen og familien boet på Bakken.

»De sidste mange år af mit liv har de tre store omdrejningspunkter i mit liv været: HK, familien og bofællesskabet Bakken. De er kilder til stor glæde i mit liv, også selv om jeg stort set har lagt ét ekstra kilo på badevægten i hvert år siden 1995,« siger den 54-årige med et grin.

LO-fagbevægelsen skal være langt bedre end nu til at sparke døre ind hos politikerne, mener Kim Simonsen. Foto: Frederik Jimenez

Vægten prøver han dog på at holde nede. Ikke ved de mange timer med Champions League Fodbold i fjerneren, men blandt andet ved cykelture. På dagen for interviewet har han lige cyklet 46 kilometer rundt på Amager. Det har han gjort sammen med Lars Løkke Rasmussen. Et af de mange mennesker med indflydelse, Kim Simonsen har mobilnummeret på.

»Min erfaring er, at langt de fleste mennesker er til at tale med – også selv om man ikke er enig med dem. Og det interessante er, at der som regel er langt mere, som binder os sammen, end som skiller os. Det handler bare om at holde fokus på det, der samler.«

Portrætinterviewet er skrevet på baggrund af et interview med Kim Simonsen og samtaler med en række kilder, der kender ham fra mange forskellige sammenhænge.

Interviewet er det tredje af tre med kandidaterne til posten som formand for LO. Tidligere er bragt interview med LO-næstformand, Lizette Risgaard, og formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther.