Kernevælgernes oprør

Af

De europæiske socialdemokratier er arbejderpartier. Eller er de? Analyser viser, at de socialdemokratiske nederlag ved en stribe europæiske valg skyldes et dramatisk skifte i arbejderklassen. Skellet mellem højre og venstre er udvisket, og S-partierne mangler svar på spørgsmål som indvandring og kriminalitet.

Nedturen for de europæiske socialdemokrater udspringer af en dyb krise i forholdet til de gamle kernevælgere. I de fleste europæiske lande får de socialdemokratiske partier godt nok en vis tilgang af nye vælgere fra middelklassen, men samtidig mister partierne millioner af tidligere kernevælgere blandt arbejdere, midaldrende og mennesker med kort uddannelse.

Det konkluderer Ugebrevet A4 i en omfattende kortlægning af de socialdemokratiske partier i Nordvesteuropa. Analysen bygger på finmasket statistisk materiale og interview med forskere fra syv lande.

For få år siden var centrum-venstre-partierne ved magten i langt de fleste vesteuropæiske lande. Men i det sidste år er de lyserøde dominobrikker væltet i hastigt tempo: Italien, Portugal, Norge, Danmark og senest det franske præsidentvalg har markeret et ryk til højre.

A4´s kortlægning viser, at opbruddet blandt arbejdervælgerne ikke bare præger Frankrig, Danmark, Norge og Holland, hvor socialdemokraterne går tilbage. Det ses også i Storbritannien og Sverige, hvor S-partierne står stærkt. Men specielle forhold i disse lande betyder, at opbruddet slår igennem på en anden måde end i resten af Europa.

De socialdemokratiske partiers nedtur skyldes til dels særlige forhold i de enkelte lande, men forskerne og det omfattende statistiske materiale peger på vigtige fælles forklaringer:

  • De socialdemokratiske partier er uhyre sårbare over for såkaldt »ny-politiske« emner som indvandring og kriminalitet, hvor de er ude af trit med brede vælgergrupper.
  • Økonomisk fremgang er ikke nogen garanti for succes. Tværtimod viser udviklingen i både Danmark, Norge, Holland og Frankrig, at god økonomi let giver grobund for andre – og sværere – politiske spørgsmål.
  • S-partierne har ladet den økonomiske ansvarlighed udviske den sociale profil. Vælgerne kan ikke længere se forskel på de store partier, og det giver plads til nye højre-populistiske partier.
  • Socialdemokraterne er i klemme mellem gamle kernevælgere nye grupper blandt funktionærerne. Tag Tyskland: Her har SPD fastholdt den stærke position blandt arbejderne. Men prisen er, at forbundskansler Schröder har undladt de reformer af skat og arbejdsmarked, som er nødvendige for tysk økonomi. Og dét koster stemmer blandt funktionærer og arbejdsløse.
Arbejdere stemte på Le Pen

Den franske venstrefløjs nederlag skyldes ikke mindst, at den højre-populistiske Le Pen flyttede mange kommunistiske og socialistiske vælgere hen over midten. 30 procent af arbejderne og 38 procent af de arbejdsløse stemte på Le Pen.

Det socialistiske nederlag skete til trods for, at premierminister Lionel Jospin har skabt økonomisk fremgang og et fald i arbejdsløsheden. Men mange vælgere kunne ikke se forskel på partierne omkring midten og søgte derfor ud på yderfløjene. Samtidig havde de borgerlige et uhyre stærkt tema i indvandring og frem for alt i kriminaliteten, der er steget kraftigt i Frankrig de sidste fem år.

Alt tyder på, at også det hollandske socialdemokrati, PvdA, står til en gevaldig øretæve ved parlamentsvalget 15. maj. Siden partiet kom til regeringsmagten i 1994, er arbejdsløsheden ellers bragt helt ned på to procent, den økonomiske vækst er blandt de højeste i EU, og den offentlige gæld er reduceret markant.

Men det er emner som ventelister, førtidspensioner, nedslidte skoler og immigration, der optager vælgerne, og på disse områder er regeringens troværdighed i bund, og dens vælgerkorps er splittet.

PvdA har længe været et parti, der hentede langt de fleste af sine vælgere uden for arbejderklassen. Cees van der Eijk, fra Universitet i Amsterdam, siger:

»På mange måder er de offentligt ansatte og andre funktionærgrupper det moderne hollandske socialdemokratis kernevælgere. Partiet kommunikerer bedre med dem end med nogen andre grupper i samfundet. Problemet er, at PvdA ikke kan vinde flertal uden en massiv opbakning fra arbejderne. Det vil formentlig vise sig ved valget 15. maj, hvor mange arbejdere vil stemme på højrepopulisterne og de offentligt ansatte rykke længere til venstre.«

Mangler social profil

Gallups analyser for A4 viser, at også det danske socialdemokrati er midt i en dramatisk udskiftning af sit vælgerkorps. Fra 1998 til 2001 forlod et meget stort antal arbejdere liste A, mens der kom en vis tilgang af studerende og højere funktionærer. De »tabte« grupper var imidlertid langt bredere end de nye, som man kunne læse i første nummer af A4.

En anden og fortrolig analyse, som Gallup præsenterede for den socialdemokratiske folketingsgruppe, forklarer valgnederlaget 20. november med to afgørende faktorer: Den ene er udlændingepolitikken, hvor det store flertal vil en strammere kurs. Den anden er efterløns-indgrebet og manglende troværdighed.

Mønsteret går langt hen ad vejen igen i Norge, hvor Arbeiderpartiet i september mistede magten og scorede en historisk bundrekord med 24 procent af stemmerne.

»Det gamle billede af højre og venstre er trådt i baggrunden. Socialdemokratiet har mistet førstefødselsretten som garanten for velfærd. Efter vælgernes mening sikres den bedste ældreomsorg ikke af Arbeiderpartiet, men af Fremskrittspartiet,« påpeger valgforsker Tor Bjørklund fra Oslo Universitet.

Den svage sociale profil ramte Arbeiderpartiet hårdt, da fattigdom blev et tema i valgkampens slutfase. S-regeringen kom under pres for at svigte de svage i samfundet. Og kampen mod fattigdommen blev en mærkesag for den nye borgerlige regering under den kristelige Bondevik.

Til forskel fra Danmark spillede indvandrere stort set ingen rolle i den norske valgkamp:

»Men det berører mange vælgere – især ufaglærte arbejdere, der tit har problemerne tættere inde på livet. Fremskrittspartiet er i dag det mest udprægede arbejderparti i Norge,« siger Tor Bjørklund.

En analyse fra norsk Gallup viser, at Arbeiderpartiet især tabte vælgere blandt de erhvervsaktive. Mange offentligt ansatte gik til det SF-lignende Sosialistisk Venstreparti, mens folk i den private sektor vandrede til Høyre og Fremskrittspartiet. Arbeiderpartiet holdt især på de studerende, pensionister og vælgere i udkant-områderne.

Labour bygger på middelklassen

Opbruddet blandt arbejdervælgerne præger også Storbritannien, der ellers skiller sig ud fra det europæiske mønster. New Labour vandt sidste år regeringsmagten med endnu en solid sejr over de konservative.

Meget af forklaringen ligger dog i det britiske valgsystem, som gør det ekstremt vanskeligt for nye partier. Lige under overfladen ses mange af de samme mønstre som i det øvrige Vesteuropa:

For det første var den britiske valgdeltagelse i 2001 den laveste siden 1935. Den var særlig lav i de traditionelle Labour-kredse – her faldt den flere steder til »amerikansk« niveau, og kun hver anden stemte.

Den britiske professor John Curtis fra Centre for Research into Elections and Social Trends peger på, at Labour under Tony Blair er rykket ind mod midten – for eksempel ved indtil for nylig at afvise at hæve de ret lave britiske skatter. Den lave valgdeltagelse skyldes især, at mange ikke længere kan se forskel på de politiske partier, påpeger Curtis.

Samtidig er der sket en voldsom forandring af Labours  sociale basis: Fremgang blandt funktionærerne, tilbagegang blandt faglærte arbejdere og massiv nedtur blandt ufaglærte og arbejdsløse.

»De konservatives beslutning om at køre valgkampen på modstanden imod Europa og skepsis over for asylsøgere betød, at de havde budskaber med appel til de kortuddannede og dermed dele af arbejderklassen,« fastslår John Curtis.

Også midterpartiet de liberale demokrater fik flere arbejdervælgere. De liberale overhalede reelt Labour »venstre om« og gik til valg på højere skatter for at betale flere investeringer i sundhed og uddannelse.

Tyskland på vippen

Den eneste markante undtagelse fra det europæiske mønster er Tyskland. Hér har det socialdemokratiske SPD stadig godt tag i arbejderne forud for efterårets valg. Det skyldes imidlertid i høj grad, at forbundskansler Gerhard Schröder er veget tilbage for de reformer, der kan bringe gang i tysk økonomi.

Schröder har reelt befundet sig i en strategisk klemme, siden har vandt magten i 1998: På den ene side kan han ikke tåle at tabe arbejdervælgerne til det kristelig-demokratiske CDU eller sofaen. Selv om arbejderne kun udgør lidt over en fjerdedel af befolkningen, er deres stemmer helt afgørende for SPDs succes. For fire år siden stemte halvdelen af alle arbejdere på Schröder.

På den anden side kan Schröder kun tiltrække de helt afgørende midtervælgere blandt funktionærerne, hvis han fremstår som en udogmatisk og fornyende socialdemokrat. Det vil i praksis sige, at han skal puste liv i tysk økonomi ved at ændre det meget stive arbejdsmarked og pensionssystem – tiltag, der hos arbejderne og deres stærke fagforeninger vil blive udlagt som en decideret krigserklæring. Schröders svar har været kløgtigt: Sige en masse og gøre meget lidt.

Schröder har haft masser af retorik om forandring og hans selvopfundne begreb »Neue Mitte«. Men i realiteternes verden har den tyske kansler stort set intet gjort, der kunne frastøde arbejdervælgerne. Arbejdsmarkedet ligner sig selv, skattesystemet er justeret minimalt, og den længe bebudede pensionsreform var en miniature-udgave.

De analytikere, som Ugebrevet A4 har talt med, peger på, at SPD har udvist politisk tæft ved at stramme immigrationsloven, være hårde i retspolitikken og fremføre en mere kritisk holdning til EU.

Problemet for Schröder er imidlertid, at hans politik ikke har fået de fire millioner arbejdsløse i arbejde. Det viser sig nu i meningsmålingerne, hvor SPD ligger på 33-35 procent af stemmerne mod omkring 40 procent til CDU. De kristelige demokrater står til næsten 40 procent af de arbejdsløses stemmer – en fordobling fra valget i 1998.

Situationen kan blive rigtig slem for SPD, hvis CDU for alvor spiller udlændingekortet i valgkampen. Valgforsker Herman Schmitt, Universitet i Mannheim, siger: 

»I tysk politik er der ikke plads til de yderligtgående partier på den landspolitiske scene. Derfor er det meget svært at forestille sig et parti som Dansk Folkeparti i Forbundsdagen. Derimod er det oplagt for CDU at sætte en endnu hårdere dagsorden i udlændinge-politikken, fordi de, der er mest bekymrede over immigrationen, findes blandt SPDs kernevælgere.«