Karrieren erstatter kedeldragten

Af Kirsten Weiss

Den traditionelle arbejder med de klassiske arbejderklasseværdier er på hastig retræte. Danskerne vil have interessante job med mulighed for udvikling, konkluderer analyse fra SFI. Forandringerne stiller krav til fagbevægelsen om at forny sig, mener arbejdsmarkedsforsker.

VÆRDIER Fabriksfløjten er sat på museum, og danskeren, der går på arbejde alene for at få råd til at holde fri, er på vej til at blive en sjælden race.

I dag skal det være sjovt at gå på arbejde. Og så skal lønnen være i orden. Det er langt de fleste danskere enige om, når man spørger dem, hvad arbejdet betyder for dem. Flere og flere danskere sætter lighedstegn mellem job og karriere, konkluderer derfor to forskere fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i en analyse af danskernes holdning til arbejde.

»Danskere er blevet mere karriere­orienterede. Der er flere af os, som opfatter arbejdet som en produktiv og meningsfuld aktivitet, hvor der ikke bliver skelnet særlig skarpt mellem arbejde og fritid. I vores spørgeskemaer giver folk udtryk for, at mulighed for avancement, det at kunne udrette noget, og det at have et interessant job er vigtige aspekter ved et job,« siger forsker ved SFI, Mads Meier Jæger, der sammen med professor Anders Holm fra Danmarks Pædagogiske Universitet står bag analysen.

Analysen dækker 25 års udvikling i danskernes værdier i forhold til arbejde og tager udgangspunkt i to undersøgelser: Den Danske Værdiundersøgelse fra 1981, 1990 og 1999, som er en del af en omfattende, international spørgeskemaundersøgelse, samt undersøgelserne Arbejdsliv i Danmark fra 1997 og 2005. På den baggrund konkluderer forskerne, at der er sket et markant skred i den traditionelle fordeling af mennesker i groft sagt to grupper: En gruppe, der går på arbejde for at få råd til at holde fri, og en anden gruppe, der går på arbejde for at realisere sig selv via et interessant og udviklende job.

Den første gruppe, som karakteriseres af traditionelle lønmodtagerværdier, er blevet tydeligt mindre, mener forskerne. Mens halvdelen af befolkningen i 1981 ifølge analysen primært vægtede værdier som tryghed i ansættelsen, lav arbejdstid og en anstændig løn, gjaldt det samme 30 procent i 2005. Til gengæld er den anden gruppe vokset, nemlig de, der tilslutter sig værdier som: Mulighed for avancement er vigtig, og det er vigtigt at have et interessant job. Disse værdier lagde 65 procent af befolkningen vægt på i 1981. Det tal var i 2005 steget til 95 procent.

Man kan dog godt, pointerer forskerne, tilslutte sig værdier fra begge grupper.

Færre arbejdere

»Undersøgelsen viser, at den traditionelle Kansas-klædte arbejder, der stempler ind på arbejde klokken 7 og ud til frihed klokken 15, ikke har ændret indstilling til sit arbejde over de seneste 25 år. Der er derimod blevet langt færre af den slags arbejdere på det danske arbejdsmarked, og med tiden vil denne gruppe sandsynligvis forsvinde helt,« siger Mads Meier Jæger.

At der ikke er så mange lønmodtagere, som banker jern på B&W eller indretter dagen efter fabriksfløjtens toner, er et uomtvisteligt faktum.

Den udvikling stiller også nye krav til fagbevægelsen, mener Flemming Ibsen, lektor på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet. Fagbevægelsen må gentænke sig selv og sine tilbud, siger han:

»Den negative fortolkning af udviklingen er, at det er svært at se, hvad man skal med sin fagforening, når man kan det hele selv, herunder forhandle løn og indgå i et tæt samarbejde med virksomhedens ledelse. Når man blandt lønmodtagerne har skabt noget, der minder om en funktionærkultur, kan den mere traditionsbundne del af fagbevægelsen godt komme til at virke som en barriere for den individuelle udfoldelse.«

Flemming Ibsen ser dog også en mere positiv fortolkning af udviklingen, nemlig:

»Ja, ja, godt nok kan vi meget selv, og vi samarbejder også godt med ledelsen. Men vi vil stadig gerne have en fagbevægelse, der opstiller rammerne for vores arbejde. Vi vil gerne have en fagforening, der sikrer os en minimumsløn, pension, omsorgsdage og alt det andet rare. Men vi skal nok selv udfylde rammerne.«

De færreste medarbejdere bryder sig, mener Flemming Ibsen, om den klassiske konfrontatoriske linje, hvor ledelsen og de fagforeningstro lønmodtagere ligger i åben krig. I dag fortrækker medlemmerne en fagbevægelse, der på en pæn måde leverer ”et godt tilbud til lige dig!” om at varetage netop dine interesser.

»Her hænger en del af fagbevægelsen stadig lidt i bremsen, især når det gælder deres lokalafdelinger og tillidsrepræsentanterne,« mener Flemming Ibsen.

Fagbevægelsen skal levere mening

Ordet solidaritet har ikke samme betydning som tidligere, erkender Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA – Fag og Arbejde.

»Man vil gerne selv bestemme, hvem man er solidarisk med og hvornår. Og sosu-assistenten er altså ikke nødvendigvis solidarisk med elektrikeren, der arbejder i den anden ende af huset,« siger han.

Dennis Kristensen peger på, at mange rapporter om LO-medarbejdernes holdninger og vilkår, blandt andet LO’s store lønmodtagerundersøgelse APL fra 1993, klart skitserer denne udvikling. Og at fagbevægelsen har forstået budskabet.

»Vi har bevæget os fra krav om brød og tøj på kroppen og frem til en virkelighed, der er meget mere sammensat. I dag skal arbejdet give mening, og den finder man nogle gange sammen med dem, der i traditionel forstand tidligere repræsenterede ”modparten”. For eksempel er der ikke tvivl om, at store grupper inden for den offentlige sektor i dag har et interessefællesskab med de offentlige arbejdsgivere; nemlig at tage hånd om brugerne,« siger Dennis Kristensen.

Han mener, at den position også giver fagbevægelsen masser af muligheder for at dokumentere sin eksistensberettigelse.

»Den store udfordring for os er at varetage vores historiske kerneopgaver; løn, arbejdsmiljø, arbejdsvilkår og så videre, og samtidig omstille vores fokus fra overlevelseskamp til kampen for et meningsfuldt arbejde. Her synes jeg, at fagbevægelsen hidtil har været noget langsom.«