Karens umulige projekt

Af

Ønsker Karen Jespersen for alvor at gøre en forskel i forhold til at bekæmpe den nye fattigdom? Og kan hun? Vi ved det ikke. Men der er grund til at tvivle.

NY FATTIGDOM Er det opportunisme, når Anders Fogh Rasmussen (V) udnævner Karen Jespersen (V) til socialminister? Er det utroværdigt af Jespersen at sige tak for tilbuddet? Og vil den frafaldne socialdemokrats comeback styrke regeringen i meningsmålingerne? Disse etik- og spin-spørgsmål er blevet vendt de seneste dage, og hvis nærværende lederskribent skulle svare, bliver det »ja«, »ja« og »ja«. Men for de allersvageste i vores samfund er der et andet spørgsmål, som trænger sig på. Nemlig det, der handler om substansen: Vil Karen Jespersen blive en bedre socialminister end Eva Kjer Hansen? Kan hun trække regeringen i en ny retning? Her er svaret: Næppe!

Der er ingen tvivl om, at Karen Jespersen er mere visionær end forgængeren. Skal man sige det lidt firkantet, var Eva Kjers socialpolitik præget af en hattedamelogik, der handlede om at finde en lille eksotisk minoritetsgruppe helt ude på samfundets overdrev – den hjemløse, narkomanen eller den prostituerede – som hun kunne lave særlige pakker for, der skulle signalere »se, jeg gør noget«.

Til sammenligning er Karen Jespersens socialpolitiske syn betydeligt mere helhedspræget og reflekterende. Som socialminister beskrev hun i bøger, hvordan fattigdommen viser sig i en ny form. Hvor den før handlede om kroner og øre, handler den nye fattigdom i Jespersens optik om den isolation og manglende selvværdsfølelse, som masser af danskere oplever: Den psykisk syge, det svigtede barn, den svage elev og den yngre førtidspensionist. Vi taler kort sagt om det store skæve, forarmede underdanmark, der har masser af mobiltelefoner, men ingen selvtillid og kompetencer. Det er denne nye fattigdom, som den socialdemokratiske socialminister insisterede på at gøre op med. Og her havde hun fat i noget væsentligt. Faktisk en pointe.

Men det har hun ikke, når hun i dag gør sig illusioner om, at hun kan gøre op med den nye fattigdom i en borgerlig-liberal regering. Det er ikke bare naivt. Det er nonsens. For hvor finder Jespersen den sociale indignation i regeringens politik?

Er den borgerlige regering i gang med at give de mange svage, der ikke får en uddannelse, en hjælpende hånd? Nej, som det fremgår af dagens ugebrev, er den alt for høje andel af unge uden en kompetencegivende uddannelse ikke på vej ned. Intet sker. Uddannelsesmotoren er brudt sammen.

Har man så formået at bryde den negative sociale arv? Heller ikke. Den sociale mobilitet er død.

Men har regeringen da forsøgt at modvirke ghettoiseringen i toppen og bunden af samfundet, som betyder, at vi klumper os sammen med mennesker, der er sociale kopier af os selv? Tværtimod.

Jamen, er regeringen så ved at geare den offentlige sektor mod de svagestes behov? Nej. Kvalitetsreformen har blikket stift rettet mod bankfunktionæren og ingeniøren med varedeklarationer, fritvalgsordninger og brugerundersøgelser.

Sat på korteste formel befinder det svigtede barn, den enlige mor og den yngre førtidspensionist sig langt under regeringens radar. Og kampen mod den nye fattigdom har mildest talt ikke domineret regeringens politik. Faktisk lige så lidt som kampen mod den voksende materielle ulighed i friværdiernes, skattelettelsernes og de vildtvoksende arveformuers middelklasse-Danmark.

Kan en enkelt frafalden socialdemokrat gøre en forskel? Og vil hun? Vi ved det ikke. Men der er grund til at tvivle.