Kapitalfonde lægger pres på de ansatte

Af
Research: Jens Peter Houe
Iver Houmark

Når kapitalfonde rykker ind, stiger presset på medarbejderne. Det viser den første undersøgelse blandt tillidsfolk på virksomheder overtaget af kapitalfonde. 62.800 danskere – svarende til Horsens samlede befolkning – arbejder nu for en virksomhed ejet af en kapitalfond

PISK Der skal løbes og tænkes hurtigere, når en virksomhed bliver købt af en kapitalfond. Det oplyser to ud af tre tillidsmænd i en ny, unik A4-undersøgelse. I det hele taget får finansfolk fra kapitalfonde sveden til at springe ikke bare hos medarbejdere, men også hos chefer og erhvervsliv som sådan.

Aalund Business Research har foretaget undersøgelsen for Ugebrevet A4 blandt tillidsrepræsentanter på virksomheder, der er overtaget af kapitalfonde. Her svarer 29 ud af 44 – svarende til to ud af tre - tillidsfolk, at »arbejdspresset på menige medarbejdere« er blevet værre, siden kapitalfonden overtog virksomheden. Kun én af tillidsrepræsentanterne mener, at presset på de ansatte er aftaget under det nye ejerskab.

Flere og flere lønmodtagere vil opleve at blive stresset af nye ejere fra kapitalfonde, som overtog et stigende antal virksomheder. Ifølge en grundig kortlægning, som Ugebrevet A4 har foretaget, er 112 selskaber i Danmark i dag ejet af kapitalfonde. I 2005 var tallet 87. På listen over kapitalfondenes opkøb er nogle af de mest kendte Falck, ISS, TDC, Matas, Legoland, Biva og Københavns Lufthavne. Kapitalfondene har også opkøbt en række mindre og mellemstore virksomheder, og ifølge A4’s opgørelse arbejder nu i alt 62.800 danskere for en kapitalfond.

Dyrt for medarbejderne

Kapitalfondene er kendetegnet ved, at de påfører de opkøbte virksomheder stor gæld og stiller krav om høje afkast. Denne forretningsstrategi fører næsten naturligt til pressede medarbejdere, mener ekspert i ledelse og professor ved Handelshøjskolen i Århus, Steen Hildebrandt.

»For når ledelsen presses mere til at opnå økonomiske resultater, så vil lederne også presse deres medarbejdere mere,« siger Steen Hildebrandt.

Samme vurdering lyder fra Steen Vallentin, lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved handelshøjskolen i København CBS:

»Fondene er jo helt åbne omkring, hvorfor de foretager de her opkøb. Det er ikke for at skabe mere ansvarlige virksomheder. Det er, fordi de mener, der er en gevinst at realisere.«

Også arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen finder det logisk, at kapitalfondenes fokus på hurtig gevinst kan mærkes af de ansatte.

»TDC er et typisk eksempel på kapitalfondsovertagelse: Fonden tømmer selskabets pengetank og pantsætter resten, samtidig med at ledelsen forsøger at effektivisere virksomheden for at øge overskuddet. Rationaliseringerne i de kapitalfondsejede virksomheder vil uvægerligt gå ud over medarbejderne,« mener Flemming Ibsen.

Når kapitalfondene »tømmer pengekassen« og belåner de opkøbte selskaber, sker det ikke kun for at udbetale store udbytter til ejerne og finansiere opkøbene. Det er simpelthen en del af managementfilosofien i mange af de store kapitalfonde, at virksomhederne skal sættes i en slags undtagelsestilstand, der presser ledelserne til at prioritere hårdt, så alle overflødige omkostninger skæres væk. Tankegangen er, at virksomheder med store pengekasser bliver slappe og dovne, mens virksomheder med tomme pengekasser har et stort incitament til at tjene flere penge for ikke at dø.

Derfor mener nogle eksperter også, at kapitalfondsejerskab kan være positivt for selskaber, som er gået i stå, eller som ikke virker særligt dynamiske.

»Det kan være med til at skabe mere konsekvent fokus på effektiv organisering i store, tunge organisationer som TDC, hvor man måske – på trods af privatiseringen – endnu ikke helt har løsrevet sig mentalt fra de gode, gamle monopoldage,« mener Steen Vallentin.

Man skal dog ikke forvente, at de omvæltninger, der sker i virksomheden, sker med henblik på at fremme bløde værdier på arbejdspladsen eller med særligt øje for medarbejderpleje. Medmindre det vurderes, at sådanne hensyn direkte kan betale sig økonomisk for virksomheden, hvilket kan være vanskeligt at dokumentere, mener Steen Vallentin, og siger:

»Kapitalfondene repræsenterer et meget traditionelt syn på, hvad ledelse går ud på. Det handler om effektivisering og om at skære helt ind til benet med henblik på at realisere den størst mulige økonomiske gevinst ved den foretagne investering. Den menneskelige del af ligningen er ikke overbetonet i denne slags opkøb.«

Meget tyder på, at den gammeldags ledelsesfilosofi i de kapitalfondsejede virksomheder spreder sig som ringe i vandet til det øvrige erhvervsliv og fortrænger moderne ledelsesformer. Det indtryk har analytiker Kristian Weise, der har udarbejdet en rapport om kapitalfonde for Den Internationale Faglige Sammenslutning, IFS, der er paraplyorganisation for fagbevægelser i 153 lande.

»Kapitalfondene inspirerer flere og flere ikke-fondsejede virksomheder til at agere på samme måde som dem. Cheferne i de andre virksomhed­er tænker: »Vi bliver åndet i nakken af kapitalfondene, og vi kan se, at der kan komme en fjendtlig overtagelse, hvis vi ikke optimerer vores virksomhed, så den bliver mere konkurrencedygtig og genererer større og større overskud«,« siger Kristian Weise.

En helt ny slags arbejdsgivere

Det kan også være en fordel for de ansatte, når deres virksomhed bliver købt af en kapitalfond.

»Der kan godt være en kapitalfond, der overtager en virksomhed i problemer, skyder penge i den og er med til at gøre den konkurrencedygtig igen, redder job og sikrer ordnede vilkår. Det er ikke umuligt. Det, vi bare kan se, er, at 80-85 procent af de store virksomhedsopkøb, bliver foretaget af fonde, som har en anden dagsorden,« siger Kristian Weise.

For kapitalfonde er virksomheder ene og alene redskaber til at optimere aktionærernes formuer så hurtigt som muligt, mens interessen for, hvad der sker med virksomheden og dens medarbejdere på 10-15 års sigte, er mindre, mener Kristian Weise.

»Vi har at gøre med en helt ny arbejdsgivertype, som er væsentligt mere aggressiv end traditionelle arbejdsgivere, når det drejer sig om omkostningsbesparelser, arbejdsforhold og løn.«

Internationale undersøgelser tyder da også på, at presset på medarbejderne i kapitalfondsejede virksomheder langt fra er et enestående dansk fænomen. Også lønnen, retten til at stå i fagforening og medarbejdernes indflydelse på virksomheden svækkes ofte, når kapitalfondene rykker ind.

Derfor forsøger IFS nu at få regeringer verden over til at indføre bedre beskyttelse for de arbejdstagere, der mærker konsekvenserne af kapitalfondsovertagelser. Kravene lyder blandt andet på garantier for, at arbejdsvilkår ikke ændres uden forudgående, kollektive aftaler.

I Danmark er kapitalfondene i de senere år blevet en større udfordring for blandt andre ansatte og fagbevægelse, da antallet af kapitalfonds­ejede virksomheder er vokset.

I 2005 offentliggjorde Berlingskes Nyhedsmagasin den første danske liste over kapitalfondsopkøbte selskaber. Dengang var der 87 på listen. A4’s gennemgang af listen viser, at knap halvdelen af disse virksomheder i mellemtiden er blevet solgt fra igen, mens knap 60 nye er kommet til. I begyndelsen af oktober 2007 var 112 danske selskaber/koncerner ejet af kapitalfonde, som man kan se af listen nederst på siderne. Tilsammen ejer disse selskaber 258 virksomheder med 62.800 danske ansatte. Den fulde liste kan læses på www.ugebreveta4.dk.

Pæne kapitalfonde

Der er stor forskel på de kapitalfonde, der især de seneste to år har haft travlt med at opkøbe danske virksomheder og pille dem af fondsbørsen. De store, internationale fonde som Blackstone, EQT og CVC Capital Partners har fået selskab af en hel stribe danske fonde finansieret af pensionskasser, banker og velhavende danske forretningsfolk.

A4’s liste rummer således også »pæne« danske entreprenører, der er med til at sikre generationsskiftet i mellemstore virksomheder, som ellers kunne have svært ved at finde en køber, når ejeren skal på pension. Også Lønmodtagernes Dyrtidsfond udnytter gennem nyoprettede kapitalfonde de finansielle fordele, der følger med kapitalfondsmodellen, til at opkøbe danske virksomheder med det mål at sælge dem til højstbydende efter få år.

En del af disse opkøb kan være både samfundsnyttige og gavnlige for de ansatte på de arbejdspladser, som på den måde bliver sikret en fremtid. Samtidig er det nærliggende at tro, at de »pæne« danske kapitalfonde ikke vil gennemføre trimningen af de opkøbte virksomheder lige så benhårdt som de helt store udenlandske fonde, der slet ikke behøver tage hensyn til en dansk offentlighed.

Fælles for alle kapitalfondene er dog, at de skal tjene deres penge inden for en relativt kort tidsfrist på typisk tre til syv år. En utålmodighed, der kan skade de danske virksomheders konkurrenceevne på lang sigt, hvis medarbejderudvikling og forskning nedprioriteres, advarer Steen Hildebrandt:

»Min hovedbekymring med hensyn til kapitalfonde er, at beslutningerne bliver for kortsigtede i de virksomheder, som fondene kontrollerer. Det kan betyde en nedprioritering af eksempelvis udviklingen af medarbejdernes kompetencer, opbygning af langsigtede kunderelationer og forskning.«

Samtidig vil både »onde« og »gode« kapitalfonde hurtigt få problemer, hvis renten stiger, fordi en stor del af opkøbene er lånefinansierede, og de opkøbte virksomheder sjældent får lov til at have penge liggende på kistebunden. I værste fald kan det sende en stribe kapitalfondsejede virksomheder ud i konkurs eller voldsomme sparerunder, hvis renten stiger, uden at virksomhedens evne til at betale renterne følger med i form af stigende indtjening.

Flere eksperter taler om, at de store kapitalfondsopkøb vil aftage, fordi renten er steget, og udlånsiveren faldet på de internationale markeder. Det freder imidlertid ikke de danske små og mellemstore virksomheder, som kapitalfondene i mange tilfælde selv vil have penge til at købe, selv om bankerne er blevet mindre lånevillige.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) er aktuel med en bog om kapitalfonde. Han mener, at der stadig er al mulig grund til at holde godt øje med kapitalfondene og siger:

»Blot fordi vejret bliver bedre, skal man jo ikke tro, at der ikke kommer uvejr igen. Kapitalfondene mindsker deres opkøb på grund af den stigende rente, men det kan jo ikke passe, at vi skal gå rundt og håbe på stigende renter, for det skader jo den generelle vækst i samfundet.«