Kapitalens kampdag

Af

Lønmodtagernes pensionsformuer investeres ikke altid på den mest skånsomme måde. Det har ført til krav om mere etiske investeringer, og undersøgelser viser, at det sagtens kan gå hånd i hånd med maksimalt afkast. Der er brug for kapitalens 1. maj.

På torsdag er det 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. Eller skulle man hellere sige ny-kapitalisternes internationale kampdag? Danmarks over to millioner lønmodtagere ejer gennem deres pensionsopsparing i dag en stor og voksende del af det private danske erhvervsliv. De store opsparede formuer, som forvaltes af pensionskasser, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, er langsomt ved at forvandle danske lønmodtagere til storaktionærer. Og det er denne samling af »spekulanter«, der i denne uge igen vil markere 1. maj med røde faner og røde taler. Men hvor bliver modstanderen af, når klassekampens rivaler er ved at smelte sammen? Betyder de voksende formuer og deraf følgende ansvar, at interessemodsætningerne er i opløsning, at arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne snart vil kæmpe på samme side, og at en fusion mellem LO og DA er nært forestående?

Det gør det næppe. Af én bestemt grund. Lønmodtagernes kapital forvaltes – som det kan læses i dagens A4-tema – ikke meget anderledes end al anden kapital. Den søger derhen, hvor afkastet og produktiviteten forventes at være størst. Lønmodtagerne er altså ikke specielt venlige eller skånsomme kapitalister – hovedmålet for danske pensionskasser er først og fremmest at sikre de størst mulige udbetalinger til fremtidens pensionister. Og sådan må det nødvendigvis være. Pensionsopsparerne må have en overordnet sikkerhed for, at deres penge inden for nogle givne rammer forvaltes på en profitabel måde, ellers forsvinder tilliden til systemet. Men pointen er, at der ifølge flere analyser ikke er nogen modsætning mellem etik i investeringerne og maksimalt afkast. De virksomheder, der opfører sig ordentligt, er også dem, der vinder i det lange løb.

Så det overordnede mål om maksimalt afkast fritager altså ikke dem, der forvalter lønmodtagernes formuer, fra at holde skarpt øje med, hvor pengene havner. Det kan virke absurd, når danske lønmodtagerpenge, som beskrevet i dagens A4, havner i selskaber, som systematisk modarbejder fagforeninger og ikke respekterer almindelige rettigheder for de ansatte.

Siden arbejdsmarkedspensionerne blev etableret i 80’erne, har det været en tilbagevendende diskussion, om de svulmende formuer kunne udnyttes i en investeringsstrategi, der favoriserer bestemte industrier. Siden har fokus skiftet til ikke så meget at handle om, hvad man producerer, men hvordan. De fleste kan enes om, at det er uetisk at investere i korrupte selskaber eller virksomheder, der udnytter børn på slavelignende vilkår, eller firmaer, der lever af at fælde regnskov med ufine metoder. Men er det uetisk at investere i våben? Eller tobak? Kemisk industri? Her vil meningerne være mere delte, og derfor bør det være op til den enkelte at beslutte, om hans eller hendes pensionspenge skal gå til vindmøller eller kernekraft, papirindustri eller regnskov.

Som lovgivningen er i dag, er der ikke noget i vejen for, at pensionskasserne kan etablere særlige puljer for dem, der gerne vil sikre, at deres opsparing investeres ud fra en bestemt overbevisning. Fremtidens 1. maj kunne passende bruges til en diskussion af lønmodtagernes investeringer og til at holde kapitalforvalterne ansvarlige for deres dispositioner. Arbejdernes internationale portefølje-dag.