Kan man købe sig til reformer?

Af Aske Munck

… ja, mener økonomen Jacques Delpla, som har lanceret den kætterske tanke i det notorisk reformfjendtlige Frankrig. Ideen er simpel: Regeringen bør betale sig fra indblanding, så den kan gennemføre helhjertede reformer. Det vil bedst kunne betale sig for hele samfundet i det lange løb. Ideen kan sagtens overføres til Danmark, mener den franske økonom, der ikke ser et problem i, at forhandling omdannes til købmandskab.

INTERVIEW Det har længe været en naturlov i Frankrig: Så snart efteråret kommer, og nationalforsamlingen vender tilbage fra sommerferie, går regeringen i gang med at presse reformer igennem. Folk strejker og går på gaden i protest, og efterhånden lammes hele landet af arbejdsnedlæggelser, hvorefter reformerne trækkes tilbage.

Men hvad nu hvis der fandtes en vej udenom? En metode, som gjorde det muligt at stille alle tilfredse, så det ganske land ikke skulle igennem en paralyserende konflikt med fakkeltog og kampklædt politi, hver gang den mindste reform blev planlagt.

Den metode mener den franske økonom Jacques Delpla at have fundet. Og ideen er såre simpel, forklarer han, da Ugebrevet A4 møder ham i Paris.

»Reformer handler grundlæggende om at afskaffe privilegier; om at fratage forskellige samfunds- eller erhvervsgrupper deres hævdvundne fordele. Og den nemmeste måde at få dem til at acceptere, at de skal afgive de privilegier, er ganske enkelt at betale sig fra det,« vurderer Jacques Delpla, der ganske upåagtet lancerede metoden for nogen tid siden i bogen ’La Fin des Privilèges’ med kollegaen Charles Wyplosz.

Tanken udsprang af en helt simpel konstatering. De to økonomer så et Frankrig, som i løbet af de seneste 30 år har døjet med et fuldstændig fastlåst arbejdsmarked med en kolossal arbejdsløshed på 8-14 procent, og en beskæftigelsesgrad, der i europæisk sammenhæng ligger ekstremt lavt – omkring 62 procent, mod 75 i Danmark. Folk kommer samtidig sent ud på arbejdsmarkedet og forsvinder tilmed tidligt.

»Vi så kort sagt et land, der er delt i to: insidere og outsidere. De første sætter utrolig mange hindringer i vejen for at sikre, at de sidste ikke kommer ind i varmen. Sat på spidsen kan man vel næsten tale om et kastesystem, der nærmer sig det indiske.«

Skiftende regeringers forsøg på at imødegå denne tilstand af konstant krise har enten slået fejl eller været dybt utilstrækkelige, og der er kun blevet gennemført bittesmå reformer. Og de to økonomer så dermed tre mulige løsninger:

  • Thatcher-metoden, hvor reformerne tromles igennem uden hensyntagen til protester – utænkelig i Frankrig, hvor den slags øjeblikkeligt ville føre til lammende strejker og gadekampe.
  • Den skandinaviske konsensusmodel, hvor man sætter sig omkring et bord og forhandler en løsning på plads - men de politiske ekstremer på både højre- og venstrefløjen i Frankrig er som regel for stærke til, at det vil være muligt. Samtidig har fagforeningerne ikke et troværdigt forhandlingsmandat, når organiseringsgraden er på omkring ­otte-ni procent af lønmodtagerne.
  • Sidst men ikke mindst var der den økonomiske tilgangsvinkel:

»Alle er enige om, at reformer er nødvendige for at ændre Frankrig, men der er dyb splittelse om, hvordan man skal implementere dem. Vi forsøgte derfor at anslå, hvor store gevinster der ville være ved gennemgribende reformer af hele markedet for salg af service- og arbejdsydelser, og vi foreslog så (i bogen ’La Fin des Privilèges, red.), at man gav noget af denne fremtidige gevinst til dem, der skulle afstå forskellige privilegier for at få dem til at acceptere reformerne uden at blokere dem.«

Ifølge økonomernes udregninger ville den økonomiske vækst ved disse reformer være mellem 50-100 procent af et års bruttonationalprodukt (BNP), mens udgifterne til at frakøbe privilegierne blot ville være omkring 20 procent.

Japansk forbillede

Tanken er dog ikke af helt nyere dato. Økonomen Vilfredo Pareto lancerede allerede tanken i den vestlige verden i forrige århundrede, ligesom 1800-tallets feudale Japan blev reformeret ud fra en lignende devise.

»I Japan konfiskerede kejseren den ejendom, som tilhørte de store shoguns og samuraier, afskaffede deres feudale rettigheder og ydede dem i stedet økonomisk kompensation, så de nu kunne blive spillere i den nye industrialiserede økonomi. Og det virkede. Det tætteste vi kommer på noget lignende i Frankrig, er, da vi på grund af verdsligheden afskaffede katolicismen som statsreligion og måtte kompensere kirken ved at overdrage kirker, klostre og menighedsbygninger,« forklarer Jacques Delpla.

Han mener, at metoden kan anvendes »på alle områder, hvor der skal trumfes upopulære, men nødvendige reformer igennem. Uanset om det drejer sig om taxilicenser, arbejdstider eller noget helt tredje.«

Hvordan er tanken blevet mødt i Frankrig?

»Venstrefløjen var ikke uinteresseret, men er blevet blokeret af de ekstreme venstrepartier. Højrefløjen derimod afviste oprindelig tanken og understregede, at man agtede at reformere uden at betale for det. Men nu er der kommet andre toner fra præsident Nicolas Sarkozy« siger Delpla, der under interviewet modtager to opkald fra højtstående embedsmænd, der vil have ham til at præsentere idéen for forskellige grene af regeringen.

Med danske briller kan det synes en smule kættersk sådan at betale folk for deres accept af reformer. Men det afviser Jacques Delpla blankt:

»Jeg kan ikke rigtig se problemet. Vi forsøger at afprøve nye tanker. Og jeg har faktisk haft mange glimrende samtaler med CGT og CFDT (de største fagforeningsorganisationer i Frankrig, red.) om emnet, og de var meget lune på idéen. Jeg vil faktisk vove at sige, at der er noget meget dansk i mit forslag.«

Hvordan det?

»Det fremmer forhandlingsviljen. Forslaget om at betale for reformer fjerner tilsyneladende den oprindelige mistillid over for hele reformtanken, og gør det mindre odiøst at sætte sig til at forhandle, hvilket i Frankrig førhen blev sammenlignet med forræderi af mange fagforeninger.«

Er der ikke en risiko for, at forhandlingssituationen bliver meget virksomhedsagtig - som om alt kan gøres op i penge?

»Naturligvis, men det gør man jo ofte alligevel. Og det er nu engang, som om penge synes at konkretisere problemerne for folk. Som om de godt kan se, at det er virkelig vigtigt at forandre tingene, når det ligefrem kan svare sig at betale for at gøre det. Penge åbner folks øjne og får dem til at tage tingene alvorligt. Det er uhyre enkelt.«

Man kunne også fristes til at sige, at der er noget nærmest mafiøst over at købe sig til tavs accept?

»Ja, det er der måske også. Man bestikker sig til at få folk til at lade vetoretten ligge i skabet. Til at holde mund og lade være med at protestere. Men er det virkelig udemokratisk? Er det mere demokratisk – sådan som det er tilfældet både i Frankrig og i Danmark – at de, der fylder mest i gade- eller mediebilledet, får deres vilje og en stor pose penge, eller at en given reform bliver forkastet, fordi nogen blokerer toge og busser? Jeg er langtfra sikker.«

Skal bruges med omtanke

Jacques Delpla er overbevist om, at Danmark på trods af sin rige tradition for kompromissøgende konsensusdemokrati også vil kunne anvende metoden. På områder, hvor Danmark ikke fungerer så godt. Han tænker især på integration.

»Hvis ikke der var problemer der, ville I jo næppe have et så stærkt ekstremt højreparti som Pia Kjærsgaards,« som han siger.

Og ifølge Jacques Delpa er integrationen et glimrende eksempel på, at hans idé går begge veje. For ikke blot kan det i hans optik svare sig at betale folk for at afstå fra privilegier - men man kan også lade folk betale for nye midlertidige eller målrettede privilegier.

»Alle ved, at kvalificeret indvandring er godt for samfundet. Men der er alligevel en omkostning forbundet med integrationen af indvandrere: blandt andet til sprogundervisning og omskolingshjælp. Jeg forestiller mig, at det ville kunne betale sig at foranstalte en slags integrationshjælp – eksempelvis støtte til at få folk i arbejde eller belønning til virksomheder, der ansætter indvandrere. Hjælpen er altså grundlæggende set som en samfundsudgift; og en udgift som nogle mennesker ikke ønsker at betale. Men for at imødegå kritikken og fjendtligheden over for en sådan udgift kunne det være en idé at kradse den ind igen på et senere tidspunkt med en særskat rettet mod dem, der oprindelig har modtaget ydelsen. En stor del af det ekstreme højres fremmedfjendskhed handler jo om, at de frygter, at indvandrerne koster samfundet penge. Og det kan man afhjælpe på denne enkle måde,« mener økonomen.

Om der er fare for, at hans metode kan misbruges politisk?

Naturligvis.

»Det er derfor, at det allervigtigste i hele idéen er, at alle omkostningsberegninger forestås af uafhængige organisationer. De må ikke på nogen måde ligge under for den udøvende myndighed, der står for at føre politikken eller reformerne ud i livet. Uden den uafhængighed ville min idé være direkte uforsvarlig,« insisterer Jacques Delpla.

Men det er nok mindre væsentligt at understrege i Danmark end i Frankrig.