KOMPROMIS

Kan Løkke gøre det samme, som de gjorde i 1992?

Af | @journallan

Partiledere på tværs af Folketinget gik sammen og lagde låg på års stridigheder om Europa-politikken. Nu skulle der være fælles fodslag, og folkets skepsis over for det europæiske samarbejde skulle accepteres. Det var det politiske svar, da danskerne stemte nej i 1992. Men kan den øvelse gentages med Dansk Folkeparti ved bordet?

Slukørede sad Folketingets mægtigste mænd tilbage efter afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992. Nej-partierne fik en vigtig rolle efter valgdagen, og i oktober samme år var det nationale kompromis en realitet. Det blev i første omgang forhandlet på plads udenom - og derefter adopteret af - regeringen. 

Slukørede sad Folketingets mægtigste mænd tilbage efter afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992. Nej-partierne fik en vigtig rolle efter valgdagen, og i oktober samme år var det nationale kompromis en realitet. Det blev i første omgang forhandlet på plads udenom - og derefter adopteret af - regeringen. 

Foto: Scanpix/Keld Navntoft

Natten mellem 2. og 3. juni 1992. På spillestedet Rust på Nørrebro fester den triumferende SF-formand, Holger K. Nielsen. Holger og konen har sagt nej til unionen – det samme har et snævert flertal af danskerne.

Men fire måneder senere – i oktober 92 - går SF sammen med ja-partierne om ’det nationale kompromis’. De fire forbehold er født, ja- og nej-siden er forbrødret, og ved en ny folkeafstemning 18. maj 1993 stemmer et stort flertal af danskerne for den såkaldte Edinburgh-aftale.

Løkke skal gøre det samme, som de gjorde dengang og stille spørgsmålet: Hvad skal der til, for at vi bringer europapolitikken tættere på befolkningen? Peter Nedergaard, professor i statskundskab, Københavns Universitet

Nu hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sat sig i spidsen for et forsøg på et rede trådene ud efter danskernes nej ved afstemningen om retsforbeholdet i torsdags, har Ugebrevet A4 kigget nærmere på historien bag de danske forbehold og ’det nationale kompromis’. Og spurgt nogle af hovedpersonerne, om man bør lave et nyt nationalt kompromis, som kan bygge bro mellem ja- og nej-partierne i dansk EU-politik.

SF’s Holger K. Nielsen, som indtog den absolutte hovedrolle i 1992, er også en del af forhandlingerne denne gang som sit partis EU-ordfører. Og han ser gerne en ny bred europa-aftale med deltagelse af både ja- og nej-partier.

»Det tror jeg kunne være fornuftigt. Folkeafstemningen viser i hvert fald, at der er brug for at diskutere det her på en ny måde. Vi skal først og fremmest være enige om præmisserne, for kampagnen har vist, at vi diskuterede på to forskellige planeter. Så vi skal have et fælles grundlag for EU-diskussionen,« siger han.

Der var mange, der havde en interesse i, at der ikke blev bygget bro, så ja-nej-konflikten kunne fortsætte. Og sådan vil det også være i dag. Holger K. Nielsen, tidligere partiformand, SF

Svært ved at se det realistiske

To af de andre partiledere, der var med tilbage i 1992, er dog mere skeptiske. 

Det Radikale Venstres daværende leder, Marianne Jelved er umiddelbart ikke parat til at imødekomme nej-partiernes ønske om at komme ind og sætte sit præg på den brede europa-politik. 

»Jeg har meget svært ved at se det realistiske bag det ønske. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi ser Danmarks placering i det europæiske samarbejde. Dansk Folkeparti vil gerne ligge på den britiske linje, men jeg har ikke et alternativ, som er acceptabelt, der handler om, at vi kan melde os ud af EU,« siger Jelved med henvisning til den kommende britiske folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab.

Jelved understreger, at hun udtaler sig på egne vegne, og at det ikke er noget, som har været drøftet i den radikale folketingsgruppe.

Kan du skabe stabilitet med et parti, hvis formand er gået ud med spørgsmålet, om man overhovedet kan stole på en politisk aftale? Der hopper kæden af for mig. Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister og partiformand, Venstre

Heller ikke Uffe Ellemann-Jensen, som tilbage i 1992 var både Venstre-formand og udenrigsminister, ser en bred europapolitisk aftale som løsningen på at skabe stabilitet om europapolitikken. Også her peger pilen mod Dansk Folkeparti.

»Kan du skabe stabilitet med et parti, hvis formand er gået ud med spørgsmålet, om man overhovedet kan stole på en politisk aftale? Der hopper kæden af for mig. Derfor vil jeg også gerne understrege, at det vi stod med i 1992 slet ikke kan sammenlignes med situationen i dag,« siger Ellemann.

Christiansborg skal tættere på befolkningen

Spørger man Peter Nedergaard, EU-ekspert og professor i statskundskab ved Københavns Univerisitet, er svaret dog klart. Der er ingen vej udenom at få Dansk Folkeparti med ind og præge den fremtidige danske europapolitik. I hvert fald ikke, hvis politikerne ønsker at lytte til demokratiet og befolkningen.

»Hvis man skal tage ved lære ved ’92, så skal det være, at man skal række hånden ud til de partier, der er imod. Løkke skal gøre det samme, som de gjorde dengang og stille spørgsmålet: Hvad skal der til, for at vi bringer europapolitikken tættere på befolkningen?«

»Dengang var det SF, som efterfølgende kunne bestemme, hvad der skulle være undtaget med de fire forbehold, for at de kunne anbefale et ja. Det gjorde, at man kunne samle et klart flertal. Nu drejer det sig først og fremmest for Løkke om at række hånden ud til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og få deres svar på, hvad der skal til for at bringe Christiansborg tættere på befolkningen,« siger Peter Nedergaard.

Olfert og kattelemmen

Selvom der ikke er enighed om vejen frem i dag, så er alle enige i, at der er én afgørende ting, som er forskellig fra efterspillet til det danske ’nej’ til Maastricht-traktaten i 1992. 

Denne gang har danskernes EU-skepsis kun betydning for Danmark – blandt andet i forhold til fortsat Europol-medlemskab – mens det i 1992 truede med at sætte hele EF-samarbejdet i stå.

»Dengang var vi en stor sten i skoen for de andre, fordi der skulle være enighed om Maastricht-traktaten. Det var også derfor, at de andre arbejdede med et muligt scenarie, at de 12 medlemslande, som der var dengang, måtte blive til 11. Men det lykkedes at få de andre lande til at vente lidt med at presse på, og så gik vi i gang med overvejelserne med at finde grundlaget for en ny folkeafstemning. Det var der, jeg opfandt begrebet ’kattelem’ efter min fede røde hankat, Olfert, som havde sådan en kattelem, så han kunne komme og gå, som det passede ham,« fortæller Uffe Ellemann-Jensen.

Men selvom Ellemann som udenrigsminister havde hovedopgaven med at få de øvrige medlemslandes opbakning til de danske forbehold, så stod han og regeringen efterladt på sidelinjen, da det nationale kompromis blev forhandlet på plads.

Stemningen dengang var, at Uffe Ellemann var for meget til, at man kunne sætte sig ned og snakke med ham. Marianne Jelved, tidligere politisk leder, Det Radikale Venstre

Regeringen i granatchok

Det var i stedet Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, der i oktober 1992 satte sig sammen og blev enige om kompromiset med de fire forbehold, hvorefter regeringen og de øvrige partier med undtagelse af Fremskridtspartiet tilsluttede sig aftalen.

I mellemtiden havde EF-landene endnu engang holdt vejret, mens Frankrigs befolkning med et snævert flertal havde stemt ’ja’ til traktaten. Dermed var der kun det danske problem tilbage, som skulle løses. Men den danske regering var ramt af granatchok, mener Holger K. Nielsen.

»Regeringen havde ikke selv taget initiativ til noget som helst. Schlüter havde ikke henvendt sig til mig siden den 3. juni. Uffe Ellemann havde heller ikke. Det eneste, de havde gjort, var at sætte gang i en hvidbog om den danske situation. Jeg tror simpelthen, at de var så meget i granatchok, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre,« siger Holger K. Nielsen.

Uffe Ellemann var for meget

Marianne Jelved peger på, at de tre partier også havde andre grund til at køre uden om regeringen i forhandlingerne om forbeholdene.

»Meget tidligt i forløbet mødte jeg Steen Gade (SF’s daværende gruppeformand, red.), som spurgte, om vi ikke skulle sætte os ned og drikke en kop kaffe. Derefter blev vi enige om, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale skulle sætte os sammen og forsøge at nå frem til en aftale. Stemningen dengang var, at Uffe Ellemann var for meget til, at man kunne sætte sig ned og snakke med ham.«

Hvordan var han for meget?

»Stemningen var nok den, at hans entusiasme var for overvældende for danskerne. I dag synes jeg, at det er lidt mærkeligt, men det var udgangspunktet dengang,« siger Marianne Jelved.

Hun understreger dog, at hun havde løbende kontakt med statsminister Poul Schlüter (K) undervejs i forhandlingerne, og at hun var imponeret over den måde, som statsministeren håndterede den mærkværdige situation.

Kansler Kohl slog i bordet

Uffe Ellemann-Jensen derimod peger på, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale tilsammen havde et flertal udenom regeringen og derfor kunne bruge sagen til at ”udstille regeringen”. 

Men da aftalen var faldet på plads, så var det overladt til Poul Schlüter og Ellemann selv at få de andre landes opbakning.

»De videre forhandlinger var en proces, hvor der blev spillet på alle tangenter, og hvor alle personlige kontakter blev mobiliseret. Det var helt afgørende, at der var støtte fra John Major, der ledede forhandlingerne, og fra kansler Kohl, der i en sen nattetime i Edinburgh slog i bordet og sagde, at nu giver vi danskerne det, de vil have,« erindrer Ellemann.

Med udgangspunkt i støtten fra de store medlemslande, som var nødt til at hjælpe Danmark for at få det europæiske samarbejde tilbage på sporet, vender den tidligere Venstre-formand tilbage til Danmarks begrænsede muligheder i dag for at få de øvrige EU-lande til at lave danske særordninger om for eksempel Europol.

»Den her gang er vi fuldstændigt på herrens mark, og vi har ikke noget at handle med over for vores partnere.  Så der er altså ingen garanti for, at det man sidder og bliver enige om i den politiske debat herhjemme også rent faktisk kan gennemføres,« siger Ellemann. 

Den rigtigste måde at håndtere det her ’nej’ på er at sætte mig i spidsen for en proces, hvor vi finder ud af – undskyld udtrykket – hvor er den laveste fællesnævner. Lars Løkke Rasmussen, statsminister, Venstre

Marianne Jelved peger derudover på, at det er langt sværere i dag at identificere, hvad der skal gøres for at tilfredsstille den EU-skepsis, som nej-partierne repræsenterer. 

I 1992 fandt man hurtigt frem til de fire forbehold for fælles mønt, fælles forsvar, retspolitikken og unionsborgerskabet. Men denne gang er modstanden meget mere kompleks, mener Jelved.

»Der findes måske lige så mange forklaringer, som der er vælgere, der har stemt 'nej'. Hvis der er en fællesnævner, så er det nok 'mistillid', men det er ikke som i 1992, hvor vi klart kunne definere nogle ændringer,« siger hun.

Man kan ikke tvinge folk til at spise chokolade, hvis de ikke vil spise chokolade. Peter Nedergaard, professor i statskundskab, Københavns Universitet

Den laveste fællesnævner

Forhandlingerne om en ny europapolitisk aftale gik i gang mandag på Marienborg. I første omgang er målet at nå frem til en aftale, der kan sikre fortsat dansk Europol-medlemskab, fastslog statsministeren.

»Den rigtigste måde at håndtere det her ’nej’ på er at sætte mig i spidsen for en proces, hvor vi finder ud af – undskyld udtrykket – hvor er den laveste fællesnævner. Altså hvad er det, der kan binde flest mulige partier sammen i den situation, som Danmark står i,« sagde Løkke.

Nej-partierne med Dansk Folkeparti i spidsen vil dog presse på for at gå hele vejen og følge op med en egentlig europapolitisk aftale. Første skridt på vejen er at fjerne ja-partiernes formulering om, at Danmark skal føres ind i 'kernen af EU' har Kristian Thulesen Dahl slået fast.

Og professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet forventer da også, at det er det, som vil blive omdrejningspunktet i forhandlingerne.

»Det er et spørgsmål om at finde en ny europapolitisk doktrin. Doktrinen har været, at vi skulle ind til kernen i EU, men det går ikke, når den danske befolkning ikke vil med derind. Man siger nej, nej, nej, når man bliver spurgt. Man kan ikke tvinge folk til at spise chokolade, hvis de ikke vil spise chokolade,« siger han.

Stor interesse i ja-nej konflikt

Selvom forbeholdenes fader, Holger K. Nielsen, gerne ser en langtidsholdbar, bred europa-aftale, så viser egne erfaringer, at det bliver svært. For selvom det nationale kompromis banede vejen for danskernes ’ja’ til Edinburgh-aftalen i 1993, så røg SF hurtigt ud af det gode EU-selskab og tilbage i flokken af nej-partier ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 og euroafstemningen i 2000. Først i det nye årtusinde er SF igen blevet en fast del af den danske europa-politik.

»Jeg havde nok selv ønsket mig, at det nationale kompromis fik større betydning. Men der var mange, der havde en interesse i, at der ikke blev bygget bro, så ja-nej-konflikten kunne fortsætte. Og sådan vil det også være i dag. Der er mange, der har en interesse i at kunne bruge den konflikt rent indenrigspolitisk,« siger Holger K. Nielsen.