Kan det skandinaviske paradis overleve globaliseringen?

Af Kirsten Weiss
Gitte Skov

Diskussionerne om fremtidens velfærd er påtrængende i det Skandinavien, der »opfandt« velfærd og fik den koblet til vækst. Men diskussionerne udspiller sig efterhånden på vidt forskellige bagtæpper i de tre skandinaviske lande, der i dag mest af alt ligner hinanden på værdisættet.

VÆRDIER Danmark har jo opdaget, at det er et helt almindeligt europæisk land,« siger den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen præcis så tørt, at man som dansker bliver i tvivl, om han er ironisk.

Det er han ikke. Bemærkningen om broderlandet, der i modsætning til hans eget Norge, er hårdt ramt af finanskrisen, er præcis og siger en hel del om både dansk selvopfattelse – og om konsekvenserne af den globalisering, der har sendt de tre skandinaviske lande på forskellige veje i velfærdssamfundet.

Danmark er — konstaterer Thomas Hylland Eriksen, der er en flittig iagttager af borgerne i »verdens bedste lande« — hårdere ramt af både den økonomiske krise og tvivl om vejen frem end både Sverige og oliestaten Norge. Her suser olien stadig lystigt i rørene, og da den norske regering for nylig præsenterede udsigterne for norsk økonomi i 2011, pegede pilen kun én vej, nemlig opad. Bortset altså fra arbejdsløsheden. Her peger pilen fortsat nedad og forventes at dykke til 3,5 procent – næsten det halve af den danske. Bruttonationalproduktet i Norge er fortsat stigende, og den norske Statens Pensionsfond, hvor oliepengene er investeret, anslås ved udgangen af 2011 at rumme godt 3.481 milliarder norske kroner. Et svimlende beløb i et lille land med under fem millioner indbyggere, der for længst har frigjort sig fra rollen som lillebroren i den skandinaviske familie.

Alligevel anes der i hele den skandinaviske familie en tvivl om vejen frem. For trods norske oliepenge, svenske fabriksskorstene, der igen ryger flittigt, og stædig dansk tro på egne evner pibler de store spørgsmål alligevel op til overfladen i landene, der lever livet på klodens business class. For har den skandinaviske velfærdsmodel og grundfæstede skandinaviske værdier som lighed, ligeværd og solidaritet overhovedet en plads i en globaliseret verden, hvor kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne? Hvor de skandinaviske lande er demografisk udfordrede? Og Kina og Indien ikke bare overtog fabrikkerne, men også i stigende grad de gode ideer? Og hvordan står det egentlig til med opbakningen til den kollektive, skandinaviske model, der skiftevis hyldes og beskyldes for at levere tryghed fra vugge til grav, når den udfordres? Ikke bare udefra, men også af de individualister, velfærdsstaterne selv har skabt?

Selvbilledet krakelerer

Svaret må, efter en skandinavisk rundtur blandt økonomer, samfundsforskere og historikere, tolkes som en stædig tro på den skandinaviske model – med justeringer. Men forestillingen om at samfundene ligner hinanden til forveksling, kan man godt glemme, mener den svenske samfundsdebattør, forfatter og tidligere chefredaktør for Dagens Nyheter, Arne Ruth.

»I de skandinaviske lande slog grundidéen om velfærd for alle og tryghed fra vugge til grav i 1970´erne følge med en klasse- og kønsoverskridende definition af medborgerskab, og solidariteten havde universelle ambitioner. I dag er samme velfærdsidé en grundfaktor i diskussioner om, hvem der skal have del i velfærden? I synet på den politiske etik er de tre lande i dag splittede, og det er, efter min mening, indvandrerspørgsmålet, der mere end noget andet har rokket ved idealbilledet,« siger Arne Ruth.

Nu er det ikke første gang, at svenskerne er ude med riven i forhold andres — læs; den danske — indvandrerpolitik. Frygten for »danske tilstande« er udtalt i det Sverige, der af selve Riksdagen er erklæret multikulturelt, og mange svenskere slog syv kors for sig, da det indvandrerkritiske parti, Sverigedemokraterna, sidste efterår fik plads i den lovgivende forsamling. Men Arne Ruth ser diskussionen om fordelingen af velfærdsgoderne udspille sig i både Danmark og Sverige.

»I Sverige er krisen i samfundssystemet ikke primært økonomisk, men handler om, at vi i hele Skandinavien opfatter os som mere ideelle, end vi egentlig er. I Sverige er vi vant til at leve med forestillingen om, at vi er et forbillede for resten af verden. Det billede er ved at krakelere,« siger Arne Ruth og henviser til tre sager, der i denne tid rokker ved den svenske selvforståelse.

Systemet er havareret

Det store svenske energiselskab Vattenfall, der skabtes for at alle svenskere kunne få billig elektricitet, er nu forvandlet til en mastodont, der konkurrerer på markedets vilkår. Og som oven i købet har både sager om korruption og voldsom overbetaling af chefer hængende over hovedet. Læg hertil afsløringen af korruption i kriminalforsorgen og blandt lokale politikere. Samt opdagelsen af, at det svenske skolesystem sluser masser af unge ud, uden de basale kundskaber, der gør dem i stand til at begå sig i et vidensamfund.

»Vores skolesystem er havareret, og den svenske opfattelse af, at embedsmænd har en særlig høj moral, er i opløsning. Det skaber en mistro til systemet. Samtidig har vi høj ungdomsarbejdsløshed, og kombinationen af den og uddannelseskrisen er bekymrende og kan føre til social uro,« siger Arne Ruth og minder om, at den skandinaviske velfærdsmodel engang byggede på, at muligheder ikke var betinget af dit klassetilhørsforhold.

»For mig er den dybeste dimension i modellen, at der er muligheder for alle, uanset hvor du kommer fra. I dag må modellen nødvendigvis bygges på mangfoldighed, og på at gøre forskellighed til en ressource frem for en trussel. Men jeg oplever en form for politisk apati i forhold til visionerne, og chancerne for at det lykkes at forny velfærdssamfundet er måske så som så. Men jeg ser chancen som noget større i Sverige end i Danmark,« siger Arne Ruth.

Må man være rig?

Sætter man de økonomiske briller på næsen tegner fremtiden i Sverige ellers lys. Det svenske industrisamfund er ellers endnu mere afhængigt af sin eksportsektor end Danmark, men efter at have fået bank, da verdensmarkedet kollapsede i 2008, er man nu tilbage i fin form.  I maj placerede den internationale valutafond, IMF, svensk økonomi i den absolutte verdensklasse: Svenskerne spås en høj vækst også i år, dog en smule lavere end sidste års, hvor økonomien rykkede med 5,75 procent – eller næsten tre gange så meget som i Danmark.

Comebacket for økonomien er endda sket under en borgerlig regering. Og det i et land, hvor Socialdemokraterna engang har præsteret at sidde uforstyrret på den politiske trone i hele 44 år i træk. Den stædige tro på lighed er dog stadig stærk i et Sverige, der samtidig er leveringsdygtigt i både Ikea og Hennes & Mauritz og dermed flere personer på listen over verdens 15 rigeste. Man må godt, som Arne Ruth beskriver det, være rig i Sverige. Men man må bare helst ikke prale med det.

Eller også må man godt fremover? For måske er der noget om snakken, når de to svenske historikere, Lars Trägårdh og Henrik Berggren i deres bog »Är svensken människa« omfortolker den højtbesungne svenske/skandinaviske kollektivisme. I den hævder forfatterne, at et dybt ønske om at være i fred og at være uafhængige af andre er selve grundsubstansen i velfærdssamfundet, der leverer tryghed og dermed mulighed for autonomi og individets selvstændige udfoldelse. Man behøver jo ikke at tage personlig hånd om andre mennesker, når man nu er jævnbyrdige med dem, og de i øvrigt også får deres fra staten.

Derfor er det borgerlige projekt i Sverige da heller ikke, til en del borgerliges irritation, særligt knyttet til et ønske om lavere skat. Svenskerne ved nemlig godt, at en vis solidaritet i skattebetalingen er den pris man må betale for at få lov til at passe sig selv. Så meget for forestillingen om en skandinavisk kollektivisme og solidaritet.

»Man kan jo, når man kigger sig omkring i det politiske landskab i dag, konkludere, at der ikke findes ét parti, der ønsker at afskaffe velfærden. Der er dog heller ikke et eneste parti i Sverige, der har en fremtidsrettet tolkning af velfærdstaten på sit program, måske bortset fra Miljöpartiet. Det er jo et paradoks, at velfærdsstaten har skabt individer, der føler sig så autonome. Efter min mening får det følger for et samfund at blive så individualistisk,« siger Arne Ruth

Paradokset Norge

Skæver man til broderlandet Norge, får man hurtigt øje på et andet skandinavisk paradoks. Landet, der i århundreder var lillebror i Skandinavien, som først dansk og senere svensk koloni, og først fik sin selvstændighed i 1905, huser i dag Nordens største økonomi. Landet er stinkende rigt, på grund af sin olie, og ligner måske i dag kun de øvrige skandinaviske lande i valget af samfundsmodel.

»Der er en mærkelig selvmodsigelse i at se sig selv som miljønation og samtidig pumpe olie op af Barentshavet,« siger socialantropologen Thomas Hylland Eriksen og peger på, at Norge er del af en fuldstændig globaliseret økonomi, samtidig med at man stædigt opretholder forestillingen om at være fri og uafhængig af andre. Selv BP’s oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf førte ikke til nogen norsk debat om eget selvbillede.

»Der er i Norge en stærk tendens til selvtilstrækkelighed, og glæden over det der er norsk, er ekstremt stærk. Vores nationalisme er ekskluderende, for eksempel har vi jo sagt nej til EU to gange. Så længe, man har råd til at opføre sig som Kuwait, behøver man ikke andre,« siger Thomas Hylland Eriksen.

At norske pengestrømme ikke er at sammenligne med svenske og danske, er den norske økonom Kalle Moene, der leder et forskningscenter for velfærd ved universitetet i Oslo, helt med på.  Alligevel er det værd at hæfte sig ved, mener han, at Norges velfærdssucces de sidste 25 år især skyldes, at nordmændene stjal den svenske velfærdmodel.

»Modellen har produceret de mindste lønforskelle og de mest generøse velfærdsstater i verden, samtidig med at den har leveret høj vækst. Samspillet mellem systemet på arbejdsmarkedet, fordelingen af indtægterne og den politiske opbakning til modellen er vigtig og afspejler, at øget arbejdstagermagt giver øget samfundsansvar. Tilslutningen til den skandinaviske model er baseret på forsikringsordninger, som markedet vanskeligt kan frembringe,« siger Kalle Moene, der mener, at frygten for globalisering er stærkt overdrevet i Skandinavien.

»De skandinaviske lande har altid været nødt til at tilpasse sig. Vi er små, åbne økonomier, og kombinationen af social forsikring og kapitalistisk dynamik fungerer. Fleksibilitet er kodeordet her, og vi har troen på mennesket og menneskets idéer. Den skandinaviske model er en udviklingsmodel, ikke et slutprodukt. Den skal trimmes, men det værste vi kan gøre nu er at latterliggøre den i en småborgerlig bekymring for, hvordan det skal gå vores egne børn i globaliseringen,« siger Kalle Moene, der dog medgiver, at »Gud ser i nåde til Norge« – og at man her ser med nogen undren på al virakken over velfærdssamfundets fremtid i Danmark.

Velfærden har sejret

Forvirring omkring dansk velfærd og vejen frem? Jo, den er der nok, mener den danske historiker Uffe Østergaard fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School (CBS).  Men måske ikke så meget over værdierne, men over repræsentanterne for den.

»Velfærdstaten har jo sejret ad helvede til. Vi har bare fordelt den på en masse partier. Jeg vil godt være fræk og sige, at i Sverige er de fire borgerlige partier de bedste til at få velfærdsstaten til at overleve. De danske borgerlige har været mindre heldige, fordi de troede, de kunne gå på vandet,« siger Uffe Østergaard.

Problemet er ikke, mener han, de skandinaviske værdier, men om modellen, de har frembragt, er økonomisk levedygtig i sin nuværende form.

»Små og lige lande bliver forskrækkede over presset udefra, og vores lighedsmodel løber ind i vanskeligheder, når vi bliver et indvandringsland. Kan vi både have åbne grænser og åbne kasser på samme tid,« spørger Uffe Østergaard.

Han peger på, at der løber en direkte linje mellem den lutheranske udgave af kristendommen og værdierne dér til socialdemokratiet og model velfærdstaten. Og at man må antage, at der sker noget med værdier, der er under pres i lang tid.

»Men næstekærlighed bliver faktisk stadig praktiseret i forbløffende omfang, og det skal gå rigtigt skidt, hvis vores nationale selvforståelse skal rokkes. Og det går ikke skidt nok endnu,« siger Uffe Østergaard, der gerne vil nøjes med at rette på skruer og møtrikker i det danske velfærdsprojekt.

»Jeg er lige fyldt 65 år, det er jo knald i låget, at jeg derfor skal køre på billige billetter. Det, der truer velfærdsstaten er først og fremmest de tunge byrder, den lægger på sig selv. Og at den producerer så mange afhængige. Vores evner til at få idéer og være innovative har vi stadig i Danmark, men vi er måske kommet i tvivl om vores identitet som de bedste. Før har vi bare antaget, at vi var bedst, nu er vi nødt til at vise det,« siger Uffe Østergaard.

Paradis på jord

Vi er — mener hans kollega på CBS, Ove Kaj Pedersen, der er professor i komparativ politisk økonomi — nu allerede i dag langt væk fra en universalistisk velfærdsstat, hvor alle har lige ret til samme goder. Og på vej i en retning, hvor man i stigende grad af sin egen løn indbetaler til kollektive ordninger – som velfærdsstaten så garanterer for.

»Dér, hvor der er rykket ved de skandinaviske værdier i Danmark, er i vores definitioner af lighed. Tidligere var projektet mere kollektivt — i dag er det i høj grad op til dig selv at give dig selv værdi på arbejdsmarkedet gennem en uddannelse. Udfordringen i dag for velfærdssamfundet er at finde plads og opgaver til dem, der ikke har evnerne eller viljen, og derfor betragtes som en byrde,« siger Ove Kaj Pedersen.

Danmark må, mener han, tage en kold tyrker, og erkende, at andre også kan få gode idéer. Men på langt sigt er hverken vores innovationskraft eller velfærdsmodellen truet:

»Modellen producerer stabile samfund, der, sammenlignet med andre steder i verden, må betegnes som Paradis på jord. Vi kommer til at neddrosle de økonomiske forventninger om, hvad staten skal levere, men de klassiske skandinaviske værdier vil stadig være bærende. Fordi de har skabt unikke og levedygtige samfund, der er trygge at bo i. Jeg er sikker på, at lighedsværdierne grundlæggende vil blive opretholdt, og at vi finder nye måder at finansiere Paradis på.«