Kampen ved kopimaskinen

Af

Fortsætter tendensen med at kopiere modstanderens politik, skaber det både politikerlede og problemer med at rekruttere politikertalenter. For hvem vil engagere sig i politik, hvis det kun er tilladt at mene det samme som vælgerflertallet i den seneste meningsmåling?

POPULISME Hvis din politiske modstander har fundet et tema, som bakkes op af et flertal i en ny meningsmåling, så har du travlt. Men du kan stadig nå det. Drop din egen politik, snup modstanderens, løb hen til kopimaskinen – og kopier for livet!

Denne nye kopimani, der handler om, at politikere i ét væk snupper hinandens ideer, er den stærkeste tendens i dansk politik i disse år. Og skaber barokke situationer. Som i sidste uge hvor Lotte Bundsgaard faldt ud af rollen og afslørede, at Socialdemokraternes overtagelse af regeringens skattestop var et vælgerstunt ude af trit med socialdemokratiske værdier. Ups!

Mindst lige så barokt var det, at statsministeren var den første til at gøre sig lystig over et socialdemokrati, der var ude i et »taktisk ærinde« i skattepolitikken. Var det ikke samme statsminister, der få dage forinden havde lagt oppositionens miljøpolitik i kopimaskinen? Som for længst har droppet minimalstatsbogen til fordel for den socialdemokratiske velfærdsmodel? Og som i det hele taget har tilrettelagt en politik, der er rød, grøn, eller hvilken farve den skal være – bare den står godt til den seneste måling fra Epinion eller Gallup?

Og hvis statsministeren skulle have glemt navnene på de unge borgerlige politikere, der har fået et rap over fingrene for at læse op af borgerlige principprogrammer, er her en reminder: En socialminister Eva Kjer Hansen, der blev undsagt, fordi hun sagde ordet »ulighed«. En ung Peter Christensen, der oplevede det samme. En Søren Pind, der fik stoppet 10 liberale teser tilbage i halsen. Og en konservativ Charlotte Dyremose, der fik skældud for at hviske »skattelettelser«.

Vi taler om lutter Lotte Bundsgaard-eksempler med omvendt fortegn, der understreger, at regeringen og socialdemokraterne er lige gode til at spurte fra egne værdier og kopiere modstanderens slagord.

Men kan de to store partiers hurtige reaktionsevne i forhold til nye majoritetsstrømninger blandt vælgerne i meningsmålingerne ikke være en demokratisk styrke?

Nej! En levende demokratisk debat forudsætter, at mennesker og politikere deler sig efter anskuelser og siger: »Her står jeg – og dér står du, vi er uenige, lad os udveksle argumenter«. Dette klask mellem modstillede holdninger er selve demokratiets væsen, kort sagt dét, som kvalificerer den offentlige debat. Kompromiserne kan komme senere. Men hvis den enkelte politiker starter med at gå på kompromis med sig selv og egne holdninger og binder knuder på tungen, allerede inden hun går ud i det offentlige rum, så kortsluttes demokratiet. Og så bliver det politiske liv forkrampet og forløjet og ligegyldigt.

Så langt er det heldigvis ikke kommet endnu. Men vi er godt på vej. I dag opfattes politikere, der mener noget, som politisk tonedøve amatører. Ikke bare af kolleger. Men også af medierne, der i kommentarer og spinprogrammer dyrker »spillet« og opdeler politikere i tabere og vindere efter målestokken: Politik handler da om at vælger- og karrieremaksimere, og fatter man ikke det, er man færdig!

Fortsætter denne tendens, vil det skabe politikerlede og problemer med at rekruttere politikertalenter. For hvem vil engagere sig i politik, hvis man kun må mene det samme som vælgerflertallet? Dansk demokrati står ved en skillevej.