Kampen om milliarderne

Af Lotte Hansen, freelancejournalist

Ingen vil frivilligt aflevere nøglen til de store pensionspengeskabe. ATP er bange for at miste status, bankerne lugter guld, og forvalterne af arbejdsmarkedspensionerne forholder sig i ro i håb om, at der ikke sker dem noget. Imens pønser regeringen på hurtigt at lukke Lønmodtagernes Dyrtidsfond som bevis på, at noget trods alt kom ud af de store fritvalgstanker.

Kampen om, hvem der i fremtiden skal have magten over en hurtigt voksende pengetank med i dag over 1.500 milliarder pensionskroner, blev skudt i gang, da regeringens såkaldte Bremerudvalg i maj offentliggjorde rapporten »Større Valgfrihed i pensionsopsparingen«. Om få uger præsenterer regeringen sit udspil. Imens er fonde, selskaber og kasser i fuld gang med at køre sig i stilling til at få deres bid af kagen.

Bremerudvalget opstiller en række modeller for, hvordan opsparerne kan løsnes fra deres nuværende binding til enkelte pensionskasser og fonde. Ugebrevet A4 har nærlæst de mange høringssvar, som pensionskasser og organisationer har afgivet til udvalgets anbefalinger. Samlet tegner svarene et broget billede og et virvar af argumenter for og imod større valgfrihed.

Kampen om milliarderne udspiller sig som et opgør mellem to grundlæggende værdier – solidaritet og frihed. Tre dimensioner af øget frihed gør sig gældende på pensionsområdet:

  • Retten til at placere sine pensionsmidler i den ordning, man selv ønsker. Det vil sige mulighed for frit at flytte sine midler.
  • Retten til at vælge, hvilke forsikrings- og pensionsydelser der skal indgå i ordningen.
  • Retten til selv at bestemme, hvor og hvordan de opsparede midler skal investeres.

Alt efter interesser fremhæver nogle pensionsforvaltere frihed på et enkelt punkt, mens andre forlanger en tredobbelt liberalisering. 

Solidariteten skal overleve

Det solidariske udgangspunkt handler om risikodeling: De »gode« liv skal være solidariske med de »dårlige«. Det skal altså ikke være muligt for de raske med mindst risiko for arbejdsskader og invaliditet at samle sig i særlige kasser og dermed få større udbetalinger. Ligeledes må man ikke skelne mellem mænd og kvinder. Udvalget har desuden arbejdet ud fra den præmis, at valgfrihed ikke må ske på bekostning af andre.

Derudover må det ikke være de fremtidige skatteborgere, der skal betale for en ny underklasse af dårlige pensionsopsparere. De offentlige finanser har ikke råd til spillefugle, som ender med ingen eller en minimal pension på deres gamle dage.

Første runde af opgøret om milliarderne gik til solidaritetssiden, godt hjulpet på vej af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Inden udvalget havde skrevet en eneste linje, meddelte han nemlig, at det solidariske princip i pensionssystemet skal bevares. Det betyder, at de gode liv skal være solidariske med de dårlige, og at de derfor ikke blot kan forlade en pensionskasse uden at betale for det. Derfor blev der skrevet et nyt kommisorium, og siden konstruerede rapporten en række modeller for, hvordan frihed og solidaritet kan gå hånd i hånd. Der er dog ingen tvivl om, at den konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) oprindeligt gik efter en mere vidtgående liberalisering.

Valgfrihed er det gennemgående tema i Bremerrapporten. Men hvad valgfriheden koster, har udvalget ikke regnet på. Regeringen har efterhånden sænket ambitionerne for liberaliseringen på området og ønsker først og fremmest, at der overhovedet skal komme noget ud af reformen.

Endnu et nederlag på fritvalgsområdet er ikke til at bære, og derfor har man i rapporten fremstillet øget valgfrihed som noget positivt i sig selv – også selv om det måske kommer til at koste pensionskunderne penge i sidste ende. For gratis er friheden ikke. Det er alle enige om.

Om øget konkurrence kan hente de tabte omkostninger hjem, ved ingen endnu.

Det vigtige mødebord

Bremerudvalget har anbefalet regeringen at inddrage arbejdsmarkedets parter og relevante organisationer. Derfor er man med erhvervsminister Bendt Bendtsen i spidsen nu gået i gang med at overveje, hvem der skal deltage i de første møder om pensionsreformen. Alene en plads i møderummet kan have en vigtig betydning i magtkampen om pensionsmilliarderne.

En alliance på tværs af interesser kan aflæses af høringssvarene. Fra flere sider er der nemlig markeret en række grundlæggende problemer med rapportens forslag.  Bremerudvalget foreslår, at den opsparer, der forlader sin pensionskasse, skal efterlade det beløb, som han eller hun kunne have skaffet kassen netto. Altså at det ikke skal koste »de efterladte« noget. Men vedkommende skal samtidig kunne finde sig en ny pensionskasse og her få udsigt til samme pension som før. Spørgsmålet er, hvad dette »samme« betyder? Alliancen som blandt andre består af LO, ATP og Forsikring og Pension (F&P) kan ikke se, hvordan både udbryderen af en kasse, og dem, der bliver tilbage, kan holdes skadesfri.

Dansk Aktuarforening, som er en interessseorganisation for forsikringfolk, sætter de klassiske forsikringsdyder højt. Den påpeger, at øget frihed kan betyde usikkerhed for den enkeltes økonomi, når opsparerne og dermed pengene kan vandre ind og ud af kasserne. Dermed bryder udvalget med det grundlæggende formål med pensionssystemerne, nemlig at skabe sikkerhed for for forsørgelse, mener foreningen.

Den omvendte Robin Hood

Samme frygt har man i ATP. Argumenterne er, at ATP er det eneste supplement til folkepensionen, som alle kollektivt har del i. I ATP er man desuden skuffet over, at rapporten har fremstillet ATP som en omvendt Robin Hood. Det er ifølge ATP en bevidst fejllæsning, at ATP’en hovedsageligt vil gavne de rige på de fattiges bekostning. Godt nok skal den mandlige portør, som statistisk ikke lever så længe, betale til den mandlige læge, som lever længere. Men forskellen er relativt lille, og for kvinders vedkommende er forskellen få måneder, hævder ATP.

Til gengæld betyder ordningen en massiv omfordeling fra mænd til kvinder, fordi kvinderne lever meget længere end mændene.

ATP’s fremtid skal ifølge Bremer-rapporten diskuteres med arbejdsmarkedets parter. Til gengæld ønsker udvalget at lukke Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) så hurtigt som muligt. Fonden blev oprettet til indefrosne dyrtidsportioner og står alligevel til at dø langsomt ud i takt med at de, der har indbetalt til den, pensioneres. Men bliver Bremerudvalgets anbefalinger fulgt, vil LD være afviklet om ganske få år. I LD har man i længere tid bevidst spillet på rollen som risikovillig investor med sans for fremadstormende brancher. Derfor har LD ført det argument i marken, at det vil ramme erhvervslivet hårdt, hvis LD pludselig forsvinder. Men regeringen giver ikke meget for LD’s risikovillighed. Den mener, at LD risikokapital er til at overskue.

Rapporten nævner intet om, at opsparerne skal kunne flytte mellem den ene arbejdsmarkedspension og den anden, og derfor føler de sig ikke lige så truede som ATP. Men i regeringsgrundlaget, som blev offentliggjort i sidste måned, hedder det: »Regeringen ønsker også udvidet valgfrihed i forhold til arbejdsmarkedspensionerne og ATP. Før der fremsættes forslag, vil regeringen drøfte indholdet med blandt andre pensionsselskaberne og arbejdsmarkedets parter«. Hermed har regeringen skærpet tonen i forhold til anbefalingerne i Bremerrapporten. Regeringen giver sig selv mulighed for at vedtage ændringer på området, også selv om dialogen med parterne ikke fører til noget.

Udsigt til guld

I den glade ende af høringssvarene står de private pensionsfirmaer og bankerne. De vil gerne have fingrene i guldminen. Her havde man gerne set, at de liberale frihedsprincipper vandt over de solidariske. Får alle lov til at trække deres penge ud af ATP og andre kollektive ordninger, vil en god sjat sandsynligvis havne i bankerne. Banker må godt nok ikke udbyde forsikringsprodukter, men kun levere opsparingsprodukter. Men med større mulighed for selv at vælge kan banken virke tiltalende for dem, som ikke vil dele deres sparepenge med andre.

Bremerrapporten kræver, at gebyrerne for at skifte fra et selskab til et andet skal ned for at skabe større konkurrence. Det er man ikke meget for i bankerne. Men holdt oppe imod de mange nye kunder i butikken skriver bankernes talerør Finansrådet dog, at »anbefalingerne om, at flytteomkostningerne ikke må udgøre en barriere, er i overenstemmelse med god pengeinstituts praksis«. Altså det nærmeste man kommer en indrømmelse af, at de nuværende gebyrer kan sættes ned. 

Tilbage i dette spil om milliarderne står pensionskunderne. Det er dem, regeringen vil give større frihed. Om de er klædt på til at lege børsspekulanter for deres pensionsmidler er dog mere end tvivlsomt. Ifølge professor i finansiering ved Handelshøjskolen i Århus Anders Grosen er den største trussel mod folks frie valg, at det ikke er en reel frihed, de oplever, den dag de slippes fri på børsen med deres sparepenge. Selv om de har evner eller held i den retning, mangler de oplysninger om, hvordan deres investeringer i de bundne ordninger som ATP, LD og arbejdsmarkedspensionerne er placeret.

»Hvis de ikke ved, hvad der er i de bundne ordninger, så er det umuligt for folk at udnytte den nyvundne valgfrihed fornuftigt,« siger Anders Grosen.

Et tvivlsomt frit valg

Selv om ordet »valgfrihed« optræder på cirka hver tredje linje i økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens forord til udvalgets rapport, tvivler Anders Grosen på, om det frie valg overhovedet er frit. En undersøgelse i det førende tidsskrift på finansieringsområdet Journal of Finance sidste år stiller spørgsmålstegn ved folks evne til at træffe valg på investeringsområdet. Folk lægger typisk deres investeringer midt på en mulig investeringskala.

»Når du køber ind, har du en klar mening om, hvorvidt du vil have rødvin eller øl til din aftens-mad, men det er langt sværere at vælge mellem aktier og obligationer,« siger Anders Grosen.

Som medlem af det uafhængige pensionsmarkedsråd roser Anders Grosen udvalget for, at det har knækket nødden at kombinere det solidariske princip med valgfrihed. Han mener dog, at udvalget for ensidigt peger på fordelene ved øget liberalisering, og tvivler på, om det frie valg vil hjælpe folk eller snarere betyder, at de, der har hang til hurtige penge, vil begynde at gamble med deres alderspension:

»Der er spillefugle, som tror, de kan forudsige markedets udvikling. Men efter at handelsomkostningerne er lagt oven i deres hyppige køb og salg vil de typisk tabe penge på handlerne. Det viser undersøgelser af området.«

Forbrugerombudsmand Claus Hagen Jørgensen er enig, han siger i sit svar:

»Ved at give den enkelte pensionsopsparer mulighed for selv at vælge investeringsstrategi, øges risikoen for fejldispositioner og tab.«