Kammerateri

Af

Der er brug for nogle markante symbolske handlinger, hvis fagbevægelsen skal forbedre sit image. Et nyt navn, åbne regnskaber, en struktur-reform og frigørelse fra Socialdemokratiet er nogle af mulighederne. Men en ekstremt veludviklet service over for medlemmerne ville også gøre underværker.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sidste uge endnu engang måtte bruge sit tirsdagspressemøde på at undsige partifællen Peter Brixtofte, kunne han ikke dy sig. Det bedste forsvar er som bekendt et angreb, og statsministeren er imod enhver form for kammerateri og magtmisbrug, måtte man forstå. Og så kom det: Derfor er det en skærpende omstændighed, at Brixtofte er medlem af Venstre, mente Fogh.

Adressen og budskabet var klart: Trods Brixtoftes udskejelser tilhører Venstre den uplettede og moralsk rene fløj, mens de ovre i den anden ende hos socialdemokraterne og i fagbevægelsen er belastet af evindeligt kammerateri, vennetjenester og magtmisbrug. Synspunkterne har Fogh Rasmussen tidligere turneret med, og uanset hvor forkerte og urimelige de er, så spiller statsministeren på en tilsyneladende bred forståelse af, hvad der kendetegner hans politiske modstandere. En måling for nylig i Mandag Morgen viste chokerende tal for, hvor galt det står til med LO’s image. Kun 20 procent mener, at LO oprigtigt varetager medlemmernes interesser, og mere end hver tredje mener, at LO er alt for præget af kammerateri og vennetjenester.

Nu er det selvfølgelig et problem i sig selv, at Fogh Rasmussen så tilsyneladende omkostningsfrit kan vinde gehør for sine fordomsfulde budskaber. Og selv om man kan undre sig over, hvordan hele fagbevægelsen plettes af eksempelvis mystiske transaktioner i Arbejdernes Ligkistemagasin, så er befolkningens negative syn på LO et alvorligt problem, som der skal tages fat på. Det påvirker hele det faglige politiske arbejde.

Undersøgelsen i Mandag Morgen viser nemlig, at det ikke er kommunikationen, den er gal med. LO har »hul igennem« til den offentlige debat, og LO får masser af positiv omtale. Men de dårlige historier klæber. Havde Brixtofte været socialdemokrat eller faglig leder, havde hans gerninger sendt chokbølger gennem hele bevægelsen. En af forklaringerne er givetvis, at man i fagbevægelsen har en skæbnesvanger tradition for at afvise kritik og rykke tættere sammen, når man angribes. En musketer-ånd, som har været med til at beskytte »brodne kar«.

Men uanset forklaringerne, så er resultatet på bundlinjen, at mange forbinder noget negativt med »varemærket LO«. Problemet er, at de billeder, som varemærket skaber i folks hoveder, er meget svære at ændre. De sætter sig som en art kollektiv forståelse. Tænk på Danske Bank, Politiken eller Ishøj Kommune. Navnene danner nogle stereotype billeder inde i hovedet, som næsten ikke står til at ændre. Kun gennem et langt sejt træk af konkrete handlinger har man en chance for at ændre den indgroede opfattelse. Derfor er der for fagbevægelsens vedkommende i de kommende år behov for en serie af markante symbolske handlinger, som kan markere et kursskifte og genskabe respekten.

En meget vidtgående og måske knap så seriøs symbolsk handling ville være at skifte LO-navnet ud, en anden at fjerne støtten til Socialdemokratiet, gennemføre åbne og gennemsigtige forbundsregnskaber eller sætte den struktur-reform, som de fleste erkender behovet for, på skinner. Men den simpleste vej er måske at sikre medlemmerne en ekstremt god service. At demonstrere en gæstfrihed og en imødekommenhed i en hidtil uset grad over for de, der henvender sig og beder om hjælp. Har man haft en behagelig DSB-tur med god betjening, er man mere positivt stemt over for statsbanernes direktør, næste gang han toner frem på TV-skærmen. Så banalt er det.