Kald vigtigere end løn

Af

Ensidige lønkrav er direkte farlige. Fagforeningerne skal i stedet kæmpe for at give offentligt ansatte kaldet tilbage, mener Helle Hedegaard Hein, der forsker i sygehusvæsnet og kaldsbaserede professioner.

Hvorfor er det farligt, at offentligt ansatte vil have mere i løn?

»Det er farligt, at de faglige organisationer fokuserer så ensidigt på løn. Man er ikke en god sygeplejerske, hvis man tænker på økonomi, akkurat som det giver dårlig kunst, hvis kunstneren er mest optaget af at sælge billeder. Løn løser ikke frustrationerne i professioner, hvor de ansatte er drevet af et kald. Tværtimod.«

Kald – det lyder næsten religiøst.

»Kald er formentlig det allermest motiverende for fagprofessionelle – langt mere end løn.

Det er i virkeligheden helt nede på jorden. Kald handler om at ønske at gøre en forskel – at tjene en højere sag og være styret af en stræben efter fagligt at yde det absolut bedste.«

Så højere løn vil skade mere, end det gavner.

»Ja. Jeg forstår godt, at sygeplejersker er dybt frustrerede. Deres arbejdsvilkår gør det svært at følge deres kald, og dermed bliver arbejdet meningsløst, men højere løn er ikke forløsende. Når folk er frustrerede over deres arbejdsforhold, fokuserer de på behov på lavere niveauer, herunder løn. Men løn gør ikke arbejdet mere meningsfuldt. Og højere løn vil øge frustrationen, for nu troede de jo, at deres arbejdssituation ville blive bedre.«

Anerkender du ikke, at sygeplejersker, pædagoger og lærere har et lønefterslæb?

»Jeg er ikke sikker, hvis man medregner offentligt ansattes større pensionsbidrag, betalt frokost og omsorgsdage, men det er fint at undersøge. Det er dog ikke så vigtigt, fordi et lønløft ikke i sig selv vil motivere de her faggrupper.«

Kunne de arbejde gratis, fordi det er et kald at passe syge og undervise børn?

»Naturligvis skal de ikke arbejde gratis eller tilsidesætte egne behov, og et lønløft kan være fornuftigt, hvis lønniveauet er urimelig lavt. Men jeg kritiserer, at fagforeningerne så ensidigt fokuserer på løn frem for at arbejde for de faglige værdier, der betyder langt mere i de her professioner.«

Det er vel let for dig i et behageligt og vellønnet forskerjob at kalde løn mindre vigtigt.

»Jeg får også selv meget lavere løn end privatansatte med tilsvarende eller lavere uddannelse.«

Ærgrer det dig ikke lidt?

»Nej. Mit arbejde rummer det, jeg gerne vil og giver en række frihedsgrader, som jeg sætter langt højere end at få 4.000-5.000 kroner mere i løn om måneden.

Dit job er et kald.

»Ja.«

Går du ikke arbejdsgivernes ærinde ved at affærdige lønkravet?

»Jeg synes, at jeg tager medarbejdernes parti ved at tale om, hvad der skal til for, at de trives. Og jeg møder mange offentligt ansatte, der finder det forløsende at få sat ord på, hvad det er, som er så frustrerende. At det handler om meget andet end løn.«

Hvad er galt ved at føle sig som lønmodtager? Det er de fleste af os vel.

»Jeg definerer lønmodtagere som folk, der tjener penge for at have det sjovt i fritiden, og de hører ikke til i en fagprofession. At have en profession som sygeplejerske giver status, udstrakt frihed og monopol på at yde den pågældende ydelse. Man tjener en højere sag, og den underminerer ansatte, der agerer som lønmodtagere.«

Skal folk med lønmodtager-attitude ud?

»Der er masser af job, hvor man ikke behøver at være drevet af et kald. Men man skal ikke forlade sygeplejerske-jobbet, fordi man har mistet sit kald. Det skal motiveres tilbage ved, at man får ordentlige rammer at udfolde kaldet indenfor. Ikke ved mere i løn.«

Hvad skal fagbevægelsen så slås for?

»Bedre vilkår for at udøve god faglighed: Ordentlige normeringer, større fleksibilitet, adgang til frynsegoder og at få fjernet det administrative bøvl, så sygeplejersken kan koncentrere sig om pasning og pleje.«