Julemanden overså Lindø

Af Jan Birkemose, redaktør

Mens de fyrede værftsarbejdere ønsker vækstpakker, har deres arbejdsgiver – A.P. Møller – fået et attraktivt statslån til at bygge skibe i Østen. Forhåbentlig er den rigtige julemand mere retfærdig.

LEDER Forhåbentlig er den rigtige julemand mere retfærdig end staten, når årets julegaver skal fordeles. Men indtil det sker, kan A.P. Møller glæde sig over, at de har bedre forbindelser til staten end de 2.500 værftsarbejdere, der mistede deres job, da A.P. Møller i sommer besluttede at lukke Lindøværftet.

Mens Lindøværftets arbejdere forgæves har efterlyst væktspakker og hjælp hele efteråret, har deres ejer fra Esplanaden i al ubemærkethed netop modtaget et lån fra staten på 2,6 milliarder kroner. Og som for at føje spot til skade skal det gigantstore rederi bruge lånet til at bygge nye skibe – ikke på Lindø, men i Østen.

Det kontrastfyldte billede fra skibsbranchen tegner desværre et meget dækkende billede af regeringens vækst- og kriseinitiativer. For mens bankerne, og nu også rederierne, har fået økonomisk førstehjælp i en ni-cifret vægtklasse, har de cirka 75.000 lønmodtagere, der foreløbig har mistet deres job i krisen, måttet se langt efter økonomiske hjælpepakker, der kunne skaffe dem deres job tilbage. Ganske vist har regeringen og Dansk Folkeparti i årets finanslovsaftale netop besluttet at afsætte 4,9 milliarder kroner til »vækstskabende initiativer«, men det er næppe penge, der kommer de fyrede Lindøarbejdere – eller for den sags skyld andre fyrede industriarbejdere – til gode.

De knap fem milliarder kroner er primært målrettet offentlige byggeprojekter, hvilket i sig selv er udmærket. Men det er ikke svært at forstå, at de frustrerede Lindø-arbejdere nedlagde arbejdet i sidste uge, efter de inden for 14 dage først oplevede, at regeringen målrettede hele sin – i øvrigt alt for lille og forsinkede – vækstpakke til bygge- og anlægssektoren, og derefter tværede Lindø-folkenes afmægtighed helt ud på skibsdækket ved at bevilge A.P. Møller et gigantisk lån, så Lindø-skibene fremover kan blive bygget af billig arbejdskraft i Asien.

Selvom regeringen og rederibranchen altid har haft et godt og gensidigt kærligt forhold, er der dog ikke tale om det rene tag-selv-bord. For det første skal lånet betales tilbage, for det andet er det ydet på »markedsvilkår«, og for det tredje vil A.P. Møllers skibsordre til Asien give en uventet eksport til 30 danske virksomheder, der står for underleverancer til i alt 4,6 milliarder kroner til skibene.

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Og med mindre man er ansat på de øverste gange i A.P. Møllers hovedsæde eller i Eksport Kredit Fonden, der har haft statens store checkhæfte fremme, er man da også nødt til at stole blindt på de guldrandede påstande. Selv om der er tale om et skatteyderfinansieret lån, er hele transaktionen i respekt for rederiets forretningshemmelighed nemlig dybt fortrolig.

Hvad renten på lånet er? Hvem de 30 virksomheder er? Og hvorfor A.P. Møller ikke bare lånte pengene på det rigtige bankmarked? Det forbliver derfor en hemmelighed. Men det er svært at forestille sig, at rederiet, hvis mantra er rettidig omhu, skulle optage lånet, hvis ikke det var en bedre forretning end at klare finanserne hos de sædvanlige banker. Modsvaret er, at lånet til A.P. Møller og andre tilsvarende lån fra Eksport Kredit Fonden for i alt 20 milliarder kroner gives som hjælp til virksomheder, der grundet finanskrisen har svært ved at finde finansiering.

Men hvad er oddsene for at storaktionæren i Danske Bank, A. P. Møller ikke skulle kunne blive fundet kreditværdig på de traditionelle bankmarkeder?