Jobbenes flugt

Af

Det er ikke nok at forlange uddannelse og opkvalificering. Overgangen fra industri til vidensamfund kræver store samfundsomlægninger, som både Venstre og Socialdemokraterne har et ansvar for. Med den aktuelle debat om udflytning af arbejdspladser er globaliseringen endelig kommet højt på dagsorden.

I de seneste måneder er en række danske virksomheder for alvor begyndt at flytte produktion og arbejdspladser til udlandet. En udvikling, som vil accelerere i de kommende år. Noget kunne endda tyde på, at der er tale om en vis ketchup-effekt, fordi metoden til at spare på lønkontoen spreder sig fra branche til branche, hvor virksomheder må følge med for at kunne måle sig med konkurrenterne.

Udflytning af produktion til lande med lavere løn har stået på over flere årtier. Men det nye er, at udflytningen tilsyneladende foregår i et  højere tempo. Friere verdenshandel, ny informationsteknologi og attraktive vækstcentre i den tredje verden gør det nemmere at flytte produktionen derhen, hvor omkostningerne er lavest.

For Danmark betyder det, at udviklingen fra industri- til vidensamfund for alvor tager fart med alt, hvad det indebærer af omstillinger på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og af velfærdssamfundet. Efter at debatten om globaliseringens virkninger i flere årtier mest har været af akademisk karakter, så er det nu ved at gå op for de fleste, at udviklingen kalder på ekstraordinære løsninger. Og at de omvæltninger, som det danske samfund står over for, har en gennemgribende karakter.

Den almindelige opfattelse er, at udflytning af danske arbejdspladser på længere sigt er til gavn for beskæftigelsen og væksten herhjemme. Danske virksomheder står stærkere i konkurrencen og kan derfor satse endnu mere på forskning, udvikling og innovation med nye job til følge.

citationstegnEfter at debatten om globaliseringens virkninger i flere årtier mest har været af akademisk karakter, så er det nu ved at gå op for de fleste, at udviklingen kalder på ekstraordinære løsninger.

Markedet og den fri konkurrence klarer det meste, og globaliseringen gør os alle sammen rigere, hedder det. Men før jublen tager overhånd, er det værd at gøre opmærksom på, at der er mindst to overordnede forudsætninger for, at regnestykket går op, og at det nye vidensamfund bliver til gavn for alle.

Det første grundlæggende spørgsmål er, om Danmark kan klare sig i konkurrencen om at tiltrække videnstunge moderne virksomheder, der satser på innovation og forskning. Her er der brug for en helt anderledes offentlig satsning på uddannelse og forskning. Det gælder både på dansk og europæisk plan. For tiden er den såkaldte Lissabon-proces, som skal gøre EU til verdens stærkeste vidensøkonomi, gået næsten i stå på grund af manglende opmærksomhed fra EU's regeringer.

Det andet presserende samfundsproblem er, hvad der skal ske med alle dem, der ikke kommer med på vognen i den nye økonomi – alle dem, som industrisamfundet efterlader på perronen med dårlige eller forkerte kvalifikationer. De skal uddannes, opkvalificeres og omskoles til den nye produktion. Sådan lyder den medicin, som de fleste kan blive enige om. Men er det nok til at forhindre en voksende gruppe af ufaglærte og uuddannede i at blive tabere i den nye økonomi?

Det er det næppe. Som CD’s Mimi Jakobsen og den daværende velfærdskommission talte om allerede i begyndelsen af 90’erne, og som direktør i Danmarks Erhvervsråd Anders Knutsen betoner det i dag i et interview med A4, så kommer vi ikke uden om på en eller anden måde at skabe et nyt arbejdsmarked for serviceydelser. Hjemmeserviceordningen, som regeringen netop har nedlagt, havde mange fejl og mangler, men den grundlæggende tanke om, at det skal være billigere for almindelige mennesker at købe serviceydelser, er rigtig og fremadrettet.

De to store partier, Venstre og Socialdemokraterne, har et ansvar for at løfte opgaven med at omstille det danske samfund. Overlades det til markedet, vil det resultere i en række skadevirkninger og i værste fald en alvorlig social opsplitning. I dag er der et langt større fokus på konsekvenserne af den globale udvikling på det danske arbejdsmarked. Lønmodtagerne mærker den så at sige på deres krop. Derfor burde et signal om, at man som politiker er parat til at tage tyren ved hornene, også give bonus i stemmeboksen. Globaliseringen er ikke længere en elitær hjernegymnastik.