Jens Otto Krag er fyrtårnet i dansk politik

Af | @MichaelBraemer

Store statsmænd har en vision, som de virkeliggør og gør til en fortælling. Ellers er de bare forvaltere. Størst i Danmark har været Jens Otto Krag (S), velfærdsstatens arkitekt og manden, der internationaliserede Danmark, fastslår forfatteren og politologen Mads Qvortrup i ny bog, hvor han portrætterer fire store, danske statsmænd.

INTERVIEW Store statsmænd er ikke det første, vi forbinder med vores lille land. Men nu kaster forfatteren, journalisten og politologen Mads Qvortrup i en ny bog lys over de bedrifter, der efter hans mening giver fire tidligere, danske statsministre adgang til den eksklusive kreds.

I kronologisk rækkefølge har socialdemokraterne Thorvald Stauning og Jens Otto Krag, den konservative Poul Schlüter og senest Venstres Anders Fogh Rasmussen sat så stort præg på samfundsudviklingen og vores måde at tænke på, at de skiller sig ud fra de 22 andre statsministre, der har regeret Danmark, siden parlamentarismen blev indført i 1901.

Over dem alle svæver Jens Otto Krag, der regerede i to perioder fra 1962 til 68 og fra 1971 til 72, mener Mads Qvortrup.

»Han er ubestrideligt den største politiker, Danmark har haft. Han havde verdensklasse. Var han født i USA, havde han været præsident,« siger forfatteren, der placerer Krag ved siden af tyske Willy Brandt og foran den tidligere Labour-premierminister Tony Blair, som Mads Qvortrup har været spindoktor for.

Begejstringen for den socialdemokratiske statsminister, som gik af efter at have ført Danmark ind i EF, havde han ikke, da han startede arbejdet på sin bog. Mads Qvortrup havde et blandet forhold til regeringschefen, som var kendt for sin arrogante fremtoning.

»Jeg var præget af mit præstehjem i Vestjylland, hvor min far altid har stemt på den yderste venstrefløj og med rædsel set på EF og senere EU. Her var Krag formynderen og opportunisten, der uden skam konstaterede, at ’man har et standpunkt, til man tager et nyt’.«

Det er svært at sætte den x-faktor, der gør politikere til store statsmænd, på formel, men Mads Qvortrup gør forsøget. Og Jens Otto Krag kan krydses af i samtlige felter på kontrolskemaet.

»Store statsmænd gennemfører meget, men som det væsentligste ændrer de vores måde at tænke på og sætter dermed også dagsordenen for deres efterfølgere. Jens Otto Krags store bedrift var etableringen af velfærdsstaten, og den er der ingen, der siden har sat spørgsmålstegn ved.«

Forud for nutiden

Krag fremhævede selv det danske medlemskab af EF som sin største bedrift. Men for Krag kunne de to ting ikke adskilles, påpeger Mads Qvortrup. For at velfærdsstaten skulle kunne opretholdes, indså han, at en lille, åben økonomi som den danske nødvendigvis måtte knyttes til Europa.

»Før Krag var dansk politik noget, der handlede om indenrigsspørgsmål, og så havde vi en udenrigspolitik, der i al sin væsentlighed gik ud på at holde tysken fra døren. Han gav Danmark et internationalt udsyn - en vision, som måske ikke engang er indfriet endnu. Krag er forud selv for nutiden.«

Krags vision for velfærdsstaten havde han formuleret allerede som 31-årig, i 1945, i det socialdemokratiske program »Fremtidens Danmark«.

Store statsmænd skal ifølge Mads Qvortrup kunne stille deres vision op, omsætte den til mål, formulere en strategi, kommunikere den og endelig gennemføre den. I øvrigt nogle kriterier, som netop afgåede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) opstillede for ham i et forberedende stadium til bogen. Under alle omstændigheder: Alt det kunne og gjorde Jens Otto Krag.

Det mener han til gengæld ikke, at Krags partifælle og senere efterfølger på statsministerposten, Poul Nyrup Rasmussen, kunne. Ham har Mads Qvortrup derfor vraget til listen over store, danske statsmænd, selv om han anerkender, at den socialdemokratiske statsminister op gennem 1990’erne gennemførte meget både udenrigs – og indenrigspolitisk.

»Det var under ham, at dansk økonomi blev endeligt genoprettet, han vendte arbejdsløshedskurven og fuldendte med sin aktive arbejdsmarkedspolitik den verdensberømte, danske flexicurity-model. Udenrigspolitisk gjorde han op med traditionel dansk forsvarspolitik, så danske soldater kom til at kæmpe langt borte fra fædrelandet i Jugoslavien. Det havde været utænkeligt bare ti år tidligere.«

Men Nyrups store problem var ifølge Qvortrup, at han ikke opstillede et mål for sin politik, og at han frem for alt ikke kommunikerede det. Han satte heller ikke dagsorden med idealer, han havde udformet som ganske ung. Dét, han gennemførte, var ikke hans socialdemokratiske hjerteblod, mener forfatteren.

»Nyrup havde lidt en forpagterrolle i forhold til det projekt, som Schlüter havde stillet op. Den dagsorden, der var sat, var ikke Nyrups, men resultatet af den kulturrevolution, der næsten umærkeligt var gennemført i ’80erne under den konservative statsminister Poul Schlüter. Nyrups regering privatiserede mere end Schlüters og var på mange måder mere borgerlig.«

Rævesnu Schlüter

Mads Qvortrup havde ikke regnet med at komme til at sidde med Poul Schlüter på sin liste over store danske statsmænd. 1980’ernes konservative statsminister fremstod ikke ligefrem som nogen politisk ørn og optrådte til tider så dilettantisk, at partifæller hamrede hovedet ind i væggen af frustration. Men man må nu engang bruge de midler, der står til rådighed. Og den rævesnu måde, Schlüter ændrede holdningen i samfundet på og dermed satte dagsordenen for sine efterfølgere, overbeviste Qvortrup om, at den konservative politiker fortjener andenpladsen på listen.

»Han sagde, at han ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Jeg tror, han mente, at han ikke var borgerlig med hang til minimalstat. Men småborgerlig var han, og han fik masseret og præget folkesjælen med en række af sine småborgerlige holdninger, så vi i hans tid gik fra at være små socialister til at være små kapitalister. Og vi lærte at forstå, at staten ikke er svaret på alt.«

Schlüter var imidlertid ikke ude på at afskaffe velfærdsstaten, som hans partifælle og kollega Margaret Thatcher var det i Storbritannien. Han reformerede den med privatisering, så der også var råd til velfærden i de trange, økonomiske tider.

»Schlüters overordnede vision var, at ’Det skal være lettere at være dansker’. Han var en mester i at tale i slagfærdige overskrifter.«

Thorvald Stauning, socialdemokratisk statsminister 1924-26 og 1929-42, havde sikret væsentlige forbedringer for de dårligst stillede længe før velfærdsstatens tilblivelse. Men det er på grund af hans demokratiske sindelag og indsats, at Mads Qvortrup tildeler ham bronzemedaljen i statsmandsdysten.

Skødehunden Stauning

Stauning blev formand for Socialdemokratiet i 1909 på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var afklaring i partiet om, hvordan man nåede sine socialistiske mål. Staunings mantra var »Skridt for skridt«, og han betonede til enhver tid nødvendigheden af, at arbejderklassen søgte sin indflydelse på samfundet ved at deltage i det demokratiske liv. Han fik hurtigt sporet sit parti ind på denne »Reformernes vej« og gjorde dermed op med partiets revolutionære arv. Ikke nogen ubetydelig bedrift, understreger Mads Qvortrup og henviser til, at søsterpartiet i Norge, Arbejderpartiet, fulgte den russiske revolutionsleder Lenins linje, indtil dennes død i 1924.

»Læser man Lenins samlede værker, er der masser af henvisninger til overløberen og den kapitalistiske skødehund Stauning – den danske socialdemokrat, der underminerede den internationale arbejderbevægelse. At Lenin hidser sig så meget op viser jo, at det var et sted, hvor skoen virkelig trykkede.«

I ’30erne, hvor den brune pest, fascismen, hærgede Europa, var demokratiet igen på spil. Men fordi demokratiets vogter, Stauning, stod ved roret i Danmark op gennem 30’erne, holdtes de fascistiske tendenser så godt som nede - modsat resten af Europa, mener Mads Qvortrup.

»Tragisk for ham dør han i 1942 på et tidspunkt, hvor den vision, han har haft for samfundet, er trådt under fode.«

Mens Krag og Schlüter var handlingens mænd, er Anders Fogh Rasmussen (V) ligesom Stauning med i statsmands-firkløveret på grund af sin holdningspåvirkning.

»Han sagde, han ville gøre Venstre til det regeringsbærende parti, gøre op med kulturradikalisme, ekspertvældet, skrankepaveriet og det socialdemokratiske lighedsmageri. Og det tror jeg, han har gjort. Om det er problematisk eller ej, tager jeg ikke stilling til. Det er under alle omstændigheder stort statsmandskab, hvis man efterlader sig blivende holdningsændringer. Og jeg ser ikke samfundet i eksprestogsfart mod en social massegrav.«

Visionerne mangler

Næste folketingsvalg kommer efter al sandsynlighed til at stå mellem Lars Løkke Rasmussen (V) på den ene side og Helle Thorning Schmidt (S) på anden. Ingen af dem kandiderer umiddelbart til at optræde i en fremtidig og opdateret bog om store, danske statsledere, mener Mads Qvortrup.

»Jeg har svært ved at se, hvad deres visioner og store fortællinger er. Lars Løkke er for meget en amtspolitiker, der er vant til at få det til at køre og er optaget af, at der nu er asfalt nok til hovedvejen og bevillinger nok til skadestuen. Hans vision er, at vi bare skal undgå at tage så meget vand ind, at vi ikke kan få båden over på den anden side.«

Mere statsmandsformat ser han i den konservative leder Lene Espersen: »Hun har mere vision og holdning, som bare skal omformes til strategi og kommunikeres ud. En mini-Schlüter fra Hirtshals i stedet for Haderslev.«

Oppositionen vil også blive rådet til at satse anderledes, hvis de hyrer Qvortrup som spindoktor.

»Helle Thorning er meget sympatisk, men det var Anker Jørgensen også. Jeg har svært ved at se den autentiske, socialdemokratiske sag, hun bærer frem. SF’s Villy Søvndal virker i langt højere grad som en person, der står for nogle ting, han altid har stået for. Den måde, de borgerlige omtaler ham på som nærmest nordkoreaner, viser jo også, hvor bange de er for ham.«