Jeg vil ikke leve mit liv som et offer

Af

Amerikanske Betty Dukes er gået til kamp mod en voldsom overmagt. Den 57-årige, sorte kvinde har anlagt sag mod verdens største supermarkedskæde Wal-Mart. Hun føler sig snydt for både løn og forfremmelse i årevis. På vegne af over to millioner kvindelige ansatte vil Betty Dukes have Wal-Mart dømt for diskrimination af kvinder. Taber Wal-Mart sagen, kan det ryste giganten – økonomisk og imagemæssigt.

KVINDEN MOD KÆMPEN Lad mig præsentere… I det røde ringhjørne: 57 år, sort kvinde fra Californien, USA. Ufaglært, opvokset i små kår med 11 søskende og ansat i Wal-Mart siden 1994. Byd velkommen til udfordreren… Betty Dukes.

Og i det blå hjørne: Verdens største supermarkedskæde med over 4.000 butikker alene i USA, næsten 3.000 butikker i 13 andre lande, 1,9 millioner medarbejdere, sælger produkter til 180 millioner kunder hver eneste uge og har en årlig omsætning på 1.760 milliarder kroner. Byd velkommen til mastodonten… Wal-Mart.

Sådan lyder den korte præsentation af et af de mest interessante brag i amerikanske retssale i disse år. Betty Dukes og seks andre kvinder sagsøger Wal-Mart for kønsdiskrimination på vegne af mere end to millioner nuværende og tidligere kvindelige ansatte. De mener, at supermarkedsgiganten systematisk har underbetalt kvinder og forbigået dem ved forfremmelser. Og Betty Dukes og kompagni jagter ikke blot kolde kontanter. De forlanger også, at Wal-Mart grundlæggende ændrer deres forretningsmetoder, så der bliver reel ligestilling mellem mænd og kvinder.

»Det havde hobet sig op inde i mig. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og besluttede at gå i krig med Wal-Mart. Men nu havde jeg bare fået nok. Og jeg vidste, at forholdene for kvinder i Wal-Mart ikke kunne ændres indefra. Det var brug for indblanding udefra for at skabe forandringer,« siger Betty Dukes.

For Betty Dukes begyndte sagen helt tilbage i 1999, hvor hun i tre år havde kæmpet forgæves for at blive forfremmet i Wal-Mart. I lang tid blev ønsket bare ignoreret, mens hun kunne se uerfarne mænd snuppe den ene forfremmelse efter den anden. Vel at mærke uden, at lederstillingerne nogensinde blev slået op. De mandlige kandidater blev blot prikket på skulderen og tilbudt de stillinger, som Betty følte, hun havde gjort sig fortjent til som en loyal og kompetent medarbejder gennem fem år.

Men i 1999 blev Bettys ønske ikke længere bare ignoreret – hun fik ganske enkelt besked på, at hun ikke ville komme i betragtning til forfremmelse. Den officielle begrundelse var, at hun havde overtrådt interne regler ved at komme for sent tilbage fra pauser og fået kolleger til at tage over, mens hun holdt frokostpause. Betty var uenig i beskyldningerne, og hun blev rasende over straffen, som var langt hårdere, end hun havde set mandlige kolleger få for de samme anklager.

Nok er nok

Den episode fik Betty til at reagere. Hun havde længe været frustreret over, at hun ikke fik den samme løn og de samme lønstigninger som sine mandlige kolleger, og nu blev det så oven i købet gjort helt klart, at hun ikke skulle gøre sig håb om den forfremmelse, som unge mænd ofte uden erfaring og lederevner kom nemt til.

Men én ting var Bettys egen beslutning om at gå i krig med Wal-Mart. En anden var at finde nogen, der ville hjælpe hende:

»Jeg vidste, at der var mange andre kvinder end mig, der havde oplevet problemer. Men problemet er, at ingen almindelige ansatte har råd til at føre en retssag mod Wal-Mart. Jeg henvendte mig til en stribe advokatfirmaer, og de ville gerne tage sagen, hvis jeg gav dem 50.000 dollars (cirka 255.000 danske kroner, red.). Men det havde jeg jo slet ikke råd til.«

Der kom først skred i sagerne, da hun kom i kontakt med The Impact Fund, en organisation, som uden beregning påtager sig at føre sager, der groft sagt tjener »et højere formål« i kampen for borgerrettigheder eller mod fattigdom og forurening af miljøet.

Det er nu seks år siden, sagen Dukes mod Wal-Mart blev rejst som et såkaldt kollektivt søgsmål ved de amerikanske domstole, Men sagen er endnu ikke blevet konkret behandlet. I første omgang har Wal-Mart nemlig forsøgt at få domstolene til at afvise sagen, fordi koncernen mener, at de enkelte butikker i kæden har så meget selvbestemmelse, at Wal-Mart som koncern ikke kan drages til ansvar for eventuelle ulovligheder i butikkerne.

To retsinstanser har dog indtil videre givet Betty Dukes og hendes advokater ret i, at sagen kan køres som et kollektivt søgsmål mod Wal-Mart på vegne af alle kvinder, der har arbejdet i Wal-Mart-butikker siden december 1998. Den seneste afgørelse faldt i februar i år, men Wal-Mart har appelleret endnu en gang, og der vil formentlig gå mindst et par år, før Betty ved, om hun får skovlen under Wal-Mart.

En af Bettys advokater, Sheila Thomas, er optimistisk i sin vurdering af sagen, selv om det er umuligt at forudsige, hvad der sker. Hun mener, Bette Dukes har en stærk sag, og at rettens afgørelser indtil videre tyder på en god chance. Sheila Thomas vil ikke afvise, at sagen kan ende med et forlig med Wal-Mart. Men det har slet ikke været på tale endnu.

Vil ikke give op

Bette Dukes er stadig ansat i Wal-Mart. Med en så langstrakt sag mod en så mægtig modstander kan det være svært at forstå, at lille Betty ikke bare kastede håndklædet i ringen for længe siden og fandt et andet job, hvis hun var så utilfreds med forholdene. Men sådan tænker Betty ikke:

»Det ville ikke have været den nemme løsning for mig at sige op. Det ville have været et mareridt. Så ville jeg ligge vågen hver nat og tænke på, hvorfor jeg ikke kæmpede for mine rettigheder og bare forlod jobbet som et offer. Jeg vil ikke leve mit liv som et offer.«

Hun virker som selve billedet på et menneske, der hviler i sig selv, og den store medieinteresse for sagen i USA er heller ikke noget, som bringer hende ud af fatning. Hun tog det også med ophøjet ro, da hun sidst i oktober talte til de 800 delegerede på LO’s kongres, selv om hun aldrig havde talt for så mange mennesker før. Det var på LO-kongressen, A4 talte med hende:

»Jeg er rodfæstet i min kristne tro, og jeg husker på, at sagen ikke bare er til fordel for mig. Det kommer mange andre til gode. Og jeg er ret afklaret omkring, at jeg må gøre, hvad jeg kan for at gavne sagen. Det er derfor, jeg er i Danmark, selv om jeg ikke er meget for at flyve og aldrig har været længere væk fra min mor. Men når jeg ikke er i Danmark eller i medierne, lever jeg et meget almindeligt liv.«

Mens hun kæmper sin kamp mod Goliath i den juridiske boksering, sekunderet af op mod 15 skiftende advokater, er hendes hverdag da også nøjagtigt, som den var, før sagen begyndte. Hun møder stadig hver dag i Wal-Marts butik i Pittsburg i Californien, og selv om hun ikke just er den mest populære person blandt lederne og dele af personalet, har hun ingen planer om at forlade jobbet.

»Der er selvfølgelig fokus på mig, men jeg koncentrerer mig bare om at passe mit arbejde. Jeg trives udmærket, selv om mange ikke taler med mig. Jeg bliver ikke behandlet dårligt, og jeg kan godt respektere, hvis nogle er uenige med mig. Der er masser af arbejde at gøre i Wal-Mart, og der lægges ikke op til, at de ansatte skal være venner. Vi møder ind, hilser på hinanden, passer vores arbejder, stempler ud og går hjem. Der er ikke store sociale sammenkomster uden for arbejdstiden, og nogle dage er jeg slet ikke i kontakt med kolleger.«

Wal-Mart under pres

Selv om sagen slet ikke er afgjort endnu, har den allerede rokket lidt ved Wal-Marts behandling af de kvindelige ansatte. Det er blevet mere åbent, hvilke stillinger der er ledige i koncernen, og der er rettet lidt op på lønstrukturen, så uligelønnen er knap så udtalt. Betty selv har også fået bedre lønstigninger, siden hun anlagde sagen.

Der er heller ingen tvivl om, at Wal-Mart frygter den skade, sagen kan påføre dem – både økonomisk og imagemæssigt. Mindst 70 procent af deres kunder er kvinder, mange af dem fra lavere sociale lag. Derfor ser det mildest talt ikke godt ud, hvis butikkerne underbetaler kvinder og diskriminerer dem i forhold til de mandlige kolleger. Det er efter al sandsynlighed også grunden til, at koncernen er begyndt at køre store reklamekampagner, hvor specielt sorte kvinder – nogle efter sigende med en vis lighed med Betty Dukes – fortæller, hvor vilde de er med Wal-Mart.

Hvis Betty Dukes vinder sagen på vegne af kvinderne i Wal-Mart, vil det formentlig kaste erstatninger af sig til de kvinder, der er involveret i sagen. Sagen er endnu ikke kommet så langt, at der er talt om konkrete beløb, men det siger sig selv, at det kan blive en særdeles bekostelig affære for Wal-Mart, hvis virksomheden skal betale erstatning til de over to millioner kvinder, som er med i sagen. Derudover kommer de forbedringer i forhold til ligestilling, som Wal-Mart også kan blive tvunget til at gennemføre. I første omgang gælder sagen kun ansatte i USA, men Betty Dukes håber, at en sejr også vil smitte af på Wal-Marts metoder i andre lande:

»Det ultimative håb er, at det også kan gavne kvinder i andre lande, hvis Wal-Mart bliver nødt til at ændre på kulturen i USA.«