Jeg mener sgu da også fagbevægelsen skal mene noget om at 200.000 tog er forsinket hvert år

Af

Den nyvalgte formand for landets næststørste fagforbund vil have HK længere frem i samfundsdebatten. Det er også fagbevægelsens rolle at mene noget om rundkredspædagogik, togforsinkelser og sundhedspolitik, mener Kim Simonsen.

SYNLIGHED Ved første øjekast kunne han ligne en blød mand. Lidt drenget og pluskæbet og en smule for lille til den nye, store formandsstol. Men selv om Kim Simonsen måske stadig ligner sig selv fra dengang, han var elev i Grenaa Kommunes skatteforvaltning, så skal man ikke tage fejl. Som 46-årig har han allerede 25 år bag sig i fagbevægelsen – de 18 som formand for de offentligt ansatte i HK/Kommunal.

I de seneste seks år er medlemstallet faldet i et nærmest dødeligt tempo. Hver måned mister HK langt over tusinde medlemmer. En udvikling, der hverken kan forklares med, at flere HK’ere går på pension, eller at færre danskere uddanner sig inden for HKs fagområde, erkender Kim Simonsen.

»Hvis man ser på antallet af HK-arbejdspladser, så burde medlemstallet ikke være faldet, så der er ingen undskyldning. Medlemstabet skal stoppes.«

Han mener ikke, der er nogen mirakelkur og vil heller ikke sætte nogen tidsfrist på, hvornår medlemskurven skal vendes. Men Kim Simonsens bedste bud er synlighed.

»HK skal mere på gaden – billedlig set – for gaden kan også være medierne, og ikke nødvendigvis kun i annoncekampagner, men også synlighed i sager, der rører sig på den ene eller anden måde.«

Arbejdsmiljø, EU-direktiver om udenlandsk arbejdskraft og stramningerne af dagpengereg-lerne er fagbevægelsens politiske hjemmebane, og her skal en forbundsformand være et naturligt valg at gå til for medierne, mener Kim Simonsen.

Men også i den del af samfundsdebatten, der ikke direkte har med arbejdsmarked at gøre, bør fagbevægelsen forsøge at præge dagsordenen. Derfor vil Kim Simonsen også spille med, når der diskuteres emner som ligestilling, uddannelsespolitik eller sundhed.

»For eksempel er det klart dokumenteret, at akademikere lever flere år længere end LO-lønmodtagere, som også må leve med et dårligere helbred. Derfor skal vi også have fokus på sundhed. Og der snakker vi altså ikke frugtordninger eller kantine. Vi snakker almindeligt, forebyggende sundhedsarbejde.«

»Uddannelse er altså en af vejene til en bedre sundhedsmæssig standard. Og derfor skal vi også diskutere uddannelse. Vi har da en interesse i de undervisningsmetoder, der bruges i skolen. Er det sådan en fransk kæft, trit og retning-model, hvor man finder ud af, hvad der er firkanter og trekanter? Eller er det den danske model, hvor man arbejder i projekter og prøver på at udvikle mennesket imens. Det tror jeg også, fagbevægelsen skal have en holdning til.«

Buspriser og madpakker

»Jeg mener sgu da også, fagbevægelsen skal mene noget om, at der er 200.000 tog forsinket hvert år, eller at prisen for den kollektive trafik på busområdet er steget med 42 procent inden for de sidste seks år. For det påvirker da vores medlemmers muligheder for at komme på arbejde og deres levevilkår, når priserne stiger.«

At den slags emner kan provokere både blandt medlemmerne og internt i fagbevægelsen, er Kim Simonsen fuldt ud klar over.

»Da jeg for nylig var med til at lave LO’s velfærdspolitiske redegørelse, havde vi også diskussioner for og imod mad i folkeskolen. Der var min holdning, at hjemme hos os ville en skolemadsordning gå ud over familiesamværet og det at arbejde sammen i en familie og lære børnene selv at tage ansvar for at smøre deres egen madpakke. Det var en holdning, der gik meget på tværs af andre forbunds.«

Men tror du overhovedet, at medlemmerne ønsker, at I som forbundsformænd skal sidde og tage stilling til, om deres børn skal smøre deres egne madpakker eller ej?

»Jeg vil sige, at der i hvert fald aldrig har været et forslag om sund skolemad på HK’s kongres. Men man kunne godt forestille sig, at dem, der ikke har en god madpakke med hjemmefra, ofte kommer fra socialgruppe tre og fire. Så det kan godt være en måde at lave forebyggelse og uddannelsespolitik på at sørge for, at der ikke er store børn, der sidder sløve hen uden at lære noget i skolen, fordi de ikke får noget sund mad at spise hele dagen.«

Risikerer du ikke at støde endnu flere medlemmer fra dig, hvis du udtaler dig alt for politisk? I

øjeblikket strømmer medlemmerne til Kristelig Fagforening eller Det Faglige Hus – måske netop fordi de profilerer sig som upolitiske.

»Jeg tror ikke, medlemmerne opfatter det som politisering, hvis vi oversætter det til noget, der har betydning for deres hverdag. Vi er jo ikke et politisk parti. Man kunne også vende det om og sige, hvis vi kun skulle lave de forsikringsmæssige ydelser, kunne vi så ikke lige så godt lave en forsikring? En fagforening er noget andet. En af vores udfordringer er, hvordan vi kommer i dialog med unge om den forskel.«

Det handler blandt andet om at få fortalt, at fagbevægelsen og hele den danske model med en høj organisationsgrad er en del af det stabile grundlag for velfærden.

»Det kan man jo sagtens få en arbejdsgiver fra Dansk Industri og en statsminister til at sige i en pæn skåltale, men det er jo også noget, der skal være en forståelse for hos medlemmerne, så de har lyst til at stå i fagforening. Jeg kunne da godt tænke mig, at medlemmerne søgte ind hos os ikke kun, fordi de vil have understøttelse eller penge i en konflikt, men også fordi de identificerer sig med de holdninger og værdier og det stykke faglige arbejde, vi gør, og fordi de føler, at det har en nytteværdi for samfundet og for den enkelte HK’er. Men det er klart, at den slags kan vi jo først gå i gang med, når vores kerneydelser er på plads. Og vores kerneydelse er stadig det, der foregår på arbejdspladsen og ude blandt de ledige,« understreger Kim Simonsen.

HK er ikke et supermarked

Kerneydelsen er til gengæld ikke flere udspekulerede kulturtilbud til medlemmerne. Tværtimod er medlemstabet og de besparelser, det trækker med sig, en passende lejlighed til at skære nogle af de mere eksotiske varer ud af HK’s sortiment, mener Kim Simonsen.

»HK’s kerneydelse er ikke kulturtilbud, det er ikke fodboldbilletter til parken, og det er ikke pladeselskaber, som vi tidligere har haft. Vi er en fagforening. Vi er ikke et supermarked, hvor vi skal servicere folk med alle mulige, underlige tilbud. Der må godt blive mindre kulturhus og mere fag og politik i HK. Vi skal yde en høj service på vores fagforeningsprodukter – og de er måske også mere mangfoldige i det her årtusinde, end de var i 1930’erne. Fagforeningsydelser i dag er også karriereplanlægning, hjælp til uddannelse og alt mulig andet. Og ikke kun helt snævert løn og ansættelsesvilkår.«

Det er også en del af kerneydelsen, at medlemmerne kan se og høre, at deres fagforening taler deres interesser i det offentlige rum og på Christiansborg. Uanset regeringens farve.

»Vi kan ikke sætte os ned og vente på, at der kommer en socialdemokratisk regering igen, før vi kan søge indflydelse på Christiansborg. Omvendt skal man da også passe på, man ikke bliver brugt som kanonføde. Den nuværende regering er skruppelløs, det var den tidligere sikkert også, og det vil den næste sikkert også være. Så derfor skal der være et armslængdeprincip, der hedder, at når vi arbejder med Christiansborg og de politiske partier, så skal det være for at varetage vores medlemmers interesser. Når jeg så godt af og til vil slæbe et dunkelt motiv med mig, der også hedder, at der gerne måtte komme en anden regering, er det jo fordi, jeg kan se, at den nuværende regering har skåret ned på arbejdsmiljø, er efter de ledige, har sat ulandsbistanden ned – og faktisk på en masse områder holdningsmæssigt ikke går i den retning, som jeg synes, man bør.«

Kan man som fagforening argumentere for at vælte den regering, som medlemmerne selv har stemt på?

»Man kan i hvert fald gøre medlemmerne opmærksomme på, at når der bliver givet 10 milliarder kroner i skattelettelser, så skal de 10 milliarder findes et eller andet sted. Så hvis HK’s medlemmer gerne vil stemme på et parti, der vælger skattelettelser, så skal de gøre det på et oplyst grundlag.«

I clinch med Dennis Kristensen

Fagbevægelsen skal søge indflydelse. Og så vidt muligt gøre det i samlet flok, mener Kim Simonsen. Derfor har han været rygende uenig med formanden for de offentligt ansatte i fagforbundet Fag og Arbejde, Dennis Kristensen, når han har ført politisk kampagne for, at social- og sundhedspersonalet skal have et større lønløft end andre offentligt ansatte ved de igangværende overenskomstforhandlinger.

»Det kan godt lune for sundhedspersonalet her og nu – og give en kortfristet heltestatus til Dennis Kristensen. Men jeg mener ikke, der er historisk bevis på, at opsplitning giver resultater på den lange bane,« siger Kim Simonsen, der kan fortsætte diskussionen med Dennis Kristensen i LO’s daglige ledelse, hvor de nu begge er medlemmer.

»Det opbrud, der er ved at ske på det offentlige område, kommer ikke nogen lønmodtagere til gode. For arbejdsgiverne har jo alle muligheder for at sætte kilen ind og splitte os ad. Hvis der er noget, der altid har virket over for en arbejdsgiver, så er det, at lønmodtagerne står sammen og fast. Jo flere man splitter sig op og møder arbejdsgiverne enkeltvis, jo flere våben giver man arbejdsgiverne i hænde.«