Jeg linker, altså er jeg

Af

Netværk er ikke bare tidsfordriv på Facebook. Ifølge trendspotter Morten Bay er netværk i dag så naturlig en del af menneskets identitet og levemåde, at der er tale om en grundlæggende forandring af samfundet. Og fagbevægelsen skal oppe sig for at forstå og tilpasse sig, hvis man vil vende medlemsflugten til fremgang.

 

INTERVIEW »Godmorgen,« lyder det knitrende i den anden ende af telefonlinjen. Klokken er 16.30 en onsdag eftermiddag i København og sommerregnen vælter ned i kaskader uden for vinduerne.

Den grødede morgenstemme tilhører forfatteren og trendspotteren Morten Bay. Selv om teknologien endnu ikke har fjernet tidsforskellen mellem Los Angeles i USA, hvor han befinder sig, og Islands Brygge i København, er afstanden alligevel blevet mindre. Opkaldet sker via et dansk telefonnummer, der viderestiller til en forbindelse på internettet, Skype, og linjen er god og man betaler kun lokal takst for opkaldet. En opfindelse som denne er for Morten Bay et fysisk bevis på, hvor meget nemmere og hurtigere kommunikationen kan foregå mellem mennesker i dag end for bare 30 år siden. Og det skyldes ikke mindst internettets fremkomst.

Men nu skal dette interview ikke handle om it, men der­imod om hvordan mennesker i dag bruger kommunikation – emnet i forfatterens nye bog om det moderne menneskes behov for at skabe netværk, hvilket ifølge Morten Bay skyldes en blanding af teknologisk udvikling og menneskelig evolution.

For ifølge bogen – som er hans anden om emnet netværk - er kommunikation ikke blot et middel til at sende budskaber til hinanden, men derimod hele essensen for det moderne menneskes liv. Professionelt såvel som privat. Udviklingen har ført til en ny generation, der bedst af alt kan defineres som netværksmennesker. Deraf bogens titel: ’Homo Conexus’.

»Forestil dig, at for netværksmennesket er det mest grundlæggende i hans eller hendes værdisæt, at få bekræftet sin egen eksistens i verden ved at kommunikere med andre. Det er kommunikation for kommunikationens skyld – man er online bare for at vise man er til. Det er en ekstremt kraftig del af identiteten at være til stede i andres bevidsthed,« forklarer Morten Bay.

Chat for chattens skyld

Netværksmennesket sender livstegn ud via sms, Messenger, Facebook, Twitter, mail, telefonsamtaler, chatrooms, blogs – og hvad der ellers findes af elektroniske kommunikationsformer - og lever af den opmærksomhed, beskederne får i den anden ende. Det handler ikke i sig selv om indholdet i beskederne, men om at beskederne bliver opfanget og besvaret af andre, som er en del af samme netværk.

Når den unge kollega tjekker sin mail på telefonen, samtidig med at der holdes afdelingsmøde, teenageren skriver sms’er i skolegården til veninden, der lige er gået på toilettet eller den 40-årige familiefar opdaterer sin profil på Facebook med sidste nyt om resultatet af dagens havearbejde, så er de alle online til et netværk af mennesker, der bekræfter dem.

Et netværk består, ifølge Morten Bay, ikke blot af ens nærmeste kolleger, familie eller venner. Mens der er skrevet mange tykke bøger om, hvordan man kan udbygge sit netværk for at skabe nye venskaber, blive bedre til sit arbejde eller ligefrem for at få et, så mener Morten Bay, at netværk skal ses som en langt mere naturlig del af alle livets facetter.

»Tidligere gennemgik mennesket sin identitetsdannelse via de mennesker, der var tættest på, som familien, venner og kæresten, og så var resten af verden sådan set ligegyldig. Nu er resten af verden ikke ligegyldig længere. De nære relationer er ikke blevet ubetydelige eller mindre vigtige end hidtil, men resten af verden ses nu som kontakter, der potentielt kunne blive vigtige relationer,« siger han.

Netværket som landsbyen

Det kunne lyde, som om verden er blevet ét stort netværk - men pointen er imidlertid, at verden er et potentielt netværk. I virkeligheden omgiver netværksmennesket sig ikke med flere kontakter i dag, end mennesket gjorde før computeren og mobiltelefonen indfandt sig.

Den britiske antropolog Robert Dunbar offentliggjorde i 1992 en tese om, at mennesker ikke kan have en meningsfuld relation til mere end maksimalt 148 personer. Tesen byggede på studier af blandt andre primitive stammefolk, landsbysamfund og romerske legioner. I dag tyder en undersøgelse af danskernes foretrukne netværksforum på internettet, Facebook, på, at netværksmennesket ligner stammefolkene. Godt to millioner danskere i alle aldre har oprettet en profil på Facebook. Gennemsnitlig har et medlem af Facebook 128 kontakter tilknyttet sin profil, og heraf er der dagligt kontakt til et sted mellem 10 og 18 personer, alt efter om du er kvinde eller mand.

»Det handler altså ikke om, at have så mange mennesker som muligt i sit netværk. Det er noget helt andet, det handler om, nemlig vores måde at være mennesker på,« siger Morten Bay og fortsætter:

»Netværksmennesket former sin identitet for at være attraktiv for andre i netværket. For eksempel finder man netop den specielle variant af øl, man godt kan lide. Eller man får leveret sin egen variant af en Nike-sko på Nikes hjemmeside. Kort sagt; man opbygger en profil af sig selv og styrker dermed sin individualisme. Men motivationen for det er ikke at være et stærkt individ. Tværtom. Man ønsker at blive et punkt i netværket, som kan forbinde sig til så mange som muligt og derigennem opnå flere muligheder i selvudviklingen.«

Solidarisk på købmandsmåden

Denne tilgang betyder, ifølge Morten Bay, at der opstår en ny form for solidaritet i samfundet, hvor netværksmennesket forstår solidaritet med de nærmeste i netværket – men ikke forstår solidaritet på et ideologisk plan.

»Måden vi er sammen på har udviklet sig til en udveksling, hvor relationen handler om ’noget for noget’. Det betyder, at dem, man ikke netværker med, er ude af øje og ude af sind. Og dem, der er uden for netværket, ser netværksmennesket ingen grund til at være solidarisk med, for de leverer ingen ydelse. Ens verden er dannet omkring dem, man netværker med, og når kommunikationen er til stede, er der også en relation. Dem man er i netværk med, har man en stor solidaritet med, for har man det ikke, falder netværket fra hinanden og man mister sin identitet,« siger Morten Bay.

Denne tankegang, som også er blevet kaldt en købmandssolidaritet, er én af kerneårsagerne til de svigtende medlemstal i fagbevægelsen, mener Morten Bay. For den unge netværksgeneration afskrækkes af en centralistisk organisation, hvor man ikke kan se muligheden for netværk.

»De unge har svært ved at se, at fagbevægelsen består af andre ligesindede, der har samme behov, som dem selv. Fagbevægelsen har en ide om, at jo flere vi er, jo stærkere er vi. Men det er det modsatte i netværket, hvor de unge gennem interaktion også har indflydelse. I stedet for at have en flok inaktive medlemmer, som fagbevægelsen har i dag, så skal man have en flok mennesker, der udgør et netværk, hvor man er aktiv og hvor der foregår et mylder af liv på kryds og tværs. Netværk er decentralt, ikke hierarkisk, og der findes ikke noget mere hierarkisk end fagbevægelsen,« siger Morten Bay.

I stedet for at samle kræfterne i en centralistisk organisation, mener Morten Bay, at fagbevægelsen skal lade sig inspirere af netværk, og for eksempel sætte sig på jobformidlingen. I dag besættes 60 procent af alle job via netværk, og ikke via formelle jobannoncer i fagblade eller dagspressen. Det har filmbranchens forbund i Hollywood, af alle steder, for længst fundet ud af at score medlemmer på. Således har klippernes fagbevægelse skabt en jobdatabase, der fungerer på netværkspræmisser.

»Min gode ven, der er klipper her i USA, kan ikke få et job, fordi han ikke kan få adgang til jobdatabasen i klipperforbundet, og han kan ikke få adgang til databasen, før han er medlem af forbundet,« forklarer Morten Bay, der understreger, at databasen fungerer som et lukket netværksforum for klipperne, hvor kontakten har betydning for adgangen til stillinger.

»Det er et princip, der burde sprede sig til resten af fagbevægelsen verden over,« mener han.

Lighed styrker netværk

Mens Morten Bay er bekymret for, om fagbevægelsen kan omstille sig til en mere decentral struktur og rumme netværksmenneskets behov, er han mindre nervøs for velfærdssamfundets fremtid. Lighedstankegangen forekommer nemlig langt mindre abstrakt for generationen af kontaktsøgende individer, end man umiddelbart skulle tro.

»I USA taler man om, hvorfor man skal betale sygehusbehandling for en person, der betaler mindre i skat end mig, og svaret er jo, at det skal du, fordi du kan komme til at stå i samme situation en dag. Førhen var det meget abstrakt for de fleste mennesker, men nu er det meget konkret, for vi kan se det ske hele tiden. Fordi netværket er fladt, og fordi du aldrig ved hvilken del af netværket, du skal bruge for at komme videre, så er der et argument for at sikre andre lige muligheder. Nu kan vi se helt konkret, hvorfor det er godt, spillereglerne er lige for alle,« forklarer Morten Bay, og tilføjer:

»Netværksmennesket forholder sig ikke til begrebet ’velfærdssamfund’, men til resultatet af et solidarisk samfund. Og det resultat er meget i ånd med netværksmenneskets behov, fordi det både indebærer pligter og rettigheder, hvilket passer godt til købmandssolidariteten, som kendes fra netværksstrukturen. Derfor tror jeg ikke, netværksmennesket vil have en dårlig effekt på velfærdssamfundet.«