FARVEL OG TAK

»Jeg har ikke et helvedes stort ego, der skal huskes for noget som helst«

Af | @GitteRedder

Om få dage stopper Harald Børsting som formand for LO. Her gør han status over sit faglige liv, sine kriser og glædesstunder. Hans lærdom efter otte år i spidsen for LO er, at faglige sejre nåes ved forhandlingsbordet og ikke på gaden. På falderebet landede Børsting sit sidste resultat, nemlig et nyt dagpengesystem. Læs fortællingen om tillidsmanden, der takker af efter 41 år i fagbevægelsen.

»Jeg er stolt af, at vi i min formandstid har kunnet ride krisen af os. Det har andre fagbevægelser i Europa og resten af verden ikke kunnet. Det er gået lukt ad Helvede til for fagbevægelsen mange andre steder«

»Jeg er stolt af, at vi i min formandstid har kunnet ride krisen af os. Det har andre fagbevægelser i Europa og resten af verden ikke kunnet. Det er gået lukt ad Helvede til for fagbevægelsen mange andre steder« Foto: Scanpix/Kristoffer Juel Poulsen

Harald Børsting er en stor mand.  Både målt i magt og vægt.  Det er en nøgtern kendsgerning.

Magten følger med titlen som LO-formand, hvor han i otte år har stået i spidsen for Danmarks største interesseorganisation med 17 fagforbund med knap en million elektrikere, smede, pædagogmedhjælpere og andre lønmodtagere.

Vægten følger med glæden ved stegte hjerter i flødesovs, flæskesteg og andre klassiske danske retter skyllet ned med en kold bajer.

Men egoet er ikke i samme tunge vægtklasse. Når Harald Børsting bliver bedt om at udpege sin største bedrift som fagforeningsboss, falder svaret prompte:

»Jeg går ikke så højt op i det der. Der er for mange, der har travlt med, hvad de vil huskes for. Sådan noget siger mig ingenting. Jeg har ikke sådan et helvedes stort ego, der skal huskes for noget som helst.«

Nu slutter fire årtiers karriere for Harald Børsting. Når LO i de kommende dage holder kongres i Aalborg, træder den 63-årige faglige sværvægter tilbage.

Jeg kunne ikke falde til i den store by. Det var en helt anden verden. Jeg havde jo været ude at arbejde hele mit liv. Og det havde de der forkælede unger jo ikke. Harald Børsting

At gøre status over 41 år som tillidsmand, afdelingsformand, uddannelsessekretær og et væld af andre poster i dansk fagbevægelse klares ikke i en sætning eller to. Det tager flere interviews og adskillige kopper kaffe.

Mugede ud fra han var otte år

Det stod ellers ikke skrevet nogle steder, at den lille knægt fra Mors skulle havne i et glaspalads ved Islands Brygge i København. Faderen var tømrer og moderen først hjemmegående og siden fabriksarbejderske. Allerede som 8-årig hjalp Harald sine onkler, der alle var landmænd på Skive-egnen, med at raspe roer og muge ud i staldene efter skoletid.

»Hver eftermiddag tumlede jeg rundt i landbruget et par timer. Det gjorde alle drengene på de kanter dengang i 60erne og begyndelsen af 70erne,« beretter han.

Harald var klassens kloge dreng, læste bøger og kom i realskolen. Men det lå i kortene, at han skulle ud og arbejde. Så da han fik sin realeksamen, tjente han hos bønderne på Skive-egnen i et års tid. Da han fyldte 18 år, ville bønderne ikke give ham voksenløn. Og så blev det til et job på fiskefabrikken Priess & Co i Glyngøre.

»Jeg var 18 år og en måned gammel, da jeg blev ansat til at filetere fisk. Fladfisk klarede vi i hånden dengang,« siger han.

Jeg har stor respekt for Harald, og det er der også på egnen. Der er en vis stolthed over, at LO’s formand kom lige præcis fra vores egn. Inger Støjberg, integrations- og udlændingeminister.

Følte sig fremmed i storbyen

Efter et lille år på fiskefabrikken flyttede den unge morsingbo til Aarhus for at studere statskundskab på Aarhus Universitet. Men det holdt kun i tre semestre.

»Jeg kunne ikke falde til i den store by. Det var en helt anden verden. Jeg havde jo været ude at arbejde hele mit liv. Og det havde de der forkælede unger jo ikke. De var dygtige til at læse bøger, og de var flinke nok, det var ikke det. Men jeg følte mig fremmed og havde intet til fælles med dem. Jeg fik aldrig nogen egentlige venner på studiet.«

I sommerferien og nogle lørdage havde han haft job ’på fisken’ i Glyngøre for at tjene en skilling, så da han droppede statskundskab, var der et job klar til ham.

»Så skete der jo det, at jeg blev glad for fisken. Jeg følte mig godt tilpas. Fik gode arbejdskolleger og blev tillidsmand, da jeg var 22 år,« siger han.

Resten er historie. Lige siden har Harald Børsting selv underholdt hver en lokalafdeling i 3F, HK, FOA, NNF og andre fagforeninger om dengang, hvor han sammen med mange hundrede andre ufaglærte flåede fisk, stod ved pakkebånd og stablede tunge kasser med is og fisk op i paller.

Akkorder var noget bøvl

Harald Børsting erindrer, at det var hårdt arbejde. Alle fik lov at bestille noget.

Det var meget forskelligt, hvad folk kunne tjene. Det afhang både af hvilke fisk, der var landet, og af årstiderne, for fisk er ikke lige fede året rundt, og når der var meget kød på fiskene, var det nemmere at tjene gode penge, fordi de ansatte blev aflønnet per kilo filet.

»De akkorder var noget bøvl og meget komplicerede. På nogle akkorder tjente vi mange penge, men andre var noget halvlort,« noterer han.

Men der var en god akkord på en bestemt type torsk. Og kun en håndfuld medarbejdere, der kunne håndtere de kæmpestore torsk med kniven.

»Der var en kvinde imellem. Hun hed Alma og var helt fantastisk. Du kunne slet ikke se på hende, at hun skar de fisk. Det gik så hurtigt, og vi fire-fem mandfolk døjede med at følge med. Hun kunne sateme håndtere de fisk,« fortæller han og er tydeligvis stadig imponeret over sin kvindelige kollega, der oven i købet var et kvart århundrede ældre end ham.

Alma, Harald og de få andre kolleger kunne godt tjene en dagløn på mellem 300 og 400 kroner, når der var torsk under kniven.

»Det var vildt meget, for timelønnen var normalt kun omkring 12 kroner,« siger han.

Nogle gange tror folk, at han ikke kan andet end at ryge pibe og tale jysk. Mogens Jensen, socialdemokratisk folketingsmedlem

Løn i en brun pose med kontanter

Dengang i begyndelsen af 1970erne gik lønnen ikke ind på bankbogen.

»Vi fik ugeløn hver torsdag i en brun pose med kontanter. Vi havde nogle kolleger på fiskefabrikken som ikke kunne finde ud af det med penge, og allerede om lørdagen eller i hvert fald om mandagen havde de ikke en bøjet femøre. Så havde de drukket og turet det hele op«, husker han.

Harald Børsting havde skam en bankkonto og satte penge til side.

»Jeg har aldrig døjet med at styre mine penge. Og jeg tog alt det overarbejde jeg kunne for at tjene lidt ekstra. Og så havde jeg jo ingen familie og kunne også arbejde om lørdagen.«

Hvad angik vasketøj og madlavning slap den unge mand billigt om ved det. Han boede nemlig hjemme i kælderen hos sine forældre. Stort værelse med bad og egen indgang.

»Så spiste jeg oppe ved min mutter, og hun vaskede også mit tøj, så jeg var vældig forkælet,« griner han lidt selvironisk. Og pointerer at han ikke var gratist. Han betalte lidt i husleje og købte blandt andet også et farvefjernsyn til forældrene. Moderen var i mellemtiden blevet hjemmehjælper og siden kasserer i Husligt Arbejderforbund, så der blev snakket både EF, statsminister Anker Jørgensen og den unge arbejdsminister Svend Auken over frikadellerne til aftensmad.

»Min mor og mig havde nogle gange politiske diskussioner, men min far gad ikke høre på det. Han sagde: Hold nu jeres kæft,« skraldgriner Harald Børsting.

Fagbevægelsen har altid sejret ved forhandlingsbordene og aldrig på gaden. Harald Børsting

Fagligt power-par

Men Harald Børsting kunne ikke holde kæft. Hverken når han syntes, at akkorderne var helt til hest, eller nedslidningen af kollegerne gik over gevind. Efter nogle år som tillidsmand blev han opfordret til at søge jobbet som afdelingsformand for SiD i Nordsalling. Det var i 1980, og lige siden har han været lønnet tillidsmand i LO-fagbevægelsen.

Efter tre år som afdelingsformand i Salling rykkede han teltpælene til København for at blive oplysningskonsulent i SiD. Udover at komme helt ind i førerbunkeren hos Danmarks største fagforbund, trak Lillian også i ham. Den tidligere formand for Kvindeligt Arbejderforbund, Lillian Knudsen, og Harald Børsting, var faldet pladask for hinanden i foråret 1983, og det faglige powerpar flyttede sammen.

Lige siden har Lillian nydt godt af Harald Børstings signaturret. Maskeret blomkål, der er blomkål gemt i skinkesovs.

Glad valgaften
Glad valgaften

En glad Harald Børsting på valgaftenen 2011, hvor det blev klart, at Socialdemokraterne overtog regeringsmagten. Børsting var LO-sekretær i 2003, da LO brød båndet i S. Han er medlem af partiet - men enig i nødvendigheden af et brud på den historiske alliance. - Foto: Scanpix/Erik Refner

Vi har kunnet ride krisen af os

Harald Børsting ved godt, at han skiller vandene. At nogle er godt tilfredse med styrmandens indsats, mens andre er frustrerede over for lidt fornyelse og for meget pragmatisme.

Men Harald Børsting står oprejst og helt ved det, han selv betegner som en ansvarlig linje. Han pointerer, at det i kriseårene trods alt lykkedes at lave overenskomster, der sikrede danskernes realløn sideløbende med, at der også blev flere muligheder for især uddannelse. Samtidig fremhæver han stolt, at i hans tid som LO-formand er bidragene til tillidsrepræsentantuddannelserne steget markant, hvilket er helt centralt for at kunne stå stærkere ude på de enkelte arbejdspladser i takt med at personaleafdelingerne opruster.

»Jeg har også prioriteret at styrke vores analyse- og dokumentationsarbejde i LO for på den måde at få politisk indflydelse. Det er med at forstå at de store fremskridt nås bagved kulissen frem for i pressen. Det giver en udfordring, fordi det giver mindre synlighed at arbejde bagved i kulisserne, og det er svært at kommunikere,« siger han.

Harald Børsting er glad for, at hans formandstid har været præget af ro på det danske arbejdsmarked. På trods af krise, høj arbejdsløshed og en række barske reformer på arbejdsmarkedet har der ikke været lammende konflikter og demonstrationer som i mange andre europæiske lande, fremhæver han.

»Jeg er stolt af, at vi i min formandstid har kunnet ride krisen af os. Det har andre fagbevægelser i Europa og resten af verden ikke kunnet. Det er gået lukt ad Helvede til for fagbevægelsen mange andre steder,« lyder det.

Dansk fagbevægelse er ikke gået på røven i hans formandsperiode, og Danmark som produktions- og industriland og som servicesamfund er ikke gået på røven. Og det handler også om LO-formandens tilgang til tingene. Kim Simonsen, forbundsformand for HK

LO må aldrig blive tumleplads for yderfløje

Du er en forhandlingens mand langt mere end en fagforeningsmand, der vil gå på barrikaderne?

»Ja, langt mere! Vores historie viser også, at det er der resultaterne ligger. Det har altid været ved forhandlingsbordene, at vi har sejret og aldrig på gaden. Det ligger i hele den reformistiske tilgang til fagbevægelsen, som jeg har hyldet fra jeg begyndte som fagligt aktiv. Man skal tage de små skridt på en anstændig måde, så man kan komme igen,« fastslår han.

For Harald Børsting er det helt centralt, at lønmodtagernes hovedorganisation placerer sig lige der på den pragmatiske midte for at få indflydelse.

»LO må aldrig blive en tumleplads for hverken højre- eller venstreekstremister. Nej, ekstremister er ikke det rigtige ord. Jeg mener yderfløjene i dansk politik. Det vil være helt katastrofalt. Og det er vi lykkedes helt godt med.«

Og lidt senere tilføjer han, at han aldrig nogensinde bliver en venstrefløjspolitiker, der galer højt for at få flere penge.

»Jeg bliver jo aldrig venstrefløjspolitiker. Hvis man skal tages alvorligt, skal man opføre sig ordentligt i offentligheden og ordentligt ved forhandlingsbordene«.

Jeg tror ikke på, at vi kan skaffe resultater ved at samle 100.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads. Eller ved at løbe i halen af Enhedslisten. Harald Børsting

Thomas Nielsen fik ødelagt alting

Er LO blevet mindre synlig for menigmand, fordi du har været for pragmatisk?

»Nej, det er noget sludder. Vi har aldrig været så synlige i medierne, som vi er nu.  LO’s omtale i pressen er steget markant. Jeg tør ikke sige, hvordan det er sammenlignet med Thomas Nielsen (tidligere LO-formand, red.), men han fik jo ødelagt alting, selvom han var så vældig berømmet.«

»Hvordan fik Thomas Nielsen ødelagt alting?«

»Man kan jo ikke stå som LO-formand og kalde Socialdemokratiets formand for en lille lort. Der begyndte det allerede at skride i forhold til partiet,« mener han og henviser til dengang, hvor Thomas Nielsen sagde, at den lille lort har ødelagt alting, fordi Anker Jørgensen fremturede med reformer, der ikke lige var den krigeriske Thomas Nielsens kop the.

Sådan et sprog bruger Harald Børsting nødig i fuld offentlighed. I lukkede rum og uden for pressens mikrofoner kan han sagtens finde på at kalde mænd for kvajpander. Og kvinder for ko. Eller det, der er værre.  Men at sige den slags grovheder til citat er i LO-formandens øjne det samme som at kalde til demonstration på Slotspladsen.

Det er måske især de lukkede rum og manglen på lyst til at tage bladet fra munden og skælde politikere ud i pressen, der har givet LO-formanden flest interne knubs.

Ugebrevet A4 har talt med flere kilder, der ikke har ønsket at medvirke til citat. Over samme melodi afviser de at medvirke: »Harald fortjener faktisk et ordentligt eftermæle,« siger selv indædte kritikere.

For selvom der er murren i krogene over ’old boys network’; flere sager til efterretning end til debat; og en tone, hvor man tryner mere end man anerkender, er både topfolk og fodfolk i fagbevægelsen imponerede over Harald Børsting.

Stort kendskab
Stort kendskab

Jørn Neergaard Larsen (V) har både som DA-direktør og beskæftigelsesminister krydset klinger med Harald Børsting. Han roser Børsting for hans store forståelse for dynamikkerne på arbejdsmarkedet. - Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Svært at lave opadgående sole i krisetid

Det gælder også HK’s forbundsformand Kim Simonsen. Han beskriver LO-formanden med respekt og betegner ham som »en fagforeningshåndværker«.

»Det har været svært at lave opadgående sole i Haralds formandstid, fordi den har været præget af økonomisk krise både herhjemme, i Europa og globalt. Men Danmark er et af de lande, der har klaret sig pænest igennem krisen, og det er en af Haralds succeser,« mener Kim Simonsen.

Det er også takket være en pragmatisk LO-formand, der har bidt sig fast ved forhandlingsbordene, at danskerne har bevaret deres realløn og lidt til, og at arbejdsløsheden ikke har nået sydeuropæiske højder, pointerer han.

»Harald har måske ikke haft en sag, hvor han har kunnet sige, at her sejrede LO ad helvede til. Men dansk fagbevægelse er ikke gået på røven i hans formandsperiode, og Danmark som produktions- og industriland og som servicesamfund er ikke gået på røven. Og det handler også om LO-formandens tilgang til tingene,« siger Kim Simonsen.

Harald kan meget andet end ryge pibe og tale jysk

Nogle fagforeningsfolk mener, at Harald Børsting har en lidt gammeldags ledelsesstil, er mediefjendsk og at hans konkrete faglige succeser er alt for få.

Men det er et ufortjent eftermæle, for LO-formanden er både intellektuel og hurtig i pæren, fremfører blandt andre Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen.

Inden han blev valgt til Folketinget arbejdede den tidligere udviklings- og handelsminister Mogens Jensen tæt sammen med LO-sekretær Harald Børsting.

»Harald forsøger altid at finde veje ud af konflikter og at være konstruktiv. Han har jo et formidabelt intellekt og er supergod til at forhandle komplicerede sager. Som kun ganske få kan han føre forhandlinger på et meget detaljeret niveau uden at have en hær af embedsfolk med sig, simpelt hen fordi han sætter sig grundigt ind i sagerne,« lyder det fra Mogens Jensen.

Den usnobbede Harald Børsting har i nogen grad iscenesat sig selv som en jysk bonderøv med en pæn portion humor. Det joviale udtryk har overskygget hans vid, beklager Mogens Jensen.

»Nogle gange tror folk, at han ikke kan andet end at ryge pibe og tale jysk. Men han indgyder folk en tillid, der er fantastisk meget værd i et forhandlingslokale,« konstaterer Mogens Jensen.

Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor den såkaldte genopretningspakke blev offentliggjort. Det var 25. maj 2010. Lillian og jeg havde sølvbryllup. Og jeg fik hele min sølvbryllupsdag ødelagt. Harald Børsting

Inger Støjberg er Harald-fan

Integrationsminister Inger Støjberg (V) kan skrive under på, at Harald Børsting er svær at løbe om hjørner med.

»Harald har repræsenteret sine egne medlemmer på flot vis, og det har jeg jo mærket på egen krop som beskæftigelsesminister. Han gennemskuer alle detaljer ved et forhandlingsbord. Han står på sit, men han er også realistisk. Og det skal han anerkendes for. Men der er ingen tvivl om, at han har stået på medlemmernes side, og hvis han ikke havde gjort det, havde han heller ikke været formand i så mange år,« siger Inger Støjberg.

Hun erindrer, at Harald Børsting skærpede retorikken, da den tidligere VK-regering præsenterede dagpengereformen.

»Harald bruger normalt ikke store ord, men da vi fremlagde dagpengereformen, kunne vi godt høre, at han var meget uenig,« siger hun.

Inger Støjberg kender ikke kun LO-formanden fra sin tid som beskæftigelsesminister i de sidste år af Lars Løkke Rasmussens regeringstid.

»Vi er faktisk født og opvokset samme sted og taler præcis samme sprog og dialekt. På trods af det, har vi ikke altid kunnet forstå hinanden,« griner Inger Støjberg og lægger ikke skjul på, at Harald og hende står langt fra hinanden på ideologien.

Men hun holder meget af ham, og de småsludrer om fælles bekendte og hjemegnen, når de mødes. For Inger Støjberg har nemlig også arbejdet i fiskeindustrien i Glyngøre i sommerferier og weekender, og hun ved præcis, hvor han er født og opvokset og hvilken cykelvej han tog til skolen.

»Jeg har stor respekt for Harald, og det er der også på egnen. Der er en vis stolthed over, at LO’s formand kom lige præcis fra vores egn. Sådan er det, når man kommer fra en egn som Salling. Så er man ikke vant til at have en lokal mand på så fremtrædende en post,« siger hun.

Inger Støjberg deler Sallingboernes respekt.

»Harald har virkelig drevet det vidt på grund af en utrolig dygtighed og begavelse, der ligger udover det sædvanlige,« konstaterer hun.

Dengang, hvor treparten faldt på gulvet, og jeg simpelt hen ikke fattede, hvad det var, at regeringen og forbundene gjorde, var noget lort. De par dage var virkelig sure og dybt bekymrende for mig. Harald Børsting

Indbegrebet af den danske model

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er lutter lovord. Den tidligere administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening mener ligefrem, at Harald Børsting er selve indbegrebet af den danske model.  Især nikker han genkendende til LO-formandens udsagn om, at fagbevægelsen altid har sejret ved forhandlingsbordene og aldrig på barrikaderne.

»Jeg kan genkende hele succesen i den danske arbejdsmarkedsmodel bag den sætning fra Harald. Det som har bragt det danske arbejdsmarked dertil, hvor det er på den gode måde, er ansvarstagning fra både lønmodtagere og arbejdsgivere,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Han beskriver mere end et årtis samarbejde med Harald Børsting som meget konstruktivt og tillidsfuldt.

»Vi har kunnet tale til bunds, om de udfordringer vi hver for sig eller i fællesskab stod med. Uanset om det var i den daglige politikudvikling eller i forligsinstitutionen. Man skal lede rigtig længe efter mennesker, der har så stort et kendskab til det danske arbejdsmarked som Harald har, og som forstår dynamikkerne, så godt som han gør,« siger han.

Ifølge beskæftigelsesministeren har Haralds ansvarsfulde perspektiv på tingene været med til at sikre en stadig udvikling af det danske arbejdsmarked midt i en krisetid.

»Arbejdsmarkedets parter og Harald Børsting har jo været front-runnere til det politiske system, og har været med til at sikre lønmodtagerne værdifulde ting som pensionsordninger og uddannelse,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Valggyser
Valggyser

17 stemmer skilte Harald Børsting og Tine Aurvig Huggenberger ved formandsvalget i 2007. Harald Børsting kalder det »en kraftpræstation at vinde over en så meget yngre kvinde.« - Foto: Scanpix/Jeppe Michael Jensen

En kraftpræstation at slå Tine Aurvig

Det kom som en overraskelse, da LO-sekretær Harald Børsting i 2006 meldte ud, at han ville udfordre den daværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger til posten som LO-formand. Og det blev en ægte gyser. Med et snævert flertal på 406 stemmer mod 389 stemmer vandt Harald Børsting.

Hvordan havde du det med at vinde en så magtfuld post på et hængende hår?

»Jeg var stolt, fordi det var en kraftpræstation at vinde over en så meget yngre kvinde, der havde været næstformand i ikke mindre end elleve år. Der var jo ingen, der forventede, at jeg vandt. Derfor var jeg hamrende stolt men også utrolig ydmyg, fordi jeg vidste, at det var en svær opgave,« siger han i dag.

Frem til formandsvalget i 2007 havde Harald Børsting været med i LO’s hovedbestyrelse og siddet med ansvar for blandt andet uddannelse og beskæftigelsespolitik, så han vidste om nogen, at det kan være svært som LO-formand at samle alle fagforbund om en sag.

»Nogle gange er man jo nødt til at træffe beslutninger hurtigere end man kan processe dem, og det giver nogen uro. Det, vidste jeg, ville være en kæmpe udfordring.  Men jeg var også meget fortrøstningsfuld, fordi jeg hele tiden har været ærlig omkring, hvad jeg ville. Jeg har aldrig forstillet mig. Folk fik det, de kunne se. Jeg har aldrig haft en tilgang, der handlede om at skulle lave om på mig selv. Derfor vil jeg vove den påstand, at jeg stadig ligner den Harald, der blev valgt i 2007,« lyder det.

Lizette skal gøre det på sin måde, ligesom jeg skulle gøre det på min måde. Harald Børsting

Kult-citatet holder ikke

Harald Børsting vil gerne have historieskrivningen på plads og slå en sejlivet myte ihjel. Nemlig myten om, at han gerne ville være kult.

»Jeg har aldrig sagt, at jeg tror, at jeg kan gå hen og blive kult. Det er ikke korrekt, når aviserne skriver det,« fastslår han.

»Jeg tror, at Michael Valentin (tidligere embedsmand i LO og nu direktør i Akademikernes A-kasse) var den, der fik sagt det til en avis i sammenhæng med mig. Så blev jeg spurgt og stod der: »kult tror jeg ikke, men jeg kan da godt lide de unge og vil gerne snakke med dem«. Noget i den dur, fik jeg sagt, men jeg har aldrig selv opfundet det begreb. Jeg har heller aldrig troet det eller ment det, men når den slags først er opfundet, kan man ligesom ikke slå det ihjel,« beklager han.

Lizette må gøre tingene på sin måde

Da Harald Børsting kandiderede til LO-formand, håndplukkede han daværende formand for HK Service i Hovedstaden Lizette Risgaard til næstformand. De stillede op som en pakkeløsning.

Efter otte år i andet geled er det nu Lizette Risgaard, der går efter at blive formand.

Bliver Lizette Risgaard en god formand for LO, hvis hun bliver valgt på kongressen?

»Det har jeg ingen kommentar til. Det mener jeg ikke er min opgave at kommentere. Lizette skal gøre det på sin måde, ligesom jeg skulle gøre det på min måde. Mere kan jeg ikke sige til det,« konstaterer han og er ikke til at vride et ord mere ud af om den sag.

Men han vil gerne sige til sin efterfølger – både formand og resten af den kommende LO-ledelse – at de skal arbejde for respekten og give den til hinanden.

»Det lægger mig meget på sinde at få sagt til dem, der tager over, at det er afgørende, at der står respekt omkring fagbevægelsen og også om fagbevægelsens leder. Det føler jeg, at der har været omkring mig, og det er jeg utrolig taknemmelig for. Og det er ikke alene ens eget ansvar. Men det, at organisationen og dens leder er respekteret, er en helt grundlæggende forudsætning for, at man kan agere på de banehalvdele, hvor vi skal være,« fastslår han.

VED VANDET
VED VANDET

Harald Børsting skifter udsigten fra LO-huset til Københavns Havn ud med naboskab til Limfjorden, når han og hustruen Lillian Knudsen flytter til en lejlighed i Nørre Sundby. Her får de udsigt over Limfjorden og tid til at nyde sommerhuset i Tversted. - Foto: Scanpix/Linda Kastrup

Forkert indtryk af socialdemokratisk indoktrinering

Mens Harald Børsting var LO-sekretær klippede LO de formelle og økonomiske bånd til Socialdemokraterne. Selvom han har været medlem af partiet siden Anker Jørgensens regeringstid i midten af 70erne, er Harald Børsting sikker på, at skilsmissen var rigtig.

»Først og fremmest var det rigtigt at kappe båndene til Socialdemokraterne, fordi LO bliver nødt til at respektere, at politisk stemmer vores medlemsskare ligesom resten af befolkningen. Måske en lille smule mere til venstre,« noterer han. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet bekræfter det. 31 procent af LO-medlemmerne stemmer i dag på liste A, mens 17 procent stemmer på Venstre og 13 procent på DF.

»Min oplevelse var, at vores stærke tilknytning til Socialdemokraterne skabte et dårligt udgangspunkt for en politisk debat med vores medlemmer. De mødte os med et forhåndsindtryk, som om vi bare ville indoktrinere dem,« bemærker han.

»Men vi har jo stadigvæk et helt særligt forhold til Socialdemokraterne, og det er jeg også stolt af. Og det har tjent os rigtig godt. Man er altså nødt til at have nogen på Christiansborg, man er lidt mere venner med end de andre,« siger Harald Børsting.

Der er da mange resultater. Men det der med, at jeg skal tage æren for dem, synes jeg er noget pis. Harald Børsting

Gule forretninger er falsk reklame

I de otte år, hvor Harald Børsting har siddet ved styrepinden i LO, har LO-forbundene mistet godt og vel 170.000 kontingentbetalende medlemmer. Men han bliver knotten, når man spørger om en af forklaringerne på medlemsflugten er ham i egen høje person.

»Jeg har aldrig kunnet forstå, at journalister spørger om og fokuserer på, at LO taber medlemmer. Vi taber ikke et eneste medlem. LO har stadig 17 medlemmer. Det er aldrig gået op for offentligheden, at LO ikke organiserer enkelt-medlemmer, men at det er afdelingernes og de enkelte fagforeninger, der skal gøre det,« siger han og lægger ikke skjul på, at det er for »åndssvagt« at stille sådan et spørgsmål.

Den største forklaring på, at LO-forbundene har mistet medlemmer, er ifølge Harald Børsting, at Fogh-regeringen i 2002 etablerede fri konkurrence mellem a-kasserne.

»Der er ingen tvivl om, at det væsentligste skred i medlemsudviklingen kom, da de gule forretninger fik lov at byde sig til.«

Harald Børsting betoner, at det er med vilje, at han bruger udtrykket ’gule forretninger’ i stedet for fagforeninger. For KRIFA, Det Faglige Hus og andre tværfaglige a-kasser og gule foreninger handler det om business og cool cash, mens det for den gamle tillidsmand fra fiskefabrikken handler om at indgå overenskomster og sikre løn- og arbejdsforhold, så folk ikke slides op på jobbet.

»Med Fogh fik vores konkurrerende forretninger en meget stærkere platform, og den har de været dygtige til at udnytte. De udnytter den meget entydigt bare på prisen, og så har de foregøglet, at de ved siden af a-kasserne kan levere det samme som den etablerede fagbevægelse. Efter mine begreber er det helt indlysende falsk reklame,« siger han.

Jeg glemmer ikke den morgen. Sådan nogle perfide personlige angreb kan godt gøre mig ked af det. Harald Børsting

OK-kampagnen er det fineste

Som LO-formand har Harald Børsting været med til at starte en landsdækkende OK-kampagne for at gøre det klart for smede, håndværkere og andre lønmodtagere, at der er en overenskomst-verden til forskel på LO og de gule fagforeninger. Og selvom han ikke vil skilte med sine resultater som LO-boss, er netop den kampagne noget han er ret stolt af.

»OK-kampagnen er noget af det fineste, som vi har lavet på medlemsorganiseringen i fællesskab mellem fagforbundene. Her har vi lavet noget, hvor vores unikke kerneprodukt, overenskomsterne, er i centrum.  Jeg skylder Morten Madsen (udviklingschef i LO) helt vildt meget tak, for han var den første, der fattede, at det selvfølgelig kunne lade sig gøre og gav det kød på,« siger han.

Udover OK-kampagnen har Harald Børsting også været inde over den nye erhvervsuddannelsesreform og nikket til adskillige overenskomstfornyelser.

»Jamen, der er da mange resultater. Men det der med, at jeg skal tage æren for dem, synes jeg er noget pis. Sådan hænger verden ikke sammen. Som formand skal du være drivende og hele tiden skabe rum for andre, der har ideer. Give dem plads og ikke slå dem ned.  Det synes jeg også, at jeg har været rimelig god til, « siger han.

Træls når man slås med sine egne

Harald Børsting begynder de fleste dage med at spadsere en tidlig tur hjemme i Dragør. Og de fleste morgener har været gode at stå op til som LO-formand.

»Jeg har været glad næsten hver eneste dag. Der har været et rigtig godt samarbejde med forbundsledelserne og i LO’s daglige ledelse. Vi kender ligesom hinanden på travet,« siger han.

Men de dage, hvor der har været slagsmål internt i LO-familien, har været trælse.

»Der har været trælse dage. Det værste er, når man slås med sine egne. Og det allerværste er, hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved ens motiver og integritet,« siger han.

Harald Børsting fremhæver selv to situationer, hvor det har været surt. Første gang da trepartsaftalen om at arbejde mere med Helle Thorning-Schmidts regering faldt til jorden.

»Dengang, hvor treparten faldt på gulvet, og jeg simpelt hen ikke fattede, hvad det var, regeringen og forbundene gjorde, var noget lort. De par dage var virkelig sure og dybt bekymrende for mig. Jeg er kommet mig, og vi har fået meget af det trukket i land, men det var en meget skidt oplevelse,« siger han.

Den anden situation var, da formanden for HK Midt Martin Rasmussen i januar 2013 ville smide Harald Børsting på porten og indkalde til ekstraordinær kongres for at få en mere moderne leder. Det var Breaking News på morgenfladen i både tv og radio.

»Jeg glemmer ikke den morgen. Sådan nogle perfide personlige angreb kan godt gøre mig ked af det,« fastslår Harald Børsting.

Vi får i hvert fald et mere attraktivt og trygt dagpengesystem, der er langt bedre end det foregående. Harald Børsting

Dennis er en begavet gut

Hvordan har du det med FOA-formand Dennis Kristensen, der også ind imellem har været hård i sin kritik og også på et tidspunkt smækkede med døren?

»Dennis har jeg det jo meget bedre med end nogen anden. Jeg kan faktisk godt lide Dennis og synes, at han er en skide begavet gut. Nogen gange har jeg bare svært ved at forstå hans ageren. Altså nogle gange har jeg haft svært ved at finde ud af, om han profilerer sig selv eller går efter resultater til sine medlemmer.«

Armlægningerne med Dennis Kristensen har bidraget til at kvalificere LO’s arbejde, betoner Harald Børsting.

»Dennis har tit givet vores diskussioner i LO nogle andre vinkler, og det fortjener han kredit for. Jeg synes så, at han er elendig til politisk interessevaretagelse, fordi han har talt sig selv ihjel i medierne,« fastslår Harald Børsting.

Dagpengemareridt ødelagde sølvbrylluppet

Er der to ting, som Harald Børsting gerne havde været foruden i sin formandstid, var det forringelserne af efterlønnen og dagpengereformen. Begge dele gennemført af den daværende borgerlige regering.

»Jeg var fy forbandet. Og jeg kan tydeligt huske den dag, hvor den såkaldte genopretningspakke blev offentliggjort. Det var 25. maj 2010. Lillian og jeg havde sølvbryllup. Og jeg fik hele min sølvbryllupsdag ødelagt ved at skulle betjene presse og skidt og lort. Jeg var rasende på indholdet.«

Modstanden mod efterløns- og dapgengeforringelserne fik faktisk Harald Børsting på barrikaderne.

»Vi havde aldrig nogensinde i min tid lavet så stærk en manifestation, som vi gjorde her. Vi samlede tusindvis af tillidsfolk i Odense. Fem tusind kernetropper var der i Odense. Vi holdt demonstrationer og protesterede. Det var vildt frustrerende at opleve, at det ikke flyttede en millimeter. Ikke et eneste komma,« siger han.

Vi samlede tusindvis af tillidsfolk i Odense. Fem tusind kernetropper var der i Odense. Vi holdt demonstrationer og protesterede. Det var vildt frustrerende at opleve, at det ikke flyttede en millimeter. Harald Børsting

Den hårde lærdom

Den frustration sidder dybt i ham endnu.

»Det har hidset mig helt vildt op. Og det er så uretfærdigt. Men på den anden side har det givet mig en lærdom, der er blevet mere og mere klar for mig. Nemlig at det med kun at protestere giver altså ikke resultater. Det har været en hård erkendelse, men jeg kunne jo se, at folketingsvalg ikke vindes på dagpenge og efterløn, og at de partier, der var årsag til katastrofen med efterløn og dagpenge, gik frem ved valget i 2011.«

»Den erfaring sidder dybt i mig, og derfor har jeg selvfølgelig været optaget af, at vi skulle forhandle nogle forbedringer i dagpengesystemet. For jeg tror ikke på, at vi kan skaffe resultater ved at samle 100.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads. Eller ved at løbe i halen af Enhedslisten.«

Lige på falderebet har han siddet med i Dagpengekommissionen og sammen med FTF-formand Bente Sorgenfrey arbejdet for at skrue et dagpengesystem sammen, som baglandet kunne nikke til. Ikke nogen nem øvelse, lader han forstå og noterer igen, at han har ladet sig styre af sin grundfilosofi om, at det er ved forhandlingsbordene, at man når resultater.

Jeg er ikke i tvivl om, at en ny stor hovedorganisation er det helt rigtige. Harald Børsting

Selvom Harald Børsting har fået på puklen af sine egne for overhovedet at nikke til indførelse af karensdage, fremhæver flere kilder, at netop en dagpengeløsning med mere fleksible genoptjeningsregler og kun tre karensdage frem for otte dage i høj grad er Harald Børstings fortjeneste. Og en velfortjent sejr at slutte sin karriere med.

»Vi får i hvert fald et mere attraktivt og trygt dagpengesystem, der er langt bedre end det foregående,« konstaterer LO-formanden. Godt nok er han vred over, at dimittendsatserne skæres. Politikerne er for fedtede, understreger han, men er dog glad for at politikerne må til lommerne og finde 300 millioner kroner til forbedringer.

På vej mod ny hovedorganisation

Med Harald Børsting i spidsen har LO taget de første skridt til en sammenlægning med FTF til en helt ny hovedorganisation med halvanden million medlemmer. På kongressen skal der stemmes om at arbejde videre med fusionstanken.

Og Harald Børsting vakler ikke. I søvne remser han fordele som flere ressourcer, styrkelse af analyse – og dokumentationsarbejde, flere muskler og en højere stemme både overfor de private og offentlige arbejdsgivere og i Folketinget.

»Jeg er ikke i tvivl om, at en ny stor hovedorganisation er det helt rigtige i forhold til en stærkere varetagelse af lønmodtagernes interesser både i aftalesystemet og på Christiansborg. Jeg er rigtig stolt over, at det er lykkedes at nå så langt og håber selvfølgelig, at man kan trille den bold i mål, selvom jeg går fra borde,« siger han.

Hjem til Limfjorden

Tirsdag går Harald Børsting fra borde. For allersidste gang går han på talerstolen på en LO-Kongres. Og han er garanteret nødt til at finde det stribede lommetørklæde frem af bukselommen. Det var han i hvert fald denne uge, da han i en frokostpause tog ordet foran medarbejderne i LO-Huset.

Efter at have takket for mange års samarbejde, blev stemmen mere og mere grødet. Og da han til sidst sagde tak til ’et stærkt hus’, var det med våde øjne og en skyndsom gang ned til kaffemaskinen for at finde lommetørklædet frem.

Nu skal han hjem til Limfjorden. Lillian Knudsen og han flytter fra villaen i Dragør til en lejlighed i Nørre Sundby. Her får de udsigt over Limfjorden og tid til at nyde sommerhuset i Tversted.

Men han sidder fortsat i et par bestyrelser, blandt andet i Metroselskabet og Refshaleøens Ejendomsselskab.

»Så jeg har fortsat lidt pligter og måske kommer der flere ...«

Det er svært at sige farvel, når man har været vant til at bestille noget fra man var en knægt på otte år.