Jeg har fundet min plads

Tidligere folketingsmedlem for Ny Alliance Malou Aamund fortryder ikke sit spring til Venstre, selv om Ny Alliance nu er kommet ind i varmen som finanslovpartner. Det bekymrer heller ikke Malou Aamund, at Dansk Folkeparti med finanslovaftalen cementerer sin centrale position i dansk politik.

For få måneder siden var din ambition, at »nok var nok«. Dansk Folkeparti skulle uden for indflydelse, sagde du, da du gik med i Ny Alliance. Så sprang du til regeringen. Hvordan har du det så med at se på en storsmilende Pia Kjærsgaard ved siden af din regering foran Finansministeriet?

»Jeg har aldrig sagt, at nok er nok. At holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse har aldrig været en del af mine visioner. Jeg har positive visioner, eksempelvis at forbedre Danmarks konkurrenceevne, og jeg troede først, at Ny Alliance kunne levere løsningerne, men det kunne de desværre ikke. Jeg har også på de indre linjer i Ny Alliance kritiseret partiet for at mangle en positiv samfundsvision. Det er ikke nok at ønske indflydelse.«

Du gik da ind i Ny Alliance med det erklærede mål at mindske Dansk Folkepartis indflydelse.

»Jeg argumenterede for et opgør med KVO-flertallet, fordi jeg i regeringens politik savnede fokus på de emner, der optager mig. Så som skat og arbejdsmarkedet. Og det ligger i den jobplan, som er en del af den nye finanslovaftale. Så det er ikke kun Pia Kjærsgaard, der smiler. Alle fire partier bag aftalen er tilfredse. Og der er indgået brede aftaler om en række delforlig.«

Så du har slet ikke noget problem med, at Dansk Folkeparti igen får et solidt tag i statens husholdningsbudget?

»Det handler ikke om, hvem der står bag, men hvad aftalen indeholder, og jeg synes, det er en utrolig fornuftig aftale. Den har både hjerte og hjerne. Den er økonomisk forsvarlig og indeholder samtidig forbedringer på en række områder. Jeg glæder mig blandt andet over, at aftalen har fokus på globaliseringen og sikrer grundforskningen. Det er også meget positivt, at taxametersystemet på handelsskolerne ændres, og på sundhedsområdet vil der fremover blive satset endnu mere på forebyggelse og i plejesektoren på kvalitet, så det er muligt at nå længere for færre midler. Hvis jeg lægger politiker-hatten et øjeblik og taler som mor til tre piger, er jeg også glad for, at der bliver indført et nationalt vaccinationsprogram mod livmoderhalskræft.«

Du forlod Ny Alliance, fordi resultaterne udeblev. Nu er partiet så med i en finanslov. Hvordan har du det med det?

»Det rokker ikke ved, at det var den rigtige beslutning, jeg tog, da jeg gik, og jeg vender ikke tilbage.«

Så det ærgrer dig ikke, at du forlod partiet så hurtigt.

»Nej, på ingen måde. Jeg gik, fordi jeg personligt ikke troede på fremtiden for det parti. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg i Venstre nu er der, hvor jeg skal være.«

Har dit gamle parti fået et godt resultat ud af være med?

»Det må de hellere selv svare på, men Ny Alliance gik til forhandlingerne med 13 krav og fik dem alle igennem. Det er flot. Partiet har fået et fint fingeraftryk. Det er, som det skal være.«