Jeg er ikke nogen generationstyv

Af Poul Hansen, formand for HK Seniorer i Danmark

Et yngre folketingsmedlem sagde fornylig på en konference om ældrepolitik: »Jeg opfatter det som generationstyveri, at de ældre havde fået og fortsat får både i pose og sæk. Skal pligterne over for samfundet virkelig standse ved 65 år, mens rettighederne bare skal fortsætte i det uendelige?«  Herefter foreslog han, at kommunerne opretter en jobbørs, hvorfra de ældre kan tilbydes job som børnepassere eller andre sociale pasningsopgaver – jovist, de kunne få 10 kroner i timen, hvis det skulle være.

Tilsyneladende er der en udbredt opfattelse hos mange unge om, at pensionister helst skal være fattige, svagelige og også gerne taknemmelige for, hvad samfundet gør for dem. Men sådan er virkeligheden jo ikke – og skal heller ikke være sådan.

Jeg er pensionist og har det godt. Lever rimeligt – om end med nogle af de småskavanker, som kommer med alderen. Jeg er aktiv hver dag. Har flere formandsposter i seniorklubber og ældrepolitiske sammenslutninger. Jeg nyder stort se hver eneste dag – og gør det uden dårlig samvittighed.

Jeg føler ikke, at jeg på nogen måde har stjålet noget fra den yngre generation. Tværtimod. Jeg har været med til at skabe de værdier og de muligheder, de unge i dag nyder godt af, og som de tager for givet. Goder, som min generation har været med til at betale over skatten. Mere eller mindre med glæde – men vi har set, at pengene er blevet forvaltet og fordelt til glæde for de fleste.

Jeg har i det meste af mit voksenliv sparet op til min pension. Jeg bidrager fortsat med en ikke uvæsentlig del af min pension til staten via direkte og indirekte skatter – vel op i mod 50 procent.

Jeg kom på arbejdsmarkedet, inden jeg fyldte 15 år. Mere end halvdelen af min årgang forlod skolen allerede efter 7. klasse. Jeg selv forlod skolen sidst i 8. klasse, fordi jeg havde fået arbejde.

Min generation skulle nemlig ud og tjene penge eller i bedste fald i lære. Kun 6 procent fik en studentereksamen. Der var ikke noget, der hed SU. Vi havde ikke mulighed for at tage sabbatår og rejse jorden rundt. Vi havde to ugers ferie – fra 1952 dog tre uger. Nu har man fem ugers ferie og fem feriefridage. Vi havde 48 timers arbejdsuge. Det var først i 1959, at vi fik 45 timers uge. I 1974 fik vi 40 timer, og i 1990 kom arbejdsugen på 37 timer.

Det var næsten umuligt at få en lejlighed, da jeg skulle giftes. Man skulle helst vente barn for at få en lejlighed. Mange unge ægtepar måtte bo hos forældre eller svigerforældre. Barselsorlov var et ukendt begreb.

Jeg var ikke tilfreds med politikerne – og har derfor altid været politisk aktiv. Jeg mente, at politikerne måtte kunne gøre det bedre. Sammen med andre unge gjorde jeg noget ved det.

Vi arbejdede blandt andet for, at aldersrentenyderne – og fattige i øvrigt – skulle have det bedre.

Vi arbejdede på, at unge – også fra arbejderhjem – skulle have mulighed for uddannelse.

Vi satte os ikke ned og klynkede. I løbet af 1960’erne fik de fleste af os det bedre økonomisk.

Den øgede beskæftigelse og inflationen gav nogle store økonomiske gevinster. Men det var jo ikke arbejdsmand Petersen eller postbud Hansen, der scorede de store gevinster. Det var desværre dem, der kunne investere i skibsanparter, i fast ejendom og så videre.

Som tillidsmand på min arbejdsplads og som politisk aktiv blandede jeg mig i samfundsforholdene, ikke mindst politisk. Vi fik ikke noget forærende, men måtte kæmpe for forbedringerne – også med arbejdskampe. Som pensionist kan jeg nu konstatere, at egoismen har bredt sig. Nu er det alles kamp mod alle! Nu bliver jeg kaldt generationstyv!

Den danske befolkning er ikke en ensartet gruppe. Der er rige, der er fattige. Nogle bidrager økonomisk til samfundet. Andre er med alderen blevet nydere. Pensionister er præcis lige så forskellige som øvrige danskere – der er raske og svage ældre. Nogle klarer sig selv (langt de fleste), andre må have hjælp for at klare sig. Sådan er det vist også med de unge af i dag..

Vi seniorer har været med til at skabe det samfund, vi alle er en del af i dag. Vi vil ikke finde os i udtryk som ældrebyrde eller generationstyve.