Jeg er i store træk temmelig tilfreds

Af

Hans Jensen mener, at han som LO-formand har været med til at skabe flere muligheder for lønmodtagerne. Den største sejr er, at medlemmerne har fået ret til efteruddannelse. De 200.000 mistede medlemmer og intern strid mellem LO-forbundene har givet de største frustrationer for formanden, som går af 31. oktober. Han vil ikke pege på sin foretrukne afløser.

FARVEL 11 år og 2 dage. Så lang tid vil Hans Jensen have været LO-fagbevægelsens styrmand, når han 31. oktober træder tilbage som formand for LO. Og den fynske blikkenslager vil ingen problemer have med at se de kongresdelegerede, medlemmerne eller medierne i øjnene, når han for sidste gang træder ned fra talerstolen og forsvinder ud af rampelyset. Når Hans Jensen selv skal sige det, har han nemlig gjort en forskel for lønmodtagerne.

»Jeg er i store træk temmelig tilfreds med den fagpolitiske linje, jeg har stået for. Jeg tror faktisk, lønmodtagerne i Danmark er bedre stillet, end da jeg blev formand. Det er helt afgørende for mig, at jeg kan skabe en bedre hverdag for lønmodtagerne med det, vi kan påvirke herinde i LO. Og det synes jeg, vi har gjort så effektivt, vi overhovedet kan,« siger Hans Jensen.

I hans faglige karriere har uddannelse til medlemmerne været det afgørende pejlemærke, og ikke mindst derfor føler han, at LO-fagbevægelsen er på rette kurs. Specielt efter den seneste overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked i foråret, der gav LO-medlemmerne ret til betalt efteruddannelse.

»I en verden i konstant forandring er uddannelse den eneste chance for at skabe tryghed for lønmodtagerne. Og det er fagbevægelsens vigtigste rolle at skabe tryghed om vores medlemmers hverdag og give dem mulighed for at forme deres eget liv. Vi har ikke nået målet i forhold til uddannelse, men vi er ved afslutningen af begyndelsen.«

Supertankeren drejer langsomt

Men stop lige en halv. Hvordan kan den afgående formand være tilfreds med en formandsperiode, hvor LO-forbundene samlet set har tabt 200.000 medlemmer? I 1996 var halvanden million danskere medlem af en fagforening under LO, og ved det seneste årsskifte var medlemstallet dykket til under 1,3 millioner.

»Jeg synes selvfølgelig, at medlemstabet er et stort problem. Men jeg føler dog ikke, at jeg har eneansvaret. Det er lidt for barsk.«

Han slår fast, at der er en række »gode« forklaringer på tilbagegangen. I disse år er der flere ældre, som forlader arbejdsmarkedet, end der er unge, som kommer ind. Det betyder helt naturligt også færre medlemmer i fagforeningerne. Lønmodtagerne bliver også bedre og bedre uddannet, og derfor mister LO-forbundene en del af deres medlemsgrundlag, mens forbundene under hovedorganisationerne FTF og AC øger deres. Men Hans Jensen er udmærket godt klar over, at det ikke kan forklare hele nedturen:

»Vi er for dårlige til at organisere specielt de unge. Vi kan se i undersøgelser, at masser af unge mennesker ikke er medlemmer, fordi de simpelthen aldrig er blevet spurgt. Da jeg var ung, fik jeg jo at vide hjemmefra, at jeg skulle melde mig ind i en fagforening. Det var en del af min opdragelse. Sådan er det ikke længere. Vi skal gøre os fortjent til, at folk melder sig ind i dag. Det kræver saglig argumentation og attraktive tilbud.«

I den forstand lægger Hans Jensen ikke skjul på, at LO-fagbevægelsen er en »supertanker«, som kan være længe om at ændre kursen:

»Medlemstabet har nok været det problem, det har været sværest at skabe en fælles forståelse omkring i min tid. Men jeg føler helt klart, det er ved at lykkes. Den fælles forståelse skal bestå i, at man på arbejdspladserne, i fagforeningerne og blandt tillidsrepræsentanterne agiterer meget stærkere for medlemskab. I hele min faglige karriere har agitationen for at hverve medlemmer ikke været en drivende kraft, som det var i fagbevægelsens barndom. Men det tror jeg, det er ved at blive igen.«

Tillidsrepræsentanter er rygsøjlen

Derfor kalder den afgående formand også tillidsrepræsentanterne for fagbevægelsens »rygsøjle«. Og han glæder sig over, at det løbende er lykkedes at forbedre tillidsrepræsentanternes vilkår og mulighed for at passe deres tillidshverv. Ved den seneste overenskomstfornyelse i foråret blev der eksempelvis indført honorarer på op til 30.000 kroner om året til tillidsrepræsentanter.

»Jeg er overbevist om, at tillidsrepræsentanternes – og måske også lokalafdelingernes – dialog med det enkelte medlem er afgørende for, om fagbevægelsen overlever eller ej. Hvis tillidsfolkene ikke selv forstår, hvor vigtige de er, og de faglige ledere heller ikke gør, tror jeg, det går galt for os. Derfor skal vi også i de fremtidige overenskomster sikre, at deres position bliver styrket.«

Men hænger Hans Jensens mærkesag om opkvalificering og livslang uddannelse til medlemmerne overhovedet sammen med, at man også vil bremse medlemsflugten? Jo bedre uddannede lønmodtagerne bliver, jo hurtigere uddanner de sig jo ud af LO-forbundene?

»Man kan godt sige, at vi modarbejder os selv. Men uanset hvad, er jeg er tilhænger af at skabe muligheder for de medlemmer, jeg repræsenterer. Når jeg ser globaliseringen køre på fuld hammer, er jeg tilhænger af, at vi ikke prøver at sætte en bremse i for at forhindre fabrikker og virksomheder i at flytte. Det kan vi alligevel ikke. Derfor må vi kvalificere vores medlemmer til de nye jobmuligheder, som opstår i morgen.«

Trods medlemstabet er LO’s politiske indflydelse paradoksalt nok steget det seneste par år. Fagbevægelsen har blandt andet været stærkt repræsenteret i regeringens globaliseringsråd, og Hans Jensen har sat sin underskrift på flere store aftaler om blandt andet efteruddannelse og velfærd med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Det har flere forskere og iagttagere tolket derhen, at fagbevægelsen reelt har større indflydelse under en borgerlig end under en socialdemokratisk regering. Men den køber LO-formanden ikke:

»Analysen holder ikke. For LO og lønmodtagerne i Danmark er det bedre at have en socialdemokratisk ledet regering end en borgerlig. Det basale udgangspunkt for en socialdemokratisk ledet regering er jo værdier, som LO stort set deler. Derfor vil der heller ikke være behov for lige så mange store trepartsforhandlinger. LO bliver synligere under en borgerlig regering, men det er kun, fordi den har brug for os til at polere sit politiske image.«

Historisk brud med socialdemokrater

Hans Jensen er socialdemokrat, men vil alligevel gå over i historien som den LO-formand, der kappede de sidste formelle bånd mellem fagbevægelsen og partiet. Det var den økonomiske livline, som LO halede i land i 2003 til stor utilfredshed for den socialdemokratiske ledelse. På det seneste er bølgerne igen gået højt. Socialdemokraterne var mildest talt ikke tilfredse med, at LO i sommer indgik trepartsaftale med regeringen, kommuner og regioner om de offentligt ansattes vilkår.

Men den resultatsøgende stil kunne Socialdemokraterne godt lære af, mener LO-formanden:

»Jeg tror, det er vigtigt, at Socialdemokraterne hele tiden gør det, som Helle Thorning-Schmidt har stået for, nemlig at arbejde regeringen ud af kontorerne. Kan de forhandle nogle goder hjem til den danske befolkning, skal de gøre det. Også selv om det ikke 100 procent opfylder de drømme, de har,« siger Hans Jensen, der kalder Helle Thorning-Schmidt en »glimrende« formand, som har været dygtig til at samle den tidligere meget splittede folketingsgruppe.

Intern splittelse kender Hans Jensen også til. Som LO-formand har det til tider været frustrerende, når LO-forbundene er røget i totterne på hinanden i offentligheden. Senest for blot halvanden måned siden, da LO-forbundene på det offentlige område ikke kunne blive enige om en topforhandler til overenskomstforhandlingerne. Derfor gik posten til et FTF-forbund.

»Indimellem er det meget kompliceret at få forbundene i LO til at holde sammen. På det offentlige område betyder det nu, at LO-fagbevægelsen ikke er så stærkt placeret som hidtil. Det er ærgerligt, når vi på den måde svigter os selv.«

Hvis de delegerede på LO’s kongres er i tvivl om, hvem de skal stemme på som ny LO-formand, kan de ikke læne sig op ad den afgående. Hans Jensen vil nemlig ikke afsløre, om han stemmer på sin næstformand Tine Aurvig-Huggenberger eller LO-sekretær Harald Børsting:

»Jeg synes ikke, den gamle formand skal blande sig. Det er jo ikke mig, der skal leve med den nye formand. Hvis en af dem var en katastrofe, tror jeg, jeg ville sige det. Men jeg synes, vi har to særdeles velegnede kandidater. Og de har hver deres kvaliteter.«

Den tilbagetrukne stil vil han også følge, når han har forladt taburetten. Man skal ikke forvente at se eks-formanden bralre op i medierne om dette og hint, og det lokker heller ikke at blive folketingsmedlem eller minister. I stedet skal der være bedre tid til familien, golfboldene vil rulle lidt oftere, og så beholder han to bestyrelsesposter, i Ørestadsselskabet og kunstmuseet Arken.

»Jeg håber på, at jeg kan være lige så ydmyg og tilbageholdende, som min forgænger Finn Thorgrimson har været i forhold til LO’s forandringer siden hans tid. Jeg ved personligt, at Finn ikke har været helt tilfreds med alle forandringerne. Og det skulle såmænd ikke undre mig, om jeg heller ikke vil være helt tilfreds med nogle af de forandringer, den nye formand vil foretage. Men jeg håber på, at jeg ydmygt kan holde min kæft og acceptere, at det er den virkelighed, de lever og agerer i.«