Jeg er blevet kontordame i min egen institution. Alt det, der gjorde, at jeg følte, jeg gjorde en forskel, er rykket ud på sidelinjen

Af

Kommunale karrierepolitikere har for travlt med at profilere sig på børneområdet. Resultatet er, at institutionernes ledelser drukner i politikker, planer og evalueringer, mens børn og pædagoger må klare sig selv. Sådan lyder afskedssalutten fra en erfaren leder, der har fået nok af politisk detailstyring og kommunalt tidrøveri.

BÆGERET ER FYLDT
Institutionen ligger i en gammel skolehave med høje bøgetræer og masser af gode legehjørner. Mellem pilebuskene løber improviserede børnestier, der forbinder de autoriserede flisegange. Indenfor er rummene lyse og hyggelige. En gammel, afsyret slagbænk blander sig med mere traditionelt fritidshjemsudstyr i hvidt laminat. Om få timer vil alle 457 kvadratmeter i det lavloftede halvfemserbyggeri i Vanløse i København fyldes af liv, når »Valhals« 170 børn og unge får fri fra Katrinedalsskolen overfor.

Det er det liv, der interesserer stedets leder Kirsten Egsgaard. Det, der leves i klatretovene mellem bøgetræerne, i husets værksteder og i samarbejdet med skolen, der også bruger fritidshjemmet i dagtimerne, når de har projektarbejde. Hun er stolt af det, for hun har selv været med til at bygge stedet op fra dengang, det bare var en byggeplads.

Men over årene er hun blevet tvunget til at bure sig inde på kontoret i længere og længere tid hver dag, selv om hun kan mærke, at det giver hende en dårligere fornemmelse for livet i det hus, hun skal lede og være inspirator for.

»Jeg kender ikke mine børn og forældre godt nok i dag. Tidligere, når vi diskuterede et barn på personalemøderne, så havde jeg altid en mening om sagen. Det har jeg ikke nu, for jeg ser dem ikke mere. Afstanden er for stor til, at jeg synes, det er sjovt. Jeg synes ikke, jeg kan gøre mit arbejde ordentligt.«

Hun er en af de nye »superledere«, der har fået ansvar for flere institutioner på en gang. For to år siden fusionerede hendes fritidshjem med institutionen ved siden af, og i dag er Kirsten Egsgaard leder for 17 pædagoger, medhjælpere, gårdmænd, køkken- og rengøringspersonale.

Hun har ingen drøm om at detailstyre pædagogernes arbejde.

»Men nogle gange er det meget godt at gå forrest. At vise, at det, man siger, er man selv.«

En regn af indberetninger

Den mulighed har hun sjældnere og sjældnere, fordi kontoropgaverne æder al hendes tid. Tidrøverne kommer fra kommunen for eksempel i skikkelse af en ny sorg/krise-plan, kostpolitik, energisparepolitik eller antimobbepolitik.

»Hver gang politikerne læser om et problem i avisen, så farer de ud med en ny politik, og det er også fint nok, men man taber sit eget fokus. Vi mister muligheden for at sætte vores egne ideer i værk og dyrke vores egne pædagogiske indsatsområder.«

Helt absurd blev det, da medierne – og dermed politikerne – var optaget af problemer med knivstikkerier blandt unge.

»Politikerne forlangte en opgørelse af, hvor mange af vores børn, der gik med kniv,« siger Kirsten Egsgaard med et dybt suk.

»Den fik de altså ikke, selv om jeg normalt føler mig forpligtet til at svare på den slags.«

Kirsten Egsgaard er med egne ord en af de ledere, der godt tør kæfte op. Men mobbepolitikken – og alle de andre politikker – har hun troligt indført. I stedet for at vrisse ad de forskellige tiltag, har hun ofte gået forrest og meldt sig frivilligt til kommunens forskellige udvalg og arbejdsgrupper for trods alt at få indflydelse på, hvordan de nye planer skal gennemføres.

»Men det tager lang tid. For hvis det skal have nogen mening, så skal man jo ikke bare skrive nogle regler af og lægge dem ned i en skuffe. Så skal hele personalet kunne se meningen med dem. Nogle skal deltage i fyraftensmøder eller på kursus, og vi skal diskutere det på personalemøderne og i bestyrelsen. Ellers føler hverken børn eller voksne ejerskab til det, og så virker det jo ikke.«

Hver for sig fejler de mange politikker ikke noget. Men tilsammen er de med til at ødelægge arbejdsglæden for de ledere, der selv er fuld af gode ideer, mener Kirsten Egsgaard.

»Det betyder, at vi ikke har tid til at finde vores egen profil. Initiativerne kommer altid oppefra, og det fremmer altså ikke kreativiteten i institutionerne. Det er jo heller ikke sikkert, at alle har brug for at arbejde med det samme. Det, der kan være tiltrængt det ene sted, kan sagtens være overflødigt det andet sted.«

»Forældrene her i Vanløse er generelt veluddannede overskudsforældre, der gerne vil være aktive medspillere. Men de får ikke lov til at sætte deres egne fingreaftryk på deres børns institution.«

For institutionslederne er arbejdet ikke slut, når de mange nye politikker er indført. For hver enkelt plan og politik skal følges op med evalueringer, kontrol og registreringer.

Som følge af kostpolitikken skal Kirsten Egsgaard for eksempel regelmæssigt indsende et skema til kommunen, hvor hun oplyser, hvor mange procent af Valhals fødevarer, der er økologiske.

»Så mange procent af mælken, så mange procent af grøntsagerne og så videre. Men det bliver altså et slag på tasken, for hvis vi skulle gøre det for alvor, så skulle vi jo stå og sætte krydser i et skema hver gang, vi købte en liter mælk, og det kan simpelthen ikke være rigtigt.«

Et andet eksempel er den grønne politik, der har udløst en papirmølle af skemaer og indberetninger om alt fra vand-, el- og varmeforbrug samt en detaljeret registrering af institutionens affald.

»Når en vandhane drypper, så skal vi udfylde en afvigelsesrapport. Og når vi så har fået en blikkenslager ud at reparere den, skal vi udfylde en ny om, at nu drypper den ikke mere. Det samme gælder, hvis en radiator går.«

Det er ikke, fordi Kirsten Egsgaard har noget imod at spare på vandet eller sortere affaldet. Men hvis hun ikke har tid til at tale med børnene, fordi hun skal indberette, hvor mange procent af deres affald der falder i hvilke kategorier, så ryger fornuften, mener Kirsten Egsgaard.

Elendige systemer

En anden stor tidrøver er de kommunale systemer, som lederne er tvunget til at bruge til budgetter og løn. Lønsystemerne er fulde af fejl, og hver fejl koster dusinvis af opringninger til kommunen, hvor det ofte er en nyansat, der tager telefonen og ikke kan svare på de spørgsmålene om det økonomikaos, som den forrige flygtede fra. Også kommunens budgetsystemer lider af permanent søsyge. Fem måneder inde i budgetåret svinger institutionens råderum stadig fra plus 20.000 til plus 400.000 kroner fra en måned til en anden måned.

Resultatet er, at planer om alt fra koloni til ansættelser må ændres med kort varsel, og at der hele tiden hviler en usikkerhed over alle projekter, der koster penge.

»Vi bliver nødt til at have ro om vores økonomi, så vi ved, hvad vi har at gøre med, gerne to-tre år frem. Som det er i dag, er det umuligt at planlægge et klap.«

Kunne institutionerne oven i købet få lidt arbejdsro uden forhastede politiske beslutninger, ville Kirsten Egsgaard hellere end gerne tage fem år mere som leder af den institution, der har fyldt det meste af hendes liv de seneste 12 år.

»Jeg synes, politikerne skal træffe nogle færre beslutninger – og så gøre det ordentligt, når de gør det. Ofte får vi først cirkulærerne flere måneder efter, beslutningerne træder i kraft, og lige så ofte viser det sig at være noget makværk, hvor de har glemt at tage højde for både det ene og det andet.«

Kirsten Egsgaard har følgende råd til »karrierepolitikere, der skal ud og profilere sig selv på børneområdet«:

  • Sæt jer ordentligt ind i det område, I har politisk magt over.
  • Tænk mere nuanceret.
  • Hold op med at tage forhastede beslutninger.
  • Vær mere lydhøre over for de personer, der ved, hvor skoen trykker.
  • Undersøg konsekvenserne af deres egne beslutninger – inden I træffer dem.
  • Få en personalepolitik, så I kan holde på jeres medarbejdere både i forvaltningen og i institutionerne.

Kirsten Egsgaard var selv fortaler for den nye, store institution, hun er leder af i et par måneder endnu, og det fortryder hun ikke. Men hun mener samtidig, at der er en grænse for, hvor store enheder man kan lede, uden at det pædagogiske arbejde lider nød.

»I fremtiden får de altså et problem, hvis man vil have endnu større enheder med ledere for flere institutioner. Man kan ikke fjerne ledelsen helt fra det sted, hvor tingene foregår. Så opdager man ikke, når tingene går galt – ikke før de går helt galt. Og man er der heller ikke til at påskønne de ting, der går godt. Begge dele er lige slemt. Man bliver nødt til at være nærværende som leder.«

På mange måder er Valhal præcis den institution, som Kirsten Egsgaard drømte om at skabe, da hun blev leder for 12 år siden. Derfor kan det være svært at sætte ord på, hvorfor hun nu siger farvel til det hele.

Dybest set handler det om selvrespekt. For hvis hun ikke kan gøre det ordentligt, så vil hun hellere helt lade være.

»Jeg er blevet kontordame i min egen institution. Alt det, der gjorde, at jeg følte, jeg gjorde en forskel, er rykket ud på sidelinjen.«