»Jeg ændrede på noget, fordi folk omkring mig var bekymrede«

Af

Vi mangler et sprog til at finde ud af, hvad vi mener om burka, selvcensur, Islam og islamisme, mener børnebogsforfatteren Manu Sareen. Han har selv ændret i sine bøger, fordi hans omgivelser frygtede ubehagelige reaktioner.

INTERVIEW Gør det nogen forskel, om hovedpersonen i en børnebog, der tager pis på integrationen i Danmark, kommer fra Indien eller Pakistan?
Ja, det følte de mennesker, der omgav forfatteren, politikeren og integrationseksperten Manu Sareen, da han for fire år siden skrev den første af sine nu fem berømte børnebøger om drengen Iqbal Farooq fra Blågårdsgade på Nørrebro i København.
Manu Sareen er en af tidens mest efterspurgte børnebogsforfattere, og han melder sig nu på banen i debatten om selvcensur, der blev sat i gang 11. januar i år, da Ugebrevet A4 offentliggjorde en undersøgelse, hvor 654 galleriejere, forfattere, billedkunstnere og museumsledere deltog. Her gav hver ottende – 79 personer – udtryk for, at de selv havde droppet et projekt for ikke at krænke andre mennesker. Af disse svarede 31 personer, at det var fordi, de frygtede personlige trusler.
Tendensen genkender Manu Sareen både fra sin egen verden, men også fra private samtaler med forfatterkolleger. Muhammed-krisen og den meningsløse vold, tegningerne fremkaldte, har skabt en frygt i mange mennesker.
»Jeg oplevede selv gennem forlaget, da jeg skulle have tegnet en tegning til min børnebog, at der var en tegner, som pludselig sagde nej. Jeg ved ikke, hvad grunden var. Det ved man jo aldrig. Men senere fandt vi ud af, at han havde været en af Muhammed-tegnerne,« siger Manu Sareen.
Manu Sareen er heller ikke selv gået fri.

Uheldig faderskikkelse

I sine bøger udstiller han kærligt indvandrere, men netop derfor stammer nøglefiguren Iqbal og hans familie fra Indien – og ikke fra Pakistan, som Manu Sareen i første omgang havde valgt som familiens oprindelsesland.
»Jeg snød på vægten. Da det først skulle være en pakistansk familie, var der mange, der begyndte at rynke på næsen af mig. Kan man tillade sig det? Vil folk ikke blive sure? Så tænkte jeg: Fuck jer!«
»Det, der provokerede mig, var, at der var den der forsigtighed. At man implicit havde den tilgang, at muslimer ikke havde humor. Men fordi jeg var ny som forfatter, tænkte jeg til sidst: Okay – og så gav jeg familien en indisk baggrund,« siger Manu Sareen, der selv stammer fra Indien.
»Jeg ved ikke, om det er selvcensur eller ej, men jeg ændrer på noget, fordi folk omkring var bekymrede for, hvad reaktionen ville være. Jeg var ikke selv bekymret, men det var folk omkring mig,« siger han.
»Resultatet er det samme, og jeg giver den jo gas med burka og hele svineriet. Det sjove er jo, at hvis folk læser mine bøger, tager bøgerne jo dybt pis på integrationen, indvandrere og danskere. Det synes jeg, de gør. De laver tykt grin med imamer, den ene forbryderbande hedder ’imamer i pyjamas’,« siger han.
Manu Sareen mener, at denne nye type ’bekymring’ er en forståelig, men betænkelig tendens.
»Det, jeg ser nu, som har sneget sig ind – og det er det nye - er, at den hensyntagen er båret af noget nyt: frygten. Før var det ikke båret af frygt, men common knowledge og pli. Man sparker sgu ikke til dem, der ligger ned.«
»Men lige pludselig ser vi – og det er blevet et wakeup call for mange af os – at der er mange, der reagerer. Det afspejler den udvikling, vi har været igennem. Jeg synes, når jeg snakker med folk i forfatterkredse, at der er en nysgerrighed for på den ene side: Hvor langt kan vi trække grænsen? Men der er altså også frygt. Det vil jeg sige. Uden at blinke med øjnene,« siger Manu Sareen.
Og han har et bud på, hvorfor eksempelvis selvcensur, ja, i det hele taget integrationsdebatten ofte bliver så ophedet og polariseret:
»Vi har ikke udviklet et sprog i Danmark til at tackle denne værdipolitik – censur, selvcensur – og det gør, at folk falder i nogle underlige huller og ikke ved, hvad de mener. Bare ordet ’dansk’, hvad er det? ’Integration’, også. Vi snakker bare, men ingen ved, hvad det betyder,« siger han.
»Det er skide svært at skelne mellem Islam, islamisme, muslimer. Hvad mener vi egentlig om tørklæder, niqab og alle de der ting? Sådan er det også inden for selvcensur. Vi skal lige lære det. Det skal kunstnere også. Der er en forskrækkelse,« siger Manu Sareen, der dybest set ikke mener, der er noget at være bange for.
Det på trods af, at han i eksempelvis ’Iqbal Farroq og det grønne julemonster’ fremstiller familiens overhoved, Iqbal Farooqs far Nazem, som en kluntet mand, der roder sig ud i en masse forviklinger og ender med at betale hele 5.500 kroner for familiens første juletræ. I en humoristisk tone bliver familiens ret jordnære problemer med noget så alment som juleforberedelser satirisk fremstillet.
Men bøgerne er ikke skrevet for at hænge nogen ud.
»Det vigtigste sigte med bøgerne var, at i og med, at der er en stor gruppe indvandrerbørn i Danmark, ville det være sjovt for dem at læse noget, de kunne spejle sig selv i. Det mangler de. Jeg skriver helt klart med et integrationssigte,« siger Manu Sareen, der efter bøgerne om Iqbal Farooq konstaterer, at øvelsen lykkedes.
»På min Facebook-profil kan man se en masse indvandrere skrive og spørge, hvornår den næste bog kommer, både børn og forældre. Derfor kan jeg også med fasthed sige, at hvis der er nogen, der har humor, er det da muslimer,« siger han.

Volden har vundet

»Kunstnere skal bare finde ud af, at der sker i virkeligheden ikke en skid ved at lave kunst om muslimer. Men så er der Muhammed. Hvad gør vi med ham? Hvis nu I spurgte en række kunstnere om de ville turde tegne Muhammed i en kunstnerisk kontekst – ikke som en provokation – tror jeg, langt de fleste ville sige nej. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.«
Forfatteren Lotte Petri har sagt, at hun ikke kan forestille sig Muhammed afbilledet med et erigeret lem, som Jesus er blevet det – er du enig i det?
»Ja – det kan jeg ikke forestille mig. En ting er Muhammed, lad os lige parkere ham et øjeblik. En anden ting er muslimer generelt. Der er ikke noget at være bange for,« siger Manu Sareen.
»Så er spørgsmålet: Hvordan dælen forholder vi os til, at der er nogle mennesker, for hvem de har en gud, der er så hellig at … og det vadested er vi stadig i. Men hvorfor ville man ikke turde tegne Muhammed med erigeret lem? Fordi man har set de voldsomme reaktioner, Muhammed-tegningerne har kastet af sig. Men der er også mange, heriblandt mig selv, der kunne svine muslimer til, jeg synes bare ikke, det er nødvendigt at gøre det,« siger han.
»Jeg kan bare se, der er kommet en påpasselighed omkring religiøse emner de sidste fire-fem år. Der er en underliggende melodi, der er kommet ind – der var også en opera i Tyskland, der blev taget ned – og det gør folk jo kun af frygt. Helt seriøst.«
Manu Sareens forlag foreslog på et tidspunkt, at hans bøger skulle oversættes til både urdu og arabisk. Men den idé reagerede han instinktivt imod.
»Jeg har jo også fordomme. Jeg tænkte, at det ville de sikkert ikke grine af. Det er fuldstændig langt ude. Men det er det modsatte, jeg kan se nu. Sådan er det ikke. Indvandrere synes også, det er sjovt. De griner også med mig,« siger han.
Efter offentliggørelsen af Ugebrevet A4’s undersøgelse, blev undersøgelsens metoder skarpt kritiseret af især Dansk Forfatterforening – som Manu Sareen er medlem af. Undersøgelsen var ’underlødig’ og ’misvisende’.
I læserbreve og interviews såede foreningens formand og bestyrelsesmedlemmer tvivl om, hvorvidt der overhovedet fandtes selvcensur blandt kunstnere. Hvis der blev droppet projekter, var årsagen almindelig pli og takt mellem mennesker. Ikke frygt.
Manu Sareen har kun hovedrysten til overs for reaktionerne.
»Det, der sker i forfatterforeningen er, at du rammer den måske ømmeste tå, man overhovedet kan ramme. Jeg tror, I har ramt forfatternes selvforståelse, som hedder, at der ikke er noget, der stopper en. Men der er kommet rammer. Det skal vi lige lære at finde ud af. Hvad er spillereglerne – ligesom både muslimer og Dansk Folkeparti lige skal lære, at de også er med til at begrænse ytringsfriheden.«

Kongevejen til integration

Men hvorfor er det, at muslimer ikke bare griner af provokerende religiøs kunst? Det tager Allah eller Muhammed vel ikke skade af?
Nej, og sådan bør det selvfølgelig være, vurderer Manu Sareen, der mener, der også sker en bevægelse. Især blandt yngre muslimer.
»Kristendommen har jo været super god til at redefinere sig selv og finde sine ben igen. Det er en proces, som har stået på siden Luther og reformationen og Oplysningstiden. Den samme proces har Islam ikke været igennem. Der tror jeg, det er vigtigt, at man anerkender og forstår, at der er muslimer, som er midt i dén proces. At vi er meget forskellige i vores opfattelse af den religiøse tilgang,« siger han.
»Jeg vil ikke sige, at visse muslimer er 100 år tilbage, men jeg vil sige, at tolkningen af samtiden og ligestillingen mange steder i Mellemøsten på mange måder er 100 år tilbage. Men der er en bevægelse i gang. Der er mange mennesker omkring de lærde, som udvikler en modernitet, som søger en nyfortolkning af Islam. De går ikke i moskeerne, de går i stedet i foreninger.«
»Men kan man så bruge kunst til noget? Jeg tror, det er meget kompliceret … De næste par år tror jeg, vi kommer til at slås med hinanden. Vi vil stå i de her debatter igen og igen, indtil det jævner sig ud.«
»Min pointe i det her er, at vi lige skal finde vores ben i det her kaos. Men de første mange skridt er allerede taget.«
»Bare det, at Betty Nansen Teatret bruger kunsten til at tage fat i en masse tabuer og spiller dem. Kåre Bluitgen laver sin udgave af Koranen for børn. Mine egne bøger. Det er da skridt på vejen. Vi skal nok komme derhen. Men igen: Vi er i en ny tid, og vi har ikke nogle erfaringer at trække på. Det er helt sort land, det her. Men kunsten og kulturen er kongevejen til integrationen. Det mener jeg sgu!«
»Problemerne er der, det kan jeg love dig for. Men i Danmark taler vi om det, som om, der ikke er andre problemer. Det fylder meget, men det underlige er, at danskerne er nogle generøse og hjertelige mennesker også. Hvis man ser på debatten, tænker man: Hey, hvordan hænger det sammen?«
Årsagen er, at medierne bærer politikernes dagsorden. Men mere og mere tyder på, at politikerne er ved at komme ud af kontakt med befolkningen, vurderer Manu Sareen, der peger på debatten om kønsopdelte forældremøder på Holbergskolen, om burkaballaden, om indvandrermænd, der anklages for at voldtage til højre og venstre. Der er ved at komme en uoverensstemmelse mellem den politiske verden og danskernes virkelighed.
Lysten til at finde løsninger frem for problemer er efterhånden større i befolkningen end på Christiansborg.
»Det er som om flere og flere siger: Det kan godt være, Ahmed er lidt underlig. Men det er Gert sgu også – og vi finder ud af det,« siger Manu Sareen.