Jagten på social-demokratisk fremgang

Af | @GitteRedder

Mette Frederiksens teser var startskuddet til et halvt års hårdt socialdemokratisk arbejde med at få stablet en bæredygtig politik og strategi på benene. Det bliver en særdeles svær opgave, mener en række politiske eksperter. Socialdemokraternes krise er alvorlig, og andre partier har fået godt tag i middelklassen, siger forskerne.

TRE LYS PÅ ET BORD På lørdag 12. april kan Helle Thorning-Schmidt fejre sine første tre år som partiformand. Med fuld opbakning fra baglandet og en sjælden ro i folketingsgruppen. Men også med et sviende valgnederlag bag sig og en rekordlav tilslutning i meningsmålingerne. Hvad hun har vundet indadtil i organisationen af arbejdsro og aflivede fløjkampe, har hun tabt udadtil i vælgertilslutning. Som partiformand er hun klemt fra alle sider. Af en driftssikker og troværdig statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), en fræk og selvsikker SF-formand Villy Søvndal og en dreven Pia Kjærsgaard i spidsen for Dansk Folkeparti.

Fire samfundsforskere mener, at vejen ud af krisen for Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne bliver langvarig og svær. Alle fire vurderer, at den politiske fornyelse og troværdighed skal i centrum, hvis Helle Thorning-Schmidt skal have en chance for at leve op til sit valgslogan for tre år siden: »Jeg kan slå Anders Fogh«.

Lektor på Aalborg Universitet Johannes Andersen kalder Socialdemokraternes krise yderst alvorlig.

»Partiet har aldrig været i en så dyb krise som nu. Det er dybt deprimerende at se, at partiledelsen ikke aner, hvilket ben man skal stå på rent politisk,« siger Johannes Andersen.

Han anerkender, at Helle Thorning-Schmidt har frigjort partiet for magtkampe og fløjkrige og har bidraget til at skabe ro i en stor uregerlig partiorganisation. Men en organisatorisk sejr er ifølge Johannes Andersen intet værd, hvis tvivlen om den politiske kurs lammer internt og får vælgerne til at flygte.

»Det politiske ståsted mangler stadig, og det er hovedårsagen til krisen. Socialdemokraterne har ikke i tide forstået at matche deres politik, så den har appel til middelklassen, og samtidig går arbejderstemmerne ikke automatisk til Socialdemokraterne,« fastslår Johannes Andersen og tilføjer, at Socialdemokraterne er ved at tabe middelklassen til Venstre og SF.

Tvivlsom strategi

Johannes Andersen mener ikke, at den politiske slagkraft kommer før, at partiet fremlægger en klar politik. Og han tvivler på, at den strategi, som partiledelsen nu lægger op til, vil score stemmer.

Startskuddet til Socialdemokraternes nye strategi lød forrige søndag, hvor socialordfører Mette Frederiksen med ledelsens velsignelse fremlagde ni socialdemokratiske teser. Og ifølge A4’s kilder i partiet skal der over det næste halve år præsenteres en række nye, konkrete udspil. Partiets næstformand Nick Hækkerup er tovholder i en arbejdsgruppe, der skal komme med bud på et velfærdssamfund, hvor der blandt andet vil være fokus på at få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen. Mette Frederiksen står i spidsen for en gruppe, der skal formulere et udspil om bekæmpelse af ulighed, og partiformanden selv sidder for bordenden i en arbejdsgruppe, der skal se på, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Både folketingsmedlemmer og repræsentanter fra Socialdemokraternes øverste organ, partistyrelsen, er med i arbejdsgrupperne, som dermed også skal signalere over for medierne, at det ikke kun er Ritt Bjerregaard, der kan tage initiativ til politisk debat i partiet. Den københavnske overborgmesters initiativ med debatkredsen Den Røde Skole har gjort ondt helt op i partitoppen, fordi ledelsen kom til at fremstå uden vilje til politisk debat.

Det er der gjort op med nu. Og det hele skal resultere i et fornyet politisk grundlag, så der ikke hersker tvivl om, hvad Socialdemokraterne skal gå til valg på næste gang. På partiets kongres i september vil Helle Thorning-Schmidt kæde Mette Frederiksens ni teser sammen med de konkrete udspil og binde en rød sløjfe omkring hele pakken.

I folketingsgruppen er der delte meninger om strategien. Nogle er begejstrede, andre apatiske. Og de forskere, som A4 har talt med, er tvivlende:

»Hvis den strategi skal lykkes, skal der et lag nedenunder og nogle meget mere præcise, politiske målsætninger end de lidt tomme teser, som Mette Frederiksen netop har præsenteret,« mener Johannes Andersen.

Efterlyser kompas

Også professor på Center for velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet Klaus Petersen er skeptisk over for den nye strategi og fremhæver, at det ville stå stærkere i befolkningens øjne, hvis partiet lancerede en samlet politisk vision på én gang.

»Risikoen er, at man ikke får de mange små udspil sat ind i en samlet forståelig ramme. Hvorfor ikke præsentere velfærdssamfundet version 2.0, eller hvad det nu skulle hedde, under store fanfarer, så folk fik øje på det,« siger Klaus Petersen.

Han vurderer, at årsagen til de dårlige meningsmålinger er, at Helle Thorning-Schmidt indtil nu ikke er lykkedes med en politisk fornyelsesproces. Han opererer med tre begreber, der skal lykkes, hvis et parti vil overbevise vælgerne:

  • Teknokratisk skal man overbevise om, at man kan styre administration og bureaukrati for at få adgang til magten.
  • Populistisk skal man have et projekt, der kan begejstre og skaffe stor folkelig opbakning.
  • Idealismen er drivkraften, for uden idealisme vil det ikke lykkes at skabe tro på fremtiden og samle parti og befolkning.

Under opbygningen af velfærdsstaten i 1950’erne og frem til 1970’erne gik de tre ting op i en højere enhed for Socialdemokraterne, der sad solidt på magten.

»I dag har Socialdemokraterne mistet kontrollen på alle tre felter. Vælgerne oplever, at Anders Fogh Rasmussen lige så godt kan styre velfærdssamfundet som en socialdemokratisk regering. Socialdemokratiet har heller ikke længere patent på at være det tavse flertals talsmand, for både Dansk Folkeparti, SF og Venstre er i dag populistiske. Og idealismen er svær at finde hos Socialdemokraterne,« konstaterer Klaus Petersen.

For den fynske professor at se er der ingen vej uden om at formulere en ny socialdemokratisk fortælling, der fanger alle tre ting på én gang:

»Hvis man vil reformere samfundet, må man have et kompas. En sammenhængende vision med en klar socialdemokratisk identitet. Men det forudsætter, at man tør satse.«

Han henviser til, at der i mange år har været en tendens hos Socialdemokraterne til, at nye udspil hurtigt skaber konflikt, hvorefter ledelsen lige så hurtigt trækker lidt i land igen.

»Man bliver bange for sin egen skygge. Og når man politisk ikke tør satse, tages de politiske positioner i mellemtiden af andre partier. Jo længere tid, der går, jo sværere bliver et politisk comeback,« lyder analysen fra Klaus Petersen.

Helle Thorning-Schmidt er dygtig til at kommunikere, men ifølge Klaus Petersen duer det ikke at erobre mediedagsordenen, hvis der er usikkerhed omkring det politiske indhold.

»Der er ingen tvivl om, at Socialdemokraterne vil stå stærkere, hvis man formulerer en klar politik. Lige nu er deres politik uklar, fordi de tilpasser deres egen politik til andre partiers, så snart de møder modstand,« siger Klaus Petersen og nævner accept af regeringens skattestop og udlændingepolitik som eksempler.

»Socialdemokraterne er et vi-parti og ikke et jeg-parti«. Sådan lyder det fra en frustreret socialdemokrat i Folketinget. Underforstået at Helle Thorning-Schmidt godt kan droppe alle udsagn om, at hun alene kan slå Anders Fogh Rasmussen. At folketingsgruppen og partiets bagland skal kæmpe sammen, hvis historisk lave meningsmålinger skal vendes.

Udsagnet fra folketingsmedlemmet rammer lige ned i hjertekulen hos det gamle arbejderparti, nemlig det hellige medlemsdemokrati, som enhver partiformand til alle tider har været underlagt. Men medlemsdemokratiet er i dag en klods om benet på en moderne partiledelse, og det er partiets allerstørste dilemma, mener lektor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

»Socialdemokraternes partikultur afspejler et gammeldags traditionsbåret parti, som er mere eller mindre uforeneligt med en moderne partikultur, hvor ledelsen skal være udfarende, agere selvstændigt og turde sætte politiske dagsordener. Det er svært at ændre på en nedgroet partikultur, men det er helt nødvendigt med et opgør med traditionerne, hvis Socialdemokraterne skal ud af den alvorlige krise,« siger Kasper Møller Hansen.

Han understreger, at det ikke duer, at en partileder skal vende alle udspil i arbejdsgrupper og have grønt lys fra baglandet, før man mener noget for alvor. I en medievirkelighed, hvor alt går stærkt, virker det uprofessionelt og tolkes også som svag politisk ledelse.

»Socialdemokraterne er nødt til at få mere topstyring. Både i Venstre, SF og Dansk Folkeparti står det klart for alle, hvem der styrer. Socialdemokraterne har brug for en stærk ledelse i stedet for en uklar ledelse,« siger Kasper Møller Hansen og henviser til, at mange danskere kommer i tvivl om, hvem der er med i Socialdemokratiets øverste ledelse. Er det egentlig Henrik Sass Larsen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft, Mette Frederiksen eller Helle Thorning-Schmidt, der bestemmer?

Brug for stærkere værdier

Lektor Niels Wium Olesen fra historisk Institut på Aarhus Universitet mener ikke, at partikulturen hæmmer den socialdemokratiske ledelse. Han mener tværtimod, at der er en forbilledlig demokratisk struktur hos Socialdemokraterne og peger på, at det politiske opbrud væk fra partiernes faste vælgerbaser er skyld i Socialdemokraterne alvorligste problem.

»Ingen partier får deres stemmer forærende længere. Venstre har genopfundet sig selv og definerer sig selv som et værdibaseret parti. Socialdemokraterne har ikke i samme grad som Venstre fået formuleret en ny sammenhængende politik, og derfor fremstår Socialdemokraterne som lidt tvære over Venstres vellykkede genfødsel og meget usikre selv,« siger Niels Wium Olesen.

Midt i en højkonjunktur med vækst og fremgang vil værdispørgsmål stå stærkere hos folk, og derfor vurderer Niels Wium Olesen, at Helle Thorning-Schmidt skal formulere en værdipolitik, som både er i pagt med partiets historie, men mest af alt peger ud i fremtiden.

»Det er vigtigt, at et socialdemokratisk program har kant i forhold til regeringen. Man skal også turde være socialdemokrat,« siger Niels Wium Olesen og vurderer i modsætning til de øvrige politiske eksperter, at Mette Frederiksens ni teser som et værdipolitisk udspil er et lille skridt i den rigtige retning.