Ja til nyttejob nej til lortejob

Seks ud af ti arbejdsløse bakker op om, at de skal arbejde for deres kontanthjælp i såkaldte nyttejob, viser ny undersøgelse. Men lysten svinder, når de bliver bedt om at samle hundelorte op. Her får de ledige opbakning fra halvdelen af danskerne, men ikke fra beskæftigelsesministeren, som advarer mod ’jobsnobberi’.

Foto: Foto: Bjørn Marcus Trappaud/Polfoto.

SAMFUNDSTJENESTE Et flertal af de ledige vil gerne trække i arbejdstøjet og klippe hæk og skovle sne for deres kontanthjælp. Men flertallet vendes til et mindretal, hvis de bliver bedt om at bukke sig efter hundelorte. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4.

Seks ud af ti ledige erklærer sig villige til at arbejde for kontanthjælpen i såkaldte nyttejob. Men ved oprydning i hundeindhegninger sætter to ud af tre ledige grænsen.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har ingen kvababbelser med at byde ledige at rydde op efter hundeejere.

»Jeg vil ikke på forhånd udelukke jobfunktioner fra nyttejobbene, for der er i min optik ikke nogen job, som ikke er gode job. Det vigtige for mig, når man beder folk om at arbejde for deres ydelse, er, at det skal være meningsfyldt, og det skal have en nytteværdi. Og det, der har en nytteværdi, er nu en gang de funktioner, der er i et samfund,« siger Mette Frederiksen.

Hun har for nylig fået politisk opbakning til en reform af kontanthjælpen og til en ny indsats for dem, der mister deres dagpenge. Begge tiltag træder i kraft efter nytår og betyder, at tusindvis af ledige bliver sendt i nyttejob. Ifølge et forsigtigt skøn fra Beskæftigelsesministeriet kan antallet af ledige i nyttejob i løbet af 2014 løbe op på 20.000.

Minister: Drop jobsnobberi

Blandt danskere generelt blegner opbakningen til nyttejob, når de involverer hundes efterladenskaber. Mens otte ud af ti danskere går ind for nyttejob i bred forstand, mener blot hver anden, at ledige skal rydde op i hundeindhegninger.

Danskernes modstand tyder på, at der alligevel er grænser for, hvad man kan tilbyde arbejdsløse, vurderer ph.d.-stipendiat Mathias Herup Nielsen, der netop nu på Aalborg Universitet forsker i nyttejob. 

»Det er et eksempel på, at man ikke kan strække logikken om, at nytteaktivering er meningsfuldt, uendeligt. Der er en nedre grænse for, hvad man kan byde folk og stadigvæk kalde det meningsfuldt,« siger Mathias Herup Nielsen.

Men ideen om en nedre grænse for, hvad man kan sætte ledige til, køber Mette Frederiksen ikke. For hende er der er ikke noget arbejde, der er mere fint end andet.

»Vi er hverken menneskeligt eller samfundsmæssigt i en position, hvor man kan definere, at der er opgaver, som man ikke vil påtage sig. Danmark skal væk fra det der jobsnobberi,« siger Mette Frederiksen.

Sker kun for naboen

Selvom opbakningen til nyttejob generelt er stor, er der markant forskel på, hvad henholdsvis de arbejdsløse og den samlede befolkning mener, man kan sætte arbejdsløse til.

Mens kun en tredjedel af de arbejdsløse er med på at rydde op efter hundeejere, er over halvdelen af den samlede befolkning klar til at sende dem ud til netop den opgave. Og mens godt halvdelen af alle ledige vil skovle sne, er hele syv ud af ti danskere klar til at udstyre ledige med en sneskovl.

De lediges fortrukne nyttejob er havearbejde. Her erklærer to tredjedele sig villige til at passe haver for kommunens pensionister, mens hele tre ud af fire danskere ser det som en passende tjans.

Når danskernes vilje til at sende de ledige af sted med hækkesaks og sneskovl på den måde overgår de lediges egen lyst, hænger det ifølge Mathias Herup Nielsen sammen med, at de ledige har situationen tættere inde på livet.

»Det er højst forventeligt, at de ledige er mindre villige, fordi de identificerer det med deres egen person. Hvorimod mennesker, som måske aldrig har været i berøring med ledighed, tænker ’er det i orden, at den ledige – som ikke er mig – påtager sig det her’, og derfor bakker op,« siger Mathias Herup Nielsen.

Velfærdsforsker og professor Bent Greve fra Roskilde Universitet er enig.

»Forskellen på de ledige og resten af befolkningen afspejler, at danskerne ikke kan sætte sig ind i, om andre er i stand til konkret at udføre et job. Nuancerne kommer, når man selv får situationen tæt på, og man bliver klar over, at man ikke kan så meget,« siger Bent Greve.

Købt af befolkningen

Danskernes store opbakning til nyttejob skyldes i høj grad, at politikerne har haft held med at sælge ideen til befolkningen. Og det har ikke været svært at overbevise danskerne om, at man skal yde for at kunne nyde, vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet lektor Thomas Bredgaard.

»Det er hele den offentlige debat over det seneste halvandet år om Dovne Robert og Fattig-Carina, der har galvaniseret befolkningen i forhold til, at det kun er ret og rimeligt, at vi stiller nogle krav til kontanthjælpsmodtagere,« siger Thomas Bredgaard og fortsætter:

»Det rammer næsten den protestantiske arbejdsetik om, at man, i den udstrækning man kan, skal yde til samfundet som modydelse for den offentlige forsørgelse, man får,« siger han.

Han bakkes op af forsker Mathias Herup Nielsen, der mener, at selv de ledige er overbeviset om deres samfundspligt.

»Den er til en vis grad slået igennem hos de arbejdsløse selv, så man som ledig kan se fornuften i at levere en modydelse, når man får en ydelse fra staten, fordi man ikke kan finde et job. Ellers vil der ikke være balance. Den fortælling har været så stærk, at jeg ikke kan forestille mig, at den slet ikke skulle være trængt igennem til de ledige,« siger Mathias Herup Nielsen.

Hundehørm i Roskilde

Eksempler fra virkeligheden viser også, at de ledige må gøre lidt af hvert for at få deres kontanthjælp. I Roskilde kan arbejdsløse unge nu efter sommerferien blive sendt ud i et forsøgsprojekt. Her kan de blive sat til følgende:

Passe haver, skovle sne, vedligeholde motionsanlæg, tælle biler og blive sat til at samle høm-hømmer op i hundeindhegninger.

Det med at rydde op efter hundeejere er et nummer for groft for halvdelen af danskerne og for to tredjedele af de ledige – men ikke for formanden for Roskilde Kommunes beskæftigelsesudvalg, Evan Lynnerup (V). 

»Så længe det er lovligt og er nyttigt for samfundet, så har jeg ingen skrupler med, at man bliver sat i arbejde,« siger Evan Lynnerup.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen rynker heller ikke på næsen.

»Noget er givetvis sjovere end andet. Men der er nu en gang opgaver, som skal løftes. Det er en del af at få et samfund til at fungere. Og hvis jobbet inkluderer arbejde, som er fysisk hårdt eller indebærer lugtgener, så må kommunerne jo indrette arbejdsdagen sådan, at der bliver taget hensyn til det,« siger Mette Frederiksen og præciserer:

»Man skal jo ikke ydmyge folk, og man skal ikke bede folk om at gøre mere, end hvad der er rimeligt. Kommunerne skal bruge deres sunde fornuft og finde en ordentlig balance.«

Nordjyske fugleskræmsler

I Aalborg Kommune når kun en brøkdel af de ledige unge at få kontanthjælp, før de er ude af systemet igen.

Siden 2009 har kommunen indrulleret de stærke unge uden arbejde i en model, der medfører, at de bliver sendt ud og klippe hække eller slå græs i pensionisters haver, fra det øjeblik de melder sig ledige. Og det virker afskrækkende på de unge.

Ifølge kommunens egne tal møder 30 procent af de unge aldrig op til havearbejdet og kommer derfor aldrig ind i kontanthjælpssystemet. Yderligere 15 procent er så kort tid på kontanthjælp, at de aldrig når at klippe så meget som en eneste hæk, før de er ude af systemet. 50 procent starter, men siver ud inden for de første seks ugers græsslåning. Tilbage er 5 procent – svarende til en ud af 20 unge – som stadig er på kontanthjælp efter et halvt år.

»Nytteaktiveringen er en vej til at skræmme unge væk fra kontanthjælp. Man bruger aktiveringen som et fugleskræmsel. Jo bedre fugleskræmslet er, jo mere skræmmer det fuglene væk fra vores fælles afgrøder på marken,« siger forsker Mathias Herup Nielsen.

Kommunen lægger da heller ikke skjul på, at en del af formålet med nytteaktivering er at holde de mest selvhjulpne unge væk fra fællesskabets marker, fortæller direktør for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Preben Buchholt.

»Mange finder ud af, at det ikke er noget for dem. Så finder de noget andet selv og lader simpelthen være med at efterspørge kontanthjælp. Og så virker det efter hensigten,« siger Preben Buchholt.

Mathias Herup Nielsen fra Aalborg Universitet fremhæver, at skræmmeeffekten giver kommunen en betydelig økonomisk gevinst.

»Kontanthjælpsmodtagerne er en byrde på det kommunale budget, som man på denne her måde kan sætte et stort kryds over,« siger forskeren.

Den lediges indre købmand

Men det er ikke kun pisken, den nordjyske kommune har taget i brug. De unge bliver også mødt med en økonomisk gulerod i form af plancher, der skal motivere de unge til selv at gå ud og finde et job.

Kommunen pointerer for eksempel, at en kontanthjælpsmodtager under 25 år kan tjene det samme på syv timers arbejde om ugen, som han får ved at arbejde 34 timer i kommunens haveservice.

Mathias Herup Nielsen fra Aalborg Universitet kalder det at aktivere de unges økonomiske rationelle agenter.

»Nytteaktiveringen kobler kontanthjælpen til markedslogikken og bliver et rum, hvor de unge sælger deres arbejdskraft og gør en rigtig dårlig handel,« siger han og uddyber:

»Tanken er at aktivere det rationelle væsen, købmandsvæsenet i kontanthjælpsmodtageren, ved at understrege, at det virkelig ikke kan betale sig at være arbejdsløs.«

Men Preben Buchholt pointerer, at skræmmeeffekten kun giver mening over for de unge, som kun har ledighed som problem.

»Det her med at presse folk og skræmme folk virker alene positivt på de allerstærkeste unge. Hvis man har dårlige forudsætninger og sociale problemer, virker afstraffelse og trusler stik modsat, end det man gerne vil opnå. Folk vælter omkuld i stedet for,« siger Preben Buchholt.

Han bakkes op af sin politiske chef, rådmand i Aalborg Mai-Britt Iversen (S).

»Hvis man bruger de her redskaber på de svage, er man med til at gøre dem fattigere og marginalisere dem mere,« siger Mai-Britt Iversen og fortsætter:

»Det er vigtigt, at de, der kan, tager ansvar for deres eget liv. Det betyder jo, at vi har tid og råd til at gøre noget for dem, der har brug for langt mere.«