Ja tak til dialog om pension

Af Dennis Kristensen, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte.

Fagligt talt En ny rapport anbefaler, at arbejdsmarkedets parter går i dialog om at give den enkelte større frihed til at forvalte sin arbejdsmarkedspension. Og det er et godt udgangspunkt for den dialog, at det nu er slået fast, at ubegrænset valgfrihed kan udhule det solidariske element.

Den længe ventede rapport om større valgfrihed i pensionsopsparingen fra det såkaldte Bremer-udvalg er på mange måder interessant læsning. Ikke overraskende er rapporten mest konkret, når det handler om forslag til ændringer i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD).

Når det derimod handler om at indtænke øget valgfrihed i arbejdsmarkedspensionsordningerne, er udvalget tydeligvis rendt ind i vanskeligheder – i det mindste, når det handler om at indføre fri flytteret og dermed ret til frit at vælge pensionsforvalter.

Rapporten bekræfter, at de kollektive pensionsordninger indeholder en høj grad af solidaritet og understreger, at denne solidaritet ikke må svækkes til skade for de svageste.

Det centrale i debatten om fri flytteret i arbejdsmarkedspensionsordningerne er netop risikoen for, at de »gode« liv finder sammen og overlader de »dårlige« liv til sig selv. Det er da heller ikke lykkedes Bremer-udvalget at finde modellen, der på samme tid bevarer solidariteten og giver den enkelte totalt frit valg af pensionsforvalter.

I det lys er det positivt, at Bremer-udvalget i stedet for at pege på konkrete indgreb anbefaler, at arbejdsmarkedets parter indleder en dialog om at give den enkelte større frihed til at placere og forvalte sin opsparing. Det er et godt udgangspunkt for denne dialog, at det nu er slået fast, at ubegrænset valgfrihed i arbejdsmarkedspensionsordningerne kan føre til udhuling af det solidariske element.

Rapporten nævner, at valgfriheden i arbejdsmarkedspensionerne er beskeden. Desværre har udvalget overset de omfattende valgmuligheder i sammensætningen af ydelser, som allerede findes i Pen-Sam, der administrerer pensionen for FOA’s medlemmer.

Allerede i 1989/90 aftalte FOA med arbejdsgiverne, at medlemmerne i Pen-Sam selv kunne få indflydelse på, hvordan op til halvdelen af deres pensionsbidrag bliver anvendt. Disse muligheder er løbende blevet videreudviklet, senest med lanceringen af en ny pensionsmodel – FlekSion – som giver medlemmerne store muligheder for selv at vælge, hvilke ydelser de vil være dækket af.

Siden begyndelsen af 1980’erne har Pen-Sam haft medlemsvalgte repræsentanter, der har indflydelse på udviklingen af pensionsordningerne, herunder også på valg af investeringsstrategi.
Dermed er Pen-Sams medlemmer sikret kollektiv indflydelse på de overordnede rammer. Næste skridt vil naturligt være en diskussion om, hvordan det enkelte medlem inden for disse rammer kan få direkte indflydelse på investeringerne.

Der er fornuft i rapportens forslag om, at der skal udarbejdes anbefalinger om god og effektiv selskabsledelse for arbejdsmarkedspensioner. Alt i alt giver rapporten et brugbart grundlag for en dialog om udvidelse af den enkeltes indflydelse på egne pensionsforhold.

Nogle af kommentarerne i forbindelse med rapportens offentliggørelse kan dog godt give anledning til bekymring for, om rapporten skal bruges til dialog med arbejdsmarkedets parter eller som oplæg til lovgivning. Arbejdsmarkedspensionerne er – som udvalget selv fastslår – en del af den aftalebaserede danske model, og regeringen skal også her holde fingrene væk fra indgreb i aftalesystemet.