Islands EU-drømme i fare for at gå i fisk

Af Jens Thomsen

Mens Islands politikere har travlt med at søge om EU-medlemskab, vokser vælgernes skepsis over for Europa og EU. Bankkrisen har skabt bitterhed på Island. Og fiskeriet, der er landets største erhverv, advarer mod EU.

UNIONS-KULLER Den folkelige opbakning til Islands planer om EU-medlemskab vakler. Islands socialdemokratisk ledede regering arbejder intenst på at få EU-Kommissionen til at behandle landets EU-ansøgning i ekspresfart, men vælgerne i den kriseramte ø-nation har tilsyneladende mindre travlt.

Ifølge en nylig meningsmåling fra Capacent har 44 procent af islændingene ringe tillid til EU, og kun lidt over en fjerdedel nærer stor tillid til den Europæiske Union. Dertil kommer den folkelige modstand mod EU-medlemskab. Her viser meningsmålingerne, at op mod 60 procent af islændingene er negative over for et medlemskab, og den politiske splittelse rækker helt ind i regeringskoalitionen af socialdemokrater og grønne.

Vælgerne har det sidste ord, for EU-optagelsen skal til folkeafstemning, når Islands aftale med EU engang er forhandlet på plads, og både i Reykjavik og Bruxelles står det klart, at Islands EU-ambitioner kan ende på ’norsk’. To gange har norske regeringer forhandlet om EU-optagelse, og begge gange har de norske vælgere forkastet EU-medlemskab.

Men der er en afgørende forskel på Island og Norge: økonomien.

Mens Norges statslige oliefond må støvsuge verden for at finde investeringsmuligheder at placere nordmændenes mange oliemilliarder i, sidder de 320.000 islændinge tilbage efter krisen med en kæmpegæld og behov for en stabil valuta.

»På kort sigt kan vi godt fortsætte med kronen. Island går ikke under, hvis vi ikke bliver medlem af EU, men på længere sigt vil vi bevæge os i retning af et samfund med lave omkostninger og lave lønninger, og det er ikke en lovende fremtid,« siger Jón Steindór Valdimarsson, der er administrerende direktør i den islandske industrisammenslutning SI.

Fra ilden til asken

Mange års højkonjunktur fik en brat afslutning på få dramatiske dage i oktober sidste år, da Islands tre banker kuldsejlede i kølvandet på sammenbruddet i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers.

Selv om islændingene i flere år forinden var blevet advaret om, at deres overophedede økonomi var på katastrofekurs, blev advarslerne fejet af bordet af bankerne og de, som sad i det politiske førersæde.

Så sent som 17. april 2008 forsikrede Bjørn Gudmundsson – analysechef i Landsbanki, en af Islands tre banker – at »Island har altid betalt enhver sit«.

»Det er en absurd diskussion, for det er næsten utænkeligt for os, at vi ikke skulle kunne opfylde vores forpligtelser,« sagde han til New York Times.

Et halvt år senere var Landsbanki overtaget af den islandske stat sammen med bankerne Glitnir og Kaupthing. På grund af gigantiske udenlandske udlån i blandt andet Storbritannien og Holland var de islandske banker helt afhængige af det internationale lånemarked, og da markedet tørrede ud under finanskrisen, faldt de islandske banker sammen som korthuse. Den hårdtpumpede finansielle sektor var forvandlet til en rygende ruin, og Island var i praksis gået bankerot.

»Krisen var et chok, og den ramte almindelige mennesker med det samme. Mange havde boliglån i udenlandsk valuta, og da kronen faldt, blev renter og afdrag to- eller tredoblet fra dag til dag,« siger Jón Steindór Valdimarsson fra SI.

Bitterhed mod EU

For Islands EU-tilhængere ligger løsningen ligefor: Island skal bringes i sikker havn i EU, som først og fremmest kan give landet en stabil valuta; euroen.

Men i Island er sagen langt fra så enkel, for da Island i oktober i fjor virkelig havde brug for EU, var der ikke meget hjælp at hente i hverken store eller små EU-lande. Tværtimod gjorde den britiske premierminister Gordon Brown ondt værre, da han i politisk panik tog lovens antiterrorregler i brug for at redde britiske kunders opsparinger i islandske banker, de såkaldte Icesave-konti.

Sammen med Holland blokerede Storbritannien for, at Island kunne få hårdt tiltrængt støtte fra den internationale valutafond, IMF, indtil striden om Icesave var løst. De nordiske lande var stort set usynlige.

Det barske opgør om Icesave-milliarderne har forbitret islændingenes forhold til Europa, for Storbritannien og Holland – og med dem EU og IMF – vil tvinge den islandske stat til at tilbagebetale 3,8 milliarder euro eller cirka 28 milliarder kroner, som gik tabt i islandske banker i Storbritannien og Holland. Alle islændinge kommer med andre ord til at betale regningen for bankernes uansvarlige udlån i udlandet – en fremgangsmåde, som den britiske og hollandske regering aldrig ville have accepteret for deres egne borgere.

Sagen fik i august den fransk-norske dommer Eva Joly til at lange ud efter briter og hollændere i den konservative britiske avis The Daily Telegraph. Eva Joly, der er kendt for sin efterforskning af bedragerisager, er hyret af Island til at undersøge, hvordan økonomien i den lille nation kunne udvikle sig så katastrofalt.

»Naturligvis har Islands institutioner et stort ansvar. Men betyder det nødvendigvis, at man skal se gennem fingre med de britiske myndigheders ansvar og læsse det hele af på det islandske folk?« revsede Eva Joly.

En aftale om Icesave-sagen er på vej til andenbehandling i Altinget, og EU-tilhængerne håber, at miseren snart vil gå i glemmebogen.

»Det er lidt mærkværdigt, at folk bliver mere negative over for EU, netop når vi skal forhandle medlemskab. Det er ikke til at vide med sikkerhed, men det skyldes nok først og fremmest Icesave-sagen, og det at Island nu er under et IMF-program,« siger Jón Steindor Valdimarsson fra islandsk industri.

Fiskeriet advarer

EU-modstanden skyldes dog ikke kun bitterhed mod Europa. EU-medlemskab går imod interesserne i Islands absolut største erhverv, fiskeriet, der er blevet endnu mere betydningsfuldt for islandsk økonomi, efter udslettelsen af den finansielle sektor. Fiskeriet lægger ikke skjul på, at man ikke ønsker at få dikteret fiskekvoter og politiske retningslinjer fra Bruxelles.

»Vi har et system for fiskeriet, som vi mener, er godt, og med EU ville vi melde os ind i et system, som alle mener, fungerer dårligt,« siger Eggert Benedikt Gudmundsson, der er administrerende direktør for Islands førende fiskerivirksomhed, HB Grandi.

Eggert Benedikt Gudmundsson henviser til EU-landenes åbenlyse problemer med at håndhæve den fælles fiskeripolitik i EU’s farvande, hvor overfiskning og udsmidning af forbudte fangster hører til dagens orden.

»Styringen af fiskebestandene ville blive flyttet til Bruxelles, og vi mener, det er et nøgleelement, som vi skal fastholde her i Island på linje med vores adgang til at indgå fiskeriaftaler med vores nabolande,« siger Eggert Benedikt Gudmundsson.

Fiskerisektoren tegner sig for omkring 40 procent af Islands eksport, og Eggert Benedikt Gudmundsson frygter, at EU vil kvæle erhvervets konkurrenceevne.

»Vi har en levedygtig fiskerisektor. I en del EU-lande betragtes fiskeriet ikke som et levedygtigt erhverv, men holdes alene i live som en art social bistand til afsidesliggende områder,« siger han.

Derfor skulle Island i givet fald have en undtagelse fra EU’s fiskeripolitik, mener fiskerisektoren, der imidlertid ikke selv tror, at EU ville gå med til den løsning. Fiskeriets stærkeste kort i øjeblikket er dog den islandske krone, der er styrtdykket som følge af det økonomiske sammenbrud. Det svarer til en solid devaluering og er en stor hjælp for eksporten.

»Den relative værdi af fiskeriet er voksende på grund af valutasituationen. Der er naturligvis begrænsninger for udviklingen af fiskeriet, for vi har jo kvoter. Væksten skal komme fra andre områder, men vi har ikke råd til at ofre fiskeindustrien,« siger Eggert Benedikt Gudmundsson.

Fiskerisektoren støttes af Islands konservative parti, Selvstændighedspartiet, der er modstander af EU-medlemskab, men som mistede regeringsmagten, da krisen skyllede ind over Island. Her er kronen også i højsædet.

»Jeg tror ikke, vi har andet valg end at holde os til kronen i de kommende år. Kronen udretter mirakler for os nu. Vi har været i stand til at tilpasse os meget hurtigt, og eksportindustrien klarer sig ekstremt godt,« siger Selvstændighedspartiets leder Bjarni Bennediktsson, der støtter, at Island på længere sigt får euroen, men foretrækker euroen uden fuldt EU-medlemskab, så uafhængigheden er i behold.

»Island er et meget lille land, og der er bekymring for, hvordan en mikrostat kan overleve i en union med 500 millioner mennesker,« siger Bjarni Bennediktsson.

Han forudser dog, at det først og fremmest bliver den økonomiske situation, når EU-folkeafstemningen kommer, der afgør vælgernes holdning til EU.

Fortsætter stædigt

Men selv om meningsmålingerne, oppositionen og fiskeriet maler fanden på væggen for politikerne, fortsætter regeringen stædigt EU-forberedelserne.

Ansøgningen til EU blev afleveret 16. juli, Altinget har udpeget forhandlingsdelegationen, som skal forhandle vilkårene for Islands EU-optagelse, og i EU-Kommissionen er man i gang med at udpege EU’s forhandlere. Sveriges regering, der har EU-formandskabet i øjeblikket, har arbejdet intenst for at få EU-Kommissionen til at give grønt lys for optagelsesforhandlingerne inden årets udgang.

Finnen Olli Rehn, der er EU’s kommissær for udvidelse, mener, at Islands indlemmelse i EU burde være en smal sag, da Island ligesom Norge allerede har indført to tredjedele af EU-lovgivningen via landets medlemskab af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

Der vil dog mindst gå et år med forhandlinger og endnu et års tid med at ratificere aftalen i alle 27 EU-lande og i Island, og euroen kommer tidligst til Island et par år efter EU-optagelsen, så Island beholder kronen en tid endnu.

Mens de venter på EU, håber islændingene til gengæld, at de snart kan lægge de værste krisesymptomer bag sig.

»Det værste er forhåbentlig overstået om tre år,« siger Fridrik Már Baldursson, der er rektor for handelshøjskolen ved Reykjavik Universitet og tilhænger af euroen.

»Euroen ville være ekstremt hjælpsom i retning af at få en stabil økonomi på lang sigt. Tingene er mere vanskelige på grund af kronen, og livet efter krisen er vanskeligere,« siger Fridrik Már Baldursson.

I landet, hvor højkonjunkturens populære Range Rovere nu bærer øgenavnet ’Game-Overs’, er der dog små forårstegn i økonomien. Den lave krone gør Island meget konkurrencedygtigt, men manglen på penge er akut.

»Der er mange mennesker med gode idéer, omkostningerne er lave og infrastrukturen fortrinlig. Det vanskelige lige nu er at få finansiering,« siger Fridrik Már Baldursson.