Irland i centrum for ny euro-krise

Af Jens Thomsen

Så er den gal igen med styringen af euroland. Et økonomisk sammenbrud i Irland kan brede sig til Portugal og Spanien. Irland tvinges til at tage imod international hjælp.

DOMINOEFFEKT Irlands premierminister, Brian Cowen, har ryggen mod muren. Den irske banksektor er reelt fallit, og staten har ikke længere penge til at holde bankerne i live. I flere måneder har de irske banker kun overlevet takket være ekstraordinære lån fra Den Europæiske Centralbank (ECB), men nu har Brian Cowens partnere i eurozonen i praksis smækket kassen i.

Enten tager den irske regering imod en international hjælpepakke, eller også må Irland selv redde sine banker, lyder beskeden fra Bruxelles.

Dermed har eurolandene taget hul på endnu et kaotisk kapitel i krisen om euroen, og Brian Cowen risikerer at blive den nye krises første politiske offer. Hans koalitionsregering sidder på et vaklende flertal, og en ydmygende international hjælpepakke, der sætter irsk økonomi under administration udefra, kan blive dødsstødet.

Den irske krise udstiller endnu en gang den fælleseuropæiske valutas manglende styring.

Da krisen i Grækenland brød ud for et års tid siden, måtte grækerne gå tiggergang til Bruxelles for at få det nødvendige økonomiske sikkerhedsnet. Eurolandene havde ingen aftale om, hvordan de skulle håndtere en krise, og mens eurozonen skændtes om en redningspakke, fik krisen lov til at vokse.

Nu er eurolandene nået til enighed om en økonomisk redningskrans, som de kan kaste ud til nødstedte euromedlemmer for at forhindre, at nationale kriser bliver til eurokriser. Men Brian Cowen har strittet imod til det sidste.

I stedet for at bede om hjælp, har han og hans ministre stædigt benægtet, at Irland har behov for international hjælp – øjensynligt i et kortsigtet forsøg på at træde vande for at forlænge regeringens liv.

Først nu, hvor der er fare for, at Irlands økonomiske skibbrud kan trække andre svage eurolande, især Portugal og Spanien, med sig i dybet, må EU-partnerne vride armen om på den irske regering.

»I en nødsituation som den irske har fremgangsmåden sekundær betydning,« siger Daniel Gros, der er direktør i EU-tænketanken Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles.

Han placerer ansvaret for krisen hos de irske politikere, der har fortiet bankernes livstruende situation frem for at løse den.

»Det er op til irerne at tage beslutningen (om at bede om hjælp, red.). Politikere forsøger altid at udskyde problemer,« siger Daniel Gros, der mener, at det irske banksystem allerede var rabundus, da irske banker tidligere på efteråret i stor stil blev afhængige af ekstraordinære lån fra ECB.

»Når man er nødt til at gøre det, er det, fordi banksystemet er holdt op med at fungere. Det var allerede tilfældet, inden nogen begyndte at tale om en hjælpepakke til Irland,« siger Daniel Gros.

Frygt for krisespredning

I torsdags landede et hold af embedsmænd fra Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og EU-kommissionen i Dublins lufthavn. De skal forsøge at danne sig et overblik over Irlands behov for bistand og ikke mindst, hvor slemt det står til med landets banker.

Ret beset er det ikke så meget Irlands egne problemer, som har fået de andre eurolande til at slå alarm. For trods den dybe økonomisk krise er landet på vej mod en genopretning, og havde det ikke været for bankkrisen, havde irerne fået lov at løse problemerne selv.

Det egentlige problem er Portugal og især Spanien. Den irske bankkrise har gjort det betydeligt dyrere for den irske stat at låne penge, og de irske banker kan i praksis kun låne penge i ECB. Alle andre steder er døren enten lukket eller renterne for høje, og den høje pris for at låne rammer også Spanien og Portugal.

Mens den irske stat har penge til at dække sine udgifter frem til midten af 2011 – hvis man ser bort fra bankernes akutte behov – skal både Spanien og Portugal ud at låne penge om få måneder. Og er prisen for høj, risikerer EU et sammenbrud i Spanien, der udgør omkring 10 procent af eurozonens økonomi.

En nedsmeltning i spansk økonomi er et mareridt for EU’s ledere.

»Andre euromedlemmer vil have Irland til at tage imod hjælp, fordi de frygter, at krisen skal brede sig i kraft af højere låneomkostninger,« siger Ann-Katrin Petersen fra det tyske finanshus Allianz.

I samarbejde med EU-tænketanken The Lisbon Council er hun medforfatter af en rapport, der i oktober tog temperaturen på eurolandenes økonomier.

»På en måde er Irland blevet tvunget til at acceptere hjælp. Det bør tages op til diskussion (i EU, red.), for jeg mener ikke, at lande burde tvinges til at modtage hjælp,« siger Ann-Katrin Petersen.

Hun mener, at et element i krisen er forvirring hos politikere og de finansielle markeder, fordi der fortsat er usikkerhed om EU’s fremtidige procedure for kriseløsning, som skal træde i kraft i 2013, når den midlertidige krisefond udløber.

»Der er i øjeblikket stor usikkerhed, fordi EU’s permanente kriseløsningsmekanisme endnu ikke er vedtaget,« siger Ann-Katrin Petersen med henvisning til, at den tidligst bliver forhandlet på plads og vedtaget af EU til næste år.

Irlands plan B

Tilbage i Dublin leder den irske regering desperat efter en løsning, der kan fremstå som en håndsrækning til de irske banker, men lader staten styre forløbet uden for meget indblanding fra EU og valutafonden.

Som den første repræsentant for den irske stat erkendte centralbankdirektør Patrick Honohan torsdag, at Irland vil tage imod hjælp for adskillige milliarder euro, og for regeringen er hovedspørgsmålet nu, hvordan hjælpen kan præsenteres for de mange nationalistiske, irske vælgere.

Over for sine EU-partnere står Irland dog i en meget stærkere situation end Grækenland gjorde, understreger Iain Begg, der er professor i europæisk politisk økonomi ved London School of Economics.

»For irerne ved, at pengene er der, hvis de skal bruge dem. Så Irland har en plan B,« siger Iain Begg med henvisning til EU’s midlertidige hjælpefond.

Hidtil er Irlands plan A gået ud på at undgå økonomisk støtte overhovedet. En af Irlands bekymringer er, at Tyskland og Frankrig vil gøre alvor af truslerne om at kræve, at Irland hæver landets lave skatter for at skæppe i de slunkne, offentlige kasser. Især har Irlands lave selskabsskat på 12,5 procent længe været en torn i øjet på andre EU-lande, fordi Irland med stort held har brugt de lave skatter til at tiltrække udenlandske virksomheder.

Den irske regering vil for enhver pris undgå at blive presset til den slags betingelser for at få støtte fra EU, fordi den lave selskabsskat af vælgerne ses som central for fremtidig irsk vækst.

»En mulig løsning for Irland kunne være at skabe en særlig støtteordning for bankerne, og som ikke omfatter staten. Men spørgsmålet er, om skatteyderne i andre EU-lande vil være med til det,« siger Iain Begg.

Umiddelbart kan EU og valutafonden ikke støtte de irske banker uden at gå via den irske stat. Men Irland har et enkelt kort i ærmet, som kan lægge pres på Bruxelles, hvis EU-landene stiller krav, som Irland ikke ønsker at opfylde.

Tyskland har nemlig brug for en ændring af EU’s traktat for at gøre eurolandenes støtteordning gangbar i forhold til tysk lovgivning, men traktatændringer hænger ikke på træerne i EU-samarbejdet.

»Merkels løsning på det tyske problem er at bede om en traktatændring, og det har vist sig at være en meget vanskelig form for løsning i EU-samarbejdet,« siger Iain Begg med hentydning til striben af tidligere danske, irske, franske og hollandske nej’er til EU-traktater.

Kort sagt: Det kan blive meget vanskeligt for EU at få en traktatændring helskindet gennem en irsk folkeafstemning, hvis de irske vælgere føler, at Irland bliver mødt med urimelige krav for at få hjælp fra Bruxelles.

Og uden et irsk ’ja’, kan hele eurosystemets kriseløsningsordning falde til jorden.

»Alting har konsekvenser i dette spil,« siger Iain Begg.