Iraks arbejderklasse

Af

Hører det med til den internationale faglige kamp at bekæmpe krigen i Irak? LO-fagbevægelsen mener ja og har taget afstand fra USA’s angreb. Men det er ikke sikkert, at de irakiske lønmodtagere vil sende de varmeste tanker til den internationale fagbevægelse, når de en dag bliver befriet for Saddam Hussein.

Er det på sin plads, at den danske fagbevægelse blander sig og tager stilling i forhold til krigen i Irak? Er det en faglig organisations opgave at opfordre til demonstrationer mod Bush og protester mod Blair? Eller er holdningen til krigen, som i disse uger fylder så meget i medierne og vores bevidsthed, et personligt anliggende, som ikke har noget med danske lønmodtageres interessevaretagelse at gøre?

En rundtur i det faglige landskab giver ikke noget entydigt svar. Engagementet er mildest talt blandet og afslører samtidig en vis usikkerhed om, i hvor høj grad Irak-krigen bør være et fagpolitisk tema. LO opfordrede forrige fredag til to minutters stilhed for »fred i Irak« og har i en udtalelse krævet et klart FN-mandat for at gå i krig. LO ser med bekymring på splittelsen i FN og på dansk deltagelse på baggrund af et meget snævert politisk flertal. Dansk Metal har fulgt op med en kritisk udtalelse fra forbundets hovedbestyrelse, mens SiD er betydeligt længere fremme i skoene med støtte til demonstrationer og egen stop-krigen hjemmeside. HK og FOA holder ligesom andre af store LO-forbund en lav profil, og går man til hovedorganisationerne FTF og AC viser en hjemmeside-søgning på ordet »Irak« 0 resultater.

Den del af fagbevægelsen, som har taget stilling, er imod USA’s enegang i krigen mod Irak. Ud fra et internationalt retsperspektiv er det et ganske indlysende synspunkt, som givetvis deles af langt over halvdelen af de 1,2 millioner medlemmer af LO-forbundene. Men hvad med resten? Hvad med den tredjedel, der finder det er helt i orden, at USA og Storbritannien sætter Saddam fra magten og fjerner et af de mest grusomme diktaturer i verden? Hvad med de, der mener, at der er fuld dækning for en militær aktion i de hidtidige FN-resolutioner, og at Danmark naturligvis skal være med. Skal de ikke kunne føle sig hjemme i fagbevægelsen? 

Vores holdninger til en militær intervention, som den der finder sted i Irak, er i høj grad – og med god grund – styret af følelser. Som privatpersoner og politiske partier kan man have en holdning til krigen, og vi kan gå på gaden i demonstration og slutte os sammen i fredsbevægelser eller amerikanske venskabsforeninger – alt efter observans. Men at Irak-krigen skulle have noget med faglig kamp eller international solidaritet at gøre, er mere diffust.

Hvis man betragter LO som udelukkende en interesseorganisation, så må man sige, at det er svært at få øje på, hvilke interesser man varetager i Irak – med mindre man som formanden for cementarbejderne i SiD i Aalborg mener, at »krig altid går ud over arbejderklassen«. Med det synspunkt er det selvfølgelig fuldt legitimt for den danske fagbevægelse at bekæmpe krigen i Irak – en fuldblods solidaritet med arbejderne i Irak.

Men som det fremgår af LO’s nye værdigrundlag, så er fagbevægelsen andet end en interesseorganisation. Den er også en politisk organisation med værdier, der rækker ud over snævre lønmodtagerinteresser. Det fagpolitiske fællesskab omfatter lønmodtagere på det globale arbejdsmarked. »Vi skal gå foran og tage vores del af ansvaret for at hjælpe mennesker, der lever i fattigdom og nød og hermed bidrage til en fredelig og retfærdig verden,« hedder det i det netop vedtagne grundlag. Med det udgangspunkt er der ikke nogen tvivl om, at fagbevægelsen har en legitim ret til at blande sig i internationale politiske spørgsmål, som det også har været tilfældet i Mellemøsten og tidligere i modstanden mod apartheid i Sydafrika, hvor kampen for almindelige sorte lønmodtageres interesser er mere entydig.

Tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvad der bedst tjener arbejderklassen i Irak, og hvad der bidrager til en fredelig og retfærdig verden. Her er det ikke sikkert, at de fattige arbejdere i Irak vil sende de varmeste tanker og takke den internationale fagbevægelse for modstanden mod krig, når de en dag bliver befriet for Saddam Hussein.