Integrationsproblemer skal arbejdes væk

Af | @MichaelBraemer

Den danske integrationsindsats må ændres radikalt. Et misforstået kontanthjælpssystem, en for slap holdning og en forkert rollefordeling har efterladt indvandrerne og flygtninge som passive tilskuere til deres eget liv. Tal til deres ære og værdighed og brug ressourcerne det eneste sted, de nytter: På arbejdspladsen. Sådan lyder opfordringen fra Hans Lassen, der i flere år har arbejdet med belastede indvandrerfamilier på Fyn.

Racisme er en letkøbt, men dårlig undskyldning for, at integrationen af indvandrere på det danske arbejdsmarked ikke fungerer, mener Hans Lassen. Han har ikke mødt den i de to år, han har arbejdet på at skaffe job til indvandrere og flygtninge på fynske virksomheder – hverken blandt arbejdsgivere eller medarbejdere.

At indvandrere ikke gider arbejde, er også en myte, hvis opgaven ellers gribes rigtigt an, siger hans erfaring. Alligevel er den sørgelige kendsgerning, at langt under halvdelen af flygtninge og indvandrere er aktive på arbejdsmarkedet mod tre ud af fire danskere. Det er, fordi integrationsindsatsen er grebet grundlæggende forkert an, mener Hans Lassen. Man har lagt ansvaret for jobformidlingen og jobskabelse i hænderne på de forkerte. 

»Kommunerne er ikke sat her på jorden for at skabe job. Når de overhovedet har fået en sådan opgave, er det jo også kun, fordi der på et tidspunkt er sket en opstramning af reglerne, så man har skullet yde noget for den hjælp, man har modtaget. Men systemet fungerer ikke. Kommuner mangler kontakt til virksomhederne og dermed også kendskab til deres behov for arbejdskraft. Samtidig er de som andre offentlige myndigheder meget fokuseret på regler og er bange for at gøre fejl. Der er brug for det stik modsatte. Nemlig nytænkning og en erkendelse af, at fejl kan være et plus, fordi de rummer chancen for at lære, hvordan vi når vores mål,« siger Hans Lassen, der understreger, at det ikke er en kritik af kommunernes indsats, men en konstatering af, at de er sat på en opgave, de får svært ved at løfte.

citationstegnArbejde betyder også at blive herre over sit eget liv. Det betyder frihed for ydmygende kontrol, anseelse, identitet og voksende selvfølelse, fordi vi dybest set bedst man lide at blive set som det, vi kan bidrage med. Det giver stolthed og rank ryg selv at kunne forsørge familien. Og det skaber forbilleder i indvandrermiljøerne.

Vend indsatsen på hovedet

Hans Lassen opfordrer til, at man vender tingene på hovedet, så jobformidlingen og integrationsindsatsen i stedet lægges ud til virksomhederne. Her kender man behovet for arbejdskraft, og her er man mere tilbøjelig til at se på, hvad folk kan, end på, hvad de ikke kan – en tankegang, han ser som dybt indgroet i det sociale system. 

»Virksomhederne rummer et kæmpepotentiale, som kan udnyttes langt bedre i integrationen. Udgangspunktet er jo gunstigt: Alle er enige om, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i årene fremover. En undersøgelse i efteråret viste, at 42 procent af eksportvirksomhederne forudså problemer med at rekruttere arbejdskraft de kommende år. 20 procent overvejede at flytte produktionen til udlandet inden for det næste halve år af samme grund. Samtidig er de små årgange på vej ud på arbejdsmarkedet, og mange unge vil fravælge de job, som traditionelt har lav status, men som er velegnede som indgang til arbejdsmarkedet. For eksempel i detailhandlen og med rengøring. Set udefra må det være ufatteligt, at vi i en sådan situation vælger at holde så mange mennesker uden for arbejdsmarkedet. Det koster det danske samfund et tocifret milliardbeløb om året,« siger han.

06Stafetten sendes videre

Hans Lassen har de seneste år ledet forskellige integrationsprojekter på Fyn. Blandt andet i den belastede Odense-bydel Vollsmose, hvor opgaven bestod i at få 20 personer fra problemfyldte indvandrerfamilier i beskæftigelse.

Lige nu arbejder han med projektet Erhvervsintegration Nord i Svendborg, hvor 15 praktikanter med indvandrerbaggrund på forskellige virksomheder deltager i et seks måneders integrationsforløb med kombineret erhvervstræning og undervisning, herunder sprog.

13 virksomheder deltager i projektet, hvor der er gjort meget ud af at matche den rigtige person med den rigtige virksomhed. Det er et stafetprojekt, hvor stafetten gives videre til en ny gruppe virksomheder, når det afsluttes, så modellen vil brede sig som ringe i vandet. Socialt Netværk – Fyn står bag projektet, som Svendborg, Egebjerg og Gudme kommune har støttet økonomisk, og han ser det som et opløftende eksempel på kommuner, der er parate til at gå nye veje.

Det er Hans Lassens erfaring, at virksomhederne i stigende omfang tager sociale opgaver som integration på sig. Men han er ikke blind for virksomhedernes egen interesse i sagen.

»Ingen tvivl om, virksomhederne ser sig selv i en ny rolle. Men de bedste grundlag er dér, hvor det sociale ansvar overlapper forretningsmæssige interesser – mere hokus-pokus er der såmænd ikke over det,« siger han.

Energi forsvundet i den blå luft

Hans Lassens erfaring er, at indvandrernes aktive og positive indstilling er en nødvendig forudsætning for succesfuld integration. Især det seneste halve års debat har rejst tvivl om den reelle vilje hos mange indvandrere til at deltage på arbejdsmarkedet, og Hans Lassen afviser ikke, at der umiddelbart synes at være et problem.

Han har selv undret sig, når han har siddet over for passive arbejdsløse med fremmed baggrund og spurgt sig selv, hvor al den energi, det kræver at flygte fra ét land til et andet, er blevet af efter en række år i Danmark. Men indvandrerne er, som vi har præget dem, siger han: Tilskuere til deres egen fremtid på arbejdsmarkedet. Og tilskuermentaliteten er desværre lige så udbredt i gruppen af ressourcestærke indvandrere som blandt de svage danskere på kontanthjælp, oplever han.

»Vi har selv gjort dem svage ved at gøre dem til klienter i det sociale system i stedet for at bygge dem op til at tage ansvaret for deres eget liv. I vores projekter er ordet »klient« bandlyst. Her hedder de »hovedpersoner«. Vi andre kan udfylde alle mulige andre roller, men kun de selv kan spille hovedrollen,« siger Hans Lassen.

Han mener, at det danske samfund har været for slapt til at stille krav, og kan ikke se noget galt i et tilbud, som man i princippet kunne møde alle med ved grænsen: »Vi vil gerne hjælpe dig, for vi er et humanistisk land. Men så skal du også hjælpe os, for vi har brug for din arbejdskraft.« I stedet har vi lænet os tilbage og spurgt folk, hvad de har lyst til. En dødfødt strategi, kalder Hans Lassen det.

Økonomisk incitament skal der til

»Hvis vi vil tilskuermentaliteten til livs, bliver vi også nødt til gøre noget ved det manglende økonomiske incitament til at tage et arbejde. Det er mig komplet ubegribeligt, at det økonomiske princip, som ellers er bærende i vores samfund, er sat ud af kraft netop på kontanthjælpsområdet. Vi mennesker er jo rationelle – vi tilpasser os. Og hvis folk finder ud af, at på disse breddegrader har vi et kontanthjælpssystem, som sikrer, at der kommer penge ind, uden at man skal yde noget til gengæld, så indretter man sig selvfølgelig efter det. Men et sådan system er hverken hensigtsmæssigt eller begavet. Indvandrere og flygtninge skal selvfølgelig have et incitament til at tage et arbejde,« siger Hans Lassen, hvis bud er at sætte skatten ned på lavindkomster.

Når han alligevel siger, at indvandrere godt vil arbejde, er det, fordi han har positive erfaringer med at tale til en anden motivation end den økonomiske. Arbejde er meget andet end arbejde – der er også ære og værdighed på spil, understreger han.

»De værdier skal vi styrke i integrationsindsatsen. For arbejde betyder også at blive herre over sit eget liv. Det betyder frihed for ydmygende kontrol, anseelse, identitet og voksende selvfølelse, fordi vi dybest set bedst kan lide at blive set som det, vi kan bidrage med. Det giver stolthed og rank ryg selv at kunne forsørge familien. Og det skaber forbilleder i indvandrermiljøerne.«
For store dele af de indvandrergrupper, der står uden for arbejdsmarkedet, vil de såkaldte lavkompetencejob i første omgang være inden for rækkevidde. Her nytter det ifølge Hans Lassen ikke at have »fine fornemmelser«. Til gengæld taler han for, at der bygges et element af kompetenceløft og opkvalificering ind i integrationen.

»Der er intet galt i at gøre rent eller beskære folks træer. Tværtimod er det nyttigt og efterspurgt arbejde, og det kan være en god måde at komme i gang på det danske arbejdsmarked. Men ingen siger, at det er det, man skal gøre resten af livet, hvis ambitionerne er højere, og man først har fået fodfæste i samfundet.«

Erhvervslivet skal kompenseres

Integrationsindsatsen vil fortsat kræve ekstraordinære ressourcer. Og Lassen forestiller sig ikke, at erhvervslivet skal påtage sig ansvaret gratis.

Der skal for eksempel opbygges en mentor-ordning på virksomhederne. Ordningen har været et centralt element i de projekter, Hans Lassen har stået for. Den indebærer, at en person fra virksomheden tager sig af nyansatte flygtninge og indvandrere og sætter vedkommende ind i den kultur og de mange uskrevne regler, der gælder i det danske arbejdsliv.

»Det er alene et spørgsmål om, hvor man vælger at bruge ressourcerne, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at effekten er størst ude på virksomhederne. Men det offentlige skal selvfølgelig fortsat have det overordnede ansvar – fordele ressourcerne og udøve myndighed. For eksempel tage stilling til, hvad en hovedperson kan tillade sig at sig nej til, og eventuelt gennemføre nødvendige sanktioner over for vedkommende. Men jobformidlingen og jobskabelsen hører til på virksomheden,« siger Hans Lassen.

Han så helst, at alle de ressourcer, der i dag bruges på integration i det offentlige, flyttes ud på virksomhederne. Statsministeren kunne så skrive ud til samtlige virksomheder: »Kære venner, vi står med en tikkende bombe. Skal vi hjælpes om at løse problemet? Her er, hvad I skal gøre, og her er, hvad I får for det.«

»Det ville være en aftale, der kunne sætte en tiltrængt nytænkning i gang,« siger Hans Lassen.