Integrationens svære trin to

Af | @MichaelBraemer

Politikere og danskere vil have foreninger til tage et større ansvar for integrationen af nydanskere. Men foreningerne har svært ved at tiltrække indvandrere, som står fremmede over for den danske foreningskultur. Foreninger for etniske minoriteter efter dansk model er det tætteste, man foreløbig kommer en succes.



FORENINGSLIV
Integrationen af indvandrere i det danske samfund er ikke god nok, og det er ikke mindst kommunernes skyld. Hvis man vil rette op på manglerne, skal det danske foreningsliv på banen og i højere grad have fat i indvandrerne.

Sådan cirka er folkestemningen ifølge en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) blandt et repræsentativt udsnit af den voksne danske befolkning.

56 procent erklærer sig i undersøgelsen helt eller delvis enige i, at integrationen ikke fungerer, og at mange nydanskere lever og bor isoleret fra det danske samfund. Seks ud af ti er helt eller delvis enige i, at deres kommune skal være bedre til at integrere nydanskere. Og tre ud af fire er helt eller delvis enige i, at foreningslivet kan bidrage til integrationen af kommunens nydanskere.

Holdningen i befolkningen er dermed i overensstemmelse med de politiske udmeldinger om, at fokus i integrationen nu ikke længere skal være ensidigt på arbejdsmarkedet, men i højere grad på at bygge sociale fællesskaber på tværs af etniske skel. Her er foreningslivet tiltænkt en central rolle. Det vidner blandt andet en satspuljebevilling i 2009 på knap 10 millioner kroner til inddragelse af etniske minoriteter om.

Martin Justesen, formand for DUF, er parat til at påtage sig et større ansvar i integrationsarbejdet. DUF er paraplyorganisation for 70 børne- og ungdomsorganisationer med tilsammen 600.000 børn og unge - blandt andre spejdere, studenterorganisationer, kirkelige foreninger, miljøorganisationer og politiske ungdomsorganisationer.

En alt for lille del af den ellers store medlemsskare har indvandrerbaggrund, erkender DUF-formanden. Foreningslivet har simpelthen været for dårlig til at inddrage unge med anden etnisk baggrund, mener han.

»Ingen tvivl om, at foreningerne kan spille en stor rolle i integrationen, for foreningslivet er en indføring i demokrati. Vi ved, at aktive i foreninger langt oftere end andre også er aktive i skole- og kommunalbestyrelser, boligforeninger, partiforeninger og andre råd og bestyrelser. Derfor vil det være et kæmpeskridt fremad for integrationen at få nydanske unge inddraget. Men der er ingen nemme løsninger her, for så havde vi gjort det for længst.«

Intet kendskab til foreninger

Martin Justesen lægger op til et tættere parløb mellem foreninger og kommuner for at styrke foreningslivet i forhold til indvandrere. Nøjagtig hvordan det skal tage sig ud, vil han nødig komme med en opskrift på, for udfordringerne og foreningstilbuddene er forskellige rundt omkring i landet.

»Det kan være i form af fælles kampagner, ekstra ressourcer eller bare nogle møder. For at det ikke skal lyde som det evindelige råb om flere penge til foreningslivet, vil jeg sige, at det vigtigste er, at der kommer gang i en dialog mellem kommuner og foreningerne. Det lyder banalt, og det er det også, men den er der faktisk ikke mange steder i dag,« siger han.

De største udfordringer er ifølge Martin Justesen, at hverken de unge med indvandrerbaggrund eller deres forældre kender til tilbuddene i foreningerne eller nytten af dem. Og at der ikke er en tradition for foreningsliv i de mellemøstlige lande, som de fleste indvandrere kommer fra.

Det kan Muhsin Türkyilmaz, formand for Rådet for Etniske Minoriteter og medlem af Vejle Kommunes integrationsråd, tale med om. I Tyrkiet, hvor han kommer fra, er man social på en anden måde. Man holder sig til naboer og venner.

»Det er svært for unge med anden etnisk baggrund at bevæge sig væk fra deres forældres kultur og over i den danske, hvor man grupperer sig efter interesser. De er tilbøjelige til at afvise alt med ’det er ikke noget for mig’ uden at have prøvet det. På den måde får de ikke mulighed for at udvikle og dyrke deres individuelle interesser og arbejde med noget, de er gode til,« siger han.

Muhsin Türkyilmaz mener, at der brug for en helt anderledes massiv indsats fra kommuners og foreningers side, hvis barrieren hos mange indvandrere skal nedbrydes. Kun hver tredje unge med indvandrerbaggrund er aktiv i en forening, mens det gælder for over halvdelen af øvrige danskere.
»Brochurer i de etniske foreninger er ikke nok. Man bliver nødt til at tage de unge i hånden og med til spejder eller fodbold et par gange. Rigtig mange børn og unge er ikke selv i stand til at tage det første skridt mod de danske foreningstilbud,« siger han.

Krævende at være dansk forælder

Det er ikke mange år siden, at Muhsin Türkyilmaz selv tog sit første tøvende skridt ind i integrationsrådet i Vejle og alvorligt overvejede, om det var noget, han magtede. I dag, som formand for alle landets integrationsråd og i besiddelse af et utal af nationale og internationale bestyrelsesposter, kan han i høj grad se nytten af at overvinde sig selv og ’blande sig’.

Derfor mener han også, at der er behov for en målrettet indsats mod indvandrer-forældre, hvis de unge med anden etnisk baggrund end dansk skal have de samme sociale kompetencer og klare sig i samfundet på lige fod med deres jævnaldrende med dansk baggrund.

»Forældrene skal vide, hvad det kræver at være forælder i Danmark. Det er meget, og det er nok også derfor, at danskere får så få børn. I Tyrkiet og Mellemøsten er holdningen, at børnene skal have mad og rent tøj, og så klarer de ellers sig selv. Her er de nødt til at kende de tilbud, der betyder så meget for deres børns udvikling og selvtillid, og som også kræver, at forældrene selv deltager,« siger han.

Jørn Sørensen, radikal borgmester i Holbæk Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings Børn og Unge-udvalg, er enig. Han mener, det vil være en god ide at komme ud i hjemmene og tale med især fædrene om, hvordan de skal optræde for at være en del af den danske foreningskultur.

Holbæk-borgmesteren har selv været fodboldtræner og oplevet, hvordan indvandrerfædre godt vil kigge på, men ikke forstår nødvendigheden af, at de selv giver et nap med, hvis en klub skal fungere. For eksempel med kørsel af børn til kampe. Men der er ingen grund til at male fanden på væggen. Indvandrerne er langsomt, men sikkert ved at leve sig ind i det danske foreningsliv og lokaldemokrati, mener han.

»Flere og flere finder politisk arbejde spændende og kan se mulighederne i det. Der er også flere, der melder sig til bestyrelser i skoler og daginstitutioner, og det er smaddergodt. I idrætsverdenen er der ikke så mange, men dog et stigende antal bestyrelsesmedlemmer med indvandrerbaggrund. Og der er rigtig mange almindelige medlemmer i idrætsklubberne. Jeg vil ikke sige, at jeg er tilfreds, men udviklingen er på vej, og den hænger nøje sammen med den højnelse af uddannelsesniveauet, der finder sted blandt indvandrerne,« siger han.

Befolkningens kritik af, at kommunerne er for dårlige til integration, tager Holbæk-borgmesteren gerne på sig, for indsatsen kan altid blive bedre. Men hvis DUF er ude på en fælles kommunal indsats med flere penge, gratis kontingenter og konsulenter, der render rundt og fortæller, hvad de forskellige parter skal gøre, er han afvisende.

En forbedring af indsatsen skal finde sted lokalt ud fra de konkrete udfordringer og muligheder, der er. Og man skal ikke tvangsdemokratisere, men respektere de prioriteringer, unge indvandrere har, mener Jørn Sørensen.

»Kan du forestille dig en tyrker melde sig ind i Greenpeace Ungdom og diskutere udryddelse af hvaler – og så over i købet betale kontingent for det? Det skal nok komme, men i første omgang skal vi være glade for, at han vil gå til fodbold og møde danskere der.«

Når chefen for organisationsudvikling i DUF, Bente Ryberg, taler om succesoplevelserne i forbindelse med etniske minoriteter, handler det da også i meget begrænset omfang om, at unge med indvandrerbaggrund er blevet inddraget i fællesskaber med etnisk danske unge. Hvis det endelig lykkes, skyldes det rigtig stærke ledere, der gør en langvarig og vedholdende indsats i forhold til målgruppen.

Derimod er der mange gode erfaringer med ’danske’ organisationer, der gør noget for nydanskere. Ungdommens Røde Kors og Red Barnet er for eksempel rigtig gode til lektiecafeer i boligområder med stor koncentration af nydanske unge, fortæller Bente Ryberg:

»Vi har også rigtig stor succes med – i partnerskab med Integrationsministeriet – at støtte tolv unge nydanske foreninger, som vi træner i den danske foreningsmodel med opbygning af lokalforeninger, vedtægter, hvordan man afholder gode møder, laver et projekt, sætter sig nogle mål og arbejder mod de mål. Det samarbejde har vi haft siden 2006, og det er en kæmpesucces.«

Eksemplerne er blandt andre Foreningen af Unge Nydanske Kvinder (FUNK), Dansk Arabisk Ungdom og Dansk Palæstinensisk Ungdomsforening. Men mange forholder sig kritisk til, at der nu opbygges et parallelt foreningsliv for indvandrere. Det gælder også Holbæk-borgmester Jørn Sørensen.

»Det er faktisk endnu værre, når de bare isolerer sig i nye foreninger,« mener han.

Det ideelle er umuligt

Bente Rybergs svar til kritikerne er, at det er dét eller ingenting. Nydanskere står ikke i kø til de danske foreninger og er heller ikke på vej til at gøre det, påpeger hun.

»Når alt kommer til alt, har det jo altid været en del af den danske foreningskultur, at man har delt sig efter anskuelse. Og de får nogle kompetencer, der gør, at de meget lettere kan bevæge sig rundt i resten af foreningslivet. De finder ud af, at det giver nogle muligheder at engagere sig – at det er meget sjovere at deltage og påvirke end at stå på sidelinjen og brokke sig,« siger hun.

Argumentet bakkes op af undersøgelsen ’Veje til integration’ om indvandrernes deltagelse i frivilligt foreningsarbejde, som ph.d.-studerende Gunvor Christensen var med til at gennemføre på SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

»Man er nødt til at se integration som en proces, hvor første skridt er i det hele taget at komme ud og deltage i aktiviteter. For nogle er det nødvendigt at være i rene etniske kvinde- eller børnegrupper for overhovedet at have mulighed for at deltage i frivilligt foreningsarbejde. Til gengæld så vi eksempler på, at disse grupper senere førte til noget andet eller åbnede sig for danskere,« siger Gunvor Christensen.

Begrænset integration i sport

Integrationsproblemer oplever de også i den sportslige del af foreningslivet, men de har en anden karakter. Her kommer børn og unge med indvandrerbaggrund i stor stil og helt af sig selv. I hvert fald til fodbold, boksning og kampsport. Men det betyder ikke, at integrationen er sat på skinner, understreger konsulent Preben Astrup fra Dansk Idræts Forbund (DIF).

»Det kan være en leder fra fodboldklubben i den indvandrerdominerede bydel Vollsmose i Odense, der ringer og siger, at ’nu er der kommet 200 drenge, men klubben har aldrig set nogen forældre, og der er også problemer med kontingentet.’ Så starter vi der. Det kan også være en træner, der ringer og siger: ’Hvad gør jeg? Jeg har 25 spillere, og har snakket med dem alle sammen. Kun to forældre har kørekort, men ingen bil. Så hvordan kommer vi til kamp?’,« fortæller han.

»Fodbold er integration« lyder et slogan i en kampagne, og det er det også i byer og områder, hvor børn og unge med anden etnisk baggrund kommer til at spille med et flertal af etniske danskere. Problemet er ghettoområderne i de store byer, hvor de eneste danske islæt kommer fra ressourcesvage familier, påpeger Preben Astrup.

»Når vi får en familie op at køre, så den magter det organisatoriske omkring klubben, så magter den også at flytte væk. Og så starter vi forfra. Så længe vi har boligområder, der afviger så radikalt fra det normale, så kan man ikke drive foreninger under normale betingelser under folkeoplysningsloven,« mener han.