Integration på rette kurs i Danmark

Af | @MichaelBraemer

Det går på mange områder bedre for indvandrerne i Danmark, viser ny rapport, der samler op på 10 års udvikling på integrationsområdet. En succes, der kun forstyrres af mediers og politikeres ensidige fokus på problemer, mener integrationsforsker. En katastrofe, hvor indvandrere isolerer sig i parallelsamfund, mener integrationskonsulent, der selv er indvandrer.

INDVANDRERE Integration er et ord, der er stort set lige så mange tolkninger af, som der er mennesker. De spænder lige fra, at alle i et samfund ned til mindste detalje skal ligne den samme vandgrød til, at befolkningsgrupper kan være nok så adskilte og præget af nok så forskellige værdier – bare det ikke giver anledning til konflikter.

At måle integrationen forekommer derfor at være lidt af en udfordring. Det var ikke desto mindre det, analysebureauet Catinét satte sig for at gøre for nøjagtig 10 år siden med »IntegrationsStatus«: En interview­undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af flygtninge, indvandrere og efterkommere i Danmark, som siden er blevet gentaget flere gange årligt med de samme spørgsmål.

På den måde har bureauet løbende i procentsatser og med decimaler kunnet rapportere store og små udviklingstendenser i livet blandt landets etniske minoriteter.

I jubilæumsrapporten ”IntegrationsStatus – 10 år i et integrationsperspektiv” gøres der status over udviklingen fra den første til den seneste måling. Her ser man, hvordan de brede kredse af indvandrerne har reageret på et årti, hvor integrationsspørgsmål til tider har været helt i top på den politiske dagsorden. Hvor den danske udlændingedebat har nået så skingre højder, at det har vakt genlyd i de fjerneste afkroge af verden, og hvor vi med Muhammed-tegningerne for alvor fik tændt bål i gader og ambassader.

Umiddelbart ser integrationen ikke ud til at have lidt overlast, for der kan ses en positiv udvikling på stort set alle de områder, Catinét har valgt at fokusere på. To ud af tre indvandrere er i dag godt integrerede, når de selv skal sige det. Det mente kun lidt over halvdelen for 10 år siden.

Arbejdsmarkedet har åbnet sig

Medvirkende årsag er utvivlsomt, at arbejdsmarkedet har åbnet sig, så over halvdelen af indvandrerne og flygtningene i dag er beskæftiget mod kun hver tredje for 10 år siden.

På uddannelsesområdet ses fremgang på alle niveauer, og andelen helt uden uddannelse er i løbet af de 10 år svundet fra 38 til 24 procent. Danskkundskaberne er også blevet bedre blandt indvandrerne. Tre ud af fire taler i dag godt dansk mod 44 procent for 10 år siden – hvis man altså holder sig til indvandrernes egen vurdering. Spørger man de interviewere, der har talt med dem, falder andelen med gode danskkundskaber til 60 procent.

Med arbejde og uddannelse har flere indvandrere også fået lejlighed til at komme tæt på danskerne. Derfor har flere og flere gennem årene fortalt om danske venner. Hvor to ud af tre i 1999 overvejende havde udenlandske venner, gælder det i dag kun 38 procent.

Men ét er at engagere sig med og blandt danskere – noget andet tilsyneladende at drosle ned for orienteringen mod hjemlandet. I hvert fald ses ikke samme tydelige udvikling i indvandrernes medieorientering. Andelen, der overvejende eller udelukkende tænder for danske tv-kanaler er nu som dengang 28 procent. Den store gruppe, som oven i købet er vokset fra 62 til 66 procent, fortæller, at de ser tv-kanaler fra både Danmark, oprindelseslandet og udlandet.

Der bliver færre indvandrere, som føler sig urimeligt forskelsbehandlet på grund af deres oprindelse. I dag kan to ud af tre sige sig helt fri for at opleve diskrimination mod hver anden første gang, Catinét stillede spørgsmålet. En fjerdedel føler sig stadig diskrimineret. Når de bliver spurgt, hvem der diskriminerer, peger indvandrerne først og fremmest på politikere og medier.

Endnu ikke danskere

Men er indvandrerne så blevet mere danske i løbet af perioden? Ja, hvis man måler på statsborgerskab, er de helt klart. Andelen af indvandrere med dansk pas er vokset fra 21 til 53 procent.

Den danske identitet har noget sværere ved at bide sig fast. Andelen, der føler sig rimelig meget eller fuldt ud som danskere er ganske vist vokset fra 8 til 23 procent, men er stadig mindre end den andel, der slet ikke eller kun i meget lille omfang føler sig som danskere. Den udgør i dag 33 procent mod 61 procent i 1999.

Flemming Mikkelsen, seniorforsker ved Akademiet for Migrationsstudier i Danmark og forskningschef hos Catinét, mener, at de over 20.000 interview, der er gennemført med indvandrere over de seneste 10 år, samlet set fortæller historien om en succes.

»Det afgørende for indvandrere er, at de ikke bliver koblet af og føler sig som udskud, når de kommer til et andet land. Det gør de ikke i Danmark. Vi kommer selvfølgelig ikke uden om, at indvandrere og flygtninge er overrepræsenteret på bunden af samfundet. Men der er til gengæld en betydelig optimisme og fremgang hos andengenerationsindvandrerne,« siger Flemming Mikkelsen.

Den almindelige dansker har en anden opfattelse af, hvordan integrationen skrider frem, hvilket blandt andet målinger i Ugebrevet A4 har vist. Det skyldes ifølge Flemming Mikkelsen dels en presse, der har haft ensidig fokus på de problematiske sider af mødet mellem forskellige befolkningsgrupper. Dels politikere, der har gjort integrationsspørgsmålet til et slagsmål.

»Det er en politisk bekymring, og det, tror jeg, hænger sammen med, at Danmark er et nyt indvandrerland. Tidligere kolonimagter som Holland og England har haft mange flere års erfaring på området og et andet beredskab til at tackle de problemer, der opstår i forbindelse med indvandring,« siger han.

Religiøsiteten skal udfordres

Mehmet Yüksekkaya, integrationskonsulent og forfatter, er kurdisk indvandrer og har boet i Danmark i 25 år. Han ser helt anderledes kritisk på integrationen. Det er strålende, at stadig flere indvandrere slår sig løs på arbejdsmarkedet og på uddannelsesinstitutioner. Men det er i sig selv ingen garanti for vellykket integration, mener han.

»Min hjemmelavede definition på god integration er, at der skal ske en tilnærmelse til det danske samfund på det kulturelle og sociale område, og at et voksende antal indvandrere skal orientere sig mod det danske samfund. Men det er ikke det, jeg oplever i indvandrermiljøer. Jeg er bekymret over, at mange indvandrere lever i deres helt egen verden,« siger han.

Catinéts målinger er ifølge Yüksekkaya væsentlige og kan altid give anledning til nyttige diskussioner. Men hvor er det kritiske fokus på det store antal indvandrerkvinder, der holdes uden for arbejdsmarkedet og det sociale liv? Og hvad fortæller de om den religiøse, muslimske oprustning, som giver sig udslag i intolerance og grove chikanerier over for indvandrere, som prøver at leve efter danske normer, spørger han.

Indvandrernes fastlåste medieorientering mod hjemlandene er direkte kædet sammen med den religiøse vækkelse, mener Mehmet Yüksekkaya.

»Når du er religiøs, bliver du målt på, hvor stærk en tilknytning du har til hjemlandets kulturforhold. Derfor har vi indvandrere, der orienterer sig – endda om danske forhold – gennem udenlandske medier, og det er helt galt. Den virkelige udfordring for integrationen er at udfordre religiøsiteten. Vi forsøgte lidt med Muhammed-krisen, men blev sat til vægs. Nu har vi kun Karen Jespersens hysteri, og den er der ingen, der tager alvorligt,« beklager han.

Catinét har målt indvandrernes religiøsitet siden 2000, og den gennemsnitlige grad af religiøsitet i indvandrergruppen er faktisk ikke steget i løbet af de ni år. Den har tværtimod været svagt faldende. Dermed dog ikke sagt, at religiøsitet er på vej ud, for det er blandt de 15-29-årige – hovedsagelig andengenerationsindvandrere – man gennemsnitligt møder den største religiøsitet.