Ingen ved, hvor mange voksne der passer dit barn

Af

Oppositionspolitikerne, eksperter, forældre og pædagoger vil have minimumsregler for, hvor mange børn en pædagog må passe i en daginstitution. Men reelt er det umuligt at få overblik over, hvor galt det står til i dag. Normeringerne holdes nemlig i langt de fleste tilfælde skjult. Socialminister Benedikte Kiær efterlyser, at kommunerne opper sig.

Foto: Illustration: Michael Daugaard, Scanpix

BURBØRN. Antallet af pædagoger, der passer dit barn, har indflydelse på, hvilken karakter dit barn får senere i livet, når han eller hun skal til afgangseksamen i 9. klasse. Det viser ny epokegørende forskning. Men når forældre står overfor valget af daginstitution, er det stort set umuligt at få et klart overblik over normeringen i kommunernes daginstitutioner.

I går omtalte Ugebrevet A4 en ny rapport fra Anvendt KommunalForskning (AKF), som viser, at børns karakterer ved folkeskolens niendeklasses eksamen påvirkes positivt af den normering, som barnets børnehave havde ti år tidligere. Sagt med andre ord: Så klarede børnene sig generelt bedre, hvis de havde gået i en børnehave med en relativt bedre normering. Især for drenges vedkommende steg karaktererne, hvis de tidligere havde gået i en børnehave, hvor der var relativt flere mandlige ansatte.

Det er svært at finde nogen, der ikke mener, at flere hænder til at tage sig af poderne er gavnligt og ønskværdigt. Men hvor mange hænder? Og hvilken slags hænder? Det er spørgsmål, som ingen kan svare entydigt på, for ingen ved, hvad normeringerne reelt er rundt om i landets institutioner. Og spørger man de lokale ledere af institutionsområdet, kan man ikke få et klart svar, medmindre de økonomiske styresystemer laves om.

Kommuner bruger ikke normering

Et af de steder, hvor de lokale styresystemer spænder ben for et indblik i den kommunale børnehavenormering, er Frederikshavn Kommune. Det er én af de kommuner i landet, der har den dårligste normering i børnehaverne, hvor der i gennemsnit er 7,2 børn per voksen – hvis man skal tro Danmarks Statistiks tal. Men kommunens institutionskonsulent, Mogens Andersen, slår fast, at det tal slet ikke eksisterer i virkeligheden. Faktisk ved han ikke, hvordan tallene er havnet hos Danmarks Statistik.

»Vi har slet ikke normeringstal. Det bruger vi ikke,« siger Mogens Andersen.

Han forklarer, at et børnehavebarn udløser et tilskud på 46.700 kroner til en institution, og et vuggestuebarn udløser et tilskud på 93.400 kroner. Det er den samlede mængde penge, der afgør, hvor mange børn hver pædagog kommer til at passe.

I København styres daginstitutionerne på samme måde, og Jens Pallisgaard, som har ansvaret for fem institutioner på Amager, er kritisk overfor det system, han selv er underlagt.

»Den nuværende model er skidt, fordi du som barn ikke er garanteret noget på forhånd. Det var du før.«

Skuffende stikprøve

I 2008 forsøgte daværende velfærdsminister Karen Jespersen fra Venstre da også at skabe overblik over normeringerne. Hun præsenterede en statslig hjemmeside, hvor forældre fik mulighed for at sammenligne normeringer.

»Brugerinformation.dk er et godt redskab, når man for eksempel skal vælge dagtilbud eller skole til sit barn,« skrev Karen Jespersen dengang i en pressemeddelelse.

Men et stikprøvetjek, som Ugebrevet A4 har foretaget flere steder i landet, viser, at brugerinformation.dk er særdeles mangelfuld. Kun to af de seks institutioner offentliggjorde således normeringstallene.

I København kalder Jens Pallisgaard, der er ansvarlig for en af de institutioner, som ikke opgør tallet, portalen ubrugelig.

»Normeringsoplysninger varierer meget, og de oplysninger, du finder på en institution, er formentlig slet ikke aktuelle i dag. Det afhænger i høj grad af, hvem man ansætter. Institutionen får en fast pulje penge, og pengene følger barnet. Ud fra det ansætter du personale. Men hvis du har en højt kvalificeret pædagog, koster hun flere penge end en nyuddannet. Derfor kan det være, at når man læser i medierne, at en institution er normeret til 12 børn, kan det være den rigtige normering, men det kan også være, at normeringen ændrer sig til 14 børn. Fordi så hænger økonomien bedre sammen.«

Systemet hedder lønsumsstyring, og pointen er, at lederen og institutionen selv disponerer over budgettet. Tidligere styrede daginstitutioner efter det faktiske antal børn i institutionen, som derefter blev sat ind i en matematisk brøk, der udløste et antal pædagoger og et antal medhjælpere. Men fordi institutionerne styrer efter lønsumsmetoden, mener Jens Pallisgaard ikke, at det giver mening at tale om normeringer i hovedstaden:

»Den institution i København, der på papiret har den højeste normering, kan eksempelvis også have det dårligst uddannede personale, fordi det kan være det udelukkende er medhjælpere, der er ansat. Flere højtuddannede, velkvalificerede pædagoger giver en dårligere normering.«

Ubrugelige tal

I et notat fra maj måned opgjorde regeringens ’Task Force om Fremtidens Dagtilbud’ ellers landets gennemsnitlige normeringer i vuggestuer til 3,1 barn per pædagogisk personale, og til 6,2 børn per voksen i børnehaverne. Papiret fik socialminister Benedikte Kiær til i dagbladet Politiken at afvise, at der er normeringsproblemer i danske daginstitutioner.

Men i virkeligheden udmærker notatet sig mest ved, at det sår tvivl ved validiteten af de data, der danner grundlag for normeringerne.

For det første, skriver embedsmændene, kan man ikke sammenligne udviklingen over tid, fordi tal fra før 2007 blev opgjort på en anden måde end i dag. Og godt nok slår notatet så også fast, at udviklingen fra 2007 til 2009 ikke er forværret. Men:

»Omvendt kan det ikke med sikkerhed konkluderes, at udviklingen er markant forbedret pga. usikkerheder i data.«

BUPL-aktion

Reelt er det således et problem at finde frem til den reelle normering i en institution. Det skændes kommunen, forældre og pædagoger i Odense eksempelvis om lige nu.

Odense Kommune skal næste år spare 25 millioner kroner på daginstitutionsområdet, men ifølge pædagogerne er normeringerne så ringe, at det er stærkt betænkeligt at skære yderligere ned.

I frustration iværksatte pædagogernes forbund, BUPL, derfor før sommerferien en aktion blandt sine tillidsfolk, således at der på en bestemt dag i uge 25, time-for-time, blev registreret, hvor mange børn hver pædagog havde ansvaret for. 

I de 31 institutioner, der var med i aktionen, opgjorde BUPL generelt, at der i vuggestuerne var én voksen til knap fem børn i tidsrummet mellem kl. 13 og 16, og mellem syv og ni børn per voksen i byens børnehaver i eftermiddagstimerne.

Formanden for forældreorganisationen FOLA, Lars Klingenberg, anbefaler tre børn per pædagog i en vuggestue og fem børn per pædagog i en børnehave, og han bruger eksemplet fra Fyn til at kræve minimumsregler for normeringer:

»Det er fatalt, at kommunerne bruger daginstitutionsområdet som en budgetskrue. Vi kan konstatere, at kommunerne ikke formår at styre det her, og vi mener, det er en national opgave at sikre, at vores børn får det nødvendige grundlag for at begå sig videre frem i livet. Det er også vores indtjening som nation, vi spiller hasard med.«

Politisk krav

I Folketinget lover oppositionen bedre forhold for børn og pædagoger efter valget. Enhedslisten forsøgte i foråret at få vedtaget regler for minimumsnormeringer, og de radikale lovede i mandags, at partiet vil finde 900 millioner kroner til at ansætte 3000 nye pædagoger, hvis partiet finder flertal efter næste valg. Socialdemokraterne og SF kræver også et opgør med den nuværende normeringsjungle.

»Der må højst være fire børn per voksen i 0-3 års alderen, og højst 6 børn per voksen, når børnene er mellem tre og seks år gamle,« siger SF’s børneordfører, Pernille Vigsø Bagge.

Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, vil tillade tre børn i vuggestuer per pædagog, og seks børn per pædagog i landets børnehaver, men begge partier pointerer, at reglerne ikke kan garanteres indenfor det første år af en eventuel ny regerings levetid.

»Skulle vi få magten efter næste valg, overtager vi så ringe en økonomi, at vi ikke vil kunne indfri ønsket med det samme. Men der er ikke tvivl om, at normeringsspørgsmålet er vigtigt,« siger hun.

Formanden for KL’s Børne og Kulturudvalg, Jane Findahl (SF), afviser dog, at minimumsnormeringer forandrer noget:

»Normeringstal siger ikke alt. Slet slet ikke. Det kan oven i købet give et falsk indtryk. For hvor sjovt er det at have en stor normering, hvis personalet bruger tiden på bureaukrati?« siger hun og anbefaler derfor altid forældre at tage ud i institutionerne og se på forholdene.

Børn skal ikke bare passes

En af landets førende eksperter i danske børn – og formand for regeringens ’Task Force om Fremtidens Dagtilbud’ - professor Niels Egelund advarer også imod at tro, at grænser for normeringer sikrer alle børn en god tid i børnehaven. Kvalitet i en daginstitution afhænger også af, hvad pædagoger foretager sig med børnene. Alligevel kan regler være fornuftige.

»Jeg har ikke noget imod, at der var regler for normeringen, fordi du kan komme for langt ned, og det vil være en god ting at få regler for,« siger han og får opbakning fra professor i pædagogisk psykologi på Aarhus Universitet, Charlotte Ringsmose.

»Vi ved, at hvis der er for mange børn per voksen, påvirker det pædagogikken i negativ retning. Inden børnene begynder i skole er det vigtigt, at du samtaler med dem, og når du kommer op på et vist antal børn, bliver det mere brandslukning og kommandoer, som de voksne udstikker,« siger hun og fortsætter:

»Det er som om, vi stadig tænker, at det er i skolen, det vigtige sker, men det, der foregår i børnehaven, har stor betydning for, om barnet er skoleparat, og om barnet senere har lyst til at tage sig en uddannelse. Men i Danmark ser vi det bare som ’pasning’. Det er galt.«

Minister vil ikke se blindt på normering

Socialminister Benedikte Kiær (K) erkender på den ene side, at der indimellem er kommuner, som har så dårlig en normering, at selv Socialministeriet reagerer og spørger ind til, hvad pokker der sker.

»I dag er det meget tilfældigt, hvad de enkelte kommuner fortæller om deres daginstitutioner, og der synes jeg godt, kommunerne kunne skilte mere med, hvad det er for noget personale, der er i institutionerne, hvad det er for en pædagogisk retning, man kører efter, og hvad normeringen er,« siger socialministeren.

Men hun afviser trods dette blankt at indføre minimumsnormeringer. Primært fordi der kan være lokale forhold, som kan være umulige at forudse fra Christiansborg.

»Minimumsstandarder har en tendens til at blive maksimumsstandarder, og så er jeg bange for, at man fremover vil sige, at nu har vi levet op til minimumsstandarden – også selv om der er problemer – og så skulle alt være i orden. Det er jeg nervøs for,« siger hun.

»Problemet er også, hvor lægger vi snittet, hvad er den rigtige normering? De råd eksperterne anbefaler, lever vi jo op til i gennemsnit allerede, så derfor kan man sige, at vi allerede ligger det rigtige sted. Jeg mener ikke, vi løser udfordringerne ved at stirre os blinde på minimumsnormeringer,« siger Benedikte Kiær.